Han kunne ikke holde ud at sidde stille – Flemming fyldte bilen og kørte mod krigen

MENNESKER. En tidlig morgen i slutningen af marts pakkede Flemming Vesterlund fra Trelde bilen, som han havde gjort så mange gange før. Men denne gang var indholdet anderledes. I stedet for den sædvanlige bagage til en familieferie eller en arbejdsrelateret tur, blev bilen fyldt med hjertestartere, brandslukkere, medicinsk udstyr, kanyler, bleer og støttestrømper – hjælp, der potentielt kunne redde liv. Kursen var sat mod Ukraine, og formålet med rejsen var klart: at hjælpe en befolkning og et land, der hver dag kæmper en barsk kamp mod den russiske invasion.

Flemming er 51 år, selvstændig ingeniør og bosiddende i et helt almindeligt parcelhus med sin kone og datter. Livet i Trelde udenfor Fredericia er trygt og stabilt, milevidt fra den virkelighed, der dagligt toner frem i nyhederne fra Kyiv, Kharkiv og Mariupol. Men tanken om ikke at gøre noget blev efterhånden uudholdelig. Jo mere han læste, så og hørte, jo stærkere blev følelsen af, at han måtte handle.

»Jeg kunne ikke holde ud ikke at gøre noget. Det lyder måske højtravende, men verden forandrer sig lige nu. Den frie verden bliver truet fra øst og nu også fra vest efter et valg i USA. Jeg følte mig simpelthen nødt til at gøre noget,« siger Flemming Vesterlund med en alvor i stemmen, mens han reflekterer over den beslutning, der sendte ham på en over tusind kilometer lang køretur tværs gennem Europa med kurs mod en krigszone.

Beslutningen kom ikke let. I månederne inden havde Flemming mærket en stigende uro ved at følge nyhederne fra frontlinjen i Ukraine. Han havde forsøgt at slukke for fjernsynet, lukke øjnene for billederne af ødelagte byer og civile i smerte, men det hjalp ikke. Han vidste, at verden befandt sig ved en korsvej, og at historien netop nu blev skrevet. Han ville ikke sidde tilbage med følelsen af passivitet, når han om nogle år skulle forklare sig selv og måske sin datter, hvad han gjorde, da Europas frihed blev truet på ny.

»Jeg vidste, at hvis jeg ikke gjorde noget nu, ville jeg ikke kunne se mig selv i øjnene om fem eller ti år. Derfor følte jeg mig nødt til at gøre et eller andet,« fortæller Flemming.

Med dén tanke pakkede han bilen, tog afsked med familien og satte sig bag rattet.

En bil, der kan redde liv

Rejsen gik mod Kyiv i en konvoj af 12 biler, der roligt og målrettet skar sig gennem Europa mod øst. Det var ikke en helt almindelig bilkolonne. Hver eneste af bilerne var doneret gennem den danske forening Biler til Ukraine, som siden krigens begyndelse har sendt knap 600 køretøjer afsted mod den ukrainske frontlinje. Bag hver enkelt bil ligger en historie om danskere, der har doneret penge, materiel og tid. Bilerne fyldes til bristepunktet med livsvigtigt udstyr, som Flemmings, og leveres til lokale frivillige organisationer i Ukraine, som viderefordeler dem til militæret.

For Flemming blev alvoren for alvor tydelig, da han krydsede grænsen fra det trygge Polen ind i det krigsramte Ukraine. En oplevelse, han sent vil glemme.

»Det var først, da vi krydsede grænsen fra Polen til Ukraine, at det virkelig gik op for mig, at jeg aldrig før havde været i et land med krig. Det var en følelse af uvished,« fortæller Flemming.

Han beskriver grænseovergangen som en næsten surrealistisk oplevelse. Følelsen af at bevæge sig fra Europas sikre zone til en krigshærget virkelighed, hvor luftalarmer, checkpoints og militære afspærringer er en fast del af hverdagen, satte sine spor. Men uvisheden blev hurtigt afløst af en anderledes, og måske endnu stærkere følelse, nemlig taknemmelighed.

