6.9 C
Copenhagen
mandag 10. november 2025
Facebook Instagram Linkedin Twitter

Millionpulje skal genoprette havnaturen langs de danske kyster

Af
Redaktionen
-
0

POLITIK. Kommuner og organisationer kan nu søge støtte fra en ny pulje på i alt 43,5 millioner kroner, der skal bidrage til at genskabe naturen under havets overflade.

Puljen er oprettet af Havnaturfonden i samarbejde med Den Danske Naturfond og giver mulighed for at søge op til 12 millioner kroner til konkrete projekter, der kan forbedre biodiversiteten i de indre danske farvande. Projekterne kan eksempelvis handle om at genskabe stenrev, muslingebanker eller etablere ålegræs.

Aftalekredsen bag Havnaturfonden bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF, Konservative, Enhedslisten og Radikale Venstre har afsat 29 millioner kroner. Den Danske Naturfond har suppleret med yderligere 14,5 millioner kroner, så der samlet er 43,5 millioner kroner til rådighed i 2025.

Miljøminister Magnus Heunicke peger på, at det er nødvendigt at handle nu. »I årtier har vi ødelagt vigtige levesteder under havets overflade. Stenrev, ålegræs, muslingebanker og tangskove er forsvundet, og det har direkte konsekvenser for de kystnære fiskebestande og havpattedyr, der har mistet både fødesøgnings- og skjulesteder. Det er afgørende, at vi får vendt udviklingen og giver tilbage til havet. Puljen på 43,5 mio. kroner er et vigtigt skridt for genopretningen af biodiversiteten i vores indre farvande,« siger han.

Hos Den Danske Naturfond er man glade for at kunne bidrage til indsatsen. »Naturfonden er med til at løse biodiversitetskrisen og sikre bedre klima og renere vand, både til lands og til vands. Derfor er jeg glad for, at Naturfonden er med til at give havets dyr og planter en hjælpende hånd. Det er vigtigt, vi sammen gør, hvad vi kan, for at forbedre den natur, vi alle gerne vil nyde nu og i fremtiden,« siger Bengt Holst, formand for Naturfonden.

I 2025 vil puljen have særligt fokus på projekter i Sejerø Bugt, Samsø Bælt, Sydfynske Øhav og Storebælt. Det er områder, hvor der tidligere har været massivt stenfiskeri, og hvor behovet for genopretning er størst.

Puljen er åben for ansøgninger fra den 22. september til den 26. oktober 2025. Kommuner, sammenslutninger af kommuner og private organisationer kan søge. Privatpersoner og virksomheder kan derimod ikke søge denne pulje.

Ansøgninger vurderes ud fra kriterier som genopretningspotentiale, projekternes modenhed, planlægning, lokal inddragelse og medfinansiering. Målet er at støtte de projekter, der hurtigt kan igangsættes og skabe størst mulig effekt for havnaturen.

Thomas Bay fandt hjem i teatret

Af
Andreas Andreassen
-
0

KULTUR. Det begynder ikke i kulissen med en projektør, der tænder. Det begynder i Sverige med en dreng, der flytter igen og igen. Husqvarna. Jönköping. Tilbage til Husqvarna. Nye klasseværelser med nye blikke. Et klaver, der står som en stille ven i hjørnet. En familie, der bærer kultur som andre bærer værktøj. Og en fornemmelse af at høre til et sted, som endnu ikke har et navn.

Faderen er læge og ender med et speciale i kræftsygdomme. Han er fra Vejle og har arbejdet sig op helt nedefra. Selvskabt og stædig på den måde man bliver, når muligheder ikke serveres, men må findes. »Min far kommer fra fattige kår. Han er selfmade og det er hans søskende også. Han er et eksempel på, at man kan forme sit eget liv« siger Thomas Bay. Ordene ligger roligt. De fortæller ikke alt, men nok til at forstå kompasset.

Moderen er fra Randers. Grafiker. Datter af en morfar der tegnede togsæt. Hun har det stensikre øje og den rolige hånd. Som ung elev vandt hun en konkurrence med en plakat om de to Lillebæltsbroer. En elev der tegnede sig ind i en historie som andre siden kom til at køre forbi hver dag. »Jeg kommer fra en broget flok« siger han og der er et lille smil i stemmen.

Storebroren er seks år ældre. Han er forsker indenfor biokemi på Göteborgs Universitet og skriver i øvrigt selv musik i sin fritid med sin kone. »Han er den kloge. Jeg er kunstneren« siger Thomas uden mindste spor af mindreværd. Familiebordet har plads til begge veje i livet. Det var varmt derhjemme men skolen var noget andet. »Jeg blev moppet. Jeg blev skubbet ind i en busk. Jeg var tilflytteren. En følsom sjæl, der ikke kunne sige fra. Og jeg sagde det ikke til mine forældre« fortæller han. Det er råt sagt, men uden bitterhed. For der var et klaver.

Klaveret blev et fristed. Et rum, hvor hænder kunne svare igen, når munden ikke kunne. Han gik til undervisning og vandt en klaverkonkurrence. Spillede med broren. Øvede på gehør. Lod musikken bære alt det, der var svært at forklare. »Når jeg ikke kunne svare igen i skolegården, så kunne jeg udtrykke mig ved tangenterne« siger han. Den slags sætninger ligner en nøgle, man kan bære videre i livet.

Ferierne var fyldt med museer, kirker og sange. Smalle franske film i biografen. Korfællesskaber og mandskor i Folkeparken den 1. maj. Medborgerskoler, hvor børn kunne få et instrument i hænderne og mærke at kultur ikke kun er noget, man kigger på, men noget man gør. Moderen tegnede i hånden. Senere kom de første computere og programmerne, der skulle forandre en hel branche. Moderen lærte børnene, hvad en streg kan betyde. Faderen lærte, hvad en indsats kan ændre. Tilsammen er det en ramme, man kan vokse i.

I ottende klasse flytter familien til Odense. Faderen får arbejde på OUH. Det bliver en ny begyndelse for drengen fra Sverige. Han forstår dansk, men taler det ikke flydende og trætheden ligger tungt om eftermiddagen, hvor alt stadig lyder fremmed. »Svensk sarkasme er noget andet. I Danmark tager man pis på hinanden. Jeg skulle lære spillereglerne« siger han. Det bliver Henriette Hørlücks Skole og siden Nordfyns Gymnasium. Han kalder det et bondegymnasium uden fristelser, men med tid. Tid til at læse. Tid til at spille basket og badminton. Tid til musik.

Musikken får ham ind i skolens musical. Han synger. Nogen siger, at det lyder godt. Det er måske det vigtigste nogen kan sige til et ungt menneske, der har været for meget alene. »Jeg havde følt mig forkert hele mit liv. Pludselig stod jeg i et fællesskab, hvor jeg passede ind. Tillid og tryghed gav en opblomstring. Det var magisk« siger han. Derfra går det slag i slag. Sommersang på Sydfyn. En konkurrence i Ikast, hvor han vinder. Samme år en pris i musicalmiljøet. Det er ikke et brag. Det er mere en støt stigning, hvor dørene åbner sig fordi han banker på og nogen hører melodien.

