Ny evaluering af klimatilpasningsregler for tag- og overfladevand

0

Energistyrelsen og Miljøstyrelsen offentliggør en evaluering af reglerne om spildevandsselskabernes klimatilpasning for tag- og overfladevand, som trådte i kraft den 1. januar 2021.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og Miljø- og Ligestillingsministeriet har udarbejdet en evaluering af reglerne om spildevandsselskabernes klimatilpasning for tag- og overfladevand, som trådte i kraft 1. januar 2021. Med lovændringen blev reglerne på området ensrettet og moderniseret med henblik på at skabe gode rammer for håndtering af regnvand.

Det primære formål med reglerne er at understøtte, at der klimatilpasses de rigtige steder til det rette niveau, uden at forbrugerne betaler unødigt meget for det. Derfor blev der bl.a. indført krav om samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed og selskabsøkonomisk omkostningseffektivitet for klimatilpasningsprojekterne. Der blev derudover også indført en overgangsordning for at sikre en fornuftig overgang til de nye regler.

Om evalueringen

Evalueringen fokuserer på den praktiske anvendelse af reguleringen, og en række interessenter og myndigheder har derfor været inddraget i arbejdet. Der er ligeledes inddraget data fra Spildevandskomiteen, der i foråret 2024 gennemførte en større spørgeskemaundersøgelse om erfaringerne med klimatilpasningsreglerne i kommuner og selskaber.

Branchen opfatter i evalueringen det grundlæggende princip om samfundsøkonomisk hensigtsmæssighed som værende fornuftigt, men selskaber og kommuner oplever også en række udfordringer ved den praktiske anvendelse af reglerne. Det gælder f.eks. fortolkning af, hvad der kan siges at være det samfundsøkonomisk hensigtsmæssige niveau, som forsyningerne bør kunne takstfinansiere, hvor omfattende beregninger der skal udføres for at sandsynliggøre dette niveau, og om dokumentationen står mål med de usikkerheder, der knytter sig til beregningerne.

Miljøstyrelsen og Energistyrelsen vil i 2025 afholde arrangementer, hvor reglerne i serviceniveau- og omkostningsbekendtgørelsen gennemgås og drøftes med branchen. Formålet med dialogen er at sikre deling af erfaringer på tværs af branchen og at opnå en fælles forståelse af, hvordan reglerne anvendes med færrest mulige administrative byrder og samtidig sikrer en høj grad af forbrugerbeskyttelse. 

Røde Kors i Gaza vender de blinde øjne til

0

Af Karsten Byrgesen, uafhængig politiker Regionsrådet i Syddanmark og Byrådet i Fredericia

Der er våbenhvile i Gaza – Israel-konflikten. Våbenhvilens præmisser omhandler udveksling af israelske gidsler og fængslede palæstinensere. Alt dette sker i skyggen af Røde Kors, der mere end villigt medvirker til at udstille og ydmyge levende og døde israelske gidsler.

Gaza er et forfærdeligt sted og en krigsskueplads, hvor ødelæggelse og død er dagens normaltilstand. Den samme ulykkelige situation udspiller sig i Israel, der uden varsel angribes fra alle sider med missiler og raketter mod tilfældige mål.

Den militante terrorbevægelse Hamas er årsag til krigen, der startede med deres usle og feje terroranslag ind i Israel den 7. oktober 2023. En terrorhandling, hvor Hamas dræbte omkring 1.200 mennesker og tog 251 som gidsler. Terrorhandlingen blev fulgt op med palæstinensiske bombardementer med missiler, raketter og mortérer ind i Israel. Israel lovede gengældelse, og en uforsonlig krig har raset lige indtil en ny våbenhvile trådte i kraft.

Våbenhvilens vigtigste element er udleveringen af levende og døde israelske gidsler, hvoraf mange er små børn. Udleveringen af gidslerne og de jordiske rester af døde gidsler har Hamas gjort til en utroværdig magtdemonstration, iscenesat som en farce af en billig B-film.

Derfor er det helt ufatteligt, at Røde Kors lader sig trække ind og blive udnyttet af Hamas propaganda, og det afføder et stort spørgsmål om, hvorfor Røde Kors optræder sammen med svært bevæbnede Hamas-terrorister, der i camouflage og med skjulte ansigter fremstiller levende og døde israelske gidsler som trofæer. Dette er omkranset af iscenesat presse og en hob af palæstinensiske mænd, kvinder og børn.

