Et andet perspektiv på Randers-sagen: psykiatrien er i dyb krise

Af
Peter C. Gøtzsche, professor emeritus
-
0
Foto: AVISEN

Den 3. februar skrev Karin Liltorp, MF (M), i et læserbrev i Randers Amtsavis om sagen på psykiatrisk afdeling C i Randers. Hun mener, det er en heksejagt, der har afsløreret dybe problemer i både mediernes dækning og i psykiatrien, og at virkeligheden er langt fra

de katastrofale scenarier, som DR og andre medier har solgt til offentligheden.

Jeg har længe haft en tilsvarende mistanke. I slutningen af november efterspurgte Anders Heissel fra DR Nyheder andre syn på sagen end dem, der havde været fremme. Jeg skrev til ham, at jeg havde gode grunde til at formode, at det var gået helt galt i udredningen af denne sag, og at jeg i øvrigt kendte hovedpersonen.

Anders svarede, at mit navn var blevet nævnt af flere, han havde talt med. Jeg sendte ham en meget oplysende artikel af journalist Gitte Rebsdorf fra Psykiatriavisen fra 1. december, ”Psykiatrien rummer større skandaler end den fra Randers,” hvor hun skriver om den fyrede overlæge og spørger: ”Men hvori består hans forbrydelse og hvad med alle de andre skandaler i psykiatrien? Er journalister nyttige idioter for en stand af psykiatere med tætte forbindelser til industrien?”

Jeg har læst mange psykiatriske patientjournaler, og jeg har aldrig set nogen, hvor jeg ikke fandt graverende lægefejl, i flere tilfælde i en sådan grad, at patienten kom i livsfare. Men det hører vi jo ikke noget om. Jeg skal derfor minde om, at psykofarmaka er den tredje hyppigste dødsårsag, og det er der mange grunde til.

For eksempel får patienter med psykoser altid antipsykotika, selvom de er så farlige, at de slår 2 ud af 100 demente patienter ihjel efter bare 10 ugers behandling. Vi ved ikke, hvor mange unge, de slår ihjel, fordi de forsøg, der er lavet ved skizofreni, øger dødsrisikoen i placebogruppen. Patienterne var allerede i behandling, før de blev randomiseret, hvilket øger dødeligheden, bla. på grund af selvmord, idet de patienter, der kommer over på placebo, ofte får uudholdelige ophørssymptomer.

Mange unge dør, når de får antipsykotika. I en norsk undersøgelse, hvor patienterne kun var 29 år gamle i gennemsnit, døde 12% inden for 10 år. Denne store overdødelighed skyldes ikke udelukkende, men i høj grad, medicinen.

I 2006 advarede Sundhedsstyrelsen imod at kombinere antipsykotika med benzodiazepiner, fordi det øger dødeligheden med 50-65%. Men hvad ser vi så i journalerne? Stort set alle patienter med en psykose får et eller flere antipsykotika og også benzodiazepiner.

Antipsykotika burde slet ikke bruges. Hvis patienten trænger til at falde til ro, virker benzodiazepiner hurtigere, og antipsykotika har – trods navnet – ingen specifikke virkninger på psykoser. Virkningen er endda så dårlig, at den er langt mindre end den mindste effekt, der har nogen klinisk betydning ifølge psykiaterne selv. Jeg har ofte spurgt patienterne om, hvad de ville foretrække, næste gang de fik en psykose. De har alle sammen sagt, at de ville have et benzodiazepin, men det får de næsten aldrig, uden at de også får et antipsykotikum.

Det går igen i journalerne, at psykiaterne ikke har forstand på at stoppe med psykofarmaka. De trapper dem ofte så hurtigt ud, at nogle af patienterne tror, de er blevet vanvittige. De får ikke den tanke, at det kunne være en skadevirkning af medicinen.

Psykiatrien er i dyb krise. Min nyeste bog, ”Is psychiatry a crime against humanity?”, der kan hentes gratis på min hjemmeside, starter således (i dansk oversættelse):

”Vi har en mental sundhedskrise. De eksisterende tilgange, der fokuserer på medicin, virker ikke. I Storbritannien er antallet af personer, der ikke kan fungere på grund af en psykisk lidelse, næsten tredoblet i de seneste årtier, og forskellen i livslængde mellem mennesker med alvorlige psykiske problemer og resten af befolkningen er fordoblet. WHO og FN har derfor for nylig opfordret til systematiske reformer med vægt på psykosociale tiltag. I 2019 viste en norsk undersøgelse, at 52 ud af 100 fortløbende indlagte patienter på en psykiatrisk afdeling ville have ønsket et medicinfrit alternativ, hvis det havde været muligt. Som jeg skal påvise i denne bog, er psykosociale interventioner klart bedre end medicin. Hvorfor kan folk så ikke få det?”

Kliniske retningslinjer for brug af psykofarmaka er meget misvisende og afspejler i høj grad medicinalindustriens alt for store indflydelse. Det gør lærebøgerne også. Jeg har læst de fem psykiatriske lærebøger, der oftest bruges af danske studerende. Min bog om dette, ”Critical Psychiatry Textbook”, kan også hentes gratis på min hjemmeside. Den er så populær blandt kritiske psykiatere, at de har oversat den til spansk ganske gratis.

Meget af det, der står i lærebøgerne og i guidelines, er i modstrid med videnskaben og direkte skadeligt for patienterne. Når man bruger sådanne kilder til at finde ud af, om den fyrede overlæges embedsførelse i Randers kan anfægtes, kan det kun gå galt. Han lagde jo vægt på at bruge medicin så lidt som muligt, og havde ovenikøbet indrettet et tvangsfrit afsnit, hvor patienterne kunne frabede sig at blive behandlet med psykofarmaka.

Vi har hørt om en patient, der begik selvmord efter at være blevet udskrevet fra afdeling C, og de efterladte fik erstatning. Jeg bad om aktindsigt hos Patienterstatningen, men det kunne jeg ikke få. Sagen er blevet udlagt som om, at det er den fyrede overlæges skyld, men det var ikke hans patient, og desværre kan vi jo ikke forhindre, at patienterne af og til begår selvmord. Men vi kan nedsætte risikoen markant, hvis vi undgår at bruge psykofarmaka, især antidepressiva, der fordobler ikke bare risikoen for selvmord, men også selvmord, både hos børn og voksne. Alligvel anbefaler såkaldte selvmordseksperter antidepressiva til patienter, der er selvmordstruede. Det vidner om et sygt speciale. Studier i mange lande har vist, at når man indfører selvmordsforebyggende foranstaltninger, så stiger selvmordene!

I 2017 forsøgte psykiater Jan Vestergaard at få et to timer langt symposium om benzodiazepiner på programmet til Dansk Psykiatrisk Selskabs årsmøde i Nyborg i marts 2018 (se min nyeste bog). Selvom mødet varede fire dage med parallelsessioner, meddelte bestyrelsen, at der ikke var plads. Symposiet skulle handle om afhængighed og abstinenser, og jeg skulle efter planen tale om abstinenser generelt, også for depressionspiller og andre psykofarmaka.

Jeg ringede til konferencehotellet i Nyborg, bestilte et lokale, og afholdt et symposium om udtrapning af psykofarmaka for psykiaterne om formiddagen, sammen med en af mine pd.d.-studerende, der forskede i udtrapning, som vi gentog om eftermiddagen.