Han tager et år i London, hvor han arbejder på vinbar om aftenen og tager sangtimer om dagen. Han bliver bedre til engelsk. Bedre til at stå i sin egen krop i en by, hvor alle vil noget med scenen. Hjemme i Odense begynder han på SDU, hvor han læser erhvervsøkonomi og organisation. Forældrene ønsker det solide. Sønnen mærker noget andet. »Min far syntes, jeg skulle noget seriøst. Men hjertet var ikke med« siger han. Han søger ind på Musicalakademiet i Fredericia og kommer ind i første forsøg. Forældrene er bekymrede, men støtter. Bekymring er kærlighed i arbejdstøj.

På Akademiet havner han i et hold, der vil mere end at stå på række og vente på at blive valgt. De skriver og prøver og finder på. »Det hele gik op i en højere enhed« siger han. Efter endt uddannelse lander han en sæson på et teater. Og så kommer en mulighed man ikke kan planlægge. Et stipendium i England. En topskole med ganske få pladser de deler ud som små lys i mørke. Han får en af dem. Han tager af sted med sin kæreste, der senere bliver hans hustru. Men verden har besluttet sig for en finanskrise og livet bliver dyrt og fremtiden kort. West End viser sin glitrende facade, men dørene ind bagved er ikke altid til at åbne. De spiller på et operahus. Han er solist ved en stor koncert. Og de vender hver en mønt.

Efter to et halvt år vender de hjem. Bolden begynder at rulle igen. Han underviser. Han akkompagnerer. Han får roller. Han bliver kapelmester og projektleder. Den praktiske side viser sig at være lige så tilfredsstillende som spotlightet. Der er en episode, han fortæller med et grin. Et job kommer med syv dages varsel. Han øver som en besat i en uge. Kommer igennem. Og opdager, at han faktisk er blevet en langt bedre pianist på otte dage, end han selv havde forestillet sig. »Metoden virkede« siger han. Den slags erfaringer gør noget ved troen på egen proces.

Men kroppen sætter grænser og på et tidspunkt skal man lytte. Han bliver påkørt af en cyklist. Lægen siger forstuvning, men det viser sig at være et brud. En skrue og en protese bliver lagt ind i hans hånd. Nogen siger, at han nok ikke kan spille klaver mere. Det er en sætning der kan lukke et rum. Så kommer en hjernerystelse efter en stol i hovedet. Senere en mere efter et cykelfald. Alligevel står han på scenen aftenen efter som rollen kræver. »Men det sled« siger han. Til sidst er beslutningen den eneste rigtige. I 2015 tager han en pause fra scenen. Ikke som resignation, men som bevidst valg. Og så begynder telefonen at ringe med de rigtige klaverjobs. Han savner ikke spotlightet. Han savner arbejdet. Og det får han.

Samtidig sker det vigtigste uden for scenen. Han bliver far i 2012. Igen i 2015. Så i 2021. »Når man bliver forælder får man hovedet ud af egen røv« siger han og ler af sin egen formulering. »Det hjalp mig i et miljø, hvor man nemt bliver egofikseret«. Skæve arbejdstider giver tid hjemme midt på dagen. Børnene lærer, at verden ikke nødvendigvis skal ligge i 8-16. Det er bøvlet med barnepiger og logistik, men det giver frihed. Livet former sig i andre rytmer og musikken følger med.

Så kommer sorgens kapitel. Forældrene var flyttet tilbage til Sverige. Moren dør. Hun lavede keramik i et hus ved en sø i Småland. Der var karantæne og afstand. »Min mor havde ondt i hovedet. Kræften havde spredt sig til hjernen. Det kom som et chok. Jeg savner hende sgu« siger han. Familien fandt ud af, Christina var gravid lige før Thomas’ døde – så deres yngste er født i december, samme år som hun døde, det var svært ikke at tænke på hende og se ligheden, da datteren Andrea kom med sit røde hår, endnu tydeligere nu, når Andrea er blevet større og har samme charmerende gåpåmod, fortæller Thomas Bay. »Hun havde det samme røde hår som min mor. Det var svært ikke at se forbindelsen«. Sørgen bliver ikke mindre, men den får form.

Mellem de store buer af kærlighed og tab finder hverdagen sin målestok. Et job i baren i Cafebiografen i Odense. En følelse af, at et sted kan være fedt ikke kun på grund af opgaven, men fordi mennesker mødes på den rigtige måde. Projekter i Tivoli. Store produktioner, hvor han står som kapelmester. Opgaver, der bygger lag på lag. Et teater, der må bukke under. Økonomi, der skal ligge rigtigt. Et lån, der bliver lagt om i en fart. En bank, der lytter. Coronatidens sære tavshed imellem travle perioder. Og hele tiden netværk og nysgerrighed. »Jeg har ikke haft en forkromet plan. Men jeg har sagt ja, når chancerne dukkede op og jeg har arbejdet hårdt, når de gjorde« siger han.

Fredericia kalder og han siger ja. Byen er ikke den samme som i de tidlige år. Den har strammet snørebåndene og løber nu længere end før. Han søger jobbet som teaterdirektør efter en dramatisk periode. Konkurs. Et navn, der skulle løftes op igen. Et hold, der skulle samles. En tillid, der skulle genvindes. Han beskriver det nøgternt. »Jeg har haft så mange fede muligheder i min karriere, at jeg følte jeg måtte give noget tilbage. Jeg ville være med til at genrejse teatret«. Det lykkes. Teatret kommer på finansloven efter tre års opstart. En sætning som mange læser hurtigt, men som i virkeligheden vejer tungt. Det er fundament. Det er ro. Det er en blåstempling af et sted som mange troede var væk for altid.

Han taler om Fredericia med en kærlig præcision. Om byen som knudepunkt. Om netværket af gode folk, der gør tingene mulige. Om at alt er tæt på. Odense. Vejle. Kolding. Billund, hvor han drømmer om et tog en dag. Aalborg i den anden retning. Han ser for sig en bæredygtig klinge med stærke titler og et stort publikum. Ser genopbygningen fortsætte ind i noget der kan blive permanent. Ikke som i et museum men som i et orkester der spiller i nutid. »Vi kan centrere det omkring Fredericia. Vi kan lave kvalitetsforestillinger. Vi kan samle mennesker. Det er det, vi er gode til« siger han. Det lyder simpelt. Det er det ikke. Men det lyder som en mand, der ikke har brug for store ord for at gøre store ting.

Ledelse fylder mere og mere. Han nævner økonomi og adfærdsøkonomi som felter, der interesserer ham. Mennesker og tal i samme sætning. »Vi er alle kulturbærere i en by. Alle er en del af fortællingen« siger han. Han er 43 og nogen vil måske spørge, hvornår han skal videre. Svaret er lige så klart som, det er roligt. Ikke foreløbig. Nu skal teatret på den helt store klinge igen. Den slags sætninger siges bedst uden trommer. De skal hellere bevises på en spilleplan.

Han vender ofte tilbage til drengen ved klaveret. Ikke for at dyrke smerten men for at huske energien. »Jeg har aldrig haft behov for spotlightet. Jeg har haft behov for at være en kanal for kunsten. Det er det der driver mig« siger han. Der er et princip gemt i den indstilling. At man kan stå midt i noget stort uden at gøre sig selv større. At man kan give uden at kræve mere lys. At man kan lede ved at lytte.