Kære Røde Kors. Det er ikke måden at gøre dette på, og det er langt fra den praksis, som internationale regler beskriver for overlevering af mennesker. I virkeligheden ser det ud som om Røde Kors villigt går med på propagandaen i et scenarie, der meget klart promoverer Hamas og på beklageligste vis udstiller Røde Kors som en uværdig og partisk aktør.

Tidligere FHK-profil vender retur til dansk håndbold

0

Efter en vellykket periode i den tyske Bundesliga vender den vellidte stregspiller, Rasmus Meyer, nu tilbage til dansk håndbold. Den 26-årige stregspiller, der har været en markant figur i Fredericia Håndboldklub fra 2018 til 2023, har underskrevet en toårig aftale med Ribe-Esbjerg Håndbold, hvor han fra sommeren 2025 skal spille sammen med Kasper Sjursen i et makkerpar på stregen.

Rasmus Meyer er et velkendt ansigt for håndboldfans i Fredericia, hvor hans dedikation og fightergen gjorde ham til en af de mest populære spillere i klubben. Hans tid i Fredericia var præget af hans fysiske styrke, der i kombination med hans evner på banen gjorde ham til en vigtig spiller på holdet. Fra 2018 til 2023 leverede Meyer solidt arbejde på både angrebs- og forsvarssiden og var en vigtig brik, da Fredericia var på vej fremad i ligaen.

Efter en imponerende udvikling i Fredericia blev han hentet til Wetzlar i sommeren 2023, hvor han har tilbragt de seneste to år i Bundesligaen. Her har han haft mulighed for at udvikle sig yderligere i et stærkt håndboldmiljø, og han har fået erfaring med at spille på et højt niveau med meget fysisk håndbold.

Nu er Meyer klar til at tage et nyt skridt i sin karriere ved at vende hjem til Danmark. Han udtrykker stor glæde og stolthed over at kunne tage del i projektet hos REHH, som han ser som et spændende skridt i sin udvikling.

– Projektet i REHH lyder spændende. Klubbens ambitioner for fremtiden matcher i den grad mine egne. Jeg tror på, at Marc Uhd som træner kan være med til at flytte klubben og os som spillere i den rigtige retning, udtaler Rasmus Meyer om sit skifte.

Ribe-Esbjergs cheftræner, Marc Uhd, ser frem til at få Ejlersen ind i truppen og fremhæver hans alsidighed som spiller.

– Vi får en kriger, en dygtig tovejs spiller og én, der i den grad arbejder for holdet. Rasmus præsterede fint i de år, hvor Fredericia var på vej frem. Efter to år i Bundesligaen har han lært at spille med meget fysik. Med Rasmus og Kasper får vi et stærkt makkerpar, der supplerer hinanden, siger Marc Uhd om sin nye spiller.

Ejlersen skal spille sammen med den norske spiller Kasper Sjursen, der tidligere har spillet i Runar i den norske liga, og sammen skal de danne det nye makkerpar på stregen i næste sæson. De afløser dermed de tidligere stregspillere Andreas Søgaard og Axel Franzén, som har været vigtige spillere for Ribe-Esbjerg, men til sommer drager videre i karrieren.

Flere medicinstuderende vælger almen praksis – men Region Syddanmark halter efter

0

Antallet af medicinstuderende i almen praksis er steget markant de seneste ti år. En ny analyse fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) viser, at antallet af medicinstuderende med studiejob i almen praksis er ottedoblet siden 2015, og alene fra 2023 til 2024 er der sket en stigning på 27 procent.

Men selvom væksten gælder for hele landet, er der regionale forskelle. Region Syddanmark har også oplevet fremgang, men ligger ikke helt så højt som eksempelvis Region Midtjylland og Region Hovedstaden.

Almen praksis tiltrækker flere studerende

Medicinstuderende har i stigende grad fået job i almen praksis, hvor de hjælper med opgaver som vaccinationer, blodtryksmålinger og celleskrab. Ifølge PLO giver erfaringen de studerende værdifuld indsigt i faget, hvilket kan øge sandsynligheden for, at de senere vælger almen medicin som speciale.

Regeringen ønsker at øge antallet af praktiserende læger fra 3.400 til mindst 5.000 inden 2035, og flere medicinstuderende i almen praksis kan være en vigtig del af løsningen.