Symposierne var gratis, men professor i klinisk mikrobiologi, Niels Høiby, valgt af Liberal Alliance som regionsrådsmedlem i hovedstaden, blandede sig i vores altruistiske initiativ, som jo ellers ikke havde noget med bakterier at gøre. Han rejste et politisk spørgsmål, hvor han påstod, at jeg havde brugt forskningspenge til private formål. Dette var en grov løgn, hvilket Rigshospitalet pure havde tilbagevist (se min gratis bog, ”The decline and fall of the Cochrane empire”). Løgnene om min embedsførelse var fabrikeret af en yderst anløben journalist, Kristian Lund, som udgiver medicinalindustrifinansierede gratisblade, og derfor ønskede at komme mig til livs.

Høiby bemærkede, at jeg havde skrevetb en bog om brug af psykofarmaka, og at jeg gennemførte kurser for at få patienter til at aftrappe brugen af psykofarmaka. Han spurgte, om Rigshospitalets direktion og Hovedstadsregionen, evt. i samarbejde med Sundhedsfagligt råd for Psykiatri, fagligt havde meldt ud til regionens psykiatere, praktiserende speciallæger i psykiatri og alment praktiserende læger, om man ”støtter eller tager afstand fra Cochrane Centerets direktørs ovenfor beskrevne aktiviteter vedrørende brug af psykofarmaka”.

Regionen svarede, at Hovedstadens Psykiatri havde informeret alle regionens centre om mine aktiviteter, og at de forholdt sig kritisk til mit symposium – som de i øvrigt ikke anede noget som helst om. Vi meddelte i Ugeskrift for Læger, at flere psykiatere havde opfordret os til at holde et kursus om udtrapning af psykofarmaka, og at ”En af psykiatriens allerstørste udfordringer er, at flere hundrede tusinde danskere er i behandling med psykofarmaka. Mange af disse patienter ville få et bedre liv, hvis de blev trappet ud, og rigtig mange ønsker det, men kan ikke få professionel hjælp til det.”

Vi imødekom et behov, psykiaterne ikke ønskede at imødekomme, og symposierne var en succes. Den mest erfarne psykiater i lokalet var overordentligt positiv.

Men de yngre psykiaterne var blevet advaret af deres lægechefer imod at deltage. Det er klart. Det kunne jo blive svært for dem selv, når deres kolleger kom tilbage og stillede gode spørgsmål om, hvorfor patienterne skulle være i behandling i årevis eller i årtier i stedet for at blive trappet ud og få en bedre tilværelse.

Dette er skræmmende og viser, at psykiatrien er en religiøs kult og ikke en videnskabelig disciplin. I videnskaben er vi opsat på at lytte til nye forskningsresultater og andre synsvinkler, som gør os klogere.

Den fyrede overlæge og hans medoverlæge deltog i vores symposium. Deres fokus på at bruge mindre medicin og tvang end andre psykiatere gør gik så godt, at de, i modsætning til alle andre steder, havde ledige sengepladser. Jeg har argumenteret for, at tvang i psykiatrien i henhold til international ret er en forbrydelse imod menneskeheden, der skal afskaffes, hvilket FNs handicapkonvention også tilråder.

Men da Randers-overlægerne ville fortælle om deres metoder og resultater i Region Midtjyllands Psykiatri, var man skam ikke interesseret. De skulle ikke have lov til at anfægte psykiatriens evige mantra: Send flere penge.

Jeg kender ikke Randers-sagen i detaljer, men tror, den er både tragisk og uretfærdig. Det eneste rimelige ville være, at uvildige forskere udtog et antal journaler fra andre psykiatriske afdelinger for at finde ud af, om det nu også er rigtigt, at afdeling C havde en lavere faglig standard end andre afdelinger. Ud fra mit kendskab til psykiatrien ville jeg forvente, at det stod værre til andre steder. Men det kommer naturligvis ikke til at ske. Det kunne jo medføre, at hele psykiatrien ville falde til jorden med et kæmpe brag. Så er det meget mere bekvemt at skyde budbringeren og fortsætte business as usual.

I alle lande, hvor forholdet har været undersøgt, har det vist sig, at jo mere psykofarmaka, man bruger, jo flere af patienterne kommer på førtidspension. Forbruget af psykofarmaka skal reduceres drastisk, men det er de toneangivende psykiatere ikke interesseret i.

Alle steder, hvor pionerer har påvist, at de får meget bedre resultater ved at undgå at bruge psykofarmaka, i Randers, Norge, Sverige og USA, er det lykkedes for de medicin-fokuserede psykiatere og deres organisationer at få disse initiativer stoppet.

Det må høre op. Vi kan alle se, at psykiatrien er i dyb krise, og at det bare bliver værre for patienterne, jo flere penge man tilfører den traditionelle psykiatri. Randers er blevet kritiseret for mangelfuld journalføring. Men måske foretrak lægerne at bruge mere tid på patienterne end på papirarbejdet?

Karin Liltorp skrev, at hun havde været i kontakt med DR for at påpege deres ensidige dækning af Randers-sagen og manglen på kritiske spørgsmål: ”Svaret var nedslående: ’Der er ingen psykiatere, der tør stå frem.’ Hvorfor? Fordi frygten for repressalier åbenbart er så stor, at fagfolk ikke tør sige fra.”

Til alle jer, der vil det rigtige, men ikke tør: Kom ud af busken, så I kan se jer selv i øjnene om aftenen. Hvis I står sammen, kan I blive stærke.

Nye tal: 90 procent af udenlandske netbutikker i EU angiver ikke dansk moms korrekt

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0

Når danskere køber varer og ydelser fra udenlandske netbutikker i EU, kontroller Skattestyrelsen, om butikkerne har betalt korrekt moms i Danmark. Nye tal viser, at i ni ud af ti tilfælde af kontrollerne har virksomhederne ikke afregnet korrekt moms i Danmark. Siden 2020 har det betydet, at der er udsendt opkrævninger for en kvart milliard kroner til udenlandske netbutikker.

Modetøj, skønhedsprodukter, elektronik, medicin og streamingydelser.

Danske forbrugere køber i stigende grad et væld af forskellige varer og ydelser i udenlandske netbutikker. Og her er det virksomhedens ansvar at sørge for, at der afregnes korrekt moms til den danske stat i forlængelse af danskernes køb over nettet. Men Skattestyrelsens kontroller viser, at en stor del af de udenlandske netbutikker i EU ikke angiver moms korrekt.

En ny opgørelse beretter således om, at ud af 1.500 momskontroller af udenlandske netbutikker i EU siden 2020 har Skattestyrelsen fundet, at i ni ud af ti tilfælde har virksomheden ikke afregnet korrekt moms i Danmark. Det har ført til, at Skattestyrelsen har udsendt opkrævninger for 250 mio. kr. til udenlandske netbutikker.

– Det duer ikke, at udenlandske netbutikker snyder på vægten, når det kommer til at betale moms af de varer, de sælger i Danmark. Der skal selvfølgelig være lige konkurrencevilkår for danske og udenlandske netbutikker. Derfor er det vigtigt, at Skattestyrelsens målrettede kontroller af de udenlandske netbutikker er så effektive. Det kontrolarbejde er nemlig med til at sikre, at der bliver udsendt opkrævninger til de virksomheder, som ikke har betalt det, de skal, siger skatteminister Rasmus Stoklund.

Opkrævninger for en kvart milliard kroner

Kontrollen af udenlandske virksomheders momsregistrering er en del af de danske skattemyndigheders indsats over for grænseoverskridende handel. Og siden 2018 har Skattestyrelsen haft tilladelse fra Skatterådet til at gennemføre kontrollen af udenlandske netbutikker momsregistrering.