Der er også en kærlighedshistorie midt i det hele. Han og hustruen gik på skolen i Fredericia samtidig men blev først kærester efter. De gik op og ned ad gangene i tre år som venner. Under en juleforestilling ændrede noget sig. Han kalder det en total overscoring og griner af ordvalget. Men alvoren ligger under. »Jeg elsker det, når nogen har noget på hjertet og går efter, det de vil. Det drømmer jeg også om at mine børn oplever« siger han. Den slags ønsker har en far til tre lov at have.

Fredericia er blevet et hjem. Ikke bare en adresse. Han taler om Royal Run i midtbyen og stemningen, når folk mødes. Om at byen ikke er den samme som i 00erne eller 10erne. Om at forudsætningerne nu er til at bygge endnu mere. Men også om, at det kræver, at man lytter. At man åbner ørerne og bygger bro i stedet for mur. Byens udvikling bliver spejlet i teatrets udvikling. Man må se muligheder. Man må sige ja, når chancen banker på. Og man må turde vente, når tiden kræver tålmodighed.

Hvis man leder efter en klar lære i historien om Thomas Bay, så kunne den lyde sådan her. Man kan vokse op som den følsomme dreng der bliver skubbet ind i busken og alligevel finder en vej. Man kan lære, at et klaver kan tale for en indtil stemmen selv bliver stærk. Man kan stå på en scene og senere gå væk fra den uden at miste sig selv. Man kan miste og stadig gå videre. Man kan blive leder uden at glemme at man begyndte som elev. Og man kan blive boende i en by fordi man vælger at tro på det fællesskab der gør det hele muligt.

Han formulerer det selv på sin egen nøgterne måde. »Man skal være åben over for læring. Man skal udfordre sig selv. Ellers går man i stå«. Det er en sætning der kunne hænge på en opslagstavle bag scenen. Ikke som parolens plakat, men som en stille påmindelse. Om at alt, hvad vi bygger i kulturens navn afhænger af mennesker, der tør. Mennesker, der stiller sig frem, når det gælder. Mennesker, der tør tage imod, når livet giver en chance. Når lyset falder rigtigt over scenen. Når salen trækker vejret i kor. Når musikken sætter i. Når en by begynder at tro på sig selv igen.

Thomas Bay fandt hjem i teatret. Ikke kun i bygningen. Men i arbejdet. I fællesskabet. I den måde kunst kan forandre et menneske og en by. Det er måske den mest stille og mest stædige form for forvandling. Den der begynder med en dreng ved et klaver. Og ender med en mand der får andre til at spille med.

Lørdag aften har han og teatret premiere på den store forestilling, WHAT IS LOVE – En Vi Elsker 90’erne musical. Fredericias teaterdirektør drømmer om at løfte byen og nyder hvert et sekund af den drøm.

Michael Hansen så sit hold rejse sig men måtte gå fra Odense uden point

Af
Mille Dyhrberg
-
0

SPORT. FC Fredericia kom ud i et af sæsonens mest dramatiske opgør, da de fredag aften gæstede Odense. Kampen bød på straffespark, VAR-tjek og scoringer til allersidst, men på trods af en stærk præstation måtte Michael Hansen og hans spillere se sig slået 3-2. Cheftræneren kunne dog hæfte sig ved den attitude, hans hold lagde for dagen, især efter at være kommet bagud med to mål.

»Jeg synes, det var fremragende, at vi kom tilbage i kampen efter at være kommet bagud 2-0. Vi fik skabt et tryk, og spillerne viste en frigjorthed, der gjorde, at vi leverede en rigtig stærk afslutning på kampen,« sagde Michael Hansen kort efter slutfløjtet.

Første halvleg udviklede sig i OB’s favør. Hjemmeholdet styrede spillet og fik et straffespark for hånd på bolden, som Fiete Arp sikkert omsatte til 1-0. Fredericia stod kompakt, men havde svært ved at finde ro på bolden. Cheftræneren så både styrker og svagheder i sit holds indsats.

»Første halvleg går jo lidt sin gang, og vi er for dårlige på bolden til at give ordentlig modstand. Vi giver egentlig ikke meget væk ud over straffesparket, og Noah Ganaus havde også en stor chance. Defensivt er jeg egentlig tilfreds, men bagud 1-0 er jo ikke ret godt. Det er de små fejl, der gør forskellen. Den ene koster straffespark, og ved 2-0-scoringen i anden halvleg bliver vi fanget i opspillet. Det er selvfølgelig ærgerligt,« forklarede Hansen.

Efter pausen ændrede kampbilledet sig. OB udbyggede, som skrevet, til 2-0, men Fredericia svarede hurtigt igen med en pragtfuld scoring af Agon Muçolli. Fra det øjeblik pressede gæsterne på og skabte et væld af muligheder, der satte hjemmeholdets defensiv under massivt pres. Hansen glædede sig over, hvordan holdet tog kampen på sig.

»Frigjortheden, der kom i anden halvleg, er jeg virkelig tilfreds med. Vi fik sat os mere offensivt allerede fra pausen, og spillerne leverede en stærk indsats. Det burde have ført til en 2-2-scoring, for jeg synes, vi havde fortjent det,« lød det fra cheftræneren.

Fredericia ramte både stolpen og overliggeren, og flere gange måtte OB’s keeper Viljar Myhra strække sig til det yderste. I slutfasen kom OB dog foran 3-1 på en omstilling, netop som Fredericia pressede på for udligning. Alligevel nægtede oprykkerne at give op. I overtiden steg Jeppe Kudsk til vejrs og headede til 3-2, men længere nåede Fredericia ikke, før dommeren satte fløjten for munden.

Michael Hansen stod tilbage med en blanding af stolthed og skuffelse. »Det var en blanding af manglende kvalitet og manglende held, at vi ikke fik scoret til 2-2. Vi havde mulighederne, men når man ikke udnytter dem, så sker det, der skete til sidst, hvor OB får lukket kampen med deres tredje mål. Jeg er overbevist om, at hvis vi havde fået udlignet, så var vi gået efter sejren. Vi havde momentum,« sagde han.

Trods nederlaget fandt Fredericia-træneren plads til at fremhæve sit holds styrker. »I dag var vi ikke gode nok til at få point, men vi går herfra med brystet fremme, fordi vi rejser os i kampen og gør det til et spændende opgør. Det viser karakter,« sagde Hansen.

FC Fredericia står tilbage med fornemmelsen af, at de havde fortjent mere. Holdet leverede en indsats, der bekræfter, at de kan måle sig med Superligaens etablerede klubber. Men små fejl i egen ende og manglende skarphed foran mål blev forskellen på triumf og nederlag denne aften i Odense.

Læs også

OB overlevede stormløbet – slog Fredericia 3-2 i dramatisk Superliga-opgør

OB overlevede stormløbet – slog Fredericia 3-2 i dramatisk Superliga-opgør

Af
Mille Dyhrberg
-
0

SPORT. Der var både straffesparksdrama, stolpeskud, VAR-gennemgang og mål i overtiden, da OB og FC Fredericia fredag aften tørnede sammen i Odense. Hjemmeholdet trak det længste strå med en 3-2-sejr, men de tre point blev hevet i land under et massivt pres fra fæstningsbyens spillere, der flere gange var tæt på at sikre sig et fortjent point.

