En narkopåvirket bilist havde kurs mod gågaden i Middelfart.
Torsdag klokken 00:01 blev en bil set kørende ad Grønnegade i Middelfart, og det blev observeret, at bilen kørte usikkert, idet køretøjet havde kurs mod gågaden og pludselig ændrede kurs mod Havnegade.
Politiet bragte køretøjet til standsning, og efter en test blev føreren sigtet for at køre påvirket af euforiserende stoffer.
Torsdag aften klokken 22.23 blev en 29-årig mand standset af politiet på Frederik 3.s Vej i Fredericia, da han kørte med en hastighed over det tilladte.
Vagtchef Torben Wind fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at den lokale mand viste sig at være påvirket af narkotika. Manden blev anholdt og kørt til skadestuen, hvor der blev taget en blodprøve for at fastslå indholdet af narkotika. Politiet fortsætter efterforskningen af sagen.
Lyshøjskolen i Kolding. (Foto: Google Street View )
Torsdag aften klokken 21.33 blev politiet kaldt ud til Lyshøjskolen i Kolding, efter en syrebombe blev kastet ned fra skolens tag mod to mindreårige, der spillede fodbold.
Vagtchef Torben Wind fra Sydøstjyllands Politi oplyser, at de to børn ikke kom til skade ved hændelsen.
Politiet er i gang med en efterforskning af gerningsstedet, hvor de også vil gennemgå skolens videoovervågning for at indsamle yderligere oplysninger. Derudover søger de stadig vidner, der kunne have set eller hørt noget i forbindelse med episoden. Vagtchef Torben Wind opfordrer vidner til hurtigt at melde sig, så tendensen med at kaste syrebomber ikke spreder sig yderligere.
– Det giver en høj straf med legemsbeskadigelse og er samtidig et enormt farligt projekt, advarer vagtchefen.
Politiet fortsætter efterforskningen og håber på vidneudsagn, der kan hjælpe dem med at opklare sagen, og forhindre lignende hændelser i fremtiden.
Med mål, store præstationer og et højt niveau for ligaens tophold, har han været en markant skikkelse i dette års 3F Superliga. Og det kvitterer kollegerne for ved at kåre 27-årige Nicolai Vallys til Årets Profil i 3F Superliga, foran Elias Achouri og Daniel Wass.
Over 300 stemmer er blevet afgivet fra de 12 trupper i 3F Superliga. Og af dem gik over 30% til Brøndby IF’s Nicolai Vallys, der i den grad har været en profil i dette års Superliga og nu kan skrive sig ind i historiebøgerne som ”Årets Profil i 3F Superliga 2023/2024”.
– Det er et stolt øjeblik. Og en bekræftelse af, at jeg gør noget rigtigt.
– Det betyder meget, at det er spillerne, der har kåret mig. Dem som man konkurrerer mod, dem som man løber inde på banen med og måler sig imod, så det betyder meget, siger Nicolai Vallys og fortsætter:
– Jeg er et sted nu, hvor jeg skal være iøjnefaldende og en stor karakter i superligaen, og skal bevise det hver weekend. Det er en ny test for mig.
Holdpræstationerne tegner de største øjeblikke
Når Vallys skal pege på det største øjeblik i sæsonen, er der flere store momenter, der er oppe at vende. Og selvom det er en individuel pris, så er det dog særligt også holdpræstationerne, som han dvæler ved.
– Der er enormt mange holdpræstationer. Vi vandt inde i Parken og mod FC Midtjylland. Det er ikke individuelle højdepunkter, men det er kampe, jeg husker tilbage på og glæder mig over. Og forhåbentlig så tager vi et par stykker mere, siger han.
Mens holdpræstationer fylder meget, er der også en kamp, der på det individuelle plan særligt har bidt sig fast hos den 27-årige angriber.
– Jeg havde en kamp her (på Brøndby Stadion red.) mod FC Nordsjælland, hvor jeg scorede og lavede assist. Og hvor jeg lavede et rigtig godt mål. Det var en fed oplevelse.
Og der er ingen tvivl om, at Vallys kender vejen til målet.