Ved kontrollerne undersøger Skattestyrelsen, om de udenlandske virksomheder modtager betalinger fra danske forbrugere. Hvis betalingskortoplysningerne tyder på, at virksomhederne burde være registreret i Danmark, kan Skattestyrelsen udtage virksomheden til kontrol. Skattestyrelsen har netop fået ny tilladelse fra Skatterådet til at indhente betalingskortoplysninger og bruge dem i styrelsens kontrol.

I perioden fra 2020 til 2024 har Skattestyrelsen gennemført mere end 1.500 kontroller af udenlandske netbutikker. Alene i 2024 gennemførte styrelsen knap 400 kontroller. Hvis Skattestyrelsens kontrol viser, at en virksomhed har solgt varer eller elektroniske ydelser til danske forbrugere uden at være momsregistreret i Danmark, udsender Skattestyrelsen efterfølgende en opkrævning på den skyldige moms til virksomheden. Siden 2020 har kontrollerne på området ført til udsendte opkrævninger for 250 millioner kroner.

500.000 danskere lever med ubehandlet høretab

Af
Thea Dyhrberg
-
0

Trods kampagner og advarsler fra fagfolk går en halv million danskere rundt med ubehandlet høretab. Det kan have alvorlige konsekvenser for både livskvalitet og sundhed, advarer en af landets førende audiologer.

Høretab er en overset folkesygdom

Høretab rammer hver sjette dansker, men mange undlader at søge hjælp, selv når de oplever tydelige tegn på nedsat hørelse. På Verdens Høredag den 3. marts blev der sat fokus på problemet, men ifølge eksperter er det stadig en udfordring at få danskerne til at tage hørelsen alvorligt.

– Vi ser desværre alt for mange, der venter for længe med at få gjort noget ved deres hørelse. Det handler ikke kun om at høre bedre, men om at leve bedre. Hørelsen er en vigtig del af socialt samvær, sundhed og livskvalitet, siger Thomas Behrens, chefaudiolog hos Oticon.

Han opfordrer danskerne til at få tjekket deres hørelse langt tidligere, end de gør i dag.

– Hvis du er i det mindste i tvivl om din hørelse er, som den bør være, så gør dig selv den tjeneste at investere de 30 minutter det tager at få hørelsen tjekket på en offentlig eller privat høreklinik. På høredagen eller hvilken som helst anden dag, siger han.

Problemet vokser med alderen

Danmarks befolkning bliver ældre, og antallet af personer over 65 år forventes at stige med 380.000 frem mod 2040. Samtidig bliver flere i arbejde i længere tid, og et ubehandlet høretab kan gøre det svært at følge med i både sociale og professionelle sammenhænge.

– Jo tidligere et høretab opdages og behandles, jo mindre indvirkning vil det have på en persons liv. Evnen til at kommunikere godt og føle sig tryg i sociale miljøer er afgørende for at holde sig aktiv, hvilket har betydelige fordele for både sundhed og velvære, forklarer Behrens.

Forskning viser, at høretab ikke kun påvirker evnen til at høre, men også kan føre til social isolation, kognitiv tilbagegang og øget risiko for depression.

– At kunne høre godt handler ikke kun om at opfange lyd, men om at kunne leve livet fuldt ud. Når hørelsen svigter, kan en af følgevirkningerne være, at man trækker sig fra sociale situationer, fordi det bliver for anstrengende at følge med, siger han.

Myter forhindrer mange i at søge hjælp

En af udfordringerne er, at mange danskere undervurderer betydningen af et nedsat høretab og venter for længe med at gøre noget ved det. Der er stadig mange misforståelser om høreapparater – for eksempel at de er besværlige, eller at høretabet ikke er alvorligt nok til at kræve behandling.

– Vi skal gøre det naturligt at få tjekket hørelsen. Jo tidligere vi tager hånd om hørelsen, desto bedre livskvalitet kan vi opnå. Ved at øge forståelsen for høresundhed kan vi vise resten af verden, hvordan man lever et aktivt og meningsfuldt liv – uanset alder, siger Thomas Behrens.

Fire gode råd til at beskytte hørelsen

Selvom høretab ofte skyldes aldring, kan man selv gøre meget for at beskytte sin hørelse i dagligdagen. Her er Thomas Behrens’ bedste råd:

1. Vær opmærksom på lydstyrken: Undgå at skrue for højt op for musik i høretelefoner eller i bilen. Høje lyde kan skade hørelsen.

2. Hold pauser fra støj: Øret har brug for hvile, især efter længere tids påvirkning af kraftig lyd.

3. Hold afstand til høj lyd: Stå ikke tæt på store højtalere ved koncerter eller i områder med meget støj.

4. Brug ørepropper: Hvis du skal til koncert eller festival, kan ørepropper beskytte dine ører og forebygge høreskader.

Ifølge Thomas Behrens er det afgørende, at flere danskere begynder at prioritere deres hørelse, så problemet ikke fortsætter med at vokse.

1500 medarbejdere mister jobbet

Af
Andreas Andreassen
-
0

PostNord Danmark står overfor en dramatisk forandring. Selskabet har netop annonceret, at det i 2025 vil stoppe al brevomdeling, hvilket vil medføre en reduktion af arbejdsstyrken med 1500 medarbejdere. Dette er et led i en langsigtet strategi, hvor PostNord fremover vil fokusere udelukkende på pakkelevering, en forretning, der har set en markant vækst med den stigende e-handel.

Kim Pedersen, administrerende direktør for PostNord Danmark, forklarer beslutningen med den markante nedgang i brevmarkedet:

– Danskerne er blevet mere og mere digitale, og det betyder, at der er meget få breve tilbage i dag. Nedgangen fortsætter, og brevmarkedet er ikke længere rentabelt, siger Pedersen. Siden år 2000 er antallet af breve faldet med 90 procent, og alene i det seneste år er faldet på 30 procent.

Med den væksten i onlinehandel er pakker blevet en stadig vigtigere del af PostNords forretning. Den nye strategi fokuserer på at styrke PostNords position som Danmarks foretrukne pakkeleverandør.

Fra brev til pakker

Som led i beslutningen vil PostNord Danmark stoppe med at omdele breve ved udgangen af 2025 og afvikle sine aktiviteter på brevmarkedet. Samtidig vil virksomheden gradvist nedtage de 1.500 postkasser, der i øjeblikket er placeret rundt omkring i Danmark.

I stedet for brevomsætning vil PostNord nu koncentrere sig om pakkelevering. “Vi skal være der, hvor danskerne har mest brug for os,” siger Kim Pedersen, der understreger, at PostNord allerede har en stærk position på pakkeområdet, og med den voksende e-handel ser han et stort potentiale for yderligere vækst.

Medarbejdere skal flyttes

Selvom beslutningen om at stoppe brevomdelingen er nødvendig for at sikre PostNords fremtidige bæredygtighed, betyder det desværre også, at 1500 medarbejdere vil miste deres job.

– Vi skal tilpasse os, og det medfører desværre en tung beslutning om at sige farvel til en del af vores kolleger, siger Pedersen og understreger, at der vil blive tilbudt hjælp og rådgivning til de medarbejdere, der bliver påvirket af nedskæringerne.

