ADP satte turbo på i 2025 og gør klar til næste gear

Af
Andreas Andreassen
-
0

Det begyndte som et jubilæumsår, men endte som noget langt større. Ifølge administrerende direktør Rune Rasmussen blev 2025 ikke blot ADP’s bedste år økonomisk. Det blev året, hvor havneselskabet for alvor trådte ind i en ny rolle som national infrastrukturaktør med internationalt udsyn, nye investeringer og en containerstrategi, der skal løfte både Fredericia og resten af porteføljen.

Der er ro over Rune Rasmussen, når han sætter sig til interviewet. Stemmen er afdæmpet, formuleringerne præcise, og der er både smil og overskud i svarene. Det er den samme rolige tilgang, der ofte kendetegner ADP’s administrerende direktør udadtil. Men bag den kontrollerede fremtoning gemmer der sig et år, som har været alt andet end stille. 2025 har været præget af beslutninger i højt tempo, store strukturelle forandringer og en række milepæle, der normalt ville være fordelt over flere år. Som han selv formulerer det: der har været fuld smadder på.

Da spørgsmålet falder på, hvordan 2025 tog sig ud fra direktørkontoret i ADP, kommer svaret uden tøven og uden diplomatisk indpakning. »2025, det var eddermame et vildt år. Det var det vildeste år til dato. Det var jubilæumsår. Det økonomiske bedste år nogensinde,« siger Rune Rasmussen.

I hans opsummering ligger en række begivenheder, som hver for sig ville være markante overskrifter i et havneselskab. Samlet tegner de billedet af et år, der skiller sig ud. Et havnekøb. En færdiggjort havneudvidelse i Fredericia. Et tæt samarbejde om containerterminalen med Mærsk. Og en ny medejer, der følger med en kapitalrejsning, som i ADP’s optik handler om mere end penge. »Ny medejer i moderselskabet, stor kapitalrejsning, sikring af fremtiden. I bund og grund var 25 på alle mulige måder ikke kun det bedste år for ADP økonomisk, men formentlig også det vigtigste år nogensinde,« siger han.

Annonce

Et selskab, der har skiftet karakter

Når Rune Rasmussen spoler tiden tilbage, er det ikke for at romantisere fortiden, men for at vise, hvor hurtigt ADP har flyttet sig. Han knytter tilbageblikket til en intern milepæl, der siger noget om tempoet i forandringen. »Vi talte om det her til morgen. Vores driftsdirektør har 10 års jubilæum i dag. Så det er en god måde at kigge lidt tilbage på, for han har nemlig været med på hele turen,« siger han. Dengang var ADP ifølge direktøren et helt andet sted i markedet. »Da han startede var ADP den 11. største havn i Danmark og var egentlig ikke nogen særlig god forretning.«

I dag tegner han et billede af et selskab, der arbejder ud fra en større skala og et andet selvbillede. Ikke som lokal havn med lokale hensyn først, men som en virksomhed, der ser sig selv som en del af Danmarks samlede infrastruktur og dermed også af Danmarks evne til at handle med omverdenen. »I dag ser vi ind i et budgetår, hvor vi måske håber, vi tror på, hvis vi er dygtige, er den største havn i Danmark,« siger han.

Det handler ikke kun om volumen, men om robusthed og om at stå med flere ben plantet i virkeligheden, når markedet skifter. »Vi tjener vores penge på alle mulige forskellige måder, så virksomheden er mere stabil, solid og klar til fremtiden, og har kompetencer og kapital til nu at være den virksomhed, som ADP fortjener at være,« forklarer han. Samtidig understreger han, at forandringen rækker ud over regneark og nøgletal. »Det er ikke kun en lokal virksomhed, men en national virksomhed med et internationalt udsyn.«

Brookfield som milepæl og som signal

I løbet af 2024 fik ADP en ny medejer i form af den internationale infrastrukturinvestor Brookfield, og i fortællingen om 2025 bliver ejerskabet et tydeligt signal om næste fase. Rune Rasmussen beskriver ankomsten som noget, der rækker ud over kapital. »Ankomsten af Brookfield er jo selvfølgelig i sig selv en kæmpestor milepæl, og der er jo meget andet end kapital i det,« siger han.

Han sætter Brookfield ind i en længere læringskurve, hvor ADP tidligere har fået en professionel partner ind i Taulov-miljøet. »Der skete der jo også enormt mange gode ting fra ADP i det øjeblik PFA trådte ind ad døren i Taulov. Og det har vi jo trænet og øvet os og lært rigtig meget af PFA,« siger han. Brookfield bliver i den optik ikke et brud, men en fortsættelse på et højere niveau. »Brookfield er jo mere af det samme, bare mere internationalt og endnu større.«

Det afgørende er ifølge Rune Rasmussen, at ejere og ledelse grundlæggende vil det samme. »Vi vil gerne drive en sund, god, langsigtet forretning, som kommer alle ejerne til gode. Og det gør man bedst ved at være professionel og have et udsyn internationalt,« siger han og knytter det direkte til Danmarks økonomi. »Danmark lever af eksport og import, og skal blive ved med at leve af eksport og import. Og desto mere vi kan være overbeviste om at levere de ydelser og produkter, der understøtter, at Danmark skal eksportere og importere. Desto bedre er det for Danmark, og desto bedre er det for vores ejere herhjemme.«

Nyborg i fremgang, Hanstholm i opbygning

Når blikket flyttes fra Fredericia til ADP’s øvrige havne, står det klart, at 2025 ikke kun blev et Fredericia-år. Nyborg får direkte ros og et markant superlativ. »Nyborg er det bedste år nogensinde i de 20 år plus, som ADP har ejet Nyborg,« siger Rune Rasmussen. Han beskriver en havn, der i praksis er tæt på fuldt udnyttet. »Nyborg er mere eller mindre en udsolgt havn. Der er kommet mange nye kunder til, høj godsomsætning.«

Succesen rejser samtidig nye spørgsmål. »Når kapaciteten nærmer sig grænsen, begynder diskussionen om næste skridt. Det er jo selvfølgelig også derfor, at i 2025 der blev i gang sat tankerne om potentiel havneudvidelse i Nyborg, som vi helt sikkert kommer til at snakke mere om i 2026 sammen med Nyborg Kommune og borgerne i Nyborg,« siger han. For Nyborg bliver 2025 dermed både status og start. »Så en stor kvalitetsstempel på Nyborg Havn i 2025,« lyder det.

Hvor Nyborg fremstår som en havn i drift og med momentum, er Hanstholm en anden disciplin. Her handler 2025 mindre om at trykke på speederen og mere om at få greb om maskinrummet, relationerne og det lokale økosystem, før man for alvor kan bygge forretning ovenpå. ADP overtog Hanstholm 1. august, og ifølge Rune Rasmussen blev resten af året brugt på at få hænderne ned i virkeligheden og forstå, hvad det er for et sted, man har fået ansvaret for. »Hanstholm overtog tøjlerne 1. august og har brugt 25 på flere ting, men først og fremmest selvfølgelig at lære folk, kunder, mennesker og ejerne rigtig godt at kende,« siger han.

