7.9 C
Copenhagen
søndag 9. november 2025

Thomas Bay: Fredericia Musicalteater er med til at skabe næste store danske musicalsucces

0

KULTUR. For teaterdirektør Thomas Bay er samarbejdet om Aqua The Musical en bekræftelse på Fredericia Musicalteaters position som landets kreative kraftcenter for udvikling af nye musicals.

»Det er jo rigtig stort. Vi deler en fælles ambition om at udvikle og udfordre musicalgenren og skabe nye danske musicals med internationalt potentiale. Det gør vi allerede nu med What Is Love, og det næste skridt er Aqua The Musical,« siger han.

Samarbejdet mellem AHA Creations og Fredericia Musicalteater er ifølge Bay opstået naturligt.
»Det er dem, der har rakt ud. Vi bidrager med en meget stor knowhow og stærke faglige kompetencer inden for udviklingen af originale musicals – og det er jo noget, vi i Fredericia er særligt gode til,« siger han.

Han kalder Aqua The Musical et projekt med både national og international gennemslagskraft.
»Aqua er et af dansk musiks stærkeste brands, og det repræsenterer et stykke dansk kultur, som folk over hele verden kender. Derfor har projektet relevans både herhjemme og internationalt,« siger Thomas Bay.

Selvom musicalen får verdenspremiere i Operaen i København, glæder Bay sig over, at Fredericia fortsat spiller en central rolle i udviklingen.
»Det er et kæmpestort skulderklap for Fredericia Musicalteater, at vi er blevet valgt som samarbejdspartner på en produktion, der sigter mod et internationalt publikum. Vi samarbejder i forvejen med mange produktioner, men at AHA Creations stadig ser os som en så stærk partner, betyder rigtig meget,« siger han.

Han erkender dog, at musicalen ikke kan have premiere i Fredericia på grund af teatrets nuværende fysiske rammer.
»Det her er et format, som desværre sprænger de rammer, vores teater kan tilbyde i sin nuværende tilstand. Vi kan simpelthen ikke løfte forestillingens tekniske krav og det store potentiale, fordi huset er gammelt. Det er rigtig ærgerligt,« siger Thomas Bay.

Han forstår godt, hvis nogle fredericianere havde håbet, at musicalen ville få premiere i byen.
»Selvfølgelig kan jeg forstå det – jeg ville da allerhelst have haft, at forestillingen åbnede her. Men vi må også være realistiske. Vi har et fantastisk hus med stærke kreative kræfter, men der er brug for bedre rammer, hvis vi skal kunne huse forestillinger i den her skala,« siger han.

Til gengæld peger Thomas Bay på, at Fredericia fortsat spiller en nøglerolle i udviklingsarbejdet.
»Det, vi kan tilbyde, er vores erfaring, vores knowhow og vores faglige styrke – alt det, der er med til at skabe den bedst mulige forestilling. Det er fedt, at AHA Creations netop derfor stadig ønsker at samarbejde med os, selvom rammen ikke kan rumme det,« siger han.

David Gulløv: Fredericia skal have nye rammer, hvis vi skal følge med udviklingen

0

KULTUR. Næstformand i Kultur- og Idrætsudvalget, David Gulløv (S), glæder sig over, at Fredericia igen sætter sit aftryk på musicalverdenen gennem AHA Creations’ nye storproduktion Aqua The Musical. Men samtidig peger han på, at byens teaterbygning halter langt bagefter ambitionerne.

»Fredericia Musicalteater har været med i rigtig meget udvikling, og de har lavet rigtig mange musicals fra bunden i topkvalitet. Så det er super fedt at få lov til at følge endnu en udvikling og endnu en produktion lavet fra bunden her i Fredericia. Der er meget at være stolt af,« siger David Gulløv.

Han understreger, at det vidner om et musicalmiljø i særklasse, når lokale kræfter bliver en del af så store produktioner.
»Jeg har ingen tvivl om, at det har kæmpe betydning for Fredericia. Det, der kommer ud fra vores musicalteater, ligger i så høj kaliber,« siger han.

Men selv om stoltheden er stor, er virkeligheden også tydelig: Aqua The Musical får premiere i København – ikke i Fredericia.
»Vi skal måske også huske, at vi har en teaterbygning, der lider utrolig meget. Og vi kommer ikke udenom, at jeg er helt med på, at der er to millioner til teatret i det næste års budget. Det synes jeg er fedt – det er bedre end nul. Men det er kun et lille plaster i forhold til det, der mangler på det teater,« siger David Gulløv.