Fra første fløjt var det tydeligt, at OB ville forsøge at sætte sig på kampen. De blå-hvide-stribede holdt bolden mest og forsøgte at spille Fredericia tynde med hurtige kombinationer. Men gæsterne fra Fredericia stod stærkt i deres organisation og lurede på omstillinger, hvor især Agon Muçolli og Oscar Buch skabte uro, når de fik chancen.

I de første 25 minutter sad OB på bolden uden at skabe de helt oplagte muligheder. Fredericia havde omvendt et par farlige angreb, hvor Muçolli drev bolden ind i feltet, men skarpheden manglede i den afgørende aflevering.

Kampens første store chance tilfaldt OB, da Rasmus Falk sendte Noah Ganaus helt fri. Den tyske angriber burde have scoret, men Mattias Lamhauge i Fredericia-målet diskede op med en redning af høj klasse. Det skulle vise sig at være en forsmag på en travl aften for den færøske keeper.

Straffesparksdrama før pausen

Efter 38 minutter kom kampens første store kontrovers. Bolden blev slået ind i Fredericia-feltet, hvor Frederik Rieper var uheldig og fik den på armen. Dommeren blev kaldt til VAR-skærmen og pegede efterfølgende på pletten.

OB’s topscorer Fiete Arp gjorde sig klar. Tyskeren har været stensikker fra ellevemeterpletten i denne sæson, og han svigtede ikke. Lamhauge kastede sig til venstre, men Arp sparkede iskoldt til højre og bragte OB foran 1-0. Det blev også pausestillingen efter en første halvleg, hvor OB havde mest kontrol, men Fredericia stadig lurede på farlige momenter.

OB udbyggede – men Fredericia svarede hurtigt

Mucolli reducerer med et fremragende skud.

Anden halvleg begyndte, som den første sluttede, med OB i boldbesiddelse. Og efter 54 minutter udbyggede fynboerne føringen. Fredericias Svenn Crone mistede bolden i opspillet, og Jay-Roy Grot fandt Adam Sørensen, der stod helt fri og kunne sende bolden i et tomt mål til 2-0.

Man kunne tro, at det ville punktere gæsternes moral. Men bare seks minutter senere slog Agon Muçolli til. Fredericia-profilen viste individuel klasse i feltet, tog et hurtigt træk og hamrede bolden i kassen til 2-1. En scoring, der satte ild under kampen og tændte opbakningen fra de mange medrejsende Fredericia-fans.

Fredericia pressede OB i bund

Scoringen gav gæsterne fornyet energi, og de overtog gradvist kampen. OB blev trykket længere og længere tilbage, og gang på gang kom Fredericia frem til afslutninger. Gustav Marcussen var tæt på at udligne, da han hamrede bolden på indersiden af stolpen, mens Oscar Buch med flere løb ind bag OB-forsvaret skabte panik.

Statistikkerne taler deres tydelige sprog: Fredericia havde 31 berøringer i OB’s felt mod hjemmeholdets 19, og gæsterne kom frem til næsten lige så mange afslutninger som OB trods markant mindre boldbesiddelse. Men skarpheden manglede. OB-forsvaret med Viljar Myhra i målet holdt stand, og de blå-hvide havde marginalerne på deres side i en fase, hvor Fredericia fortjente udligningen.

Overtidsdrama i Odense

I stedet for udligningen kom OB på 3-1 i overtiden. Marcus McCoy satte fart i højre side, spillede bolden på tværs, og indskiftede Jona Niemiec scorede sikkert. Et hårdt slag for Fredericia, der ellers havde presset på for 2-2.

Men kampen var ikke slut endnu. I det 97. minut steg Jeppe Kudsk til vejrs på et hjørnespark og headede bolden i mål til 3-2. Situationen blev tjekket grundigt på VAR for en mulig offside, men målet blev godkendt. Dermed var der spænding helt til sidste fløjt.

Fredericia forsøgte desperat at fremtvinge en sidste chance, men inden de kunne nå at afslutte, lød dommerens fløjt. OB kunne ånde lettet op med en sejr, mens Fredericia måtte rejse hjem uden point, men med masser af ros for indsatsen.

Igen flot opbakning til FC Fredericia.

Set over hele kampen havde OB mest kontrol og flere store chancer, men Fredericia leverede en præstation, der viste, hvorfor oprykkerne allerede har taget Superligaen med storm. Michael Hansens tropper spillede med mod, aggressivitet og kvalitet i presset og var flere gange centimeter fra udligningen.

For OB betyder sejren, at de får tiltrængte point og klatrer forbi Fredericia i tabellen. Zorniger og sportsdirektør Troels Bech kan trække vejret lidt lettere, men de var vidner til en kamp, hvor OB på ny viste store udsving og blev presset helt i bund i slutfasen.

Fakta

  • Målscorere:
    1-0: Fiete Arp (straffe, 38.)
    2-0: Adam Sørensen (54.)
    2-1: Agon Muçolli (60.)
    3-1: Jona Niemiec (90+4.)
    3-2: Jeppe Kudsk (90+7.)
  • Tilskuere: 9.119 på Nature Energy Park
  • Kort: Gule kort til Ismahila Ouedraogo, Julius Asku Harvey (OB), William Madsen og Jeppe Kudsk (FCF).

Møllers Fiskehus har åbnet i Odense: »Vi giver kunderne en oplevelse«

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

BUSINESS. Det blå gulv glimter som havets overflade. I midten rejser et tårn sig med friske skaldyr og fisk, og bag disken kan man følge med i produktionen. Det er ikke bare en butik, men en scene, hvor oplevelsen spiller hovedrollen. Nu har Møllers Fiskehus åbnet i Odense, og de første dage har været både overvældende, hårde – og en stor succes.

»Den første dag var sindssyg. Jeg løb rundt i arbejdsstress hele dagen, samtidig med at folk ville hilse på og lykønske. Jeg var virkelig glad for al opbakningen, men om aftenen kunne jeg mærke, hvor meget det tog på mig. Jeg sad i bilen på vej hjem og begyndte at ryste. Jeg tænkte: Hvis det her fortsætter, så vælter det mig. Men næste dag havde jeg det fint igen, og jeg kunne mærke glæden. Det er jo sådan, det er, når man starter en forretning – man sælger sig selv lidt billigt i starten,« fortæller Mads Emil Møller.

Fra stormende åbning til daglig drift

Åbningsdagen trak masser af kunder til butikken i Faaborgvej i Odense. Der var både gode tilbud og smagsprøver, og interessen var til at tage og føle på. De efterfølgende dage har butikken haft en mere jævn strøm af kunder, men stadig et højt aktivitetsniveau.

»Der har været kunder i butikken hele tiden. Vi har stort set stået fire til to og ekspederet hele dagen. Jeg har ikke oplevet en sur kunde endnu – alle er virkelig glade for butikken, og mange siger, at det føles som at træde ind i et eventyr,« siger han.

Reaktionen fra kunderne er netop det, han har håbet på. Den særlige indretning med det blå gulv, de friske fisk og den åbne produktion giver wow-effekten. »Folk siger, at de aldrig har set en fiskebutik som den her. Det er jeg stolt af.«

Et ungt team med smil og energi

Med åbningen i Odense er også fulgt en stor oplæringsopgave. Holdet tæller omkring 30 nye medarbejdere, primært unge.