Han beskriver en havn og en egn med stærk identitet og stor lokal opbakning, men han pakker ikke udfordringen ind. Potentiale er noget, der skal omsættes, og det kræver både timing, volumen og et marked, der kan bære nye aktiviteter. »Det er jo nogle skønne mennesker, og Thy er dejlige, og det er Hanstholm Havn også. Men det er også en bekræftelse af, at fundamentet og potentialet er der. Men det kommer ikke af sig selv.«

For ADP bliver opgaven derfor at få sat nye forretningsstrømme ind i en havn, der ikke automatisk fylder sig selv. Det er her, Hanstholm adskiller sig fra de havne, hvor kapacitetsudfordringen er den primære hovedpine. »Det bliver hårdt arbejde at få fyldt noget ny forretning ind i maskinen deroppe,« siger han. Lykkes det, vurderer han, at effekten rækker længere end ADP’s egen bundlinje. »Lykkes vi med det, hvilket vi tror på, så bliver det både en god forretning, men det bliver også et stort aktiv for regionen deroppe.«

Flere havne som strategi, nu med bedre timing

Spørgsmålet om flere havne har altid ligget som en understrøm i fortællingen om ADP. Allerede navnet Associated Danish Ports peger på en idé om fællesskab, skala og sammenhæng på tværs af geografi – en ambition, der i perioder har været mere vision end virkelighed. Alligevel er det et spor, der igen melder sig, denne gang med større realisme og et andet afsæt end tidligere. Rune Rasmussen præsenterer ingen færdig plan eller konkrete navne, men giver en åben vurdering af sandsynligheden og begynder med at sende en anerkendelse tilbage til den oprindelige konstruktion. »Jeg synes jo, at den måde, ADP var født på, der var man jo foran sin tid,« siger han.

Han peger samtidig på, at der tidligere har været bevægelse tættere på målstregen, end mange tror. »Jeg tror, man har været tættere på, både i Uffe Steiner Jensens og Jens Peters tid, tættere på, end vi lige går og tror, og lykkes med det nogle gange.« At det ikke blev til mere dengang, forklarer han med politisk timing og vilje i de kommuner, der skulle have sagt ja. »Tiden var en anden, og det politiske mod andre steder var måske heller ikke helt til stede. Timingen var måske ikke helt den rigtige.«

I dag mener han, at både marked og rammer har flyttet sig. Havne- og logistikverdenen er blevet mere kapitaltung, mere reguleret og mere konkurrencepræget, og derfor står argumentet for større, mere professionelle enheder stærkere. »Der lever vi i en anden tid nu, hvor der måske også er nogle ting, der er blevet modnet i mellemtiden, som gør, at jeg tror på sandsynligheden for, at vi lykkes med flere havne i de næste år, de næste 5-10 år er væsentligt større.« Og det er ikke blot en løs tanke, understreger han. Det er et strategisk spor, der allerede ligger på bordet i ejer- og partnerkredsen. »Det er faktisk noget vi bruger tid på, også med Brookfield og vores ejere.«

Annonce

Når han samler trådene, bliver pointen, at ADP igen kan komme til at leve mere fuldt op til sit navn, men ikke som en hurtig ekspansion, men som en langsigtet konsolidering. »Det tror jeg på, at Associated Danish Ports bliver endnu mere berettiget, også i navnet, i fremtiden, end det har været.«

Diversifikation som det stærke ben – og den nøgterne grønne virkelighed

Når Rune Rasmussen forklarer, hvorfor ADP står stabilt, selv når markedet skifter, lander han på en enkel forretningslogik. ADP er ikke låst fast i én indtægtskilde eller én konjunktur. Styrken ligger i blandingen. »Både historisk set, og når vi kigger ud i fremtiden, så har ADP altid performet godt på tværs af konjunkturer.« Der har været downperioder, erkender han, men diversifikationen gør, at virksomheden kan flytte tyngden fra ét ben til et andet. »Fundamentalt er den helt store fordel, at forretningen er så diversificeret.«

I gode logistikår har Taulov Dry Port og beliggenheden været en motor. I andre tider har de mere klassiske bulk-aktiviteter taget over. »Vi har haft nogle år, hvor logistik i verden har været all time high. Jamen der har vi lukreret hårdt på Taulov Dry Port og vores beliggenhed. Andre perioder, der har det været den faste bulk, der har taget over, når olien har været faldende.« Og så er der det nye vækstben, som skal løfte endnu mere i de kommende år. »I de senere år og i de kommende år har vi en containerterminal, som er i kæmpe vækst og understøtter hele regionen helt vildt. Så det er forskelligheden i forretningen, der er vores allerstærkeste ben sammen med beliggenhederne.«

Netop fordi forretningen står på flere ben, anlægger Rune Rasmussen en mere ædruelig tone, når han taler om den grønne omstilling. Her blev 2025 ikke året, hvor udviklingen leverede på ambitionerne. »Jeg synes 2025 har været for den grønne omstilling et meget svært år.« Han peger på, at de politiske mål er under pres. »Så Danmarks 2030-mål hænger i en tynd tråd.« Og han nævner flere konkrete spor, der ikke udviklede sig som håbet. »Der var 2025 ikke det år, vi havde håbet på for brintrøret. Det var jo heller ikke det år, vi havde håbet på for CCS, heller ikke for Ørsted. Ørsted havde store problemer.«

Alligevel er han ikke i tvivl om retningen. Det er tidshorisonten og tempoet, der må justeres, så investeringer og løsninger igen hviler på det, han kalder rationalet. »Vi er meget fortrøstningsfulde, hvis vi kigger lidt længere ud i tid. Hvor vi måske også skal erkende, at vi har været igennem en meget forceret periode for den grønne omstilling, hvor rationalet og fornuften ikke nødvendigvis har sejret.« Derfor flytter han også fokus væk fra de nærmeste deadlines. »Det er ikke sikkert, at det er 2030-målene, vi skal have så meget fokus på. Det kan godt være, det er 2040-målene, vi skal have fokus på.«

Rune Rasmussen arbejder også for at få ændret den nuværende havnelov. Det gør han blandt hos organisationen, Danske Havne, hvor han er næstformand.

Havneloven som flaskehals

På reguleringssiden er Rune Rasmussen lige så ligefrem. 2025 var et år med geopolitik og regulering på tværs af sektorer – men ikke dér, hvor havnene har ventet. »2025 vil som noget have været geopolitikkens år, reguleringens år for alle sektorer, inklusiv havnene. Bare ikke på havneloven,« siger han og låner et billede fra cykelsporten. »Havneloven den står plantet som en træ i harpiks.«

For Fredericia er det ifølge direktøren ikke en teknisk detalje, men et spørgsmål om rammerne for elektrificering og grønne investeringer. »Der skete ikke det, der skulle i 2025, og vi håber og tror på, at 2026 bliver året. Det er noget, vi bruger meget tid på.«

2026 som eksekvering, høst og geopolitisk risiko

Efter milepælene i 2025 bliver 2026 året, hvor tingene skal sætte sig. Brookfield skal integreres, investeringerne skal give afkast, og næste kapitel skal forberedes. »Vi skal have Brookfield godt og grundigt implementeret på den gode måde i butikken. Det er vi i fuld gang med. Det går rigtig godt.« Men forventningen er ikke til at misforstå. »Der er en masse investeringer, der er foretaget, som vi skal vise, at vi kan tjene de penge på, vi har regnet med.«