I skrivende stund er det blevet til 11 mål i 3F Superliga for Brøndby-angriberen, senest i sidste weekends kamp mod guldkonkurrenter fra FC Midtjylland.
Drømmer om derbysejr og mesterskab I weekenden venter endnu en vigtig kamp, hvor Brøndby IF tager imod rivalerne fra FC København i et vaskeægte topbrag mellem nr. 1 og nr. 2 i ligaen.
Og her håber Vallys på at få den første af sine fremtidsdrømme til at gå i opfyldelse.
”Jeg drømmer om et mesterskab på Brøndby Stadion. Det er det jeg bruger min energi på. Og så drømmer jeg om, at vi vinder derbyet på søndag,” slutter han
Det har ikke været en gratis omgang for de fredericianske skatteborgere at det er mislykkes for Fredericia Kommune at få solgt bygningen Gothersgade 20b. Kommunen oplyser nu, at det har kostet intet mindre end 722.000, uden at man har fået noget som helst for de mange penge.
Tidligere aktindsigter og interviews viser, at direktør for Vækst, Teknik og Klima, René Olesen, og flere af hans medarbejdere kendte til bygningens elendige tilstand. Samtidig har René Olesen tidligere i et interview fortalt, at politikerne, med baggrund i den dårlige tilstand, blev anbefalet at sælge bygningen. Den viden blev dog ikke bragt videre til Bent Jensen.
Direktøren afviser, at politiske udvalg har haft skaderne oppe at vende. På det overordnede plan mener Olesen dog, at byrådet har en generel kendskab til bygningens tilstand.
– Byrådet er generelt orienteret om, at forvaltningen vurderede, at det ville være forbundet med betydelige omkostninger at renovere bygningen, hvorfor et frasalg blev anbefalet, forklarede Olesen i et interview tidligere.
Nu har Fredericia Kommune i et mailsvar regnet sig frem til, at der er brugt 722.476,88 kroner på at sælge og så ikke sælge bygningen. Dertil kommer, at Fredericia Kommune ikke har en oversigt over, hvad det har kostet af skattekroner i timeforbrug blandt forvaltningens medarbejdere.
Pris for at sætte bygningen i stand: 22,2 millioner kroner.
Kommunen møder modstand fra borgere
I gågaden i Fredericia forstår borgerne ikke, at man kan tage så let på en sag. Skatteborgerne står med en regning på 722.000 kroner efter et fejlslagent forsøg på at sælge bygningen Gothersgade 20B. Planen var oprindeligt, at en af byens store investorer, Bent Jensen, skulle købe ejendommen og omdanne den til liberale erhverv, men handlen gik i vasken på grund af kommunens udbud af bygningen på et forkert grundlag.
Bjarne Larsen, som AVISEN mødte i Jyllandsgade, er tydeligt utilfreds med situationen:
– Det er helt vildt, det er mange penge. Det er ikke i orden. De penge kunne være brugt på mange andre ting. Jeg er rystet, siger han og ryster på hovedet.
Han peger på nødvendigheden af, at kommunen bør handle anderledes:
– Kommunen skulle gøre mange ting anderledes. Bare se gågaden, vi står i. Jeg synes ikke, at vejen her er særlig god, og randen ved Gothersgade er grim. Det koster penge at lave den slags, og når kommunen bruger så mange penge på en sag, hvor de ikke havde styr på tingene, er det hovedrystende. Vi kunne have brugt pengene på at gøre byen bedre, understreger han.
Martin Hansen og hans kæreste blev også overrasket over omfanget af økonomien:
– Er det rigtigt? Det er mange penge, og de kunne bestemt godt være brugt på noget andet, siger Martin Hansen, inden han hurtigt må skynde sig videre.
Et ægtepar, som AVISEN mødte ved Den Gyldne Ovn, deler deres frustration over kommunens håndtering af sagen. De ønsker at forblive anonyme, men deres utilfredshed er tydelig:
– Vi er noget misfornøjede over håndteringen af sagen, siger de og ryster på hovedet og fortsætter:
– Men det kan desværre ikke chokere os længere. Vi har set meget i Fredericia de senere år, og forvaltningen af vores skattekroner går ikke altid, som man forventer. Det ville være rart, hvis der kom bedre styr på økonomien i Fredericia, men sagen her bør have konsekvenser. Var det sket alle andre steder i samfundet, så var man ikke sluppet af sted med fejl på fejl.