700 ud af de 2200 medarbejdere, der i øjeblikket arbejder med brevområdet, vil blive tilbudt stillinger i PostNords pakkeafdeling, men det betyder, at 1500 stillinger vil blive nedlagt. Dette svarer til omkring en tredjedel af PostNords samlede arbejdsstyrke i Danmark, som i øjeblikket tæller 4600 medarbejdere.

Fremtiden er digital

I takt med digitaliseringen af samfundet er behovet for brevomdeling dalet kraftigt. Dette har tvunget PostNord til at tilpasse sig den nye virkelighed.

– Vi har været danskernes postvæsen i 400 år, og det er en svær beslutning at binde sløjfe på den del af vores historie, siger Kim Pedersen. I stedet for at beklage udviklingen ser han fremad og fokuserer på de muligheder, der ligger i pakkelevering.

PostNord i Sverige og Norge

PostNord fortsætter dog med brevomdeling i Sverige, hvor brevmarkedet stadig er rentabelt. I Norge og Finland fortsætter selskabet også med både brev- og pakkelevering.

En ny tid for PostNord

Med det øgede fokus på pakker forventer PostNord at styrke sin position som den førende leverandør af pakker i Danmark. Samtidig arbejdes der på at udvikle løsninger, der vil gøre det lettere og mere effektivt for danskerne at modtage deres pakker.

– PostNord har et godt fundament for at tage del i væksten i e-handel, og vi er klar til at udvikle os i takt med samfundets behov, afslutter Kim Pedersen.

Regeringen vil kompensere PostNord for 600 millioner

Regeringen vil yde en engangskompensation på 600 millioner kroner til PostNord Danmark for at hjælpe selskabet i forbindelse med nedlukningen af brevforretningen. Det oplyser transportminister Thomas Danielsen (V) i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Dans Avis Omdeling A/S – i daglig tale DAO – står nemlig klar til at udfylde det hul, PostNord altså nu måtte efterlade i markedet. 

Det siger Hans Peter Nissen, administrerende direktør i DAO, torsdag morgen til Ekstra Bladet. 

Svenn vil krone FC Fredericia med oprykning

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0

FC Fredericia har hentet en markant forstærkning i form af den erfarne forsvarsspiller Svenn Crone, der til sommer skal hjælpe klubben i deres drøm om at spille i Superligaen for første gang i klubbens historie. Efter en karriere, der har budt på flere år på højeste niveau i både Danmark og Norge, er Crone klar til at tage den nye udfordring op i Fredericia.

Den 29-årige højre back, der har spillet i klubber som Brøndby IF, Silkeborg IF, Lyngby BK og senest SK Brann, har allerede haft et par træningspas med sine nye holdkammerater, og på en vindblæst bane efter sit andet træningspas, var han klar til at dele sine tanker om skiftet.

– Det var ikke noget, jeg havde regnet med, men sådan er fodbold. Alt kan ske. Man kan ikke forudse det hele, og nogle gange tager tingene bare en drejning, man ikke havde set komme, siger Crone om sin beslutning om at komme til FC Fredericia.

Selvom overgangen har været lidt speciel for den rutinerede spiller, har han taget det hele i stiv arm.

– Det har været lidt specielt, ja. Det er en anderledes situation, men nu har vi lavet en aftale, hvor vi ser hinanden an indtil sommer og jeg føler, at jeg er klar til at starte et nyt kapitel her, forklarer Svenn Crone.

Crone har allerede været i gang siden januar, hvor han har holdt sig i gang i Silkeborg, hvor Crone har været siden opholdet i Norge og han føler, at er på et højere niveau nu.

– Det var godt at træne med i Silkeborg, og jeg også holdt mig selv meget i gang. Det handler om at tage det stille og roligt og komme ind i rytmen. Jeg står formentlig bedre om en måneds tid efter landsholdspausen, siger han med selvsikkerhed.

Med sin lange erfaring fra topklubber i Danmark og Norge føler Crone, at han har meget at bidrage med på både og udenfor banen.

– Jeg føler, at jeg har en masse erfaring at bidrage med. Jeg har spillet på et højt niveau i mange år, og jeg er klar til at hjælpe holdet. Jeg vil gerne bruge min erfaring til at hjælpe dem, der er yngre, og støtte dem, der har brug for det, siger Crone, der ser sin rolle som en mentor for de yngre spillere, men også som en, der kan styrke holdets præstationer på banen.

Crone har spillet mod Fredericia flere gange i sin karriere, og han kender derfor godt til både klubben og Michael Hansen, der tidligere har været hans træner i Silkeborg.

– Jeg kender faktisk en del til Fredericia, da jeg har spillet mod dem flere gange. Jeg kender også Michael (cheftræner Michael Hansen) fra min tid i Silkeborg, og det betød meget, at han talte godt om klubben. Det har været med til at gøre overgangen lettere, forklarer Crone, der er glad for at kunne arbejde sammen med Hansen igen.

Med sin store erfaring fra både Superligaen og den norske Eliteserie er Crone kommet til Fredericia med et klart mål.

– Jeg ser mig selv som en rutineret spiller, der kan hjælpe de yngre spillere, men også som en, der kan bidrage til holdets præstationer på banen, siger han og understreger, at hans primære mål er at hjælpe FC Fredericia med at sikre sig oprykning til Superligaen.

– Ja, det kunne helt klart være spændende. Jeg ser det som en mulighed, og selvfølgelig vil jeg gerne være med til at kæmpe for at rykke op, siger han med et glimt i øjet og et klart fokus på klubbens mål om at afslutte sæsonen på førstepladsen i NordicBet Ligaen og sikre sig oprykning.

For FC Fredericia er tilgangen af Svenn Crone et klart signal om, at klubben er klar til at satse på oprykning. Med hans erfaring fra både danske og internationale kampe bringer han en stabilitet til forsvaret, der kan hjælpe holdet med at holde kursen mod målet. Samtidig giver hans tilstedeværelse træner Michael Hansen mulighed for at øge konkurrencen om pladserne på holdet, hvilket vil højne kvaliteten både på træning og i kamp.

Svenn Crone har muligheden for at debutere for FC Fredericia på fredag, hvor de møder Hillerød på Monjasa Park.

SF: Regeringen svigter voldsofre uden for Sjælland

Af
Thea Dyhrberg
-
0

På Kvindernes Kampdag 8. marts langer SF kraftigt ud efter regeringens nye forslag om den omvendte fodlænke, der skal holde voldelige partnere væk fra deres ofre. Ifølge SF’s retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt, efterlader forslaget ofrene i store dele af landet – heriblandt Syd- og Sønderjylland – uden den beskyttelse, som andre får.

– Det kan da ikke passe, at postnummeret skal afgøre, om et udsat menneske skal være tryg og sikker. Ordningen bør være landsdækkende og ikke kun for nogle sjællændere. Og så er der for få fodlænker, for regeringen anerkender selv i et svar til mig, at der er risiko for, at der er for få af dem, siger Karina Lorentzen.

Regeringen går for langsomt

I dag er der mulighed for at give et opholdsforbud til voldelige partnere, men SF mener, at det ikke er nok. Derfor fik partiet tidligere flertal for den såkaldte omvendte fodlænke, der sikrer, at en voldsudøver overvåges elektronisk og ikke kan nærme sig sit offer.

Problemet? Ifølge SF’s retsordfører udrulles ordningen nu kun i tre politikredse, og den maksimale varighed sættes til ét år – modsat Norge, hvor den kan gives i fem år.