Taulov nævnes som et sted, hvor næste runde kan blive sat i gang. »Vi skal til at bygge i Taulov igen, formentlig. Taulov skal også videre til det næste.«

Samtidig holder han døren åben for den risiko, som altid følger med transport og logistik i en urolig verden. »I 2026 med den flanke åben, at det kan godt have nogle ikke uvæsentlige negative betydninger for transport og logistikkens verden.« Han peger på, at geopolitikken kan ramme direkte ind i godsmængderne. »Kommer der nogle situationer ude på markedet, som følger geopolitikken, der kan sætte sig i godsmængderne, det er der en risiko for. Og sker det, så vil ADP også blive ramt negativt.« Alligevel er det i den konstante forandring, han mener, at infrastrukturselskaber skal kunne holde kurs. »Forandringen er konstant. Hvis ikke det er corona, hvis ikke det er den ene krig, så er det den anden krig.« Og han afrunder med den opgave, han ser som ADP’s kerne. »Der er det jo som infrastrukturvirksomhed vores forbistrede opgave at kunne navigere i det og sørge for at både kunne vækste og holde åbent uanset hvilket scenarie det må være. Og det er da spændende og udfordrende.«

Vil du være en del af AVISEN Partners og opleve Rune Rasmussen den 26. marts, når han fortæller om året der gik og ADP i 2026, så læs mere her.

Leder: Når den folkevalgte flytter ind i bestyrelseslokalet

Af
Andreas Andreassen
-
0

Der følger et særligt ansvar med at blive valgt ind i et byråd. Det ansvar stopper ikke ved byrådssalen. Tværtimod. For mange folkevalgte fortsætter deres mandat ind i bestyrelseslokaler, repræsentantskaber, selvejende institutioner og selskaber, hvor kommunen har udpegningsret.

Her sidder de ikke som private personer. De sidder ikke som venner. Og de sidder ikke som loyale medspillere for ledelsen. De sidder der som folkevalgte. På vegne af kommunen. På vegne af borgerne.

Det er en rolle, der alt for ofte bliver misforstået.

Når en politiker indtræder i en bestyrelse som kommunens repræsentant – eller som observatør – er det ikke for at blive en del af driften. Det er heller ikke for at sikre ro, harmoni eller interne hensyn. Rollen er grundlæggende demokratisk: at føre tilsyn, stille spørgsmål og sikre, at offentlige midler, værdier og formål forvaltes korrekt.

En observatør er ikke en passiv gæst.
En bestyrelsesrepræsentant er ikke en medunderskriver på stilhed.

Tværtimod.

Alt for ofte ser man folkevalgte, der sætter sig til rette i bestyrelseslokalet, tager imod kaffen, spiser smørrebrødet og glider ind i møderne som tilskuere snarere end vagthunde. De nikker, lytter og lader dagsordenen passere, uden at stille det mest grundlæggende spørgsmål af alle: Hvad har vi faktisk lavet siden sidst? Hvilke beslutninger er truffet? Hvilke penge er brugt? Og hvilke risici er opstået? Hvor skal vi hen? Hvilke muligheder er der? I stedet for at udfordre direktøren og formanden på fremdrift, retning og ansvar, bliver rollen reduceret til selskabelighed. Men den folkevalgte sidder ikke dér for stemningens skyld. Man er ikke udpeget for at være nem at have med at gøre. Man er udpeget for at repræsentere borgerne – også når det kræver, at man stiller de spørgsmål, der kan få kaffen til at smage lidt bittert.

Den folkevalgte i bestyrelsen er borgernes øjne og ører. Den, der skal turde spørge, også når spørgsmålene er ubehagelige. Den, der skal sige fra, også når det forstyrrer den gode stemning. Den, der skal huske, at loyaliteten ikke ligger overfor direktøren, formanden eller institutionen – men overfor offentligheden.

Det er her, det ofte går galt.

For når folkevalgte begynder at tale om “arbejdsro” i bestyrelser, når de undlader at rejse kritik af hensyn til relationer, eller når de forsvarer beslutninger, de reelt ikke kan forklare i det offentlige rum, er rollen allerede gledet. Så er den folkevalgte ikke længere vagthund. Så er vedkommende blevet medforvalter af tavshed.

Det er måske ikke ulovligt.
Men det er problematisk.

For kommunale bestyrelsesposter er ikke belønninger. De er tillidshverv. Og tillid forpligter. Ikke til stilhed, men til ansvarlighed. Ikke til loyalitet opad, men til gennemsigtighed udad.

Det gælder uanset, om der er tale om en erhvervsdrivende fond, et forsyningsselskab, en kulturinstitution eller et udviklingsselskab. Offentlig indflydelse kræver offentlig forklaring. Og offentlig forklaring kræver mod.

Særligt rollen som observatør bliver ofte misforstået. Observatøren har måske ikke stemmeret, men har netop derfor en friere position. En observatør er der for at se, notere og reagere – ikke for at tie. Hvis observatøren kun observerer i stilhed, svigter vedkommende sit mandat.

Når folkevalgte efterfølgende siger “det kan jeg ikke udtale mig om” eller “det foregik i bestyrelsen”, bør alarmklokkerne ringe. For netop dér begynder demokratiet at blive reduceret til formalitet i stedet for praksis.

Det er ikke altid nemt at være den, der stiller spørgsmålene. Det kan koste relationer. Det kan koste popularitet. Men det er prisen for at være folkevalgt. Man bliver ikke valgt for at være bekvem. Man bliver valgt for at tage ansvar.

At være folkevalgt stopper ikke, når man træder ind i bestyrelseslokalet.
Det er ofte dér, det begynder.

Hvis borgerne ikke kan stole på, at deres repræsentanter også repræsenterer dem dér, hvor beslutningerne træffes uden for offentlighedens søgelys, mister det kommunale demokrati sin dybde.

Og uden dybde bliver demokratiet hurtigt fladt.

Da vikingerne blev globale: Fredericia-egnen som brik i europæisk storpolitik

Af
Andreas Andreassen
-
0

Vikingetiden var ikke kun togter og vold, men en langsom globalisering, hvor handel, lov og kristendom flettede sig sammen. Ifølge lokalhistoriker Gert Jensen var Fredericia-egnen et centralt knudepunkt i en europæisk proces, der begyndte længe før Jelling – og fortsatte langt efter.

Der er noget særligt ved den måde, Gert Jensen taler om vikinger på. Han begynder sjældent med sværd, skibe eller slag. I stedet starter han dér, hvor forestillingerne knirker en smule – dér, hvor den velkendte fortælling ikke længere helt passer.

»Det, der fascinerer mig mest, er ikke den almindelige opfattelse af vikinger som nogen, der tager ud i verden og slår folk ihjel og voldtager kvinder,« siger Gert Jensen. »Det, der interesserer mig, er globaliseringen.«

Ordet falder næsten umærkeligt, men det åbner et helt andet perspektiv på vikingetiden. Globalisering lyder som noget, der hører containerskibe, datakabler og EU-topmøder til. Men for Gert er det præcis dét ord, der bedst indfanger, hvad der sker i århundrederne omkring vikingetiden – og hvorfor Fredericia-egnen pludselig træder frem som mere end et lokalt hjørne af Danmark.