»Det er gået over al forventning. Vi har fået en masse søde unge mennesker, som virkelig tager ansvar. De er smilende, søde og rolige, og det giver en god stemning i butikken. Jeg vil gerne have, at vi står som et hold. Det er ikke mig, det er vi. Vi havde en introtur sammen, og det var vigtigt for mig at vise, at vi løfter det her i fællesskab,« siger han.

Han ser dog også behovet for at supplere med lidt mere erfaring. »Vi er mange unge, men vi skal også have nogle, der har prøvet det før. Der skal være stabilitet. Det er næste skridt,« siger han.

Takeaway som fremtidskoncept

Fiskehuset i Odense bygger videre på erfaringerne fra Båring, hvor takeaway har vist sig at være et stort hit.

»Takeaway er folk vilde med. Vi har været nødt til at sige lidt nej her i starten, for vi kan ikke følge med, men inden for de næste par måneder skal vi have det sat mere i system. Jeg synes, det er vildt, at vi har kunnet skabe sådan et koncept ude på landet i Båring, som er på niveau med noget, man normalt ville forvente i storbyen. Nu bygger vi videre i Odense,« siger Mads Emil Møller.

Udfordringerne: At uddelegere og at finde balancen

Selvom åbningsdagene har været en succes, har det også været en personlig udfordring.

»Jeg er meget stædig og vil gerne klare det hele selv. Jeg er god til at uddelegere de små opgaver, men de store ting holder jeg for meget på. Jeg skal lære at give mere fra mig. Vi har et godt team, men jeg skal også have en, der kan stå mere ved siden af mig og tage ansvar,« fortæller han.

Han erkender, at den største udfordring ikke er arbejdet i sig selv, men det at kombinere drift og kundekontakt. »Det hårdeste er at skulle snakke med folk, mens man har travlt. Folk vil gerne hilse på mig, og jeg forstår det godt – men det kræver meget at være til stede både som butiksleder og som ansigt udadtil.«

Samarbejdet med faren

Møllers Fiskehus er en familieforretning, og samarbejdet med hans far er en vigtig del af succesen.

»Vi har et rigtig godt samarbejde. Jeg synes, vi giver plads til hinanden. Han minder mig om at huske ydmygheden. Når man står på sociale medier og får meget opmærksomhed, er det vigtigt at huske, at alle kunder skal have den samme gode behandling. Om de køber tre fiskefrikadeller eller for 600 kroner, skal de have det samme smil og den samme service,« siger han.

Det er et princip, han vil holde fast i. »Vi skal være ydmyge, smilende og imødekommende. Det er sådan, man driver butik.«

En butik for oplevelsen

Når man spørger Mads Emil Møller, hvad man skal forbinde Møllers Fiskehus med, er svaret klart: Oplevelsen.

»Folk kommer ikke kun for at købe fisk. De kommer for stemningen, for wow-effekten, for det blå gulv, for at møde et smilende personale. Og så selvfølgelig for de friske råvarer. Jeg tror, vi er lykkedes med at skabe en butik, der er mere end en butik – det er en oplevelse.«

Med åbningen i Odense har Møllers Fiskehus taget næste skridt. Nu handler det om at holde balancen, sikre kvaliteten og fastholde det, der er blevet kernen i konceptet: god service, frisk fisk og en stemning, man husker.

Ledende sprog

Af
Erik Schwensen
-
0

KUNSTEN AT LEDE. I seneste artikel i serien «kunsten at lede» skrev jeg om META-MODELLEN. Et kommunikationsværktøj som ledere med stor fordel kan anvende, både til indhentning af en mere præcis ledelsesinformation gennem en særlig spørgeteknik og som et kommunikationsværktøj lederen kan anvende i kommunikation af egne budskaber. Godt og præcist anvendt begge veje kan det give uddybende information, viden og svar til gavn for kommunikationen i virksomheden, organisationen etc. og dermed styrke den daglige ledelse, beslutningstagning, udførelse og evaluering.

Et andet effektivt kommunikationsværktøj, kaldet MILTON-MODELLEN, som lederen med stor fordel kan anvende i sin kommunikation af sin ledelse, overvejelser, beslutninger m.v., er en kommunikationsmodel, der ved sine kunstneriske uspecifikke sprogmønstre rammer modtageren på en helt særlig og effektiv måde. Det handler denne artikel om.

MILTON-MODELLEN
MILTON-MODELLEN kan vi betragte som et modsatrettet kommunikationsværktøj i forhold til META-MODELLEN. Hvor META-MODELLEN søger at præcisere vort sprog, søger MILTON MODELLEN at gøre vores bevidst kunstnerisk uspecifikt. MILTON MODELLEN blev ligeledes skabt af Richard Bandler og John Grinder tilbage i 70erne i deres afdækning af, hvilke af de vigtigste sprogmønstre en af datidens dygtigste hypnoterapeuter Milton H. Erickson anvendte med succes. En sprogmodel, som er tilgængelig og effektiv for andre at lære og anvende uden at den bliver for simpel, men bevarer sin kommunikative effekt.

Med MILTON-MODELLENs grundlæggende sprogmønstre gør lederen brug af et mere kunstnerisk uspecifikt og mere hypnotisk lignende sprog. Et sprog og en kommunikation som gør modtageren mere nysgerrig, motiveret og engageret. En sprogmodel som indfanger modtageren i sin egen model af verden og som kan lede modtageren mentalt og tanke- og adfærdsmæssigt i bestemte retninger. Det er et sprog, hvor modtageren har svært ved at lytte til afsenderens budskaber uden selv at søge at give det mening, og dermed danne ”sin egen mening” om det. Det kaldes for en Transderivational Search. Det gælder om bevist – i sproget – at give udvalgte, uspecifikke rammer, som modtageren (lytteren) efterfølgende bliver ledt til selv at fylde meningsfuldt ud.

Ved at anvende det hypnotiske, kunstnerisk uspecifikke sprog kan afsenderen (fx lederen) få modtageren til ”at drømme” og leve sig videre ind i en drøm, hvor modtageren anvender sin egen viden, erfaring, kompetencer og holdninger til selv at bygge videre på drømmen.  Vi kender det fra gode film, hvor vi bliver draget dybt ind i handlingen. Ja, vi identificerer os måske med en af rollerne. Vi kobler det måske endda til andre dele af vores liv i fortiden, netop nu eller et stykke ud i fremtiden.

Jeg lærte MILTON-MODELLEN tilbage i 2007 og har med stort udbytte anvendt det hypnotiske og kunstnerisk, uspecifikke sprog siden. Nogle af mine nærmeste vil måske sige – vel rigeligt. Og det virker.

Inden jeg går videre med et par eksempler, vil jeg dog pege på det etiske ansvar, som du påtager dig, når du anvender det hypnotiske og kunstnerisk uspecifikke sprog. Sprogmodellen er så effektfuld, at dens anvendelse nøje skal være afstemt efter gældende regler og kendetegn for God Ledelse og de samfundsetiske regelsæt, som er gældende i den verden vi lever i. I tidligere artikler har jeg givet mine bud på dette etiske ansvar.