– Alle i Danmark skal have ret til tryghed fra en voldelige partner. I sidste ende handler det her jo om liv og død. Derfor skal ordningen være landsdækkende og ikke reduceret til tre politikredse, og så skal vi gøre som i Norge, så fodlænken kan bruges i fem år i de værste sager – og lige nu lægger regeringen op til, at det maksimalt kan være et år. Det duer ikke, siger Lorentzen.

Norge viser vejen

SF’s kamp for den omvendte fodlænke er inspireret af Norges model, hvor ordningen har været i kraft siden 2013. Ifølge partiet har der ikke været et eneste brud på tilholdet, og ofrene har fået en reel mulighed for at leve et liv uden frygt.

– I Norge har der været nul brud på tilholdet. Det giver altså ofrene hverdagen tilbage, og derfor skal vi også øge mulighederne for at anvende den, siger Karina Lorentzen.

SF har tidligere fået flertal for en dansk version af ordningen, men nu frygter partiet, at regeringens begrænsede model vil svække initiativet.

Regeringen fastholder forsøgsordning

Regeringens lovforslag blev fremsat i Folketinget den 15. januar 2025 af justitsminister Peter Hummelgaard og indebærer, at den omvendte fodlænke kan pålægges i op til et år som supplement til et opholdsforbud. SF vil derimod have den gjort landsdækkende og øge varigheden til fem år for de værste sager.

Spørgsmålet er, om regeringen lytter til kritikken, eller om SF’s kamp for flere fodlænker bliver efterladt på perronen.

Lovforslaget behandles i Folketinget i de kommende måneder.

KIF Kolding retter kritik mod HK Ultras-banner

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0

I forbindelse med et banner med teksten “Kolding blod på trøjen”, som blev delt på Fredericia Håndboldklubs Facebook-side i februar, er der opstået kritik fra KIF Kolding. Banneret, som er blevet båret af HK Ultras, FHK’s fanklub, har nu givet anledning til en diskussion om grænserne for, hvad der er acceptabelt på tribunen.

KIF Koldings direktør, Christian Hjermind, udtaler til DR Sporten, at han synes, de seneste møder mellem klubberne har været godt afviklet, men han mener også, at banneret er gået over en grænse.

Læs: https://www.dr.dk/sporten/haandbold/kolding-blod-paa-troejen-dansk-topklubs-banner-er-uden-skiven-mener-rival

– Jeg synes, de seneste møder har været rigtig fint afviklet. Men jeg må også sige, at det enkelte banner er uden for skiven. Det er en tand for meget, siger Hjermind.

FHK-direktør Thomas Renneberg-Larsen støtter op om denne kritik og understreger, at der ikke er plads til bannere med stødende budskaber i henhold til klubbens regler.

– Vi tillader ikke nogen bannere med stødende budskaber, og efter gældende regler i reglementet, udtaler Renneberg-Larsen til DR Sporten

HK Ultras forsvarer banneret

Reaktionen på banneret har dog ikke været den samme i FHK’s fanklub, HK Ultras. Formanden for Ultras, Anders Holm, reagerer på kritikken og mener ikke, at der er noget forkert i banneret. Ifølge Holm har banneret været en fast del af klubbens kultur i mange år og er ment som en “lille gimmick” i forbindelse med de lokale opgør, hvor der er lidt ekstra intensitet på banen.

– Det er et banner, der har været der i de sidste mange, mange år, og der er jo ikke noget ondt i det. Hvis det er fordi, at nogen tolker det derhen, at det opfordrer til vold eller noget, så er der ikke nogen i vores fanklub, der har været voldelige i de 20 år, vi har eksisteret. Vi har ikke været i slåskamp eller håndgemæng, eller lavet hærværk eller noget i de 20 år, vi har eksisteret, siger Holm.

Holm understreger, at banneret er en del af den passion, som kendetegner de lokale opgør, og at det ikke har været meningen at skabe konflikt.

– Det er jo ment som en ekstra lille gimmick i forhold til det lokale opgør, hvor der er lidt ekstra på spilleren. Vi hader Kolding, må man også godt skrive i gode øjne af et godt hjerte. Der er jo ikke noget ondt i det, så jeg kan simpelthen ikke forstå. For mig er det jo virkelig meget en ikke-historie, så det der undrer jeg mig meget over, at det kommer frem nu, hvor vi ikke har spillet mod Kolding i flere måneder. Og lidt mærkeligt i tanken også, ja, det kunne man også sige. At det så oveni købet kom som historie, da vi havde 20 års jubilæum, det synes jeg, det var jo lidt tragisk og komisk, forklarer Holm.

Ifølge Anders Holm er det uforståeligt, at banneret først bliver kritiseret nu, når det ikke har været en sag tidligere. Han pointerer, at det ikke er noget, der er blevet brugt i forbindelse med de nyeste opgør mod Kolding, og at det derfor virker malplaceret, at kritikken kommer op i denne kontekst.

– Jeg synes ikke, det er over grænsen banneret, og jeg forstår slet ikke, at det bliver bragt op nu. Vi spillede mod Kolding i december sidste gang, og der havde vi ikke engang banneret med ned så vidt jeg husker, og da vi spillede mod dem på hjemmebane tidligere på sæsonen, tror jeg ikke engang, at vi havde banneret fremme, forklarer Holm.

Han fortsætter med at udtrykke sin forundring over, at Kolding først nu har bemærket banneret og mener, at det ikke bør nævnes ud af kontekst.

– I dag skal der åbenbart ikke meget til at føle, at et banner er over stregen. Det er inden for de reglementer, vi selv har internt i Ultras, og vi har sunget en sang med samme tekst siden 00’erne, så jeg forstår ikke, at det bliver kørt sådan op. Jeg forstår derfor ikke helt, at det er noget, man i Kolding-lejren først er blevet opmærksomme på nu, og synes det er forfejlet at nævne det helt ud af kontekst. Det er jo ikke engang en episode, der er sket fornylig, slutter Holm.

Se her den omtalte video, hvor banneret figurerer.

Formand: Afskaffelsen af 10. klasse er en fejl

Af
Andreas Andreassen
-
0

Regeringens beslutning om at afskaffe 10. klasse som et selvstændigt tilbud har mødt massiv kritik fra både lærere og pædagoger, og en af de skarpeste stemmer imod forslaget er Lærerkredsformand i Fredericia, Per Breckling.

Med mange års erfaring som lærer – også på 10. klasse – ser Per Breckling reformen som en fejlinvestering, der risikerer at svigte de unge, som har allermest brug for den ekstra tid til at afklare deres fremtidige uddannelsesvalg. Han lægger ikke skjul på sin skepsis overfor beslutningen. Han lægger særligt fokus på, at 10. klasse har været et sted, hvor de unge mennesker løftede sig, og modnede til næste skridt i livet.

– Jeg ser meget skeptisk på det. Jeg har også tidligere selv været lærer på 10. klasse her i Fredericia. Derfor har jeg lidt følelser i spil, for det har været en rigtig god arbejdsplads for mig. Jeg har set unge mennesker løfte sig – både fagligt, personligt og socialt. Og det har jeg været glad for at være en del af, siger han.

Afskaffelsen af 10. klasse som selvstændigt tilbud ikke blot et fagligt tilbageslag – det er et nederlag for eleverne, der endnu ikke er klar til at træde ind i en ungdomsuddannelse, slår lærerformanden fast.