For det er her, ved Lillebælt, at bevægelsen bliver tydelig. Ikke kun udad – men indad. Mennesker kommer og går. Varer, idéer, ritualer og magtformer krydser hinanden. Fredericia-området ligger ikke i udkanten af verden, men på en akse, hvor nord og syd, øst og vest mødes. Sejladsen gennem bæltet er ikke en omvej, men en hovedfærdselsåre.

»Det er dér, man for alvor kommer ud i verden og støder på kristendommen, som man så stille og roligt forsøger at få ind i Danmark. Den proces er fuldstændig vild,« siger Gert.

Kristendommen ankommer ikke som et lyn. Den sniger sig ind gennem kontakter, alliancer og gensidig afhængighed. Missionærer, handelsfolk og udsendinge bevæger sig ad de samme ruter som vikingerne selv. Fredericia-egnen bliver et mødested – ikke kun for varer, men for verdenssyn. Tro møder tradition. Nye magtformer støder mod gamle.

For Gert er det afgørende, at vikingetiden ikke forstås som et voldsomt brud, men som en overgang. »Det er ikke en eksplosion, men en langsom omstilling,« siger han. Og netop i den omstilling får steder som Fredericia en særlig betydning. For overgange sker sjældent i yderpunkterne – de sker i knudepunkterne.

Når han læser byzantinske kilder, støder han på en overraskelse, som også siger noget om Danmarks placering i verden på det tidspunkt. »Man kan se, at de med en vis forundring konstaterer, at nogle af de mennesker, de møder i nord, faktisk er danske vikinger,« siger han. Ikke som mytiske barbarer, men som genkendelige aktører i et større politisk og økonomisk spil.

Og forundringen stopper ikke dér.

»De er meget forundrede over vores lovgivning. Over den måde, samfundet er organiseret på.«

For i modsætning til de centraliserede systemer i Rom og det østlige Middelhav møder de her noget andet. Ikke kaos, men heller ikke enevælde. I stedet et samfund, hvor magt og ret er forankret i fællesskabet. Hvor loven ikke står i en bog, men lever i et menneske.

Lovsigemanden.

»Man havde ikke en lovbog, man kunne slå op i. Man havde en mand, der kendte loven og fremsagde den,« forklarer Gert. Et system, der virker fremmed for romere og egyptere, men som i praksis rummer en høj grad af stabilitet og forudsigelighed. Loven er ikke abstrakt – den er personlig, forpligtende og offentlig.

»Lovene bliver først skrevet ned langt senere, men de bygger på ældre traditioner. Og mange af de principper, vi kender i dag, kan faktisk føres hele vejen tilbage,« siger han.

I det lys bliver Fredericia-egnen ikke bare et geografisk sted, men et laboratorium for tidlig samfundsorganisering. Her mødes rejsekonger, stormænd, handelsfolk og religiøse aktører. Her testes grænserne mellem magt og fællesskab. Og her opstår et retssystem, som – set udefra – virker overraskende avanceret.

Det er også her, fortællingen om kvinders rettigheder vender tilbage. Ikke som et romantisk efterrationaliseret ideal, men som et konkret element i den sociale orden. »Man kan se, at kvinder har rettigheder, og at folk forventes at opføre sig ordentligt. Det hele hænger sammen,« siger Gert.

Det er ikke lighed i moderne forstand, men det er struktur. Forpligtelser. Grænser for magtudøvelse. Og netop derfor bliver vikingetiden, set fra Fredericia, noget andet end den fortælling, vi ofte gentager. Ikke kun togter og vold, men forhandling, tilpasning og langsom forandring.

Det er denne sammenhæng, Gert bliver ved med at vende tilbage til. Ikke de enkelte begivenheder, men forbindelserne imellem dem. Mellem steder, mennesker og idéer. Og forbindelserne stopper ikke ved vikingetiden. De rækker videre – ind i kristendommen, middelalderen og den europæiske historie, Fredericia-egnen allerede da var vævet ind i.

»De her vikingkonger og magtcentre opstår jo ikke ud af ingenting,« siger Gert Jensen. »Hvis vi går længere tilbage, helt til stenalderen, kan vi se, at området allerede dér har været et af de bedste bosætningsområder.«

Det er en afgørende pointe for ham. For historien om Fredericia-egnen begynder ikke med vikingerne – og den slutter heller ikke med dem. Den folder sig ud som en fortsættelse, ikke en begyndelse. Et lag oven på et andet. Mennesker, der har valgt de samme høje, de samme kyster, de samme passager igen og igen, fordi landskabet ganske enkelt egner sig til liv, magt og bevægelse.

Og netop dette lag på lag bliver tydeligt, når Gert begynder at tale om kilderne. Ikke kun de arkæologiske fund i jorden, men også de skriftlige spor, der ligger spredt i tiden – og som først for alvor giver mening, når man ser dem i sammenhæng.

Han nævner et værk fra 1400-tallet, som senere optog Grundtvig dybt. Et skrift, der stadig kan virke overraskende, fordi det peger et andet sted hen, end den nationale grundfortælling har lært os. Her står nemlig, at kristendommen ikke først og fremmest får sit afgørende fodfæste i Jelling, men netop hernede – i området omkring Lillebælt.

»Han siger, at det er hernede, kristendommen kommer til Danmark.«

Det er ikke en romantisk fortælling om en ensom missionær, der vandrer rundt med fromme ord og håb i stemmen. Tværtimod. Det er storpolitik. Relationer. Strategi. Missionæren, der omtales, er ikke en perifer skikkelse, men en central aktør, der færdes i magtens rum.

»Kongen omtaler ham som den bedste rådgiver, han har. Og det er jo, fordi han kender forholdene i Frankerriget og videre ud.«

Kristendommen bliver her ikke alene et spørgsmål om tro, men om alliancer og orientering i en verden, der er ved at hænge tættere sammen. Et Europa i bevægelse. Et netværk af konger, kejsere og interesser, hvor også Fredericia-egnen indgår – ikke som tilskuer, men som deltager.

Og netop derfor bliver området strategisk. Ikke kun religiøst, men militært og politisk.

Gert fortæller om pælespærringer i vandet. Spidse pæle banket ned i mudderet for at ødelægge fjendtlige skibe, hvis de kom for tæt på. Fund, der kan dateres helt tilbage til 300-tallet. »Man har vidst, hvad man skulle passe på. Og man har forsvaret det her område.«

Han har selv skrevet indgående om området ved Gudsøs bund, hvor sejlbare ruter har gjort det muligt både at handle og angribe. Et sted, hvor man kunne komme til – og hvor man kunne blive stoppet. Et landskab, der i dag kan virke stille og ufarligt, men som dengang var ladet med strategi og magt.

Og så er der stednavnene. De stille spor, der ofte overlever længere end både bygninger og skriftlige kilder.

»Vi har steder, der stadig hedder noget, som direkte peger på kongemagt og militær organisation,« siger Gert. »Navne, der fortæller om kongens folk, kongens herfører, professionelle soldater.«

Her bliver sproget selv til arkæologi. Stednavnene som vidnesbyrd om forbindelser til kontinentet, til hære og slag, til mennesker, der har været i udenlandsk krigstjeneste og er vendt hjem med erfaringer, rigdom – og nye perspektiver. Fredericia-egnen som bagland. Som base. Som hjem.

