I dag afvikles Royal Run, der også kommer forbi Fredericia. I den anledning har Fredericia Kommune lappet huller i vejene, gjort rent og fikset hvad fikses kunne. Nu gælder det.
Da formanden for Kultur- og Idrætsudvalget kunne meddele at Royal Run kom forbi Fredericia, var det startskuddet til en lang periode med en evig gentagelse af “Royal Run”. Falder en skole fra hinanden? “Royal Run kommer til Fredericia”, svares der. Er beboerne på Kobbelgaarden uden den nødvendige omsorg? “Royal Run”! Hvordan ser det ud med budgetterne? “Royal Run”!!
Godt. Nu er vi her. Vi lægger fremtidens Fredericia og byudvikling til side, mens vi glæder os over, hvor flot Fredericia kan være. Lokalpolitikerne kan vi holde ansvarlige, frem mod og under næste kommunalvalg lige om lidt, bortset fra dem, der er flygtet tilbage til vestkysten. For os fredericianere er det altid en vidunderlig tid, når sommeren kommer. Den er her nu. Solen skinner. Fuglene synger. Stranden spejler sig i en unik indgang til en by, hvor man har en strand lige op ad centrum. Her kan kongen se, hvorfor byens fæstningsanlæg er den kommende fortælling, der kan tiltrække hundredetusinder af gæster til byen.
Det er hårdt tiltrængt. Partibosserne har praktiseret strudsetaktikken ud til fingerspidserne, og derfor lader de som om, der ikke er krise i handelslivet i centrum. Ordet “strategi” er blevet skrevet på små sedler af forvaltningen, når deres lokalpolitiske dukker, går ud og forsøger krisekommunikation. Det er ikke nogen succes. Men med voldanlægget viser Fredericia sin bedste side. En by, der er grundlagt på et helt særligt grundlag, ikke mindst inspireret af beliggenhed i centrum af Danmark og med en spetakulær udsigt til Fyn og Lillebælt. Ganske vist har gravemaskinerne haft travlt ved Østerstrand, men under pres er kongen lige om lidt i stand til at se den skønneste udgave af Fredericia.
Men ikke mindst de fantastiske borgere, der bor i “Frede”. For os er det en indforstået historie, at vi har verdens bedste midtby. Kongen kan få lov til at løbe en kilometer, mens vi tager de næste 10 i solskin. Byen blomstrer af borgere og børn, der fejrer Fredericias smukke udtryk. Der skal lyde en stor ros til de mange medarbejdere i den kommunale forvaltningen, der på trods af de udenbys fra kommende og dyrt betalte luksuschefer, har formået at forskønne Fredericia på så kort tid:
Vi ved, at I er den rigtige rygrad i Fredericia. Alle jer, der bor i byen, og som hver dag tager på arbejde for at gøre en indsats. Det er jer, ikke bosserne fra Odense, Aarhus, Vejle og Kolding, der får byen til at blomstre. Uden jer ville ingen af de fantasifulde papirideer munde ud i noget som helst. Guderne ved hvor meget I render fra deres inkompentence hver dag. En dag vil Fredericia atter blive fri, ledet af fredericianere med en klar vision og plan for byen. Men indtil dag er I vores ballast og styrke, der med stolthed sikrer os alle mod dem, der kun er kommet for at malke vores ressourcer og berige sig selv.
I de kommende år vil en ny udvikling være centreret omkring et nyt museum. Det er en årelang proces, de endelig har set sin begyndelse. Når vi om lidt kan fejre jubilæum for 6. juli, er det startskuddet til et nyt kapitel om den by, vi alle elsker.
For Fredericia kan så meget mere. Fredericianerne kan så meget mere.
Og det vil vi.