– Når vi når til 9. klasse, så er alle unge mennesker lige på samme tid. Er man klar til at gå videre, så tror jeg ikke, at man har haft meget med børn og unge mennesker at gøre, hvis man mener, at de skal være på samme niveau hele vejen igennem, forklarer Per Breckling, der ser det som en urealistisk forventning, at alle børn skal være lige klar til videre uddannelse på det samme tidspunkt.

Særligt kritiserer han, at forslaget skaber en ulighed i samfundet, hvor de økonomisk privilegerede familier vil kunne sende deres børn på efterskole for at få den nødvendige afklaring, mens andre ikke har den samme mulighed.

– De rige i det her samfund, dem, der har råd til 100.000 eller mere for et efterskoleophold, de kan sikre sig, at deres børn kommer godt igennem. Men det vender også den tunge ende nedad i det her, siger Per Breckling og understreger, at den sociale kløft bliver forstærket af reformen.

I et forsøg på at imødekomme behovet for en ekstra afklaringsår, er der blevet åbnet for, at elever kan tage et 10. skoleår på efterskoler. Men for Per Breckling er dette ikke en løsning, der kan erstatte 10. klasses rolle som en integreret del af folkeskolesystemet.

– Det bliver et frivilligt tilbud, og det ændrer ikke på, at den brede befolkning ikke har råd til at sende deres børn af sted. Det er ikke det, vi havde håbet på, siger han.

Breckling ser 10. klasses tilbud som et redskab, der har været særligt effektivt i forhold til at give de unge mulighed for at finde deres vej, inden de træffer et valg om videregående uddannelse.

– Jeg var på 10. klasse her i Fredericia i går, fordi 10. klasse havde 25 års jubilæum. Der kunne man høre de unge mennesker sige, at de følte sig taget alvorligt. De følte sig taget imod og hørt af de lærere, de havde. Det er netop derfor, 10. klasse har været en vigtig platform for afklaring, fortæller Per Breckling.

Han påpeger, at den måde, 10. klasse er opbygget på – med både obligatoriske fag og en række valgfag – giver eleverne mulighed for at afprøve forskellige fagretninger og dermed træffe et mere velovervejet valg om deres fremtid.

– 10. klasse har været et tilbud, hvor eleverne har haft tid til at finde ud af, hvad de gerne vil. De har ikke været tvunget til at træffe en beslutning alt for hurtigt, siger han.

Med regeringens beslutning ser Per Breckling det som en risiko, at flere unge vil ende med at træffe et valg, de ikke er klar til, eller som måske ikke er i deres bedste interesse.

– Jeg er bekymret for, at vi sætter mange unge op til at træffe valg, de ikke er i stand til at tage på det tidspunkt i deres liv. Det er ikke fair mod dem, slår han fast.

For Breckling er det tydeligt, at reformen ikke tager højde for de reelle behov blandt de unge. I stedet for at lytte til de erfaringer, der er gjort gennem årene med 10. klasse, ser han beslutningen som en forhastet beslutning, der ikke tager hensyn til de forskellige behov, som eleverne har på forskellige tidspunkter af deres liv.

– Jeg havde rigtig gerne set, at man havde bevaret 10. klasse som et selvstændigt tilbud. I stedet ser vi, at unge mennesker bliver presset ind i et system, der ikke giver dem den tid og den støtte, de har brug for, slutter Per Breckling.

Politiet mangler ressourcer til ulovlige pakker

Af
Patrick Viborg Andersen
-
0

Hver dag kommer der over 100.000 pakker igennem DAO’s pakkecentral i Fredericia, men hvor mange af dem er ulovlige? Det er der ikke tal, men det er et voksende problem, som SF nu sætter fokus på. SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, og retsordfører Karina Lorentzen, har været på rundvisning i pakketerminalen for at se og høre om virkeligheden.

På en travl arbejdsdag på DAOs pakkecentral i Fredericia er der konstant bevægelse. Pakker bliver hurtigt scannet, sorteret og sendt videre på deres rejse til modtagerne. Men i kulissen er der et presserende problem, som ikke alle får øje på: Hvordan opdager man ulovlige varer som stoffer og våben, når de er skjult i de små pakker, der strømmer igennem systemet?

SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, og retsordfører Karina Lorentzen havde taget turen til Fredericia for at få et førstehåndsindtryk af de processer, der er på plads for at håndtere dette dilemma. På et stort skærmbillede bliver pakker hurtigt vurderet, og medarbejderne står klar til at håndtere dem, men hvad sker der, når en pakke rummer noget, der ikke bør være der? Hvordan kan man sikre, at ulovlige varer som stoffer eller våben ikke når ud til modtagerne?

Gennem en grundig rundvisning på terminalen kunne Pia Olsen Dyhr og Karina Lorentzen få et klart billede af, hvordan pakkecentralerne i dag forsøger at håndtere de enorme mængder pakker, der passerer igennem, men også hvilke udfordringer de står overfor i jagten på de små, farlige pakker.

De store scannere, som terminalerne benytter sig af, har svært ved at opdage de små pakker, der kan gemme på opioider eller MDMA. Da Pia Olsen Dyhr spørger ind til, hvordan man sikrer, at disse små pakker bliver opdaget, bliver det hurtigt tydeligt, at teknologien, som myndighederne har valgt, ikke er nok til at fange alle de ulovlige forsendelser. Der er en klar erkendelse af, at der skal udvikles nye løsninger – både hvad angår teknologi og lovgivning – for at få kontrol over situationen.

Pia Olsen Dyhr understregede, hvordan det er blevet stadig nemmere at få adgang til stoffer, især blandt unge, og hvordan pakkecentralerne kan spille en afgørende rolle i at stoppe den illegale handel, før pakkerne når deres destination.

– Vi står her, fordi det er et af de steder, hvor pakker kommer ind i Danmark, og vi har brug for at få bedre kontrol med de pakker, der kommer ind. Det kan være våben, det kan være stoffer, og det kan være alt muligt andet. Her på pakkecentrale kan man scanne pakkerne og identificere, om de indeholder ulovlige genstande. Og i de tilfælde vil vi gerne have, at man handler hurtigt, så vi kan forhindre, at de kommer ud til danskerne, siger Pia Olsen Dyhr.

Der knokles i terminalen, hvor der dagligt kommer over 100.000 pakker igennem. Foto: AVISEN

Men selvom der er teknologiske muligheder for at identificere pakker med ulovligt indhold, er der et stort problem, som Pia Olsen Dyhr påpeger: politiets manglende ressourcer til at håndtere sagerne effektivt. Hun nævner konkrete tilfælde, hvor våben og ammunition er blevet fundet i pakker, men hvor politiet ikke har reageret hurtigt nok.

– Jeg har set, hvordan det virker, og jeg har hørt om de ting, der er blevet fundet her. Når man finder våben og patroner, bør politiet reagere, men det har ikke altid været tilfældet. Det er ikke op til pakkecentralen at håndtere det, men hvis politiet ikke har ressourcerne til at reagere hurtigt, bliver det et problem. Det er en situation, vi bør kunne gøre bedre, siger Pia Olsen Dyhr.

Pia Olsen Dyhr lytter interesseret. Foto: AVISEN

Karina Lorentzen, SF’s retsordfører, understreger, at den kriminelle verden har tilpasset sig de nye muligheder, som pakkepostsystemet tilbyder. Hun mener, at myndighederne er nødt til at følge med udviklingen og tage de nødvendige skridt for at stoppe den illegale handel, der foregår gennem pakkerne.

