Udviklingen står aldrig stille hos Danske Digitale Medier A/S, der arbejder aktivt for at levere gratis nyheder. Senest er de nu klar med en ny app til både iPhone og Android, hvor hastigheden har været i centrum for udviklingen.
Betalingsmure er en af de gener, der påvirker langt de fleste gamle medier i Danmark. På trods af de skyhøje statstilskud fra skatteborgerne, tager de fleste medier sig betalt for indholdet, selvom de i forvejen får millioner af kroner for at levere det. Nye medier er en del af markedsudviklingen, og en af de gode ting ved fornyelsen er, at man er nødt til at indtænke kunderne (her læserne), hvis man vil klare sig.
– Vi lytter til både læsere og annoncører, når vi arbejder med vores produkter. For os handler det om at tænke nyt, men samtidig tilpasse os løbende, så vi ikke sidder fast i gamle dogmer eller fortiden. Vi har også tidligere, helt sikkert for at provokere, husstandsomdelt en trykt avis i Fredericia og Middelfart, selvom vi godt vidste, at det er skadeligt for miljøet. Men da der fortsat er mange medier, der mener, at en trykt avis er en “rigtig avis”, var det en god mulighed for at tage penge på annoncemarkedet. Vi havde dog sat en afslutning ind fra starten, da udviklingen naturligvis kun går i retning af digitale medier af indlysende grunde. Derfor har vi også arbejdet på at levere en ny app, der løbende kan udvikle sig efter læsernes og annoncørernes behov, siger Andreas Dyhrberg Andreassen fra Danske Digitale Medier.
Den nye app segmenterer AVISENs markedsposition, men skal samtidig også samle historierne fra hele regionen og Danmark. Brugervenlighed og stabilitet er store prioriteter, men Andreassen ønsker også at kunne appellere til flere unge læsere:
– Unge har et forbløffende lavt forbrug af nyheder. Først og fremmest bruger de mest de sociale medier, dernæst er de gamle medier ofte forudsigelige og kedelige. Betalingsmure gør det også mindre attraktivt for de unge, der gerne vil have, at man kommer hurtigt til sagen. Så i den kommende fase af vores udvikling, vil vi fokusere på at få feedback og tilpasse vores tilbud, så de rammer endnu flere unge. Og i den verden er det nødvendigt at have en app.
AVISEN har i januar 2024 fordoblet sine lokaler og er flyttet ind på STATIONEN på Norgesgade 48 i Fredericia. Huset summer nu af aktivitet og besøgende, hvor kommende koncepter er under fuld udvikling.
– Jeg er utrolig glad for de stærke erhvervspartnere, vi har. De er rygraden i konceptet om at kunne tilbyde nyheder og indsigt uden betalingsmur. Derfor arbejder vi også på, at vores partnere får så meget værdi som muligt, og her er det især en moderne app, der har været efterspurgt. Vi arbejder også på flere apps til vores magasiner og e-aviser, så der bliver lyttet til brugere og kunder. Derudover kommer der mange arrangementer for erhvervspartnerne, men også for de almindelige borgere. Vores grundlæggende motivation er, at vi vil give noget tilbage, der hvor vi er. Derfor er der også et stærkt fokus på eksempelvis Fredericia Magasinet, der jo er meget lokalorienteret og tydeligvis glad for Fredericia. Vi bringer de historier, folk gerne vil læse. Men vi er samtidig også stærke på den historiske formidling. Med den nye app kan vi udbrede det til endnu flere og hurtigere. Det er fordelen ved, at vi har et frit marked, selvom det jo ikke er lige konkurrence, da vores konkurrenter kun overlever på skatteborgernes regning, slutter Andreassen.
Download til iPhone.
Download til Android.