Region Syddanmark oplever fremgang – men ligger ikke i toppen

PLO’s analyse viser, at Region Midtjylland og Region Hovedstaden har flest medicinstuderende i almen praksis pr. 10.000 borgere. I 2024 er tallet steget til 5,0 i begge regioner, hvilket gør dem til de førende i landet.

Region Syddanmark har også oplevet en betydelig vækst, men ligger stadig lavere end Midtjylland og Hovedstaden. I 2015 var antallet af medicinstuderende i almen praksis i Region Syddanmark blot 0,3 pr. 10.000 borgere, men i 2024 er tallet steget til 3,3. Det er en markant fremgang, men stadig lavere end de to førende regioner.

Til sammenligning ligger Region Nordjylland nu på 3,1, mens Region Sjælland stadig har den laveste andel med 0,9medicinstuderende pr. 10.000 borgere. På landsplan er gennemsnittet i 2024 3,9, hvilket betyder, at Region Syddanmark altså stadig ligger under det nationale niveau trods fremgangen.

Flere tiltag kan sikre flere læger i fremtiden

Udviklingen i antallet af medicinstuderende i almen praksis kan være en del af løsningen på lægemanglen i Danmark. Ifølge PLO viser en undersøgelse blandt 663 medicinstuderende og nyuddannede læger, at kendskab til almen praksis gennem et studiejob øger motivationen for at vælge almen medicin som speciale.

Administrerende sygehusdirektør fratræder stilling i Region Syddanmark

0

Efter knap 12 år som administrerende sygehusdirektør for Psykiatrien i Region Syddanmark fratræder Charlotte Rosenkrantz Josefsen sin stilling pr. 31. marts 2025. Hun tiltræder en ny rolle som direktør på Aarhus Universitetshospital i Region Midtjylland.

Regionsdirektør takker Charlotte Rosenkrantz Josefsen for 12 års indsats

I en pressemeddelelse fra Region Syddanmark beklager regionsdirektør Jane Kraglund fratrædelsen, men anerkender den store indsats, Charlotte Rosenkrantz Josefsen har ydet for psykiatrien i regionen.

– Psykiatrien har været – og er – i rivende udvikling, og Charlotte Rosenkrantz Josefsen har i de knap 12 år, hun har været administrerende sygehusdirektør i psykiatrisygehuset, sat sit præg på udviklingen og herunder stået i spidsen for implementeringen af en række nye tiltag, siger Jane Kraglund og fremhæver, at perioden har været præget af betydelige udbygninger, udviklingsplaner og organisatoriske forandringer 

Hun understreger samtidig, at Charlotte Rosenkrantz Josefsen har haft et stort mærkbart fokus på patienterne og medarbejdernes arbejdsmiljø og takker for hendes indsats.

– Jeg havde naturligvis gerne set, at Charlotte Rosenkrantz Josefsen fortsat var en del af holdet i Region Syddanmark – også efter den kommende integration og ligestilling af psykiatri og somatik. Sådan skulle det ikke være, og jeg ønsker Charlotte stort tillykke med hendes nye stilling på Aarhus Universitetshospital, hvor jeg er sikker på, at hun vil gøre en stor forskel, siger Jane Kraglund

Takker for årene i Region Syddanmark

Charlotte Rosenkrantz Josefsen har været administrerende direktør for Psykiatrien i Region Syddanmark siden 2013 og ser tilbage på årene i regionen med stor taknemmelighed.

– Jeg har været utrolig glad for mine næsten 12 år i Psykiatrien i Region Syddanmark. Politikerne i Region Syddanmark har udvist stor interesse og opbakning til psykiatrien, og det vil jeg gerne sige en stor tak for, siger hun.

Hun fremhæver, at psykiatrien har udviklet sig væsentligt i perioden, og at arbejdet med 10-årsplanen og sundhedsreformen vil sikre en stærk psykiatri fremadrettet.

– En helt særlig tak til ledere og medarbejdere i Psykiatrisygehuset. Tak for jeres fantastisk flotte indsats. Jeres dedikation og motivation har i den grad gjort en forskel for borgere med psykisk sygdom, lyder det fra Charlotte Rosenkrantz Josefsen, der nu ser frem til nye udfordringer på Aarhus Universitetshospital.

Region Syddanmark har ikke meldt ud, hvem der overtager stillingen som administrerende sygehusdirektør i psykiatrien.