I min tid som regimentschef anvendte jeg ofte det kunstneriske uspecifikke sprog gennem sproglige metaforer og forestillinger om fx ”forskellen på at leve livet som om du sidder i en robåd – kiggende bagud – eller leve dit liv som om du sidder i en kano og kigger fremad”, eller om du bygger ”vindmøller” frem for ”læhegn”, når ”orkaner” raser omkring din virksomhed, eller om du vil være en ”Peter Plys”(optimisten) frem for ”Æsel”(pessimisten)” i din lederstil, eller om ”at placere sig på det rigtige sæde eller bedre skifter sæde undervejs  i ”fremtidstoget” (bagerst (kigger bagud – fortiden), i midten (kigger til siderne – nutiden) eller forrest kigger fremad – fremtiden)).

En anden måde jeg anvender det kunstneriske, uspecifikke sprog på er i forbindelse med forskellige visionsarbejder. Beskrivelsen af rejsen til Det Ønskede Samfund i artiklen ”Den Ønskede By – Byudvikling er Samfundsudvikling” skrevet af Uffe Steiner Jensen og Erik Schwensen i antologien ”Bedre byer – En antologi om byudvikling og byudviklingsledelse” er et eksempel herpå.

Metaforerne kan bruges til at skabe billeder og forestillinger om både fortiden, nutiden og fremtiden. Billeder og forestillinger, som er forklaringer på den komplekse verden, som vi lever i. Forestillinger som samtidig giver mulighed for, at modtageren bliver motiveret og inspireret til selv at skabe og udbygge egne billeder og forestillinger, der ligger i tråd med de anvendte metaforers budskaber.

MILTON-Modellens sprogmønstre kan med stor fordel anvendes i taler, artikler, bøger, som mødeleder, moderator, mødedeltager, interviewer eller i samtaler under de mange tilfældige møder og situationer, som opstår i interaktionen med andre.

Sprogmønstre
Det kunstneriske uspecifikke sprog grupperer sig i tre hovedgrupper: Udeladelser, Generaliseringer og Forvrængninger.

Udladelser
Ved bevidst at udelade bestemte ord eller forhold i dit sprog, kan du vække modtagerens nysgerrighed og motivere til tænkning og handling – at sætte det manglende ord/begreb ind. Det kan både være udeladte ord, anvendelsen af nominaliseringer og uspecifikke verber: Fx ”I er gode” (Til hvad?), ”Hvilke muligheder ser du i forhold til at finde en løsning på dette?” og ”Der åbner sig nye muligheder” (Hvilke, hvordan?).

Generaliseringer
Ved bevidst at indbygge generaliseringer i dit sprog, kan du indfange modtagerens interesse og lyst til at bidrage. Det kan både være universelle generaliseringer, modalverber og manglende kilder: Fx ”Hver eneste idé, der kommer frem, kan være med til at bringe os videre”, ”Du er i stand til at gøre dig gældende” eller ”Mental Fitness giver mental trivsel” (Hvem siger det?).

Forvrængninger
Ved bevidst at indbygge såkaldte forvrængninger i dit sprog kan du lede modtageren i bestemte retninger. Det kan både være tankelæsning, årsag – effekt og kompleks ækvivalens: Fx ”I undrer jer sikker over, hvorfor jeg siger dette netop nu?”, ”Du ser opgaverne foran dig og kan prioritere de vigtigste først” eller ”Det, at du er med til mødet, betyder, at du kan gøre din indflydelse gældende”.

Afrunding
Jeg har kun afdækket et hjørne af MILTON-Modellen mange facetter, og du er selvfølgelig velkommen til selv at lede videre og  finde flere andre eksempler på Ledende Sprog, fx i tidligere artikler og bøger.

Ny anførergruppe hos Håndboldkvinderne

Af
Andreas Andreassen
-
0

SPORT. Når Håndboldkvinderne fredag løber på banen mod Island i en udsolgt Arena Nord i Frederikshavn, bliver det med en ny struktur på ledelsesfronten. Landstræner Helle Thomsen har udpeget Trine Østergaard, Anne Mette Hansen, Mie Højlund og Anna Kristensen til at udgøre en anførergruppe. Dermed går landsholdet fra at have én anfører til et firkløver i spidsen.

»På et landshold kan det være en stor opgave at være anfører alene. Når man har en anførergruppe, kan man dele tingene ud, så den enkelte får nogle ansvarsområder. På den måde kan de også sparre med hinanden. Og hvis nogen stopper eller er fraværende, har vi oplært de næste,« siger Helle Thomsen.

Hun peger på, at de fire spillere tilsammen repræsenterer forskellige styrker og generationer på landsholdet. »Trine Østergaard, Anne Mette Hansen, Mie Højlund og Anna Kristensen rammer bredt i hele truppen. De er forskellige mennesker og bidrager med hver deres – både på og uden for banen. På den måde sikrer vi, at anførergruppen når bredt ud i hele truppen.«

Trine Østergaard har tidligere båret anførerbindet alene, men hun glæder sig til at dele ansvaret. »Det giver rigtig god mening at dele anføreransvaret mellem en gruppe af spillere, og jeg er glad for at skulle være en del af en anførergruppe i stedet for at være anfører alene. På den måde kan vi snakke om tingene, dele erfaringer, og man ved, at man altid har nogen at vende tingene med. Samtidig er det også fedt, at anførergruppen består af forskellige årgange på landsholdet, så vi sikrer os, at vi repræsenterer alle,« siger hun.

Helle Thomsens første kamp som landstræner spilles i morgen klokken 16.00 mod Island. Opgøret kan følges direkte på TV 2.

Fra Humlebæk til Fredericia – Jonas Kruse er vokset sammen med klubben

Af
Andreas Andreassen
-
0

SPORT. Det begynder stille. En dreng på fire år med en bold i hænderne i Humlebæk Håndbold. Dengang handlede det mere om leg end om resultater, mere om fællesskab end om medaljer. Men det blev startskuddet på en rejse, der mange år senere skulle føre Jonas Kruse til Fredericia Håndboldklub og til en central rolle som holdets playmaker.

Jonas Kruse kommer direkte fra træning. Han giver hånd og tager plads i interviewstolen. Kaffe behøver han ikke, men et glas vand, og så taler vi ellers om håndbold. En passion, der er vokset massivt på drengen, der i dag er en ung mand, der er flyttet til Fredericia.

»Jeg starter til håndbold i Humlebæk Håndbold dengang jeg er fire år til noget, der hedder bold og leg. Og så tager det egentlig bare fart derfra. Jeg spiller hele U8-tiden i Øresund Håndbold. Det er sådan rigtig børnehåndboldagtigt, hvor man spiller i hallen, som man også går i skole på. Min håndboldtræner var også min matematiklærer« fortæller han med et smil.

Det var en barndom, hvor hverdagen gled direkte over i sporten. Skole og håndbold var vævet sammen. Samme bygning, samme mennesker, samme rytme. Et miljø, der var trygt, men også begrænset. Det var først, da han kom til Helsingør, at tingene tog fart. Her blev trænerne mere ambitiøse, og Kruse fik smag for det, man kunne kalde et elitemiljø.

