SPORT. Snart går Fredericia Håndboldklub igen på banen til de store kampe. En ny sæson i ligaen banker på døren, og forventningerne kan allerede mærkes både i hallen under træningskampene og blandt fansene. Drømmen om slutspil, top fire og europæiske aftener lever i bedste velgående, og midt i det hele står en ung fløjspiller, der allerede ved, hvordan det føles at stå øverst på sejrsskamlen. Frederik Jægerum kom hjem fra sommerens VM for U21-landsholdet med guld om halsen, og oplevelsen har givet ham både selvtillid og sult. Nu er blikket rettet mod Fredericia, hvor både han og holdet vil tage nye skridt i ligaen.
Frederik Jægerum smiler, da talen falder på den nye sæson. Han ved, at forventningerne er store, men han mærker også glæden ved at skulle ind i hallen igen med sine holdkammerater. Den unge venstrefløj er stadig høj på oplevelsen af at have vundet VM-guld, men nu handler det hele om hverdagen i Fredericia HK, hvor der er blevet trænet hårdt hen over sommeren og talt om, hvordan man kan bygge videre på sidste sæson. Og her er optimismen til at tage og føle på.
»Stemningen i truppen er rigtig god, og vi er alle klar til at komme i gang igen med de sjove kampe,« bemærker han indledende.
For Jægerum er det ikke kun kampene, men hele kulissen, han ser frem til. Lyden af hallen fyldt i Fredericia Idrætscenter, de røde farver på tribunen og den lokale opbakning er noget, der driver ham.
»Jeg glæder mig mest til at mærke stemningen i hallen igen og til at spille de kampe, hvor der virkelig er noget på spil,« fortæller han.
Han er bevidst om sin rolle. Jægerum ved godt, at han stadig står i begyndelsen af sin ligakarriere, men samtidig har han allerede sat sig fast som et navn, fansene kender på tribunen. Det handler for ham ikke om at jagte overskrifter eller måltotaler, men om at gribe de øjeblikke, hvor muligheden byder sig.
»Jeg tror, at mine personlige mål bare er at bidrage med det, jeg kan, når jeg får lov til det,« lyder det fra den unge venstrefløj.
Og hvor han selv holder blikket skarpt på de små skridt, er holdets mål mere vidtrækkende. Fredericia har de seneste sæsoner vist, at de hører til blandt de stærke, og nu drømmer spillerne om at tage endnu et spring.
»Ambitionen er helt sikkert at se, om vi kan nå nogle af de sjove ting igen. Vi går efter slutspillet og forhåbentlig en plads i top fire, så vi kan spille Europa til næste år. Og så vil vi gerne nå semifinalerne, som vi så ikke lykkedes med sidste år,« siger han.
For en ung spiller er det både en gave og en udfordring at være en del af et mandskab med så høje målsætninger. Det kræver mod at træde ind på scenen, men også ydmyghed til at lytte og lære.
»Det har været sindssygt lærerigt, og det er jo nogle nye roller, man skal finde sig til rette i. Det handler bare om at suge til sig og lære alt det, man kan fra de andre,« fortæller han.
Her har han især fundet støtte hos en af de rutinerede kræfter på fløjen.
»Jeg har selvfølgelig lænet mig meget op ad Bisgaard, fordi vi spiller samme position, og han er en af dem, jeg har lært mest af,« siger han.
Bag alt dette ligger samtidig tilliden fra trænerne. Uden den betyder ingen af drømmene meget.
»Det betyder rigtig meget at mærke tillid fra trænerteamet. Når de tror på dig, begynder du også selv at tro mere på dine egne evner,« siger han. Han nævner både de små samtaler om det, han gør godt, og de konkrete råd om, hvor han kan forbedre sig. Men mest af alt handler det om at mærke handlingen bag ordene, når han bliver sat ind og får lov til at vise, hvad han kan.
Imens har fokuset på udvikling og læring været en del af ham, siden han som seks-syvårig første gang tog en håndbold i hånden. Dengang var det leg og fællesskab, men først på efterskolen begyndte han at mærke, at sporten kunne blive mere end blot en fritidsinteresse.
»Jeg kunne mærke, da jeg kom på efterskole, at det at være i et lille miljø, hvor man pressede hinanden, det kunne jeg godt lide. Det var noget, jeg havde lyst til at prøve at udforske lidt,« forklarer han.
Siden er udviklingen gået stærkt. Det foreløbige højdepunkt kom i sommer, da Danmark vandt VM-guld ved U21-slutrunden i Polen.
»Det må helt klart være at vinde VM-guld, det er det største højdepunkt,« siger han uden tøven.
Men guldet er ikke en endestation. Når han kigger fem år frem, er det med blikket rettet mod endnu større scener.
»Det er en stor drøm at se, om jeg kan nærme mig det danske A-landshold. Ellers handler det bare om at være et godt sted, enten i den danske liga eller måske i en anden spændende liga rundt omkring i verden,« siger han.
Drømmene er store, men bag det ambitiøse ydre står en ung mand, der også værdsætter de små ting uden for banen. Han bruger meget af sin tid sammen med venner, familie og kæreste, og han har sine faste vaner, der giver ro – også lige før fløjten lyder.
»Jeg venter altid med at binde mine snørebånd, til vi går i gang med opvarmningen. Det har jeg altid gjort,« fortæller han.
Og når han endelig står på banen, ved han, at han ikke står alene. Publikum i Fredericia giver ham og resten af holdet en ekstra gnist.
»Det betyder sindssygt meget. Det er virkelig dejligt at mærke den store opbakning, og det giver lige et ekstra boost, når man er på banen,« smiler han.
Derfor er hans budskab til fansene forud for sæsonstarten også krystalklart.
»De skal bare komme i hallen og lave en masse larm, for jeg er sikker på, at det kan give os nogle ekstra point i løbet af sæsonen,« slutter han.
Frederik Jægerum står altså på tærsklen til en ny sæson, hvor ambitionerne er høje, både for ham selv og for holdet. Med erfaringen fra VM-triumfen i rygsækken, en klub i ryggen og et publikum, der aldrig svigter, er scenen sat for endnu et skridt i hans unge karriere.