Flytrafikken boomer – men Billund Lufthavn går tilbage

0

Danmarks lufthavne oplevede i 2024 en samlet fremgang i antallet af afrejsende passagerer, men ikke alle lufthavne fulgte samme positive udvikling. Mens Københavns Lufthavn var den primære drivkraft bag væksten, oplevede Billund Lufthavn et fald i passagertallet. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

18 millioner afrejsende passagerer i 2024

I 2024 rejste 18 millioner passagerer ud fra danske lufthavne, hvilket er en stigning på ni procent sammenlignet med 2023. Tallet nærmer sig niveauet fra før COVID-19-pandemien, hvor der i 2019 var 18,2 millioner afrejsende passagerer.

Det var især Københavns Lufthavn, der drev væksten. Med 14,9 millioner afrejsende passagerer oplevede lufthavnen en stigning på 1,6 millioner rejsende svarende til 12 procent i forhold til året før. Dermed er Københavns Lufthavn tæt på at være tilbage på 2019-niveauet.

Fald i Billund Lufthavn

Mens den samlede udvikling i luftfarten var positiv, oplevede Billund Lufthavn et fald i passagertallet. Antallet af afrejsende passagerer i Billund faldt med to procent i 2024 i forhold til året før. Dermed var der i alt 1,95 millioner passagerer, der rejste ud fra Billund Lufthavn.

Nedgangen skyldes især et fald i indenrigstrafikken, hvor antallet af passagerer faldt med 11 procent. På de internationale ruter var tilbagegangen mere begrænset med et fald på én procent. Også chartertrafikken oplevede en lille nedgang på fire procent.

Aarhus oplevede større tilbagegang – Aalborg i fremgang

Også Aarhus Lufthavn oplevede et fald i passagertallet, der her var mere markant med en tilbagegang på seks procent. Modsat var udviklingen positiv i Aalborg Lufthavn, hvor antallet af afrejsende passagerer steg med to procent sammenlignet med 2023.

Samlet set faldt antallet af passagerer i de øvrige lufthavne i Danmark med 16 procent i forhold til året før.

Flere rejser til udlandet – færre indenrigsrejser

Den samlede vækst i flytrafikken i 2024 blev primært drevet af en stigning i internationale rejser. Ifølge Danmarks Statistik steg antallet af afrejsende passagerer på internationale ruter med 11 procent i forhold til 2023.

Til gengæld oplevede den nationale lufttrafik et fald på seks procent i 2024. Det betyder, at 92 procent af alle afrejsende passagerer fra danske lufthavne i 2024 rejste til en international destination.

Kampagne skal få flere unge til at tage cyklen til gymnasiet

0

Flere og flere unge vælger bilen frem for cyklen, når de skal i skole. Nu skal en landsdækkende kampagne vende udviklingen.

Cyklistforbundet og landets fem regioner står bag kampagnen Fælles-Tour, der for andet år i træk skal få unge på ungdomsuddannelser til at vælge cyklen frem for bilen. Kampagnen løber fra 24. marts til 6. april 2025 og giver eleverne mulighed for at vinde præmier – blandt andet elcykler og billetter til Grøn Koncert.

“En kedelig udvikling, vi skal have vendt”

Antallet af cykelture blandt elever på ungdomsuddannelser er faldet med 40 procent siden 2010. Det er en udvikling, som Cyklistforbundets direktør, Kenneth Øhrberg Krag, mener, kampagnen kan være med til at ændre.

– Der er alt for mange, der tager bilen til gymnasiet eller ungdomsuddannelsen, så Fælles-Tour skal motivere flere unge til at vælge cyklen til i deres hverdag. At så mange tager bilen til gymnasiet er en meget kedelig udvikling, som vi skal have vendt, siger han.

Cyklistforbundet og regionerne står sammen om at få flere unge til at vælge cyklen, og ifølge Anders G. Christensen (V), formand for udvalget for regional udvikling og EU i Danske Regioner, er der flere gode grunde til at støtte initiativet.

– Cykling er godt for folkesundheden, miljøet, klimaet, og er med til at reducere trængsel. Alt sammen store udfordringer, som vi kan løse i fællesskab. Derfor er jeg meget glad for, at regionerne, sammen med Cyklistforbundet, for andet år i streg kan være med til at skyde gang i Fælles-Tour, siger han.

Præmier til de flittigste cyklister

Kampagnen belønner dem, der træder mest i pedalerne. En elev fra hver af landets fem regioner kan vinde en elcykel fra HF Christiansen, og lærere, der tilmelder mindst én klasse, deltager også i konkurrencen om en elcykel.