»Vi tror ofte, det bare er et lille område. Et lille Fredericia, et lille Kolding. Men i virkeligheden er det en del af europæisk storpolitik.«

Det er ikke en sætning, der skal blæse stedet op eller gøre det større, end det er. Tværtimod. Det er et forsøg på at vise, hvad det faktisk har været: et punkt i et netværk. En brik i et puslespil, der rækker langt ud over det lokale og helt frem til Kalmarunionen og videre ind i den europæiske historie.

Samtalen ebber langsomt ud. Der tales om kaffe. Om tid. Om at fortsætte en anden dag. Men fortællingen slipper ikke helt sit greb.

For det, der bliver stående, er ikke én bestemt konge eller én enkelt begivenhed. Det er erkendelsen af, at historien her ikke er perifer. Den er forbundet. Indvævet. Global, længe før ordet fandtes.

Og måske er det netop derfor, den stadig har noget at sige. Fordi den minder os om, at steder, vi tror, vi kender – og måske har kørt forbi tusind gange – ofte har været langt mere centrale, end vi forestiller os.

Læs også

Da kongerne boede i Fredericia

Leder: Når fortællingen får lov at stå alene

Af
Andreas Andreassen
-
0

Der er forskel på at fortælle en historie og på at fælde en dom. Og der er forskel på at åbne for refleksion og på at lukke for genmæle. Den forskel er blevets udvisket i den dokumentar, der nu genåbner historien om Gudmundur Gudmundsson og hans tid som dansk landstræner.

Det er ikke i sig selv forkert, at tidligere landsholdsspillere fortæller om deres oplevelser. Det står enhver frit for at sætte ord på sin egen fortid. Men når man samler disse fortællinger i en dokumentar, der fremstår autoritativ, historisk og forklarende – uden at give den centrale hovedperson mulighed for at svare – bevæger man sig fra dokumentation til iscenesættelse.

Gudmundur Gudmundsson kalder det uforskammet. Det er svært at være uenig.

For her er ikke tale om en perifer figur. Gudmundsson var landstræner i en periode, der kulminerede med dansk herrehåndbolds største triumf: OL-guldet i Rio. Det var under hans ledelse. Med hans metoder. Med hans kompromisløshed. Og med hans faglige tilgang, som nu – mange år senere – bliver reduceret til et spørgsmål om trivsel og tone, uden at han selv får mulighed for at forklare, hvorfor han gjorde, som han gjorde.

Det er i sig selv et problem.

For dokumentaren fremstiller et billede, hvor én version får lov at stå alene. Spillernes oplevelse. Spillernes frustration. Spillernes efterrationalisering. Alt sammen legitimt – men ikke tilstrækkeligt, hvis man vil forstå helheden. For sport på eliteplan er ikke et pædagogisk projekt. Det er et præstationsrum. Og nogle gange kræver det ledelse, der ikke er konsensusbaseret, men målrettet.

Gudmundur Gudmundsson blev ikke ansat for at skabe harmoni. Han blev ansat for at vinde. Og det gjorde han.

Det interessante er, at selv Ulrik Wilbek – som ifølge dokumentaren selv forsøgte at fyre Gudmundsson midt under OL – i dag erkender, at Gudmundsson ikke var en fiasko. Tværtimod. Han var håndboldfagligt stærk. Problemet var ikke resultaterne, men kulturen. Og netop derfor er det så problematisk, at dokumentaren ikke lader Gudmundsson være en del af samtalen om den kulturforskel.

For uden hans stemme bliver fortællingen skæv.

Det er ikke dokumentarens opgave at skabe balance for balancens skyld. Men det er dens ansvar at give plads til genmæle, når den retter kritik mod en person, der stadig lever med konsekvenserne af fortællingen. Især når kritikken går på forhold, som den kritiserede direkte afviser som faktuelt forkerte.

Når Gudmundsson siger, at træningsmængderne ikke var et problem, at videomøderne ikke var overdrevne, og at han lyttede til spillerne – så er det ikke en detalje. Det er selve kernen i den kritik, dokumentaren rejser. At udelade hans deltagelse er ikke neutralitet. Det er et valg.

Og det valg gør dokumentaren fattigere.

For sandheden om eliteidræt ligger sjældent ét sted. Den ligger i spændingsfeltet mellem krav og trivsel, mellem struktur og frihed, mellem ledelse og medbestemmelse. Når man kun lader den ene side tale, ender man ikke med indsigt, men med dom.

Det er ikke for sent at rette op. Gudmundur Gudmundsson burde have været med. Ikke som forsvarstale, men som stemme. Ikke for at lukke diskussionen, men for at åbne den.

For det er først, når alle parter bliver hørt, at historien bliver mere end en fortælling. Og først dér, den bliver værd at kalde en dokumentar.

Fødevarepriserne er tårnhøje

Af
John Rasmussen
-
0

OPINION. Fødevarepriserne er tårnhøje og det borgerne har brug for, er at momsen på fødevarer sænkes, og at der gives skattelettelser i bunden, så almindelige danskere igen kan få råd til at opfylde et af menneskets allermest basale behov, nemlig behovet for føde på bordet. Det får vi så ikke, hvis man altså ser bort fra, at der er fundet penge til at gøre chokoladen billigere.

Alle afgiftslettelser er selvfølgelig gode afgiftslettelser, men man bliver næppe mæt af det. “Når der ikke er mere brød, så lad dem spise chokolade”, kan man næsten høre dem sige. Til gengæld har regeringen så fundet 4,5 milliarder til såkaldte fødevarechecks til udvalgte borgere.

Man vælger at lade staten være først med hånden i lommen og så bagefter kaste nogle af pengene tilbage (til nogle af os), formentligt med dybt bureaukratiske kriterier og et kæmpe administrativt apparat. Hvis de absolut skal vælge denne dårlige løsning, kunne de i det mindste kalde det, hvad der et: bestikkelse. Hvis man virkelig ville hjælpe dem, der kæmper med stigende madpriser, kunne man sænke skatten i bunden. Det ville komme alle til gode og gøre det mere attraktivt at tage et ekstra job eller en ekstra vagt.

Regeringens løsning holder folk fast i afhængighed og passivitet. Det er et grundlæggende socialistisk greb. Staten tager først for meget, og lover så at redde os med vores egne penge, når det begynder at gøre ondt. Den slags politik er ikke bare uambitiøs, den er også skadelig for vores økonomi, vores frihed og vores ansvarsfølelse.

Politiet reagerede på mistænkelig bil: Narkofund i nattens kontrol

Af
Andreas Andreassen
-
0

Tirsdagens døgnrapport fra Sydøstjyllands Politi vidner om et forholdsvis roligt døgn i politikredsen.

Kort efter midnat, klokken 00.20, standsede politiet en bil på 6. Julivej i Fredericia. Føreren, en mand født i 1980 og bosiddende i Vejle, blev sigtet for at føre bil uden gyldig førerret.

Senere på aftenen, klokken 22.45, blev en bil standset på Ullerupdalvej. I bilen sad tre personer, og i forbindelse med kontrollen blev der fundet 2,71 gram skunk. En mand født i 2000 blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer.

I Kolding har politiet ifølge døgnrapporten ikke haft hændelser af betydning i det seneste døgn.