Han har tidligere været åben om, at han mener, Fredericia skal have en ny teaterbygning.
»Det er altid det værd. For mange år siden har jeg jo meldt ud, at jeg synes, vi skal have en ny teaterbygning. Det er stadig min holdning. Det kan være gratis point, vil nogen sige, fordi hvor skal pengene komme fra? Men jeg synes, vi skal sætte os ned og sige, at det er den vej, vi vil,« siger han.

Ifølge Gulløv skal ambitionerne på byens vegne ikke kun handle om de kunstneriske resultater – men også om at give dem en værdig ramme.
»Vi vil gerne have en ny teaterbygning, som for alvor sætter Fredericia arkitektonisk på verdenskortet – i takt med, hvordan musicalen sætter Danmark på verdenskortet,« siger han.

Han kalder Aqua The Musical et klart signal om, at Fredericia er nødt til at tænke større.
»Ja, det er et tydeligt tegn på, at rammerne skal forbedres. Jeg er super glad for at se, at der bliver ved med at ske ting dernede, og jeg glæder mig over hver eneste musical. Desværre kan man sige, at jeg ikke kan sige, at den her kommer til Fredericia – endnu i hvert fald. Men det satser vi på, kommer til at ske,« siger David Gulløv.

Læs også

Fredericia er Danmarks musicalby – men uden scene til de største produktioner

0

KULTUR. Fredericia er ikke blot hjemsted for landets største musicaltalenter – nu sætter byens kreative kræfter også aftryk på den internationale scene. Byrådsmedlem og formand for Kultur- og Idrætsudvalget, Peder Tind (V), kalder det en milepæl, at det fredericianske produktionsselskab AHA Creations står bag den nye internationale satsning Aqua The Musical, som får verdenspremiere i Operaen i København i 2028.

»Selvfølgelig skal Fredericia være med i så stor en musical. Det giver super god mening, fordi vi er Danmarks musicalby nr. 1, og vi har meget, meget høje ambitioner. Vi leverer allerede usædvanligt stærkt på de her områder, både med morgendagens talenter, som bliver uddannet herfra, men også med vores forestillinger og senest What is Love,« siger Peder Tind.

Han betegner projektet som både ambitiøst og naturligt for Fredericia.

»På den ene side tænker jeg, at det er ambitiøst, stærkt og virkelig godt gået. Og samtidig er det jo naturligt, fordi vi netop er så stærkt kørende på musicalområdet. Jeg er bare stolt som fredericianer.«

For Tind handler det ikke kun om én produktion, men om, hvad projektet symboliserer for byen.

»Det betyder rigtig meget, at Fredericia bliver sat på verdenskortet, at det er herfra, det udspringer. At vi har et så stærkt fundament, at det kan føde nogle store idéer. Det viser, at vi er en kulturby, som kan bære det niveau,« siger han.

Han peger på, at Fredericia gang på gang formår at levere langt ud over sin størrelse.

»Når man tænker på, at vi som Fredericia midt i Danmark, med 53.000 borgere, kan levere på så mange områder, og at vi har så mange stærke fyretårne, så skal vi minde hinanden om, hvor dygtige vi egentlig er i vores kommune. Jeg er meget, meget stolt,« siger han.

Selvom Aqua The Musical får premiere i København, glæder Peder Tind sig over, at rødderne er fredericianske.

»Det er jo rammen, som de må have vurderet, at vi ikke har i dag fysisk til at kunne skabe omkring så stort et setup. Og selvfølgelig ville det have været fantastisk, hvis vi havde mulighed for at have sådan en ramme. Men jeg noterer mig også, at det udspringer herfra, og det synes jeg er fantastisk. Så må vi jo bare komme i arbejdstøjet og se, hvordan vi i fremtiden kan skabe en endnu større og bedre ramme, så sådan nogle store musicals kan holde sig i Fredericia.«

Han peger på, at netop rammerne omkring byens musicalmiljø er et punkt, der bør prioriteres politisk i de kommende år.

»Det her understøtter den tanke, jeg har haft tidligere, og som vi også har nævnt i vores valgoplæg for de kommende fire år – at vi skal begynde at kigge på, hvordan man kan arbejde med at få renoveret musicalteatret eller få bygget et nyt nede i Kanalbyen, som man tidligere har drøftet,« siger han.

For Peder Tind er der ingen tvivl om, at Fredericia skal blive ved med at udvikle sig som Danmarks musicalby.

»Musicalen er kommet for at blive i Fredericia, og vi er musicalby nummer ét. Derfor skal vi også sikre os, at rammen er tidssvarende – ikke kun indholdet. Det er det, vi skal arbejde målrettet med i fremtiden. For musicalindustrien kan udvikle sig, og det er vigtigt for vores kommune,« siger han.