– Den kriminelle verden har for længst fundet ud af, hvordan de kan udnytte de nye muligheder, og vi er nødt til at følge med udviklingen. Der er behov for nye teknologier til at opdage stoffer og våben i pakkerne, især de små pakker, der indeholder opioider eller MDMA. De er meget svære at opspore med de store scannere, der er blevet peget på som løsningen i regeringens opioidudspil, siger Karina Lorentzen.

Problemet med de små pakker er særligt udtalt, da de kan gemme sig blandt de millioner af pakker, der dagligt passerer gennem terminalerne. De store scannere, som regeringen har satset på, er ikke i stand til at opdage disse små pakker, og derfor bliver de let overset.

Der observeres på den store pakkecentral. Foto: AVISEN

For SF er løsningen at sikre, at alle pakkecentraler får det nødvendige udstyr til at identificere og konfiskere pakker med ulovligt indhold. Det vil ifølge Pia Olsen Dyhr og Karina Lorentzen kræve en kombination af bedre teknologiske løsninger og et tættere samarbejde mellem myndigheder, logistikvirksomheder og politiet.

– Vi skal sørge for, at alle pakkecentraler får det udstyr, der skal til, så vi kan stoppe pakkerne med stoffer og våben, før de når folk. Det er første skridt, men vi må også sørge for, at politiet har de nødvendige ressourcer til at reagere hurtigt, siger Pia Olsen Dyhr.

SF er klar til at arbejde for, at der bliver afsat de nødvendige ressourcer i forhandlingerne om politiets økonomi, så både pakkecentralerne kan få det rette udstyr, og politiet kan få de nødvendige midler til at håndtere situationen. Målet er at sikre, at ulovlige varer som våben og stoffer bliver stoppet, før de når ud til befolkningen.

Vigtige spørgsmål om Ukraine

Af
Andreas Andreassen
-
0

Efter den ukrainske præsidents skænderi med den amerikanske præsident i Det Hvide Hus, er dommedagsprofeterne atter i fuld gang med at blæse i dødens trumpeter. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at der er knap fire år tilbage med Trump, og vi er knap nok kommet i gang. Sagen er bare den, at det, vi ser ske, kan få direkte konsekvenser for den danske befolkning.

Helt i tråd med Mette Frederiksens (A) stil og politiske virke er der fuld tryk på kriseretorikken. Det er en stil, hun perfektionerede under Covid-19, hvor de daglige pressemøder og katastrofemeldinger definerede hendes statsministerrolle. Den blev hurtigt afløst af invasionen af Ukraine i 2022. Siden er den danske økonomi blevet presset af krigen, hvor Danmark ligger i toppen over lande, der bidrager mest per borger. I forvejen er der optaget store lån under pandemien, hvor nedlukningerne direkte og indirekte har kostet et ukendt beløb for den danske befolkning. Alt sammen er sket, og sker, naturligvis under “nødvendighedens politik”. Det præsenteres således, at vi er nødt til det, og der er ikke andre alternativer.

Den daglige formidling er propagandistisk af karakter. Mantraet fra 2020’erne er, at vi ikke længere kan forvente en neutral dækning af begivenheder. Der er implicit et krav om, at man skal tage stilling til, hvem man holder med. Begreberne flyver konstant i luften, og de indarbejdes i befolkningen på en sådan måde, at de færreste kan se skoven for bare træer. Der er for mange informationer, der sker for meget, og det går alt for stærkt. Det tilbageværende indtryk er kaos. Man kan teste fænomenet på sig selv:

Prøv at slukke for nyheder, streams og sociale medier i en måned. Tænd igen. Og du vil ikke ane, hvad det hele går ud på. Fordi “strømmen” bevæger sig så hurtigt, men også fordi forudsætningerne konstant ændrer sig. Årsagen er spekulationer, gætterier, formodninger, antagelser og følelser, kombineret med frygt, antagonisme, fordomme og voldsomme udbrud.

Men konsekvenserne af krisen i det internationale diplomati kan blive store for Danmark. Både på grund af den afgørende eksport, der sikrer danske indtægter, men også fordi vores lille land trækkes ind i forløb uden demokratiske mandater. Et af de værste eksempler er de europæiske kommissærer, der er voldsomt proaktive indenfor vitale områder, uden at de har noget som helst folkeligt mandat. De er samtidig repræsentanter for et EU-system, hvor mange lande med store forskelle skal enes. Den europæiske enhed er en fantasi, der kan ende med at ødelægge et vitalt samarbejde på kontinentet. Senest har 20 % af tyskerne rejst sig imod det, og mange vælgere rundt omkring i Europa kan komme til at gøre det samme i de kommende år. Samarbejdet har været en af de største garantier for fred siden 2. verdenskrig. Nu risikerer den europæiske elite at ødelægge denne sikkerhedsstruktur, fordi de ikke er i tråd med befolkningerne, de angiveligt taler på vegne af.

I Danmark kender vi det bedre end de fleste europæere. Modstanden mod EU har været historisk høj, hvilket adskillige folkeafstemninger vidner om. Ligesom alle andre europæere ønsker mange at bevare deres nationale identitet. Tanken om en europæisk hær eller stat er langt fra et drømmescenarie for mange europæere. Så selvom de europæiske statsledere og EU-kommissærer har travlt med at vise handlekraft uden USA i spørgsmålet om Ukraine, er det et projekt uden et folk. Det vil kræve ualmindelig stor politisk tæft at overbevise vælgerne i de enkelte lande om, hvad man ønsker sig:

Specielt hvis man begynder at forklare, hvad prisen for hele krigsapparatet kommer til at være.

Nu har vi set det før, at EU-eliten med vold og magt får indført deres stormagtsdrømme. Der kom fælles valuta, åbne grænser og fælles EU-regler med detaljeregulering, selvom det har været umådelig upopulært blandt befolkningerne. I boblen nede i Bruxelles bekymrer man sig dog ikke om den slags bagateller. Her er ideologien “De Forenede Europæiske Stater”. Men selv det mægtige Tyskland er i en sand helvedesild med sine egne borgere, der netop har tildelt socialdemokraterne den største lussing i historien. Det er et klart tegn på, at den europæiske elite er i en alvorlig krise. Hvis Brexit ikke har været et forvarsel om EU’s potentielle undergang, så vil intet hjælpe på deres realitetsopfattelse:

Uden et folk, går det ikke.

På samme måde som man har skabt fred blandt de europæiske lande via økonomisk samarbejde, kunne man have fortsat med at sprede fred i den russiske befolkning. Utallige vestlige kæder og brands etablerede sig i Rusland og var med til at skabe tilknytning til de vestlige værdier. Det økonomiske samarbejde som diplomatisk våben har altid været den mest fredelige af alle former for diplomati. Modsat oprustning, missiler og mange soldater i tjeneste. Det sidste koster også mange penge. Rigtig mange penge. Når der skal betales for krig, skal det tages fra andre vitale områder. Derfor kunne forligspartierne bag støtten til Ukraine i 2022 også meddele den danske befolkning, at det naturligvis ville gøre ondt. Men at det naturligvis var nødvendigt.

I disse dage er sikkerhedspolitikken i Vesten under total forvandling. Det amerikanske folk har stemt for en ny kurs, der skal tage USA ud af rollen som en kronisk krigsførende nation, hvilket ofte er sket gennem krige, proxykrige, skjulte pengestrømme, hemmelige kup og lignende. For Danmark og Europa er det mest interessante spørgsmål, hvilke konsekvenser de beslutninger, der bliver truffet i regeringen, Folketinget og via EU, vil få. Desværre er man, også i Danmark, meget dårlig til at nævne både fordele og ulemper ved konkrete politiske initiativer. Oftest fokuserer medierne kun på ulemperne, medmindre de er begejstrede for et initiativ, i hvilket tilfælde de primært fremhæver fordelene. Begge dele er dog problematiske. Det vil stort set altid være både fordele og ulemper, der kan beskrives.