Flere borgere, som AVISEN mødte i gågaden, ville ikke udtale sig til citat, men de deler en fælles holdning om, at de mange penge kunne være brugt bedre, for eksempel på flere SOSU-assistenter, som der er et stort behov for.
Ingen af dem, der talte med AVISEN, kunne se noget positivt i sagen, og der var bred enighed om, at 722.000 kroner var blevet klattet væk uden nogen form for værdi for kommunen.
“Hold da kæft, det her var overhovedet ikke det, jeg troede, jeg skulle ud til i dag.” Sådan lød det fra den danske rapstjerne Tessa, da hun onsdag gæstede Fredericia Gymnasium til gymnasiets årlige festival, FG Musikfestival, også kaldet FGMF.
Den populære rapper var blot én af de 12 kunstnere, der fyldte skolens sportsareal med musik og god stemning. Festivalen blev skudt i gang kl. 16.30, og glade, unge fredericianere indtog hurtigt området med tæpper og festivalstole, klar til en hyggelig festival med solskin over gymnasiets plæne. Vejret var nemlig nærmest sommerligt på sådan en forårsdag, og da det blev lidt køligere om aftenen, var de varme dansesessioner til musikken helt oplagt.
Udover Tessas optræden bød FGMF på optrædener fra flere af gymnasiets egne elever og deres bands, som fik chancen for at stå på scenen foran flere hundrede publikummer. Derudover kom der også kunstnere udefra, blandt andet De Uundgåelige og bandet South of Limbo, der også deltager i DR’s KarriereKanonen.
Da Tessa kom på scenen, eksploderede stemningen, og publikum var tydeligt begejstrede. Ligeledes var Tessa selv yderst begejstret for det publikum, hun stod overfor. Hun udtrykte sin overraskelse over, at et gymnasium kunne lave et så imponerende setup, og roste festivalen for den energifyldte atmosfære.
Da hun skulle spille sangen “Fløjt’ne”, råbte hun til publikum: “Er I stive, Fredericia? Man skal nemlig være stiv til den næste sang!” Og sangen faldt da også i publikums smag på pladsen, da de dansede og sang med for fuld kraft. Tessa nævnte ved lejlighed også, at hun tidligere havde boet i Bogense og derfor havde været i Fredericia før, og syntes, det var fedt at være tilbage.
De to scener, der var stillet op på pladsen, dannede rammerne for alsidige musikalske oplevelser, mens festivalen også blev krydret med beerpong-turneringer og et væld af madvogne, der havde rullet ind for de unge festivalgæster. Blandt de mange madmuligheder fandt man blandt andet hotdogs og Rollin’ Kebab. Rollin’ Kebab er et street food-koncept, hvor de mange gæster kunne spise sig mætte i en rulle eller döner box, mens musikken bølgede højt lige bag dem.
Stemningen var super fed og på mange måder ungdommelig. Alle var glade, og der var rigtig festivalstemning over det hele. De andre bands skabte også dans og havde da også et godt nok mindre, men entusiastisk publikum.
Noget, der gør FGMF helt særligt, er organiseringen. Planlægningen står eleverne selv for, i samarbejde med nogle af skolens ansatte, og det store engagement og samarbejde kunne da også mærkes overalt på pladsen onsdag.
Med solskin, musik og godt humør formåede Fredericia Gymnasium endnu engang at skabe en uforglemmelig festivaloplevelse. Elevernes entusiasme og engagement i festivalens planlægning kunne mærkes overalt på pladsen, og som Tessa selv sagde, overgik arrangementet alle forventninger. Med alsidige musikalske indslag, lækker street food og en varm atmosfære blev FG Musikfestival et farverigt bevis på, at kulturen og fællesskabet blomstrer blandt gymnasiets elever.