Læs også

Thomas Helmigs sange bliver til ny musicalkomedie

0

KULTUR. »Det er mig der står herude og banker på« – og snart banker Thomas Helmigs største hits også på dørene i landets teatre. I 2026 får Danmark en ny romantisk musicalkomedie med Helmigs musik som omdrejningspunkt.

Den nye forestilling får titlen STUPID MAN – THE MUSICAL og får premiere den 11. november 2026 i Vejle Musikteater. Det er Hele Danmarks Musicalteater – et samarbejde mellem One and Only Musicals, Vejle Musikteater og Holstebro Teater – der står bag produktionen.

»Nærmest alle danskere kender og har et forhold til Thomas Helmigs musik, og det er også sange, som står mit hjerte nær,« siger Mette Kier, direktør i Vejle Musikteater.

»Med Stupid Man – The Musical vender vi blikket hjemad og tager noget, der minder om musikalsk arvegods, under kærlig behandling. Vi er utrolig stolte over at være med til at skabe en helt nyskrevet musical baseret på en af de mest elskede kunstnere i Danmark.«

Musicalen udspiller sig i en helt almindelig opgang, hvor weekenden udvikler sig til alt andet end almindelig. Nye og gamle beboere vikles ind i hinandens liv, og både kærlighed, venskab og konflikter blomstrer. Publikum kan se frem til en forestilling fyldt med dans, humor og en parade af Helmigs største hits – fra Malaga og Nu hvor du har brændt mig af til Stupid Man.

På scenen står et stærkt hold af danske skuespillere og sangere: Szhirley, Trine Pallesen, Julie Agnete Vang, Jakob Femerling Andersen, Cristopher Rørmose og Søren Torpegaard Lund.
Instruktionen er i hænderne på Joy-Maria Frederiksen, der senest har stået bag Strictly Ballroom – The Musical, mens Susanne Bier fungerer som executive producer, og hendes søn Gabriel Bier Gislason debuterer som manuskriptforfatter.

Musikken er naturligvis skrevet af Thomas Helmig selv, og de musikalske arrangementer står Joakim Pedersen for. Scenografien og kostumerne skabes af Jonas Fly.

For Helmig bliver musicalen endnu et kapitel i en karriere, der har sat lyd på generationer. Siden gennembruddet med albummet Vejen væk i 1988 har han udgivet 17 albums, solgt over 1,5 millioner eksemplarer og vundet 16 Danish Music Awards – flere end nogen anden dansk kunstner.

Når tæppet går op i Vejle, bliver det derfor ikke bare en ny musical, men en hyldest til fire årtiers dansk pophistorie – og til sangeren, der med sine tekster om kærlighed, tvivl og livets omveje har ramt danskerne lige i hjertet.

Tre sydjyske borgmestre i fælles opråb vil have flere penge til forebyggelse

0

POLITIK. 15 borgmestre fra hele landet går nu sammen med Forebyggelsesalliancen i et åbent brev til Folketinget. Blandt underskriverne er Christian Bro fra Fredericia, Knud Erik Langhoff fra Kolding og Jens Ejner Christensen fra Vejle.

De tre borgmestre bakker op om et fælles krav om, at der skal langt flere penge til forebyggelse, hvis Danmark skal udnytte sit sundhedspotentiale.

Fra 2027 er der afsat 250 millioner kroner årligt til kommunernes forebyggelsesarbejde – svarende til omkring 2,6 millioner kroner pr. kommune. Ifølge borgmestrene er det langt fra nok.

»Det er glædeligt, at regeringen med folkesundhedsloven anerkender kommunernes rolle. Men anerkendelse uden midler er ikke nok. Kommunerne skal have en reel chance for at levere, ellers bliver det her endnu et stykke symbolpolitik,« siger Camilla Thind Sunesen, udviklingsdirektør i Danica og talsperson for Forebyggelsesalliancen.

Alliancen og borgmestrene peger på, at bedre forebyggelse ikke blot handler om trivsel, men også om store besparelser. Hvis Danmark formår at reducere blot tre af de største risikofaktorer – rygning, alkohol og fysisk inaktivitet – kan sundhedsvæsenet spare op mod 20 milliarder kroner årligt, mens danskerne i gennemsnit vil kunne leve op til 4,5 år længere.

»Det er urealistisk at tro, at kommunerne kan løfte denne opgave med mindre end tre millioner kroner hver. Derfor skal Christiansborg tage et nationalt medansvar – både med finansiering og med konkrete mål,« siger Camilla Thind Sunesen.