Oplysningerne stammer fra Sydøstjyllands Politis døgnrapport og pressebriefing ved vicepolitikommissær Arno Rindal Petersen tirsdag den 13. januar.

Ørsted får grønt lys til at genoptage arbejdet med Revolution Wind

Af
Andreas Andreassen
-
0

Ørsted kan igen sætte gang i arbejdet med havvindmølleparken Revolution Wind. Det har en dommer ved en føderal domstol i Washington D.C. afgjort mandag.

Dermed ophæves den midlertidige standsning, som har sat projektet på pause, og energiselskabet får lov til at fortsætte anlægsarbejdet. Domstolen har vurderet, at betingelserne for at holde projektet tilbage ikke længere er opfyldt.

Revolution Wind er et større havvindprojekt ud for USA’s østkyst og indgår som en del af Ørsteds satsning på vedvarende energi i Nordamerika. Projektet har tidligere været udfordret af juridiske indsigelser, men med afgørelsen kan arbejdet nu genoptages.

Ørsted har endnu ikke meldt ud, hvornår arbejdet konkret bliver intensiveret igen, men dommen fjerner en væsentlig usikkerhed omkring projektets videre forløb.

Ny i byrådet og klar til arbejdet: »Jeg er helt vildt spændt«

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

POLITIK. For de nyvalgte byrådsmedlemmer i Fredericia blev det for alvor virkelighed mandag, da det nye byråd var samlet til den fælles introduktionsdag. Her blev visioner, ansvar og økonomiske rammer lagt frem, og for SF’s nyvalgte byrådsmedlem Jan Filbært blev dagen et tydeligt startskud på de næste fire år.

»Det var en meget spændende dag, synes jeg egentlig,« siger han.

Programmet spændte bredt og gav både nye og erfarne byrådsmedlemmer en samlet indføring i opgaven. Fra de politiske visioner for kommunen til de helt konkrete gennemgange af økonomi, forvaltning og byrådets rolle. »Det var jo alt lige fra visioner til de overordnede tal. Til hvad er vores opgave, og hvilke forpligtelser har vi. Så vi kom bredt rundt,« fortæller Jan Filbært.

Introduktionsdagen gav samtidig et mere jordnært indblik i den administrative virkelighed, som det politiske arbejde hviler på, og som i praksis skal bære beslutningerne videre ud i kommunen. »Vi så lidt omkring selve strukturen i forvaltningen, og byrådets opgaver. Det er jo opgaver, der venter os, så det var sådan en bred vifte af alt.«

Men selvom programmet var tæt pakket med gennemgange og information, var der også plads til andet end det formelle. Introduktionsdagen blev samtidig et første fælles møde på tværs af partier, erfaring og politiske forskelle. »Vi fik jo hilst på hinanden også, og det synes jeg var rigtig gavnligt. Der var en fantastisk stemning,« siger han og tilføjer: »Der var plads til smil og grin og pjat og sådan lidt også. Men ellers var det meget seriøst.«

Ifølge Jan Filbært var introduktionsdagen godt tilrettelagt, og både forvaltningen og borgmesteren havde sat en tydelig ramme for programmet. »Det var godt sat sammen med forvaltningen også, og så selvfølgelig af vores borgmester.«

For ham var det især gennemgangen af kommunens økonomi, der gjorde indtryk. Ikke som en overraskelse, men som en konkret påmindelse om det ansvar, der følger med byrådsarbejdet. »Det er jo store tal, man sidder med. Det er jo ikke ens egen husholdning. Vi snakker rigtig mange penge,« siger han og fortsætter: »Og det giver en sådan en overskrift på, at det er en meget seriøs post, man sidder på.« Samtidig pegede gennemgangen på, hvem ansvaret rækker ud til. »Det er jo Fredericias borgeres penge, dem her. Det er skattekroner. Så det sender et signal om, at der skal være en vis respekt omkring det her.«

Selvom Jan Filbært er ny i byrådet, var indholdet i introduktionsdagen i sig selv ikke overraskende. Meget af stoffet havde han sat sig ind i på forhånd, men helheden gav alligevel et mere tydeligt billede af opgavens omfang. »Alt det med rettigheder og forpligtelser, det har man jo læst op på. Så der var ikke noget, der decideret overraskede mig. Når man ser det samlet, så kan der jo altid være noget, der gør indtryk. Det er jo store tal, man sidder med.«

Med introduktionsdagen afsluttet står byrådet nu over for den fase, hvor indsigterne skal omsættes til konkret arbejde. Introduktionsdagen blev dermed ikke kun en gennemgang, men også et naturligt skifte fra valgkamp til hverdag. Fra løfter og ambitioner til det arbejde, der nu skal udføres i praksis. »Det i går var sådan startskuddet til det hele. Nu skal vi i gang med de første udvalgsmøder i løbet af den her måned,« siger han.

Selv er Jan Filbært blevet formand for Paragraf 18-udvalget, og allerede i den kommende uge mødes udvalget for første gang. »Vi starter den 8. med at sætte os ned og hilse på hinanden og finde ud af, hvad er vores opgave. Og så begynder det ellers stille og roligt i løbet af måneden.« I alt er der kommet syv nye medlemmer ind i byrådet, og den sammensætning ser han som en styrke for det videre arbejde. »Det er et godt mix af både gamle byrådsmedlemmer og nye. Det giver et frisk pust, samtidig med at vi kan læne os lidt op ad dem, der har prøvet det før.«

På spørgsmålet om han har ro i maven som nyvalgt byrådsmedlem, er svaret kort og klart. »Ja, helt sikkert. Jeg har været med mange steder før, både på den ene og den anden side af bordet. Selvfølgelig er der noget, man kan lære, men det skræmmer mig ikke.« Det, der fylder mest nu, er snarere forventningen til at komme i gang. »Jeg er helt vildt spændt på at komme i gang for alvor. Der kommer sådan noget adrenalin i kroppen, fordi man gerne vil i gang.« Når Jan Filbært ser frem mod de næste fire år, peger han selv på de områder, han er særligt optaget af. »Det er nogle områder, jeg brænder meget for. Beskæftigelse og socialområdet blandt andet. Så jeg synes, det lover rigtig godt.«

Scenariet der ikke vil slippe Simon Pytlick

Af
Patrick Viborg
-
0

Med hjemmebane i Herning og et EM-guld som den manglende brik mærker Simon Pytlick, at noget er på vej.

Det er ikke den slags øjeblikke, der larmer mest. Ikke endnu. Men de kan mærkes.

Simon Pytlick sidder roligt og taler lavmælt, mens ordene falder i et tempo, der passer til stemningen. Der er stadig tid. Stadig dage, før det hele for alvor går løs. Men noget er ved at ændre sig. En sitren i luften. En fornemmelse af, at det, der har ligget og ulmet længe, er ved at bryde frem.

»Det synes jeg godt, man kan mærke. Nu begynder vi at lade op, og nu begynder vi at forberede til det, så der begynder snart at komme EM-feber,« siger Pytlick.

Denne gang er rammen en anden. Ikke endnu en slutrunde i fremmede haller, ikke endnu et mesterskab på afstand. Denne gang er det hjemme. Med danske tribuner. Med Herning som midtpunkt. Med muligheden for at lade festen blive dér, hvor den begynder.