Derudover kan hele klasser vinde billetter til Grøn Koncert, ligesom der er præmier fra Faxe Kondi, Tinderbox, 7 DAYS Active og Røde Kors Genbrug.

På vej mod en stærkere psykiatri

0

Region Syddanmark arbejder målrettet på at forberede psykiatrien til både nutidens og fremtidens udfordringer, så den rette behandling for patienterne og et godt arbejdsmiljø for medarbejderne bliver sikret.

Som en del af planen for “En robust psykiatri” tager Region Syddanmark vigtige skridt for at styrke psykiatrien. Et eksempel er en styrkelse af den retspsykiatriske distriktspsykiatri gennem ansættelse af to nye socialrådgivere og to nye sygeplejersker.

De nye socialrådgivere spiller en vigtig rolle i at hjælpe patienter med at få styr på bolig, økonomi, specialtandpleje og andre velfærdsydelser. De kommer til at være en vigtig støtte for patienterne i at få kontakt med de rette kommunale instanser og i forhold til at forebygge fornyet kriminalitet og dermed genindlæggelser i retspsykiatrien.

De to ekstra sygeplejersker er en del af den udekørende retspsykiatri, som med ekstra ressourcer får mulighed for tættere opfølgning hos patienterne samt mulighed for sparring og undervisning og øget samarbejde med de instanser, der er omkring patienterne.

De nye sygeplejeressourcer giver mulighed for hyppigere besøg hos patienterne, ligesom det er med til at gøre arbejdsmiljøet for det udekørende personale mere sikkert, da sygeplejerskerne arbejder tæt sammen med patienter med komplekse behov.

Mette Bossen Linnet (V), formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Syddanmark, er glad for de ekstra ressourcer til psykiatrien og siger:

– Med initiativerne i planen for en robust psykiatri tager vi vigtige skridt for at imødekomme både de nuværende udfordringer og de fremtidige behov i psykiatrien. Ansættelsen af nye medarbejdere i retspsykiatrien er ét af flere initiativer, der sammen skal sikre en solid og bæredygtig psykiatri, hvor patientbehandlingen er i højsædet, sammen med samarbejde og sikkerhed. Vi er længere med nogle initiativer end med andre, og selvom nogle er mere udfordrende, er det afgørende, at vi holder fokus og fortsætter arbejdet for at skabe en stærk og stabil psykiatri med patienternes behov for øje.

Rekruttering af udenlandske læger

Et andet vigtigt initiativ i styrkelsen af psykiatrien er rekrutteringen af udenlandske læger. Psykiatrisygehuset i Region Syddanmark har afsat 2,2 millioner kroner til at ansætte 10 udenlandske psykiatere i 2024 og 2025 som et skridt til at afhjælpe manglen på speciallæger. Der er allerede indgået aftaler med seks af de 10 læger, og de er i gang med intensiv sprogundervisning og en grundig introduktion til arbejdet.

Med initiativerne i planen for en robust psykiatri er Region Syddanmark på vej mod at opbygge en stærkere og mere bæredygtig psykiatri, der både kan imødekomme de udfordringer, vi står overfor i dag, og forberede sig på fremtidens behov. Det er et kontinuerligt arbejde, der kræver fokus og samarbejde. Rekruttering af udenlandske læger og styrkelse af den retspsykiatriske distriktspsykiatri er nogle af de vigtige skridt, der tages for at sikre både bedre behandling af patienterne og et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne.

Nyt studie slår fast: Unge får bedre mental sundhed af at gå til headspace

0

Unge, der opsøger rådgivning hos headspace Danmark, oplever markant bedre trivsel – særligt de mest udsatte. Det viser en ny undersøgelse fra Region Hovedstadens Psykiatri. Evalueringen peger på, at headspace, der også har en afdeling i Fredericia, ikke kun forbedrer unges mentale velbefindende, men også kan have en forebyggende effekt på udviklingen af psykisk sygdom.

Gratis hjælp til unge viser sig at virke

Flere unge i Danmark kæmper med dårlig mental sundhed, og Trivselskommissionen har fremlagt en række anbefalinger til, hvordan problemet kan tackles. Et af de centrale budskaber er behovet for lavtærskeltilbud, hvor unge anonymt og gratis kan søge støtte.