Borgmestrene opfordrer samtidig Folketinget til at fastsætte forpligtende nationale mål for færre sygedage, færre kroniske sygdomme og bedre trivsel.

»Vi står med en historisk mulighed for at løfte både danskernes livskvalitet og økonomien. Men det kræver, at politikerne tør sætte ambitiøse nationale mål,« siger Camilla Thind Sunesen.

Forebyggelsesalliancen består af 29 organisationer og virksomheder, herunder Psykiatrifonden, Gigtforeningen, Dansk Firmaidræt, Danmarks Apotekerforening og Fonden Mental Sundhed.

Ørsted-topchef iværksætter stor fyringsrunde

0

BUSINESS. Energiselskabet Ørsted står foran en massiv spareplan, der vil reducere medarbejderstaben med 2.000 ansatte frem mod 2028. Det skriver Berlingske torsdag.

Allerede i år skal omkring 500 stillinger nedlægges, mens resten af reduktionerne ventes gennemført i løbet af 2026 og 2027.

Planen blev ifølge avisen præsenteret for medarbejderne torsdag formiddag af topchef Rasmus Errboe, som tiltrådte posten i februar 2025 efter fyringen af Mads Nipper.

Errboe har tidligere varslet, at Ørsted stod over for betydelige besparelser efter et år præget af økonomiske udfordringer og tab på store havvindprojekter.

LEDER: Mens vi kigger ud, visner blikket indad

0

Folketinget åbnede tirsdag. Statsminister Mette Frederiksen malede et billede af verden, som var den på kanten af sammenbrud. Vi skal ikke være bange, lød det – men alligevel kan russerne, ifølge de samme taler, stå her om to år.

Det er et dobbeltbudskab, vi efterhånden kender alt for godt. Frygt og fornuft i samme sætning. Tryghed eller utryghed. Vi mangler næsten bare sætningen: Frederiksen eller kaos, så var parolerne helt perfekt. Vi møder en konstant påmindelse om, at verden er farlig, og at vi derfor må acceptere lidt mindre frihed, lidt mindre selvbestemmelse, lidt mere kontrol. Gammelmedierne flæsker det hele ukritisk i sig og de dygtige dokumentarister, journalister og analytikere er fortid. Eksperter hentes ind på bestilling i stedet, og siger med få undtagelser præcis, hvad gammelmedierne synes, de skal sige.

Jeg kommer til at tænke på CV Jørgensens sang om Günther på Costa del Sol – manden, der ser det hele gå ad helvede til og beslutter sig for at flygte. Den sarkastiske dansker, der dropper ansvar og virkelighed for en cocktail og en flamenco i swimmingpoolen.
På en sær måde føles det som et billede på vores tid. Vi flygter ikke fysisk, men mentalt. Vi lukker os ind i tryghedens små bobler, mens vi lader systemet tænke for os.

Friheden svinder ikke fra den ene dag til den anden. Den glider væk under dække af bekymring og hensyn. Det er altid “for vores eget bedste”.
Forældrene må ikke længere definere, hvad der er bedst for deres børn.
Universiteterne skal ikke længere danne, men spare.
Og medierne – selv børnenes nyheder – er blevet en forlængelse af statens kommunikation. Ultra Nyt er efterhånden så systempositivt, at man næsten savner den naive nysgerrighed, journalistikken engang byggede på.

Samtidig fylder verdensscenen mere end Danmark selv.
Statsministeren rejser fra topmøde til topmøde og taler om verdensfreden. Lars Løkke kunne i princippet holde fri – hun klarer både hans og sin egen post. Slip ham fri, der er fadøl i Nyhavn. Lad ham nyde Danmark i stedet.
Som historiker forstår jeg udmærket, at Danmark skal orientere sig mod udlandet. Men når verdenspolitikken bliver vigtigere end vores egen virkelighed, mister vi retningen.

Vi ser ud – men glemmer at se ind.

Og mens vi diskuterer Ukraine, Palæstina og stormagternes spil, forringes vores uddannelser, vores sundhedsvæsen og vores lokale fællesskab. Danmark står stadig her, men opmærksomheden er for længst flyttet.

Folketinget åbnede med alvor og dystre varsler. Måske burde nogen minde dem om, at der også findes et land herhjemme, som har brug for politisk mod – ikke bare globalt udsyn.