Et magtskifte er sket i toppen af dansk håndbold. GOG er slået af tronen, og selvom de til næste sæson får ny træner og nye spillere, er det ikke givet, at de fortsat vil dominere den danske liga sammen med Aalborg. Positionen som førsteudfordrer ligger nu til Fredericia Håndboldklub, der har som målsætning at vinde mesterskabet senest i 2029.
GOG er ude af kampen om DM-medaljer inden semifinalen. Det virker utopisk, men det er kulminationen på flere fejlslagne beslutninger fra GOG-ledelsen, der i de seneste sæsoner har levet højt på, at de unge talenter var så gode, at de havde landsholdsniveau fra dag ét, da de fik chancen på GOG’s ligahold.
Det har det nye kuld endnu ikke. I stedet har GOG, med direktør Kasper Jørgensen i spidsen, forsøgt at sammensætte et hold af udefrakommende spillere, men den mission er ikke lykkedes. Der har været disharmoni efter afgangen af Nicolaj Krickau som træner, og kulminationen på det er nu, at GOG ikke når semifinalen. Det er en kæmpe skuffelse for de ellers dobbelte danske mestre, som tilbage i februar også vandt pokalturneringen for andet år i træk.
Tilbage i februar høstede GOG frugterne af, at Aalborg spillede en ualmindelig dårlig finale, og at Emil Madsen leverede en brandkamp i semifinalen mod Fredericia. Det var nok til at hjemtage pokaltitlen, men den store individuelle præstation udeblev i slutspillet efter en turbulent sæson med trænerfyring af Ian Marko Fog og senere opsigelsen af playmaker Morten Olsens kontrakt, da Olsen og flere af GOG-spillerne tilsyneladende ikke kunne sammen, hvilket skabte uro på holdet.
Mikkel Voigt og Thomas Brandt blev sat ind for at redde kastanjerne, og selvom noget af branden blev slukket, var der ikke meget at stille op. Gløden var slukket, da det gjaldt i slutspillet. GOG blev udspillet af Fredericia i den afgørende slutspilskamp, og det er et sjældent syn, at et hold falder på den måde. Det vidner om, at noget er, som det ikke skal være, og at der skal en ny genopbygning af GOG til. De skal tilbage til de dyder, som førte dem tilbage til toppen af dansk håndbold efter deres konkurs.
GOG var gode og heldige at ramme en gylden generation med Emil Jakobsen, Simon Pytlick, Mathias Gidsel og Emil Madsen og supplere den med enkelte stjerner udefra som Torbjørn Bergerud. Nu er holdets grundstamme ikke længere så lokalforankret, som den har været tidligere, og harmonien synes ikke at være der på samme måde som tidligere.
Nu vinker GOG farvel til syv spillere, heraf seks etablerede spillere. Ind kommer målmandsduoen Peter Johannesen og Salah Boutaf samt de to bagspillere Frederik Tilsted og Tobias Grøndahl. Et nyt trænerteam kommer også til i form af Kasper Christensen og Rasmus Bertelsen, men de spillere, som kommer ind, med undtagelse af Grøndahl, der er norsk landsholdsspiller, indikerer ikke spillere, der på papiret er førsteudfordrere til Aalborg. Fra ungdomsfronten har man i GOG store forventninger til Frederik Pedersen og Hjalte Lykke, men de har endnu ikke slået igennem på seniorniveau og har højden imod sig. Pedersen er 184 cm som playmaker, mens Lykke er en højre back på 178 cm, hvilket taler imod, at de bliver kæmpestjerner, der på sigt kan gøre en forskel i toppen af dansk håndbold.
I stedet kan man notere sig, at eksempelvis Skanderborg AGF har handlet særdeles fornuftigt ind i form af den tidligere GOG’er Emil Lærke, islandske Kristian Örn Kristjansson, der er inde omkring landsholdet, samt Magnus Haubro, der inden sin skade i Ribe-Esbjerg viste sig meget lovende frem. Det vil derfor ikke være nogen overraskelse, hvis østjyderne kan spille med omkring top-4 til næste sæson.
