Med fokus på at forbedre rammerne for medarbejderne og eliminere overflødige procedurer, understreger Kirsten Hassing Nielsen (C) vigtigheden af opfølgning og dialog med både borgere og lokale ledere. Hun sigter mod at frigive mere tid og skabe større fleksibilitet i hverdagen, hvilket skal sikre, at borgerne modtager den bedst mulige service, også når det kommer til den aktuelle tøjvasksag.
Besparelserne, herunder ændringer i tøjvaskefrekvensen, er blevet iværksat efter nøje overvejelser og dialog med relevante organisationer og foreninger, men det betyder ikke, at det ikke gør indtryk på Kirsten Hassing Nielsen, byrådsmedlem i Fredericia Kommune for Det Konservative Folkeparti, at der stilles spørgsmåltegn ved beslutningen.
– Vi fik præsenteret forslag i forbindelse med budgettet, og så kiggede vi på, hvad der er, og lyttede til høringssvarene, så det er også en dialog, vi har haft med relevante organisationer og foreninger, så den her del omkring tøjvask kunne man gøre noget, der var så lempeligt som muligt. Det var et af de mindst indgribende tiltag, så det er den måde, det har foregået på, og så har vi lyttet os til, hvad seniorrådet har haft at komme med, og der var det også input, vi fik fra dem, og vi fik talt med dem om, hvad der er mindst indgribende for de ældre, fordi vi skulle ind at finde penge. Det har været et af områderne, vi kunne tage fra, forklarer Kirsten Hassing Nielsen.
Kirsten Hassing Nielsen planlægger at følge op på implementeringen af nye initiativer og deres indvirkning på borgerne. Hun understreger samtidig vigtigheden af både struktureret opfølgning og dialog med borgerne.
– Jeg vil have en opfølgning på det på udvalgsmødet først og fremmest. Det er vigtigt at få en tilbagemelding på, hvordan noget udmøntes og for, hvordan det har berørt borgerne. Det er den ene måde. Den anden er, hvis vi ligesom igennem en dialog med borgerne, som henvender sig, der kan give udtryk for et andet behov, så kan vi rejse de spørgsmål i udvalget – den mulighed har vi, siger Hassing Nielsen.
Hun påpeger, at den konkrete tilrettelæggelse af arbejdet er op til de lokale ledere og medarbejdere, og er ikke noget, som politikerne har stået for.
– Det er meget op til de lokale ledere og medarbejdere at lave en tilrettelæggelse af arbejdet, der sikrer, at man kan tilbyde borgerne det her, og hvordan man gør det, vil jeg ikke blande mig i. Det er at blande mig i deres ledelsesrum. Jeg interesserer mig for, hvordan man tilrettelægger hverdagen, så borgerne får det, de skal have, og det der er politisk vedtaget. Det er en del af den daglige ledelsesopgave, at det er tilrettelagt efter borgerne, og det er også noget af den tilbagemelding, jeg interesserer mig for. Man kan planlægge sig ud af ting, der er nogen, som er gode til det, og nogen skal måske udvikle det lidt mere, men der er gode eksempler på det, og det er også det, opgaven handler om, fortæller det konservative byrådsmedlem.
Der skal skabes bedre rammer for tid
Når det er sagt, så vil Kirsten Hassing Nielsen sætte mere fokus på “skal” og “kan”-opgaver, men også se om hverdagen kan tilretteslægges bedre, så der skabes mere frihed i arbejdsdagen for de enkelte medarbejdere.
– Jeg tror helt klart, at det med at have mere tid ude ved borgerne er essentielt. Hvor man kan gøre det noget mere, hvordan får vi fokus på at skabe mere frihed, så den enkelte kan tilrettelægge hverdagen som medarbejder og leder bedre, og sådan, at man har den tid, man skal have og se på opgaverne, man skal omplacere. Det er også snakken om ‘kan’ og ‘skal’-opgaverne. Den tilbagemelding, jeg har fået, er, at man har taget ‘kan’-opgaverne væk, siger Nielsen.
Kirsten Hassing Nielsen vil også, at man får set på overflødige regler og procedurer, der er besluttet lokalt. Hun venter lige nu på en tilbagemelding fra kommunalforvaltningen i Fredericia Kommune.
– Vi kan skabe rammer for at skabe mere tid til opgaven, og det er det med at kigge på den slags, og er der for mange ‘kan’-opgaver at løse f.eks., eller kan vi gøre noget smartere? Vi skal have udryddet alle overflødige regler og procedurer, som er besluttet lokalt, og det mangler jeg stadig en tilbagemelding på fra forvaltningen, og om det kan give noget at gøre den del. Jeg er ikke i tvivl om, at medarbejderne er presset i deres hverdag for at kunne levere tid til borgerne, men det er noget, vi hele tiden skal kigge på for at se, hvordan vi skaber de bedste rammer til at prioritere de opgaver, som de selv ser er nødvendige, slutter det konservative byrådsmedlem.
Læs også