Cykelvogn og knallert sat i brand ved boligkompleks – 20-årig kvinde sigtet

0

DØGNRAPPORT. Sydøstjyllands Politi efterforsker en sag om to mindre brande i Kolding onsdag aften. Ifølge vicepolitiinspektør Arno Rindal Petersen fra Patruljecenter Syd modtog politiet anmeldelsen klokken 20.51 om ild i en cykelvogn ved et boligkompleks på Tvedvej.

»Kort efter opstod der også brand i en knallert, der stod tæt ved en hæk. Vi har anholdt en 20-årig kvinde fra Kolding, som er sigtet for begge brande,« siger Arno Rindal Petersen.

Der er kun sket materiel skade på cykelvognen og knallerten, men sagen tages alvorligt.

»Vi efterforsker sagen nærmere og gennemgår både videoovervågning og vidneforklaringer for at få klarlagt hændelsesforløbet og motivet,« oplyser vicepolitiinspektøren.

Kvinden blev løsladt efter afhøring, men er fortsat sigtet i sagen.

Tidligere på aftenen, klokken 18.48, standsede politiet en bil på Tuevej i Fredericia.

»Føreren – en 37-årig mand fra Otterup – blev testet positiv for stoffer og sigtet for narkokørsel. Der er udtaget en blodprøve, som skal fastslå påvirkningsgraden,« fortæller Arno Rindal Petersen.

Divisionsklub møder de forsvarende mestre i pokalkvartfinalen

0

SPORT. Aarhus Håndbolds Kristoffer Laursen kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da han ved lodtrækningen sendte sit eget hold op imod Aalborg Håndbold.

Kristoffer Laursen havde nok håbet på lettere modstand, men en stor kamp venter i Aarhus. Som det eneste tilbageværende hold fra 1. division var Aarhus Håndbold på forhånd garanteret hjemmebanefordel i kvartfinalen, og der venter noget af en opgave, når de forsvarende pokalvindere fra Aalborg kommer på besøg til december.

Der er ikke længere seedninger fra kvartfinalerne, men de største forhåndsfavoritter til en plads i Final4 undgik hinanden ved lodtrækningen, der fandt sted efter onsdagens ligakamp i Silkeborg.

GOG tager imod Skanderborg AGF, mens Bjerringbro-Silkeborg på udebane møder TMS Ringsted. Den sidste kvartfinale står mellem Mors-Thy og Sønderjyske.

Pokalkvartfinalerne spilles den 16. og 17. december og er altså sidste stop inden Final4 i Jyske Bank Boxen. Billetsalget er allerede i gang.

Overblik over kvartfinalerne

Aarhus Håndbold – Aalborg Håndbold
TMS Ringsted – Bjerringbro-Silkeborg
Mors-Thy – Sønderjyske
GOG – Skanderborg AGF

Politisk flertal bakker op om krav om ID-kort på store byggepladser

0

POLITIK. Et bredt politisk flertal på Christiansborg er blevet enige om at indføre krav om ID-kort på større bygge- og anlægsprojekter i Danmark. Initiativet skal styrke indsatsen mod social dumping og gøre det lettere for myndighederne at kontrollere, at arbejdet foregår på lovlig vis.

Aftalen er indgået mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne) samt SF, Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet. Partierne står samlet om ønsket om at sikre ordnede løn- og arbejdsvilkår på danske byggepladser.

Ifølge Beskæftigelsesministeriet vil ID-kortet fungere som en form for dokumentation for, at medarbejdere på de store byggeprojekter arbejder under lovlige forhold. Tiltaget skal samtidig give myndighederne et effektivt redskab til at føre kontrol med, hvem der befinder sig på byggepladserne.

Ud over ID-kortet indeholder aftalen også skærpede regler for arbejdsgivere, der ikke lever op til deres pligter i forhold til arbejdsmiljøet. Virksomheder med 35 eller flere ansatte kan fremover se frem til højere bøder, hvis de undlader at anmelde arbejdsulykker eller ikke udarbejder en plan for sikkerhed og sundhed på byggepladsen.

Med beskæftigelsesminister Kaare Dybvad Bek i spidsen fremhæver regeringen, at aftalen er et markant skridt i kampen for at beskytte det danske arbejdsmarked mod snyd og unfair konkurrence. Samtidig understreger partierne, at udenlandsk arbejdskraft fortsat spiller en vigtig rolle – men at arbejdet skal ske på ordentlige vilkår.

Flere partier, herunder SF og Enhedslisten, har længe presset på for at få ID-kortet indført, mens Dansk Folkeparti fremhæver forslaget som et vigtigt værn mod social dumping og illegal arbejdskraft.

Aftalen skal nu omsættes til konkret lovgivning, som forventes at træde i kraft i løbet af 2026.