Den historieløse formidling fortsætter ufortrødent blandt de gamle medier i vesten. Man har for længst forladt den neutrale position til fordel for en udsøgt favorisering af synspunkter, man føler sig enig i. Det vigtigste kendetegn ved denne form for bias er, at man konsekvent undlader at bringe synspunkter, der modsiger vinklen, man arbejder med.
Hvorfor benægter mange, at der i flere år har været praktiseret censur via de sociale medier? Hvorfor vil man ikke censurere de gamle medier på lige fod med de sociale medier? Hvorfor benægter man den amerikanske indflydelse på demokratiernes drift, økonomisk og politisk, eller udviklingen af massiv overvågning af borgerne? Hvorfor er det konspirationer, og ikke afsløringer, når eksempelvis problemerne med diskursen under Coronapandemien formidles?
Det er interessante spørgsmål. Og der er mange af dem. Fronterne er trukket skarpt op. Man er enten at finde i en “ekstremt højreorienteret” lejr eller på “den yderste venstrefløj”, hvis man skal tro på, hvad mange medier og meningsdannere formidler. Historien eller historiske figurer bringes ofte frem som argumenter, men mest af alt til at skabe en bestemt følelse omkring personer eller synspunkter, man ikke bryder sig om. Fascist og Hitler er brugt så meget om Donald Trump, at det praktisk talt er blevet værdiløst som begreb. Det afslører også en dyb historieløshed blandt dem, der gør det. Men man skal generelt lade være med at bruge historiske paralleller til at beskrive nutiden. Ikke mindst fordi det giver ens argument mindre værdi og troværdighed, når man gør det.
Man bør stille begavede spørgsmål. Fremfor at hæfte sig ved, at Donald Trump har løsladt “angriberne på Kongressen den 6. januar”, skal man måske spørge om: Hvor lang tid skal de da sidde i fængsel? Om den juridiske proces i USA er blevet voldsomt undergravet af politisk pres, er også et relevant spørgsmål. Det er alt for nemt at bruge de mange negativt ladede betegnelser, der alt for ofte er et resultat af en fundamental krise i den demokratiske grundtanke. At man skal kunne enes om at være uenige.
Man skal stille spørgsmål til, hvorvidt forhandlingerne efter Sovjetunionens kollaps, klart tilkendegav, at NATO ikke ville udvide mod Rusland. Man skal også spørge om, hvorvidt den amerikanske stat har deltaget i regeringsomvæltninger rundt omkring i verden. Også i Ukraine. Det er en del af fortællingen, at de vestlige lande har haft en meget klar agenda, hvor man har udfordret den russiske sikkerhedspolitik. Vi hører ikke meget om, hvordan vesten skal forsvare sig mod Kina. Hvorfor har man ikke travlt med at have krigspolitik rettet mod Kina? Kineserne har også diktatur. Så hvis det er argumentet for militær konfrontation, hvorfor er man så ikke truende på den front?
Det skyldes naturligvis den sikkerhedspolitiske situation. At man udmærket ved, at man ikke kan besejre Kina. Ligesom man altså heller ikke kan besejre Rusland. Styrkeforholdet er ganske enkelt en realitet, man skal forholde sig til. Det gjorde man også under Den Kolde Krig, hvor den kommunistiske verdensrevolution kontrollerede store dele af verden. Hvem havde travlt med at ville indtage Moskva? Ingen. For det ville betyde atomkrig.
Alligevel er realitetspolitik blevet et fremmedord i formidlingen. Det er ikke kun moralsk nødvendigt, aldeles uundgåeligt, at man skal kæmpe til sidste blodsdråbe i Ukraine. Man vil ligefrem hænge hele det europæiske kontinent på denne politik. Indtil videre har man gjort det med USA i ryggen; ja, som den primære drivkraft bagved projektet. Det var Biden-administrationens gerning. Med den nye Trump-administration er dette fortid. Amerikanerne vil ikke mere. Det var også Trump, der i sin forrige præsidentperiode forlangte, at NATO-medlemmerne skulle betale deres andel af udgifterne. Dertil bør man bemærke, at amerikanerne betaler 68% af omkostningerne til NATO.
Nu er den europæiske elite blevet fornærmede. Den mest hardcore del af Bruxelles-folket vil have en Europahær. Det gode spørgsmål ville så være, om man så vil betale de 68% af omkostningerne, der i dag betales af USA? Dernæst om den europæiske befolkning er med på dette? Alt tyder på, at der er udbredt modstand i de fleste lande i EU, mod EU. Det er sært, at man i Bruxelles og på mange regeringskontorer forestiller sig, at det europæiske projekt kan overleve i den nuværende form. Modviljen er vokset og vokset gennem tiden. Kulminationen var Brexit i 2016. Men det kan gå endnu værre. For det europæiske samarbejde har altid været et smertens barn:
Det er mere, der deler os, end der samler os.