Krigen i Ukraine handler om sikkerhedspolitik, herunder også Danmarks sikkerhedspolitik. Vi har som land været tæt knyttet til amerikanerne via NATO. Derfor har vores handlinger været tæt koblet til USA. Da Biden-administrationen i 2022 satte fuld styrke bag at føre krig i Ukraine, gjorde Danmark det samme. De sidste år har derfor været præget af konstant krigsretorik, samtidig med at milliarder af kroner er blevet sendt til krigen. De diplomatiske forbindelser med Rusland er blevet skrottet. Europa har opbygget deres forsvar, og de europæiske regeringer og statsmedier har haft travlt med at forklare vælgerne, at Rusland vil angribe andre lande i Europa, hvis vi ikke gør noget. Altså: det er nødvendighedens politik. Flere har endda haft den tanke, at krigen først slutter, når Rusland har tabt. Denne logik har dog den basale fejlslutning, at Rusland ikke kan besejres med tanks, fly, krudt og kugler. Rusland er nemlig verdens største atommagt.

I 1970’erne og 1980’erne fyldte fredspolitik enormt meget i Vesten. Frygten for atomkrig var et gennemgående tema, og man hyldede de ledere i Vesten, der forsøgte at nedruste, fremfor at fortsætte våbenkapløbet med Østblokken. Men mærkeligt nok er frygten for en atomkrig slet ikke dominerende i 2022-2025. Ikke desto mindre kan Europa og Danmark blive udraderet på få minutter, hvis de russiske missiler bliver affyret. Da Sovjetunionen kollapsede i 1991, var frygten for, at man ved en fejl kom til at sende en atombombe afsted, stor. Det var en af de vigtigste opgaver i begyndelsen af 1990’erne at finde ud af, hvordan man kunne sikre sig mod den slags.

Det mest interessante i hele forløbet siden 2022 er, at der fra politisk side ikke har været nogen realpolitiske forsøg på at opstille et realistisk mål for spørgsmålet om Ukraine og den generelle sikkerhedspolitik i Europa. Hovedmålet ser ud til at have været ideen om, at hvis man forsynede Ukraine med penge og våben, kunne Rusland blive slået tilbage på slagmarken eller i det mindste forhindre et nederlag for Ukraine. Altså en form for proxykrig, hvor Vesten forsyner Ukraine, men ikke selv deltager direkte i krigen. Samtidig har man ønsket at ramme Rusland økonomisk gennem sanktioner. Disse har dog primært haft den konsekvens, at den russiske befolkning er kommet længere væk fra de vestlige værdier. Dermed er man ikke kommet tættere på et systemskifte i Rusland, men tværtimod har det muligvis fremmedgjort Vesten for den russiske befolkning og styrket Putins nationalistiske dagsorden.

Men hvad er det, man ønsker? USA’s og NATO’s realpolitiske arrogance i 1991-2022 virker at være åbenlys. Hvis målet har været at sikre freden, samtidig med at man vidste, at der var et antidemokratisk styre i Rusland, så er det slået fejl. Her er det nødvendigt at forholde sig strengt til den kendsgerning, at der er betydelige russiske mindretal i de lande, der er kommet ud af Sovjetunionen. I pressedækningen taler man ofte om “ukrainere”, men 17% af befolkningen i Ukraine er russiske. Næsten en femtedel. I to af de baltiske lande er tallet knap 25%. Det er mange russere. Af samme årsag føler Rusland sig mere knyttet til disse lande, uanset den lange tid, de har været adskilt under det kommunistiske diktatur. Det virker som om, vi i dag ser konsekvenserne af en lang række fejlslutninger om, hvad der skulle ske med resterne af Sovjetunionen efter den kolde krig. Ikke mindst er spørgsmålet, hvorfor man overhovedet bevarede NATO?

For at komme tættere på en realpolitisk løsning bør vi stille en række simple spørgsmål. Lad os starte med at definere, hvad vi ønsker at opnå i spørgsmålet om Ukraine. Er det Ukraines frihed? Er det en afslutning på krigen i Ukraine? Er det Ruslands nederlag i Ukraine? Er det et systemskifte i Rusland? Er det Ukraine som medlem af EU? Er det flere af disse mål tilsammen? Dernæst bør vi gøre det klart, hvilken pris vi er villige til at betale for at opnå det. Vil vi gå i krig mod Rusland? Vil vi betale 5, 10 eller 15 procent af vores BNP til formålet? Vil vi gå med i en EU-hær? Vil vi melde os ud af NATO? Vil vi stoppe samarbejdet med USA og frasige os beskyttelse af amerikanernes atommagt? Vil vi opbygge atomvåben i EU?

Disse spørgsmål er lige så faretruende, som de virker. De er ikke mainstream. De bliver kraftigt underspillet eller glemt i dagligdagens formidling, der primært fokuserer på persongalleriet, ikke mindst den aktuelle Trump-mania. Men vi skal stille os disse spørgsmål og komme med rimelige svar, hvis vi skal finde tilbage til en mere fredelig sameksistens. Krig handler ikke kun om moral. De sidste tre år har primært været moralske spørgsmål. Krig handler også om, at man kan tabe.

Vesten kan tabe. Vi er ikke usårlige. Og vi kan ikke vinde på konventionelle styrker. Med den aktuelle tumult mellem Europa og Washington er det derfor mere vigtigt end nogensinde, at krigen i Ukraine får en ende. Det kræver diplomati. Hvor de europæiske nationer tidligere havde velfungerende diplomatiske kanaler til Rusland, har man på grund af Biden-administrationens komplette mangel på realpolitiske mål, placeret sig et sted, hvor man ikke længere kan bygge de vigtige broer, der før i tiden var med til at holde den kolde krig kold og ikke varm. Det er epokens største fejl, at man ikke har arbejdet intensivt på at inddæmme konflikten. Den eneste strategi, man lader til at have haft, var, at Rusland skulle tabe en krig til ukrainerne og give op. Tre år senere er vi i en tilstand, der minder om første verdenskrig, hvor frontlinjen næsten ikke har rykket sig. Det er meningsløst, ikke mindst for de mange døde soldater og civile. At man tilmed ikke har forsøgt at opstille realpolitiske mål, men tværtimod har forsøgt at bilde Vesten ind, at de ikke kan ende med at blive sendt til fronten med den førte politik, er manglende omhu i rette tid. Det er afgørende at erindre, at forsvarsalliancer kan udløse storkrige. Derfor er det strengt nødvendigt, hvis man er medlem af en alliance som NATO, at man sikrer sig mod at blive draget ind i en krig, man ikke kan vinde.

Ingen kan vinde en atomkrig. Danmark var neutralt under første verdenskrig. Vi forsøgte at være neutrale under anden verdenskrig. Vi blev NATO-partnere for ikke at blive overrumplet af den kommunistiske verdensorden. I 1991 sluttede denne. Vi må derfor spørge os selv, hvordan de ansvarlige politikere mener, at krigen i Ukraine, og tilsvarende Danmarks rolle i denne krig, skal ende.

Dette er det store spørgsmål, vi bør kunne få svar på.

1...106107108...463Side 107 af 463