Allerede fra det øjeblik, hvor bilerne krydsede grænsen, blev Flemming og de øvrige chauffører mødt med en varme og en anerkendelse, som gjorde dybt indtryk. Et lille skilt placeret i forruden på bilerne med teksten ”For Forsvaret/Forenede styrker” blev hurtigt genkendt på tankstationer og små stop langs vejen, og det udløste store smil, anerkendende nik og spontane taksigelser fra lokale ukrainere.

»De ved godt, der ikke kommer turister i Ukraine lige nu. Når de ser udlændinge, så ved de, det er hjælp udefra,« fortæller han med en stille stolthed i stemmen.

Da konvojen endelig nåede Kyiv, var tiden knap. Ukraines strenge spærretider betød, at chaufførerne havde travlt med at aflevere bilerne, inden det blev mørkt, og udgangsforbuddet satte ind. Her blev køretøjerne leveret direkte til en lokal organisation, hvor flere af bilerne straks skulle ombygges til ambulancer. Ambulancer af en ganske særlig slags, fordi de egentlige ambulancer ikke tør køre helt ud til frontlinjen – de er ganske enkelt for værdifulde og kostbare at miste.

Netop denne detalje ramte Flemming hårdt. Her stod han med en gammel, brugt kassebil fra Danmark, som pludselig havde en værdi, der oversteg enhver forestilling.

»Det er svært hjemmefra at forstå, at sådan en gammel kassebil kan få så stor betydning. Men det kan den. Man mærker det tydeligt, når man er der. Det er valget mellem at have noget, der kan transportere de sårede væk, eller ikke at have noget,« bemærker han.

Han husker særligt én episode, hvor en anden frivillig organisation kom direkte fra frontlinjen for at hente en af bilerne. Køretøjet, de ankom i, havde 15-20 skudhuller i bagenden.

»Man får jo følelsen af, at det her, det bliver brugt, og det bliver brugt hårdt. De får måske en kort levetid, de her biler, men de redder liv,« fastslår Flemming med lidt alvor.

Kyiv: En by mellem sorg og stolthed

Når Flemming beskriver Kyiv, taler han om en hovedstad, der er splittet mellem to helt forskellige virkeligheder. På overfladen var byen fyldt med liv, men undervejs blev det også tydeligt, hvor dybt krigen har sat sine spor i den ukrainske hovedstad. Militære afspærringer blokerede gaderne, og lyden af luftalarmer blandede sig med storbyens normale summen af mennesker. Byen, der normalt ville byde gæster velkommen med åbne arme, stod nu som en anspændt skygge af sit tidligere jeg.

»Der var sådan to stemninger, der skinnede igennem byen. Der var en vis utryghed med alle de militære afspærringer, luftalarmerne og de konstante sikkerhedsscannere ved offentlige steder. Der var kontrol med, om man havde noget med, om man kunne være russer eller en, der støttede russerne. Der var også mange steder, hvor man ikke måtte tage billeder af bygninger, og flere områder var helt spærret af. Så der var helt klart en følelse af utryghed,« fortæller Flemming med en tydelig eftertænksomhed i stemmen.

Men samtidig med den utryghed mærkede han også en utrolig stærk vilje blandt byens borgere – en stædig og ukuelig stolthed, som om ukrainernes kamp for deres egen frihed hang i luften over Kyiv. Det var tydeligt i monumenterne, i de mange ukrainske flag, og ikke mindst på de mindepladser, hvor billederne af krigens døde hang tæt side om side.

»Når man står foran væggene med billeder af tusindvis af døde ukrainere, så rører det en dybt. Det er krigens værste ansigt,« siger Flemming og tager en lille pause, mens han husker tilbage på synet af de mange portrætter af mennesker, hvis liv endte alt for tidligt.

Han tænker også tilbage på følelsen af, at han stod midt i en hovedstad, der for få år siden var på kanten af at falde i fjendens hænder. De russiske tropper var tæt på Kyiv i 2022, og for Flemming stod det klart, hvor vigtig byen var for hele landets fremtid.

»Uden Kyiv var der måske ikke et Ukraine i dag. Det mærker man dernede,« siger Flemming.