»Det er selvfølgelig fedt. Vi kan have en slutrunde på hjemmebane og eventuelt også risikere at skulle spille de sjove kampe på hjemmebane, så det håber vi på,« siger Pytlick.

Han stopper et øjeblik. Som om billedet lige skal have lov at stå klart.

»Det ville have betydet meget at kunne vinde en slutrunde på hjemmebane. Bare scenariet oppe i hovedet, når man lige tænker over det, ville være utroligt fedt,« siger han.

Sidste år var Danmark tæt på ved EM. Meget tæt. Men ikke helt i mål. Frankrig stod i vejen, og det blev et af de nederlag, der sætter sig – ikke som et åbent sår, men som en stille erkendelse af, hvor lidt der kan afgøre det hele.

»Til EM i 2024 var vi jo næsten. Men på dagen formåede Frankrig at slå os,« siger Pytlick.

Siden da er meget sket. Ikke mindst indadtil.

»Der er sket meget ved vores landshold siden. Jeg håber, vi kan spille så god håndbold, at vi kan stå med EM-guldet til sidst,« siger han.

Favoritrollen hænger tungt over Danmark. Den bliver nævnt igen og igen. Af medier. Af omverdenen. Af forventningerne. Men Pytlick insisterer på sin egen målestok.

»Ja, det siger alle medierne, så det er jo en skuffelse for jer, hvis vi ikke vinder. Personligt kommer det an på, hvor god håndbold vi har spillet. Hvis vi har spillet god håndbold og gjort alt, hvad vi kunne, så ville det ikke være en skuffelse for mig,« siger han.

Ambitionen fornægter sig dog ikke.

»Ja ja, selvfølgelig vil jeg gerne have EM-guldet med på CV’et. Men man må heller ikke glemme, at der er mange utrolig gode hold, som vil gøre alt for at slå os,« siger Pytlick.

Han nævner dem uden dramatik. Sverige. Frankrig. Tyskland. Spanien. Hold, der alle kan straffe det mindste udfald.

»Hvis vi ikke er gode nok, kan de godt slå os,« siger han.

Den kommende mellemrunde ligner kaos på papiret. En samling kampe, der kunne være semifinaler i sig selv. Men det er ikke dér, hans fokus ligger.

»Jeg tror, vi er forberedte på mellemrunden. Men vores største udfordring bliver os selv. Hvis vi ikke performer godt nok, kan vi lave fejl,« siger Pytlick.

Midt i slutrundeoptakten har han også truffet en beslutning, der har vakt opsigt: skiftet til Berlin i 2027 – annonceret længe før, det træder i kraft.

»Det er egentlig okay. Det er rart at få det ud, så folk ved, hvad der skal ske. Jeg fik så mange henvendelser, at det næsten var nemmere bare at sige det, som det er,« siger han.

Reaktionerne fra Flensborg-fansene har været tydelige. Bannere. Ord. Følelser.

»Det er jo fans. Jeg tager det ikke personligt. Jeg har aldrig ment, at jeg var større end klubben,« siger Pytlick.

Valget handler om spillet. Om systemet. Om at trives på banen.

»Det er en type håndbold, jeg trives rigtig godt i. Den måde, de spiller på, passer mig bedre,« siger han.

Og så handler det også om livet uden for banen. Berlin som storby. Anonymiteten. Friheden.

»Det har også været en overvejelse at kunne være et sted, hvor man bare kan være sig selv og ikke altid blive genkendt,« siger han.

Inden da venter EM. Og hverdagen midt i boblen. Bordtennis. Quiz. Små konkurrencer.

»Vi spiller bordtennis, hygger os, snakker og laver forskellige ting. Det er vigtigt for os,« siger Pytlick.

Han peger på landstræneren som en afgørende faktor.

»En træner skal kunne stille krav på banen og give frihed udenfor. Det er han god til,« siger Pytlick.

Letheden er ikke et fravalg af alvor. Den er en forudsætning.

»Det er en kæmpe del af det, at vi har det godt sammen. Det er en af grundene til, at vi kan præstere igen og igen,« siger han.

Snart bliver ordene afløst af handling. Af kampe. Af larm. Af pres.

Men lige nu er det stadig muligt at mærke det første tegn.

EM-feberen.

Iben Bonne Jensen vil gøre Fredericia synlig

Af
Andreas Andreassen
-
0

Efter et år med ansvar for bosætning i Business Fredericia peger Iben Bonne Jensen på én klar udfordring: For få ved, hvad Fredericia er og kan. Nu skal samarbejde, kultur og relationer styrke byens image og tiltrække nye borgere

Hvis Fredericia skal lykkes med at tiltrække nye borgere, virksomheder og investeringer, handler det ikke kun om geografi, kvadratmeter og pendlerafstande. Det handler i lige så høj grad om fortællingen om byen – og om hvem der fortæller den. Det er et arbejde, Iben Bonne Jensen har stået midt i siden 2025, hvor hun tiltrådte i Business Fredericia og sidenhen fik det overordnede ansvar for bosætningen i kommunen. Et ansvar, der hurtigt viste sig at være større end først antaget.

»Jeg var oprindeligt ansat til primært at arbejde med at få pendlere til at flytte til Fredericia. Men allerede få uger efter min start blev ansvaret for hele bosætningsområdet rykket ind under Business Fredericia, og så skulle jeg sadle om ret hurtigt,« fortæller hun.

Netværk før kampagner

I stedet for at begynde med kampagner og slogans valgte Iben Bonne Jensen at begynde et helt andet sted. Med relationerne. For hende blev det hurtigt tydeligt, at Fredericias udfordring ikke alene handlede om synlighed udadtil, men også om sammenhæng indadtil. Flere aktører arbejdede med hver deres del af byens fortælling – men uden nødvendigvis at tale sammen.

»Der var allerede afsat en pulje til at styrke Fredericias image, og det gav rigtig god mening at samle kræfterne. I stedet for at hver organisation løber i sin egen retning, arbejder vi nu mere samlet om fortællingen om Fredericia.«

Det blev startskuddet til et mere koordineret arbejde, hvor Experience Fredericia, Shopping Fredericia, Business Fredericia og kommunens bosætningsindsats i højere grad tænkes som dele af samme bevægelse. Ikke for at udviske forskelle, men for at skabe retning.

Et konkret eksempel er arbejdet med ejendomsmæglerne. Et led, der i praksis ofte sidder tættest på de mennesker, Fredericia gerne vil tiltrække. »Noget af det første, jeg gjorde, var at få samlet ejendomsmæglerne. Det lykkedes faktisk at få dem alle med til samme bord. Og siden har vi haft en løbende dialog om, hvad de oplever, hvilke udfordringer de ser, og hvordan vi kan styrke hinanden.« Dialogen handler ikke om færdige løsninger, men om videndeling. Hvad efterspørger købere. Hvad tøver de over. Hvad mangler de i fortællingen om byen. Og hvordan kan Fredericia blive tydeligere – ikke som produkt, men som sted at leve.

Iben Bonne Jensen har i sit første år haft fokus på at samle aktører og styrke fortællingen om Fredericia som bosætnings- og oplevelsesby.