I en ny omfattende evaluering fastslås det nu, at headspace Danmarks indsats har en dokumenteret positiv effekt. Forskningsleder Lene Eplov fra Region Hovedstadens Psykiatri forklarer:

– Vi konkluderer, at headspace spiller en afgørende rolle i opsporing og støtte af unge i mistrivsel. Med deres store forebyggende og sundhedsfremmende potentiale er headspace en vigtig aktør i indsatsen for unges mentale sundhed. Overraskende nok viser undersøgelsen også, at det er de unge, der er i størst mistrivsel, der har størst effekt af headspace.

Mere end 1.500 unge undersøgt

Evalueringen inkluderer 1.532 unge, der har benyttet sig af headspace, samt en kontrolgruppe på 9.926 unge. Det gør undersøgelsen til den største af sin slags i Danmark.

Resultaterne er også bemærkelsesværdige for headspace Danmark, hvor protektor og tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen ser forskningsresultaterne som et vigtigt bevis på indsatsens betydning.

– Vi har aldrig tvivlet på, at headspace gjorde en forskel for unge, for det har de unge selv fortalt os. Men at vi nu også har forskningens ord for det – det er kæmpestort. Og det giver os et endnu stærkere fundament for det fortsatte arbejde, siger han.

Ny analyse skal afdække langsigtet effekt

Ud over at undersøge den direkte effekt på unges trivsel vil forskerne i de kommende år analysere, om headspace også har en positiv indflydelse på unges tilknytning til arbejdsmarkedet og deres brug af sundheds- og sociale ydelser.

Headspace Danmark har 36 fysiske rådgivningscentre i hele landet – herunder ét lokalt i Fredericia i Dronningensgade – samt en national chatrådgivning.

Boykot af amerikanske varer breder sig – Bilka, Føtex og Netto indfører ny mærkning

0

Kunder i Bilka, Føtex og Netto vil fra marts kunne orientere sig endnu bedre om oprindelsen af deres dagligvarer. Salling Group indfører en ny mærkeordning, der markerer produkter fra europæiske virksomheder med en lille stjerne på butikkernes elektroniske prisskilte. Det skriver administrerende direktør i Salling Group, Anders Hagh, i et opslag på LinkedIn.

Tiltaget kommer i en tid, hvor flere forbrugere har meldt ud, at de ønsker at boykotte de amerikanske varer. Emnet har vakt stor opmærksomhed, og blandt andet er der oprettet en offentlig Facebookgruppe, der nu har 28.500 medlemmer. Ifølge gruppens beskrivelse blev den startet “som følge af den af Donald Trump påbegyndte handelskrig.”

Imødekommer efterspørgsel fra kunderne

Beslutningen om den nye mærkning blevet taget efter en række henvendelser fra kunder, der ønsker at prioritere europæiske mærker i deres dagligvareindkøb.

– Vi har den seneste tid fået en række henvendelser fra kunder, som ønsker at handle dagligvarer fra europæiske mærker. For at imødekomme det vil vi i løbet af marts introducere en ny markering på vores elektroniske prisskilte, hvor en lille stjerne vil vise, hvis mærket er ejet af en europæisk virksomhed, skriver Anders Hagh.

Dette billede har Anders Hagh delt på LinkedIn, hvor det lille stjernemarkat tydeligt fremgår. Foto: LinkedIn / Privatfoto.

Fortsat frit valg blandt varer fra hele verden

Ifølge Salling Group vil butikkerne fortsat føre et bredt udvalg af varer fra hele verden, og den nye mærkning skal ses som en ekstra service for dem, der ønsker at orientere sig om produkternes ejerskab.

– Vores butikker vil fortsætte med at have mærker på hylderne fra hele verden, og det vil altid være op til kunderne at vælge. Det nye mærkat er alene en ekstra service til de kunder, der ønsker at købe varer med europæiske mærker, forklarer han.

Mærkning baseres på ejerskab

Den lille stjerne vil blive tildelt varer, hvor den ultimative ejer af varemærket er europæisk. Det betyder, at produkter produceret uden for Europa stadig kan modtage mærkningen, hvis de ejes af en europæisk virksomhed.

Anders Hagh understreger, at Salling Group håber, at kunderne vil tage godt imod tiltaget.

– Vi håber, at kunderne vil tage godt imod den nye information og vil igen lade alle vælge frit blandt vores store udvalg af varer fra hele verden.

Mærkningsordningen rulles ud i samtlige Bilka-, Føtex- og Netto-butikker i løbet af marts.

Læs Anders Haghs fulde opslag her: Link til indlægget.