Trods de barske realiteter omkring ham fandt Flemming dog en overraskende ro under opholdet. Han boede på øverste etage af et hotel, der netop var blevet genopbygget efter et missilangreb. Et sted, hvor krigens virkelighed bogstaveligt talt var rykket helt ind på værelserne. Alligevel oplevede han ikke en frygt, men derimod en uventet sindsro midt i det hele.

»Jeg håndterede det egentlig med sindsro. Heldigvis havde jeg aldrig prøvet det før, og jeg havde en forhåbning om, at der ikke ville ske noget,« forklarer han med rolig stemme.

Mens turen til Kyiv både gav Flemming en oplevelse af uvished og en overraskende sindsro midt i kaosset, tog han også en vigtig erkendelse med hjem til Danmark, og det var, at hjælpen rent faktisk nytter, og måske endda mere, end han selv havde forestillet sig.

»Personligt har jeg det meget bedre med at have hjulpet. Det gør virkelig en forskel, mere end jeg havde troet. Når man sidder derhjemme, kan man tvivle, men det her, det hjælper altså virkelig.«

Et opråb til handling: Det hjælper at hjælpe

Flemming håber, at hans historie kan inspirere flere til at tage stilling, og ikke mindst tage handling. Det behøver ikke nødvendigvis være store armbevægelser; et like, en kommentar eller et lille bidrag kan alt sammen være med til at gøre en forskel, understreger han. Men især konkrete donationer har stor betydning, fordi det er dem, der muliggør arbejdet.

»Biler til Ukraine fungerer udelukkende på donationer. Det er enkeltpersoner, der driver det hele. Den organisation, vi afleverede til, havde alene ønsker for en mindre del af Ukraine, og alligevel ønskede de sig over 300 biler. Vi leverede 12 biler den dag,« pointerer Flemming.

Han nævner, hvordan biler, der for mange virksomheder bare står og venter på syn eller måske slet ikke længere har nogen værdi, kan gøre en afgørende forskel på frontlinjen i Ukraine.

»Hvis der sidder en læser eller et firma, der har en gammel dieselbil eller et 4×4-køretøj, som kan undværes, så må de meget gerne kontakte mig. En bil, der måske ikke har nogen værdi i Danmark længere, kan blive afgørende og redde liv dernede,« siger han med en klar appel i stemmen.

Han forstår godt, at mange måske sidder med en følelse af utryghed og usikkerhed omkring situationen i Ukraine, og at det kan virke nemmere blot at slukke for nyhederne. Men han opfordrer til det modsatte, nærmere bestemt, at forholde sig aktivt og gøre noget, selvom det måske virker småt.

»Jeg tror, mange føler sig utrygge og usikre på, hvad de kan gøre. Måske slukker man lidt for nyhederne. Men at hjælpe er faktisk dét, der hjælper på det,« siger Flemming og understreger, hvor vigtigt det er, at støtten ikke svigter.

Hvis man allerede har fulgt med i Flemmings rejse, har man måske bemærket passagen: “Ukraine glemmer ikke, hvem der stod fast i hjælpen.”

Da vi spørger nærmere ind til netop dette, understreger han, at ukrainerne tydeligt husker dem, der støtter dem i deres kamp, og at betydningen af den støtte vil kunne mærkes længe efter krigen.

»Ukraine glemmer ikke, hvem der stod fast i hjælpen. Hvis EU ikke vakler, så vil Ukraine og Europa stå stærkere sammen bagefter,« konstaterer han med et lille smil over formuleringen.

Da snakken til sidst falder på, om Flemming selv kunne finde på at tage turen igen, er han ikke et sekund i tvivl. Reaktionerne og opbakningen fra folk omkring ham har kun styrket hans beslutning.

»De mange bidrag og kommentarer har inspireret mig til, at jeg helt sikkert tager derned igen,« siger han og tilføjer afsluttende med et lille glimt i øjet, at det gerne må være i en bil, som nogle har været med til at donere.

Flemming Vesterlund er nu hjemme igen i Trelde – en oplevelse rigere og flere hundrede kilometer tættere på den virkelighed, han kun havde kendt fra nyhederne. I bagagen har han ikke bare oplevelser og erkendelser, men også en række billeder, der fortæller deres egen historie. Fotos: Privatfotos