Springet til Jylland blev alligevel dramatisk. Som 15-årig valgte han at forlade det kendte og trygge for at starte på efterskole i Vejle.

»Det var et stort spring. Jeg kendte ingen, da jeg mødte op på efterskolen, og jeg kendte ikke engang efterskolen, før jeg søgte ind. Jeg tænkte bare, at jeg skulle prøve noget nyt. Så finder jeg ud af, at de er faktisk rigtig gode til håndbold og skal spille DM. Det havde jeg ikke tænkt over. Det var lidt et tilfælde. Jeg havde bare brug for at prøve noget nyt« siger han.

Det blev en øjenåbner. At stå dér, alene i et nyt miljø, uden venner eller netværk, men med håndbolden som omdrejningspunkt. Og pludselig opdagede han, at miljøet var stærkere, end han havde forestillet sig. Det blev begyndelsen på en ny fase, hvor ambitionen voksede.

Vejen til Fredericia gik gennem Jesper Houmark, der i høj grad var arkitekten bag den udvikling, der samlede en flok unge spillere i klubben.

»Det kan man nok give Jesper Houmark en stor del af skylden for. Han prøver at binde det sammen med, at vi er en flok gutter. Vi er nogle stykker fra Vejle Idrætsefterskole, som finder sammen om at flytte til Vejle og blive boende og gå på gymnasiet der, mens vi spiller i Fredericia. Og så ender vi med at få stablet et hold på benene med et højt niveau og et godt træningsmiljø« fortæller Kruse.

Han fik sin seniordebut kort efter. Det var på papiret en lille rolle, men for en ung spiller, der stadig vejede 15-20 kilo mindre end sine modstandere, føltes det stort.

»Jeg får debut året efter, at jeg går på efterskole. Det var stadig noget, man husker den dag i dag. Jeg var jo en lille knægt, der havde flyttet hjemmefra. Jeg får en opringning om, at jeg skal være med, fordi en anden er blevet skadet. Jeg tænker, at jeg kommer jo aldrig ind. Jeg vejer 15-20 kilo mindre end dem, jeg spiller mod, men jeg får min debut. Det gav blod på tanden til at blive ved med at træne« siger han.

Siden blev Fredericia mere og mere et hjem. Ikke bare en klub, men et sted, hvor han voksede i takt med holdet.

»Det er jo en klub, som jeg synes har været så fed, fordi den har udviklet sig år efter år, ligesom jeg har været med til at udvikle mig år efter år. Jeg har været med i den første kamp i den nye hal, hvor jeg stod bag målet og heppede. Timingen har været perfekt. Jeg kommer til klubben på et tidspunkt, hvor jeg kan træne med og blive en fast del af holdet, og så er vi oppe, hvor det er rigtig sjovt nu« siger han.

Gennembruddet kom for alvor for små to sæsoner siden. Det var dér, han gik fra at være en spiller på kanten af truppen til at være en af profilerne.

»Første halvdel af sæsonen var jeg bare en træningsspiller. Jeg kan godt mærke, at de vil mig, og jeg bliver en fast del af bænken. Men så kommer jeg ind i en kamp og gør det godt, og efter juleferien er jeg pludselig første playmaker. Det gik stærkt. Jeg var vant til at være tredjevalg, og pludselig startede jeg inde i alle kampe. Det var en kæmpe omvæltning« fortæller han.

Fredericia var samtidig i rivende udvikling. Medaljer blev en realitet, og europæiske kampe i Champions League fulgte kort efter.

»Det gik jo meget stærkt. Medaljer, så europæisk i Champions League. Det er bare blevet vildere og vildere. Klubben vil mere og mere, og det er fedt« siger han. Men hvor andre måske ville læne sig tilbage og nyde øjeblikket, ser Jonas Kruse opbygningen som en proces, der aldrig stopper. Nye spillere er kommet til, og det kræver tilvænning.

»Vi har mistet to forsvarsspillere sidste år, og vi dækker op på en helt speciel måde. Vi har to nye stregspillere, som jeg som playmaker skal finde ud af, hvordan fungerer. Der vil komme nogle ekstra fejl i starten, men det er spillere af høj kvalitet, så når vi først får dem ind i det, så bliver vi endnu bedre. Det handler om, hvor hurtigt vi kan vende os til de nye spillere og den nye måde at spille på« siger han.

Ambitionerne er klare.

»Vi skal op og have en medalje med hjem. Jeg synes, vi hører til i top tre. Og selvfølgelig skal vi også spille europæisk næste sæson. Det kan jeg ikke se nogen anden mulighed for« siger han.

Personligt ønsker han en større rolle, men han ved også, at konkurrence er en naturlig del af spillet. »Måske at have en lidt større rolle, end jeg havde sidste år. Det arbejder jeg selv med, og jeg har en dialog med trænerstaben om det. Vi har jo også en anden god playmaker, så det veksler lidt. Men det kommer og går« siger han.

Ved siden af spillerkarrieren har han taget en ny rolle på sig som træner.

»Jeg er morgentræner tirsdag og torsdag, både 7. til 9. klasse og på FHK Akademiet. Jeg kan godt lide at træne dem. Det giver mig et frirum fra håndbold inden for håndbold. Det minder mig om dengang, jeg selv bare drømte om at få lov til at spille. Jeg prøver at huske på, at dengang ville jeg give alt for at stå på banen, hvor jeg står i dag« siger han.

Når han ser frem mod kampen mod Nordsjælland, er analysen præcis.

»Nordsjælland er jo det samme hold med nye spillere hver sæson. De har en masse talenter, men har svært ved at holde på dem. Det gør dem farlige, fordi de altid har noget at komme med. Sidst jeg spillede der, blev det en hård kamp. Vi må ikke undervurdere dem. Men vi vinder. Det skal vi gøre. Det kan der ikke være nogen tvivl om« siger Jonas Kruse.

Historien om Jonas Kruse er samtidig historien om en klub, der er vokset i takt med ham. Fra en dreng, der stod bag målet og heppede, til en playmaker med ansvar og ambitioner. Fra de første skridt i Humlebæk til medaljer og europæisk håndbold i Fredericia.

Stig Pedersen før kampen mod OB »Vi skal kunne stå imod deres pres«

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

SPORT. Når FC Fredericia fredag aften løber på banen i Odense for at møde OB, bliver det med udsigt til både tæt kamp og massiv stemning. Direktør Stig Pedersen ser frem til et opgør, hvor marginalerne igen kan blive afgørende.

»Det bliver jo en spændende kamp igen. OB ligger tre point efter os, men vinder de, så er de forbi os. Så tæt er det. Derfor er det selvfølgelig en vigtig kamp« siger han.

OB er kendt som en traditionsklub, og Stig Pedersen lægger ikke skjul på, at det bliver en krævende opgave for Fredericia.

»Vi mødte dem fire gange sidste år. Vi tabte to, vandt en og spillede en uafgjort. Det afspejler meget godt styrkeforholdet. OB er en kæmpe klub, men de har været svingende i deres præstationer. De kan spille rigtig godt, men de kan også have kampe, hvor de falder i niveau« siger han.

Han peger især på, at Fredericia skal være klar fra første fløjt.

