Der var både mod, kvalitet og dramatik, da FC Fredericia for første gang nogensinde spillede i Parken. Oprykkerne leverede en kamp, der længe stod på vippen, men måtte til sidst se sig slået 3-2 af FC København i en intens lørdagskamp i 3F Superligaen.
Kampen begyndte, som man kunne forvente på nationalarenaen. FCK tog initiativet, mens Fredericia stod kompakt og lurede på omstillinger. Alligevel var det gæsterne, der først viste tænder, da Moses Opondo og Emilio Simonsen i fællesskab fik skabt kampens første store mulighed, som FCK-keeper Dominik Kotarski måtte redde. Afslutningen fr Simonsen manglende lige det sidste.
Efter 21 minutter fik hjemmeholdet dog hul på bylden. Et indlæg fra Elias Achouri blev rettet af, og Viktor Claesson prikkede bolden i mål med hælen til 1-0. Det blev også pausestillingen efter en første halvleg, hvor FC Fredericia holdt sig flot inde i kampen og endda tvang Kotarski til flere redninger.
Fem minutter efter pausen blev kampen for alvor spændende. Gustav Marcussen blev nedlagt i feltet, og dommer Sandi Putros pegede på pletten. Marcussen tog selv straffesparket og udplacerede Kotarski sikkert til 1-1 – og gav dermed Fredericia håb om en stor overraskelse.
Men glæden varede kort. Blot fire minutter senere begik Opondo et straffespark i den anden ende, og Youssoufa Moukoko sendte FCK tilbage i front med et sikkert spark i hjørnet til 2-1. Mattias Lamhauge gættede rigtigt, men kunne ikke nå bolden.
Fredericia stod fortsat godt imod og forsøgte at true hjemmeholdet, men i det 78. minut blev forskellen i kynisme tydelig. Mohamed Elyounoussi fandt Junnosuke Suzuki på kanten af feltet, og den japanske forsvarer sendte bolden i nettet til 3-1.
De fleste troede, kampen var afgjort, men FC Fredericia nægtede at give op. Seks minutter før tid udnyttede Oscar Buch en fejl i FCK-forsvaret, da Suzuki sendte en fejlaflevering direkte ud i fødderne på indskiftede Emil Dall, som lagde den videre til Buch. Han sparkede bolden forbi Kotarski og skabte ny spænding ved stillingen 3-2.
I kampens slutfase pressede FC Fredericia på for udligningen. Jeppe Kudsk fik en hovedstødschance i overtiden, men bolden gik over mål, og kort efter fløjtede Sandi Putros af.
FC København hentede dermed sin første hjemmesejr i Superligaen siden juli mod Vejle Boldklub og brød en frustrerende stime uden sejr i Parken. For FC Fredericia blev det ottende nederlag i træk, men præstationen viste, at holdet stadig har både fight og tro – og at de kan måle sig med landets bedste, når alt går op i en højere enhed.
FC Fredericia spiller igen søndag den 9. november, hvor modstanderen er Viborg FF.