Kultur som tiltrækningskraft

For Iben Bonne Jensen er kultur ikke et supplement til bosætningsarbejdet. Det er en central drivkraft. Hun peger på, at mange beslutninger om at flytte ikke træffes på baggrund af arbejdsplads alene, men på baggrund af hverdagsliv, oplevelser og identitet. Og her spiller kulturinstitutioner, arrangementer og byliv en afgørende rolle.

»Kulturen spiller en kæmpe rolle for, om folk forelsker sig i en by. Og Fredericia har nogle ekstremt stærke kulturinstitutioner. Det handler om at få dem tænkt aktivt ind i bosætningsarbejdet.« Det betyder ikke, at kulturen skal instrumentaliseres. Men at den skal synliggøres som en del af byens samlede fortælling. At det, der allerede findes, også bliver fortalt – og forstået udefra.

Her handler arbejdet i høj grad om netværk. Om at skabe forbindelser mellem kulturaktører, erhvervsliv, foreninger og bosætningsindsats. Ikke gennem topstyring, men gennem relationer og fælles interesser.

»Vi har nogle ret stærke kulturmiljøer. Men de skal ikke stå alene. De skal forbindes med resten af byen og med de mennesker, vi gerne vil have til at opdage Fredericia.«

Boligpriser, tiltrækning og balance

Bosætning er også et økonomisk spørgsmål. Og et følsomt et. For Iben Bonne Jensen handler arbejdet ikke kun om at få flere til at flytte til Fredericia, men om at sikre en sund udvikling – også på boligmarkedet.

»Vi vil selvfølgelig gerne have flere til at flytte til Fredericia. Men vi vil også gerne have boligpriserne til at stige lidt. Det er et sundhedstegn for en by.« Samtidig er hun bevidst om den balance, der følger med. For lave priser kan være en fordel i rekrutteringen her og nu, men kan ikke stå alene som argument på længere sigt.

»Lige nu kan de relativt lave boligpriser være et trækplaster. Men på sigt skal vi kunne noget mere end det. Vi skal kunne tilbyde et hverdagsliv, der matcher de mennesker, vi gerne vil tiltrække.« Netop derfor hænger boligmarked, kultur, arbejdspladser og oplevelser tæt sammen i hendes tilgang. Bosætning er ikke et enkelt greb, men et samspil mellem mange faktorer – og det kræver tålmodighed.

2026 bliver året, hvor det skal vise sig

Hvis 2025 var året, hvor strukturerne blev bygget op, bliver 2026 året, hvor arbejdet for alvor skal stå sin prøve. »Efterspørgslen på boliger er allerede stigende, og den kommer kun til at vokse. Det er dér, jeg skal vise, at vi kan løfte opgaven.« Et konkret fokus bliver virksomhederne.

»Jeg har været ude hos flere store virksomheder og brugt dialogen som afsæt for at forstå deres behov. Hvordan kan vi arbejde sammen om rekruttering, bosætning og trivsel for medarbejdere?«

Det betyder blandt andet oplæg for ledige akademikere i universitetsbyer – og planer om at invitere dem fysisk til Fredericia.

»Vi taler om at samle en busfuld ledige akademikere og invitere dem herover, så de kan møde virksomhederne, opleve byen og få en fornemmelse af, hvad Fredericia er.«

Unge, værnepligtige og fremtidens ambassadører

Når arbejdet med synlighed, netværk og hverdagsliv er sat i bevægelse, bliver næste spørgsmål uundgåeligt: Hvem er det, Fredericia skal nå – og hvornår?

Her fylder de unge en stadig større del af Iben Bonne Jensens arbejde. Både dem, der allerede bor i byen, og dem, der kun opholder sig her midlertidigt.

Et konkret fokus er samarbejdet med forsvaret. Iben Bonne Jensen deltager i flere arbejdsgrupper, hvor hun arbejder med modtagelse, oplevelser og fastholdelse af værnepligtige.

»De værnepligtige er en vigtig målgruppe. De kommer hertil udefra, ofte for første gang, og får et meget konkret møde med byen. Hvis de får en god oplevelse af Fredericia, er der en reel chance for, at de får lyst til at blive. Jeg er tovholder på arbejdsgruppen bosætnings- og partnertiltal for nye fastansatte, og så deltager jeg også i arbejdsgruppen for “Værtsby for værnepligtige”« Pointen er ikke, at alle skal blive. Men at ingen skal rejse herfra uden at have set, hvad byen faktisk kan.

Derfor handler indsatsen om mere end velkomstmateriale. Det handler om oplevelser, fællesskaber og følelsen af at høre til – også i en periode, hvor opholdet i byen i udgangspunktet er midlertidigt.

»Det er jo ofte unge mennesker, der står et sted i livet, hvor næste skridt endnu ikke er fastlagt. Hvis Fredericia på det tidspunkt føles som et godt sted at være, så har vi allerede flyttet noget.«

Den tanke går igen i arbejdet med en kommende Fredericia-ambassadørordning. En indsats, der ikke skal bygges op omkring professionelle budskaber, men omkring mennesker.

»Der er mange, som allerede er stolte af Fredericia og gerne vil fortælle om byen. Det er fortællinger, der er langt stærkere end klassisk markedsføring. Dem skal vi bruge mere aktivt.«

Kulturen som Fredericias særkende

Når samtalen bevæger sig fra målgrupper til identitet, peger Iben Bonne Jensen igen på kulturen som en afgørende forskel.

Ikke som et isoleret område, men som noget, der gennemsyrer byen. »Kulturen er en del af Fredericias DNA. Den har levet her i rigtig mange år.« Det handler både om de etablerede kulturinstitutioner, men også om stemninger, miljøer og samspil. Hun beskriver det som en særlig balance mellem det rå og det nye – det historiske og det moderne.

»Hvis du stiller dig ved området omkring Kanalbyen og Porthouse, har du på den ene side det nye, moderne Fredericia. Og på den anden side havnen med containerne og industrien. Den kobling skaber et helt særligt miljø.«

Netop den kontrast er ifølge hende noget af det, der gør Fredericia anderledes end mange sammenlignelige byer. Men også noget, der let bliver overset – både af byens egne borgere og udefra. »Vi har meget mere kultur, end mange egentlig tænker over i hverdagen. Det handler om at få sat ord og billeder på det, vi allerede har.«

Derfor fylder arbejdet med synliggørelse fortsat meget. Ikke for at opfinde nye fortællinger, men for at samle dem, der allerede findes – og gøre dem tydelige.

Blikket tre år frem

Når Iben Bonne Jensen ser tre år frem, er ambitionen tydelig, men uden hurtige løfter. »Hvis Fredericia skal nå målet om omkring 55.000 borgere i 2033, så skal vi tage det i små skridt. Det er en proces.«

For hende handler bosætning ikke om kampagner med øjeblikkelig effekt, men om bevægelse over tid. Om at skabe en udvikling, der kan holde. »Vi skal følge kurven. Synliggøre, hvad vi er og kan. Få nogle til at flytte hertil – som så trækker flere med sig.«

Det er netop her, hun ser byens største potentiale. Ikke i enkeltstående tiltag, men i den samlede fortælling, der opstår, når oplevelser, hverdagsliv og relationer begynder at hænge sammen. »Hvis folk først forelsker sig i Fredericia, så bliver de vores bedste ambassadører.«

Vil du bakke op om AVISEN?

1...222324...462Side 23 af 462