»Deres seneste kamp mod Silkeborg viser det meget godt. De scorede efter 40 sekunder og kunne have afgjort kampen i de første 20 minutter. Så voldsomt et pres har vi måske ikke prøvet før. Det skal vi kunne stå imod. Men vi ved også, at de ikke kan holde det tempo hele kampen, det er umuligt. Hvis vi kan ride stormen af, så har vi en god chance for at få noget med hjem« siger han.

Optimismen er intakt i Fredericia-lejren.

»Jeg forventer, at spillerne gør det så godt, som de kan, og det har de gjort i lang tid. Der er en kæmpe tro på tingene i truppen. Vi skal selvfølgelig også have lidt held, men jeg er sikker på, at det bliver tæt, som alle andre kampe, og at det kan gå begge veje« siger Stig Pedersen.

Han håber desuden, at mange fans finder vej til Odense for at bakke holdet op.

»Jeg håber, der kommer rigtig mange. Jeg tror, at en del tager turen. Det er en fed fredag aften, hvor man kan tage til Odense, støtte holdet og derefter tage hjem og feste videre. Det ville være fantastisk« siger han.

Fredericia Musicalteater rider videre på bølgen med What Is Love

Af
Julie Christine Skøtt Christensen
-
0

KULTUR. Der er et særligt sus i luften, når et teater rammer en nerve i tiden. Når salen fyldes, telefonerne ringer, og folk på sociale medier spørger efter billetter til netop den forestilling, de bare må ind og se. Sådan er situationen netop nu på Fredericia Musicalteater, hvor premieren på den nye 90’er-musical What Is Love har udløst en billetstorm så massiv, at teaterdirektør Thomas Bay og hans hold måtte åbne for flere spilledage.

»Jeg havde lagt flere forestillinger ud,« siger Thomas Bay med en tilfreds ro i stemmen. Han er ikke typen, der jubler højlydt, men bag ordene ligger en stolthed, der er svær at skjule. »Vi er oppe med en ret stor interesse her. Vi har fyldt det rigtig godt op i starten af perioden. Så det er jo fedt, at folk tager godt imod det, vi laver.«

At kalde interessen stor er en underdrivelse. De første billetter røg hurtigere, end mange havde forventet, og selvom Bay og hans team havde forberedt sig, blev tempoet en positiv overraskelse. »Vi havde sådan siddet og ventet på, hvordan vi skulle gøre det, og så fejrer vi dybest set premieren med, at vi åbner mere op,« forklarer han.

En bølge af begejstring

Forestillingen er et rendyrket nostalgitrip til de vilde 90’ere. Her, hvor Buffalo-skoene klampede mod gulvene, og ghettoblasteren pumpede Snap!, Technotronic, AQUA og Haddaway ud over teenageværelserne. What Is Love tager publikum tilbage til dengang, hvor Beverly Hills 90210 var ugens højeste drama, og man dansede løs til Dr. Alban og Take That med crepet hår og håb i hjertet.

Men det er ikke bare billig nostalgi. Det er en ny dansk musical, produceret i Fredericia, og den er sat i verden for at skabe mere end en festlig genoplevelse. »Vi er sat i verden for at skabe store musikalske oplevelser og vække følelser i vores publikum, og det er jo så det, vi gør,« siger Thomas Bay.

Hans glæde er ikke kun personlig. Den handler om holdet, som hver dag arbejder på at få scenen til at gløde. »Jeg bliver jo stolt. Men altså frem for alt bliver jeg stolt på vegne af mit team. For det er jo dem, der… det er jo mig, der udtaler mig, men teater er jo alle de mennesker, der lever og ånder for scenekunst og for at skabe de her ekstraordinære, magiske oplevelser.«

Ambitionen om at være et nationalt kraftcenter

Fredericia Musicalteater har i årevis haft ambitionen om at være et nationalt kraftcenter for musicals. What Is Love er et nyt bevis på, at den ambition ikke kun er ord, men handling. »Jeg tror mere på handlingen frem for ord,« understreger Thomas Bay. »Hvis jeg står og siger noget, som jeg ikke agerer på, så er det jo utroværdigt. Men nu gør vi faktisk det, vi siger. Vi talentudvikler, vi værkudvikler, vi innoverer, vi prøver nyt, og vi prøver at give de allerstørste oplevelser til vores publikum.«

Forestillingen er dansk skabt, og scenografien leger med nye greb, som Bay beskriver som noget, ingen andre har prøvet på en musicalscene før. »Det er så også blevet taget godt imod, og vi kan mærke, at folk reagerer positivt. What’s not to like?«

Bag musikken står Chief 1, som har nyfortolket de gamle 90’er-hits, så de både vækker minder og føles friske. Sammen med Riffi Haddaoui, kendt fra Vi Elsker 90’erne-konceptet, har han været med til at definere den lyd, som forestillingen står på skuldrene af. Resultatet er en cocktail af koncertstemning og musicalfortælling.

En historie med både fest og pris

Men What Is Love er mere end et hitparade-show. Den fortæller også en historie om drømme og konsekvenser i 90’ernes pladebranche. »Det er en fin og medrivende historie omkring 90’ernes musikbranche. Både passionen til musikken, men også den her omkostning eller prisen ved en pladebranche, der kan ødelægge ens drømme,« siger Thomas Bay.

Han beskriver forestillingen som en balance mellem det rørende og det energiske. »Der er de her sange, der virkelig får fødderne til at tappe. Der er flere koncertelementer i forestillingen, og det er ret unikt, fordi man føler, at man er en del af musicalen på en mere indlevende måde, end man normalt vil være.«

Publikums reaktioner har allerede bekræftet, at holdet har ramt noget rigtigt. »Folk er glade og synes, det er spændende. Vi havde prøvet at komme ind i fredag eller lørdag faktisk, hvor vi også oplevede den samme store interesse. Nogen, der bare meldte tilbage og sagde, hold kæft, hvor er det godt, og vi er så spændte, og vi vil så gerne. Så ved man jo, at man har ramt et eller andet.«

Et Fredericia i front

For teaterbyen Fredericia betyder succesen med What Is Love endnu et skridt i retning af at sætte sig tungt på musicalkortet. Her, midt i landet, er et helt økosystem af scenekunst, der både udvikler nye værker og uddanner talenter. »Det er i midten af landet, hvor vi ligesom har det her musikalske økosystem,« siger Bay.

Spørger man ham, hvorfor man skal købe billet, hvis man ikke allerede har gjort det, er svaret enkelt og begejstret: »Fordi det er en helt ny dansk musical. Den er rørende, den er energisk, den handler om passion, og den handler om prisen ved at jagte sine drømme. Og så er musikken jo et soundtrack, som en hel generation har danset til.«

Når publikum i disse uger strømmer til Fredericia Musicalteater, er det med både forventning og fest i blodet. Teaterdirektøren ved godt, at man ikke kan planlægge en succes på forhånd. Men man kan forberede sig, tro på sit koncept og være klar til at åbne dørene lidt mere, når publikum banker på. »Det er jo mega fedt,« siger han flere gange under interviewet. Og man forstår ham godt.

For What Is Love er mere end en sangtitel. Det er blevet et svar i sig selv.

1...151617...421Side 16 af 421
© DANSKE DIGITALE MEDIER A/S - NYHEDER, ANALYSER OG PERSPEKTIVER