Holdet, som sendte GOG ud i mørket, Fredericia, bevarer grundstammen fra denne sæson og får suppleret truppen til næste sæson med spillere, der på papiret er bedre end dem, som forlader klubben. Dermed burde der være grobund for, at det fredericianske mandskab kan opretholde det niveau, de har vist denne sæson, hvor de endte på grundspillets andenplads og nu har spillet sig i semifinalen efter en knusende sejr mod GOG i den afgørende slutspilskamp.
Aalborg Håndbold når ingen af de nævnte hold i ligaen på nuværende tidspunkt. De er i en klasse for sig med de midler, som nordjyderne har at gøre godt med, men på dagen kan enkelte hold stikke en kæp i hjulet på dem, og for nuværende er det ikke GOG, der er førsteudfordrer. Dermed er et magtskifte i toppen af dansk håndbold ved at finde sted.
Bridgewalking Lillebælt” købte sidste år Aventura, og de nye ejere ønsker at formidle historien om både skib og naturen i Lillebælt til alle borgere Fredericia og Middelfart samt til byernes gæster og turister. Foto: Christian Fris, AVISEN
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse åbner for ansøgninger målrettet investeringer i turismeområder uden for de store byer. Puljen på op til 82 mio. kr. skal skubbe til private investeringer i områdefornyelse, så der skabes vækst via en forbedret turismeinfrastruktur.
Kyst- og naturområder uden for de store byer får nu en kapitalindsprøjtning fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, der afsætter op til 82 mio. kr. til udvikling i turismeområder.
Indsatsen skal via forbedret eller ny turismeinfrastruktur bidrage til at sikre nye kommercielle investeringer i kyst- og naturturismen – der for eksempel kan resultere i en øget overnatningskapacitet.
Forperson for Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse Christian Motzfeldt siger:
– 2023 var et rekordår for dansk turisme, hvor særligt udenlandske gæster overnattede i Danmark. Det går derfor rigtig godt på turismeområdet, men vi skal blive ved med at udvikle, og det skal denne millionindsprøjtning være med til at styrke særligt uden for de store byer. Derudover kan det være med til at tiltrække nye investeringer.
Turisme er en af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses signaturindsatser, og denne pulje skal medvirke til at realisere bestyrelsens målsætninger:
– Turisme er en dansk styrkeposition, og det er vigtigt for bestyrelsen at understøtte en fortsat positiv udvikling i turismeerhvervet. Dansk turisme er mere end gode postkortminder og oplevelser, området skaber også vækst og nye arbejdspladser i hele landet, og derfor er det afgørende, at vi fortsat støtter, udvikler og styrker de danske turistdestinationer, siger han.
En forudsætning for vækst er, at der kan tilbydes et bæredygtigt, konkurrencedygtigt og attraktivt turismeprodukt med kapacitet og faciliteter, som matcher turisternes efterspørgsel.
Etablering eller fornyelse af havnemiljøer, udvikling af multi- og aktivitetsområder, etablering af oplevelsesruter i den grønne natur samt udvikling af nye byrum, er et udpluk af de faciliteter eller former for infrastruktur, der kan få støtte, og som skal medvirke til at tiltrække nye private investeringer i for eksempel overnatningskapacitet.
Christian Motzfeldt og resten af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse forventer, at kommunerne vil være de primære ansøgere til midlerne – men det udelukker ikke, at også private, kommercielle virksomheder kan indgå som partnere, ligesom fonde kan indgå med medfinansiering. Og gerne med private investorer som en del af projektet.
Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse udmøntede i 2023 ca. 110 mio. kr. til fire turismeprojekter med aktiviteter i hhv. Thyborøn, Juelsminde, Nakskov og Naturpark Lillebælt. Denne nye pulje bygger videre på erfaringer fra første annonceringsrunde.
FAKTA OM INDSATSEN Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse har på sit møde den 16. april 2024 afsat op til 82 mio. kr. (52 mio. kr. fra Regionalfonden og 30 mio. kr. fra decentrale erhvervsfremmemidler) til indsatser inden for udvikling af turismeområder.
Indsatserne skal sikre fornyelse og forbedring af turismeproduktet ved at gøre områder mere attraktive, så de styrker turismen og bidrager til at drive en bæredygtig udvikling i området.
Indsatserne kan for eksempel være:
Etablering eller udvikling af havnemiljøer, der faciliteter aktiviteter, ophold og kommercielle tilbud på havnen.