Hvor det oprindeligt handlede om samhandel og fred landene imellem, har en del eurocentrisme politikere i tidens løb ønsket sig en stor europæisk stat. Det er et projekt uden et folk. Kommissærerne er symbolet på denne manglende, folkelige opbakning. De er ikke folkevalgte; men de agerer, som om de leder Europa. Det er en udemokratisk og dårlig konstellation, der kan ende med afviklingen af det europæiske samarbejde, som vi kender det i dag. Fordi det i længden vil være svært at fastholde ideologien bag projektet, når der ikke er folkelig substans. Derfor er reaktionerne hos EU-cheferne efter den amerikanske vicepræsidents tale den 16. februar 2025 i München, en virkelighedsfjern og folkeløs handling. Man kan sige det, så meget man vil; men det virker utopisk, at der kommer en EU-hær. Slet ikke hvis spørgsmålet skal sendes til folkeafstemning rundt omkring i Europa. Man balancerer på afgrunden.
Hvad var det præcist, der var så fornærmende ved J.D. Vances tale? Var denne “stærkt højreorienteret”, som det er blevet påstået af flere eurocentrisme politikere? Der var i de knap 20 minutters tale ingen højreorienterede synspunkter. Der var en generel kritik af Digital Services Act, der bærer præg af censur og undertrykkelse af meninger, uden at man kan nævne, hvad der afgør, hvad det er tilladt at sige. Det er et vagt defineret koncept, der overlader råderetten over ytringsfriheden til skjulte processer uden retsprøvelse. Kort sagt: Antidemokratisk. Der var også en generel påtale af immigrationsproblemer. Men på eksempelvis BBC, blev talen primært omtalt som farlig og “dårlig“. Selve substansen drøftes ikke. Det hedder sig også, at Vance “angriber Europa“. Selvom talen, som er frit tilgængelig, i realiteten er et forsvar for borgernes ret til at ytre sig; ikke et angreb på Europa.
Man kan derfor stille sig selv det spørgsmål, hvorfor formidlingen af sådanne emner ender med at være ensidig og historieløs? Det er en kendsgerning, at USA og vesten aldrig ville tolere at Rusland indlemmede eksempel Mexico i deres hær. Rent sikkerhedspolitisk er det klart, at Rusland er verdens mest skræmmende atommagt. Det er indlysende, at vi ikke kan komme i krig med dette store land, uden at risikere vores egen overlevelse. Diktator eller ej. Sikkerhedspolitik handler ikke om ønsketænkning. Det handler om realiteter. Af samme grund er det uforsvarligt, når man kritikløst formidler en historie om, at man kan besejre Rusland. Også med en Europahær. Hvor meget af ens BNP vil man også bruge på militæret i den forbindelse? Og hvordan vil man sikre klimaet, hvis man bruger ressourcerne på krigsmateriel?
Det er planløs agitation og ønsketænkning.
Fremfor alt vil det næppe falde i vælgernes smag rundt omkring i Europa. Man tror måske, at man udfordrer USA’s dominans og supermagtsstatus. Mest af alt fordi denne nu kontrolleres af Trump. Men i realiteten er det et flertal af amerikanerne, der er trætte af at betale regningen. Europa har et markant overskud på deres samhandel med USA. Og derfor taber Europa også, når USA forlanger forandringer. Den økonomiske krise lurer lige om hjørnet: For det er amerikanerne, der trykker de eftertragtede dollars, der afgør hvem der er rig og fattig, hvem der kan låne og hvem der kan gå bankerot. EU er meget langt fra det, som eurocentrisme påstår. Men fremfor alt det er et projekt uden et folk, uden folkelig opbakning og uden demokratiske rødder. Der er endnu ikke en europæisk præsident, valgt af europæere. Og vi vil næppe tilslutte os Sverige, ligesom Norge heller ikke vil tilslutte sig Danmark. Alene i Norden er der så store nationale skel, at det er ren fantasi at tro på en stor, fælles stat om lidt. Begynd så at tale om at forene Frankrig med Tyskland.
USA vil sætte kursen; Europa vil enten følge med eller gå mod meget usikre tider. Trump eller ej, så er det den verden, vi har levet i, siden første verdenskrig.
