Det begynder ikke med et fund. Det begynder med en mangel. Et hul i fortællingen. Et sted, hvor noget har stået, men ikke længere gør det. En runesten, som engang rejste sig i landskabet, synlig og myndig, og som i dag kun findes som et hjørne, en tegning og en række spørgsmål, der nægter at forsvinde.
»I dag har vi kun bevaret et lille hjørne af stenen,« siger Gert Jensen. »Den er blevet mishandlet. Væltet. Dækket til. Der har været meget at byde på den.«
Det er næsten umuligt ikke at høre volden i ordene. Ikke den pludselige vold, men den langsomme. Den, der sker over tid, når noget bevidst glemmes, skubbes væk, bruges som byggemateriale, som kantsten, som fundament for noget nyt. Når historien ikke forsvinder i ét slag, men slides ned.
Og alligevel: Stenen er der stadig. Ikke fysisk i sin helhed, men som spor.
Midt i 1600-tallet blev den tegnet af Ole Worm. En lærds hånd, der standser et øjeblik i tiden og fastholder noget, som ellers ville være tabt. »Ole Worm var en dygtig tegner,« siger Gert. »Og det er afgørende. For han tegnede det, han så – ikke det, han ønskede at se.«
Det er dét, der gør tegningen til mere end en illustration. Den bliver et vidnesbyrd. Et øjeblik, hvor stenen stadig var læselig, stadig havde form, stadig talte klart nok til at kunne gengives.
I dag står fragmentet ved Danmarksporten. Et lille hjørne, næsten ydmygt. Men ifølge Gert er det ikke fragmentet, der er interessant. Det er helheden, vi har mistet.
»Vi ved, at den har været omkring to meter høj,« siger han. »Det er en helt anden skala.«
To meter. Det er ikke en sten, man snubler over. Det er en sten, man rejser for at blive set. En erklæring i landskabet. En vilje hugget i granit.
Og netop derfor melder spørgsmålet sig med tyngde: Hvem havde magten – og behovet – til at rejse den?
»Man kan muligvis se navnene Harald og Jetsø på den,« siger Gert. »Og når de navne går igen, er det sjældent tilfældigt.«
Runesten er ikke private minder. De er offentlige handlinger. De nævner navne, fordi navne betyder noget. Slægter. Ejerskab. Ret. Magt. Når bestemte navne vender tilbage i et område, peger det ikke på anekdoter, men på strukturer.
Gert er forsigtig. Han insisterer på usikkerheden. Men han nægter også at lade fornuften stå udenfor. »Man kan ikke bevise det endeligt,« siger han. »Men sund fornuft skal også i brug.«
Her træder en skikkelse frem af kildernes tåge. En mand med mange navne. Guthrum. Gottrik. Gorm. Kendt i England. Frygtet. Respekteret. En hersker, der ikke blot deltog i vikingetidens bevægelser, men var med til at forme dem.
»Han bliver leder af en enorm vikingeflåde og ender som konge over næsten hele Danelagen,« siger Gert. »Han er en af Europas helt store magtfigurer.«
Hvis forbindelsen holder, ændrer stenen karakter. Så er den ikke lokal. Den er europæisk. Fredericia-egnen bliver ikke bagkant, men bagland. Et sted, hvor magt organiseres, før den udfolder sig langt væk.
Der er noget næsten urovækkende i tanken: at en af de store vikingeherskere måske har haft sine rødder her – mens stenen, der kunne fortælle det, er blevet næsten udslettet.
Runerne selv gør ikke mysteriet mindre. Tværtimod. Flere forskere peger på saksiske træk i skriften.
»Det peger mod kontinentet,« siger Gert. »Og det gør teorien om, at det er hans egen runemester, der har lavet stenen, mere sandsynlig.«
Men der er også en anden mulighed. En mørkere én. For stenen er ikke bare slidt. Den er bevidst ødelagt. Runespor hugget væk. Tegn slettet. »Det kan have været Harald Blåtand,« siger Gert. »Han var kendt for at slette sine forgængere. Grave. Mindesmærker. Historie.«
Hvis det er tilfældet, bliver runestenen et offer for magtskifte. Ikke bare et minde, men et lig i historien. Noget, der skulle fjernes for at give plads til en ny fortælling. Én konge. Én sandhed. »Han skulle ikke bare være konge. Han skulle være den største.«
Her bliver stenen næsten dramatisk. Som et kriminalspor i granit. Et vidne, der har set for meget og derfor må bringes til tavshed. Men selv i sin ødelæggelse taler den stadig.
»Det er storpolitik, der gemmer sig i sådan en sten,« siger Gert. »Ikke lokalromantik.« Derfor drømmer han ikke om en kopi. Ikke om en rekonstruktion, der foregiver at være sand.
»Jeg drømmer om et kunstværk. Noget i fuld størrelse. Noget, der viser stenen, som den var – men også viser, at vi fortolker.«
Ikke for at fastfryse historien. Men for at åbne den.
For i sidste ende handler det ikke om at få ret. Det handler om at lytte. Om at tage det alvorligt, at et lille hjørne af en sten kan rumme forbindelser til England, til kontinentet, til Europas magtcentre.
»Vi får aldrig det endelige svar,« siger Gert. »Men vi kan komme tættere på.«
Og måske er det netop dét, runestenen tilbyder os: ikke en konklusion, men en åbning. Et sted, hvor historien ikke er færdig, men stadig arbejder. Stadig kalder.