Etablering af sammenhængende og varierede oplevelsesruter, der formidler et steds kultur og historie, naturens kvaliteter mv. og binder eksisterende og nye byrum, oplevelsespunkter og funktioner sammen.
Etablering af adgang til eller brug af naturen (fx gennem tematiserede legeområder, opholdspladser, multi- og aktivitetsområder m.v.).
Den fortsatte støtte til Ukraine, sikkerhed og konkurrenceevne er nogle af de emner, der er på dagsordenen, når statsminister Mette Frederiksen mandag den 13. maj 2024 deltager i Nordisk Topmøde i Stockholm.
På den første del af topmødet drøfter statsministrene fra Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige konkurrenceevne sammen med repræsentanter fra erhvervslivet.
– Vi ser ind i en fremtid, hvor den globale vækst kan ende uden for Europa. Europa skal være stærkere og mere konkurrencedygtigt, så vi beholder arbejdspladserne på kontinentet. Derfor ser jeg frem til at drøfte grøn omstilling, ny teknologi, kompetencer og uddannelse, som er afgørende forudsætninger for vores konkurrenceevne i Norden og i Europa, siger statsminister Mette Frederiksen.
Senere på dagen besøger regeringslederne den svenske virksomhed Ericsson. Her deltager den tyske kansler Olaf Scholz også. Besøget på Ericsson kommer til at have fokus på sikkerhedspolitiske spørgsmål som hybride trusler, cybersikkerhed og nye teknologier. De seks regeringsledere deltager samme aften i en middag, hvor det primære emne på dagsordenen vil være den fortsatte støtte til Ukraine.
– Vi lever i en tid med krig på det europæiske kontinent og et mere kompliceret trusselsbillede. Rusland forsøger at splitte Vesten. Derfor er det glædeligt, at Norden nu endeligt står samlet i NATO. Det giver også mulighed for at gøre vores samarbejde endnu stærkere. Ikke mindst i forhold til Ukraine, hvor det er helt afgørende, at vi fortsætter den militære støtte. Men også i forhold til vores eget forsvar og arbejdet med at få vores våbenproduktion op i gear, siger statsminister Mette Frederiksen.
Tirsdag kom det frem, at SuperBrugsen og Netto på Nymarksvej i Fredericia havde valgt at forbyde skoleelever i tidsrummet 08:00 – 13:00. Siden har Netto trukket sig tilbage, men en lang række borgere forstår godt beslutningen om at forbyde elever.
Som følge af tyveri og utrygsskabende adfærd i butikken havde de to nabobutikker, der ligger i samme bygning i forlængelse af hinanden, set sig nødsaget til at forbyde skoleelever. Siden har Netto valgt at trække sig ud af det, men de forklarer, at de står ved statementet om, at eleverne skal opføre sig ordentligt.
På sociale medier har forbuddet givet genlyd. Blandt andet på AVISENs Facebook-side, hvor en lang række personer har givet deres mening til kende.
– Bare i orden. Så kan forældrene måske lære deres børn at opføre sig ordentligt, skriver Rebecca Emholt.
En anden, Simone Nielsen har ofte komet i butikkerne i det pågældende tidsrum. Hun skriver blandt andet følgende:
– Jeg forstår godt butikken, de er overalt og teer og skaber sig inde i butikken, ret mange ældre handler også der, og de unges adfærd kan fremstå meget voldsom. Det må være skolens og forældres ansvar der holdes styr på eleverne, måske de skulle lave et skole kiosk koncept på skolerne, skriver hun.
Også Allan Krogh Kristensen er enig.
– Ja, det er het fair de larmer så meget, skriver han.
Det er dog ikke alle, der bakker op om tiltaget.
– Er generelt mod regler som rammer den brede målgruppe, når kun et fåtal udgør et problem. Synes alle fejler her. Hvis man ved at problemet primært er i frikvartererne fra den nærliggende skole, så kunne man vel bruge ssp samarbejdet og få sat ordentligt ind overfor de få unge, som ødelægger det for den brede målgruppe, skriver Henriette Jørgensen.