Taulov Station, der engang var en travl jernbanestation, hvor nogle fandt kærligheden første gang på “bænken” eller skulle videre til de større byer, står overfor en forvandling til et kultur- og forsamlingshus takket være en passioneret indsats fra lokale ildsjæle og politisk støtte. Projektet har fået nyt liv med 400.000 kroner i støtte fra Realdanias “Underværker,” men det er kun begyndelsen, hvis det står til Venstre i Fredericia Kommune.

Projektet, ledet af formand Jan Schoubo, har allerede modtaget støtte fra borgere og fonde, men der er brug for flere midler for at realisere visionen om at skabe et nyt kulturhus i Taulov. Stationen er stadig i brug, og der er også flere, der benytter sig af stationen. For Venstre er det vigtigt at blåstemple projektet med økonomisk støtte også, men det vender vi tilbage til. I dagens anledning viser Jan Schoubo rundt, og man kan se, de frivillige ildsjæle allerede er nået et stykke vej med projektet om at omdanne den gamle stationsbygning til et samlingspunkt for borgerne. Peder Tind, udvalgsformand for Kultur- og Fritid i Fredericia Kommune og borgmesterkandidat for Venstre, er imponeret over den lokale opbakning.

Jan Schoubo fortæller passioneret om projektet til Peder Tind. Foto: AVISEN

– Over 1550 underskrifter fra borgerne til projektet gør indtryk. Det er der ingen tvivl om. Det er fantastisk. Det vidner om det engagement, der er herude, og det potentiale, der er for netop at sætte sådan et projekt i søen. Det viser, hvor meget vi i Fredericia kan, når vi står sammen. Det, som fællesskabet her i Taulov er kommet til i dag, er utrolig prisværdigt. Det er også derfor, at vi i Venstre vil løfte det ind i budgetforhandlingerne. Man kan gøre meget som lokalsamfund generelt, men det er vigtigt, at vi som kommune både blåstempler projektet, men også hjælper med at finde økonomi til den samlede ramme til at lave stationen om. Det faktum, at en kommune vil være med og lægge økonomi i projektet, er vigtigt at kæmpe for som politiker, siger Peder Tind.

Det synspunkt deler Jan Schoubo. Politisk medspil giver resultater.

– Det er altafgørende, at der er politisk interesse for Taulov Station. Det kan ikke siges anderledes. Den nye formand for Taulov Fællesråd, Lars Olsen, er en knag til at arbejde med fonde, hvor han før har skaffet penge til spændende projekter. Han siger med det samme, at hvis ikke kommunen er på vores side, så kan man glemme alt om at søge fonde og penge til projekter. Der er ingen fonde, der giver penge til et projekt, hvor nogen er oppe at slås med kommunen. Længere er den ikke. Derfor er det fantastisk, at Fredericia Kommune er så positive over for vores projekt her i Taulov, siger Jan Schoubo.

Taulov Station. Foto: AVISEN

Fredericia er mere end midtbyen

Projektet kan blive en ramme for fællesskabet og sammenholdet, og så matcher det partiets politik.

– Projektet Taulov Station taler meget fint ind i vores 360-graders strategi, som vi gik til valg på i 2021. Vi har en bosætningsstrategi i kommunen, der skal tiltrække, men også fastholde borgere. Det handler blandt andet om at skabe lokale succeser. Taulov Station er en succes, der er med til at skabe sammenhold og i sidste ende betyder, at folk vil blive boende og andre vil komme til. Det er jeg ikke i tvivl om. En ramme, hvor mennesker kan mødes; et kulturhus, hvor man i fremtiden kan se malerier udstillet, gå til banko eller se en lokal teaterforestilling, er med til at styrke samfundet. Det er præcis det, vi ønsker med vores 360-graders strategi. Fredericia handler ikke kun om midtbyen, Kanalbyen, men om hele Fredericia, og der spiller et projekt som Taulov Station en vigtig rolle, siger Tind.

Men hvor mange penge skal der bruges?

– Vi mangler nok et par millioner i runde tal. Vi har en skitse, og det ændrer sig undervejs. Vi får nye ideer, for eksempel førstesalen, skal den udnyttes, så kræver det noget andet. Så det er en samtale, vi skal have med arkitekten. Skal man ikke indrette lokalerne ovenpå, så bliver det billigere, det er klart. Men det skal arkitekten lave en detaljeret plan for, og det har vi også fået bevilliget penge til fra Realdania. For de penge får vi hjælp fra en arkitekt, får tilsluttet fjernvarme, støbt gulve, lagt bjælker ind og fjernet skillevægge, siger Schoubo og tilføjer:

– Vi har en deadline hos DSB for en endelig aftale i 2026, men jeg er ret sikker på, at skulle vi ikke være helt klar til at overtage formelt, så vil de give os lidt mere tid. Men vi arbejder naturligvis hen mod deadline, og det forventer jeg også, at vi overholder. Vi går efter den 1. januar 2026. Til at begynde med sagde vi, at vi skulle skaffe alle pengene først og så lave alt arbejdet bagefter. Vi skulle skaffe penge i 2024 og udføre i 2025, men vi er blevet enige om at gøre det i faser i stedet for. Vi etablerer råhuset først, så vi kan bygge op.

Grafik: Eva Gammeltoft Stenbryggen

Venstre vil arbejde for, at pengene findes

Peder Tind er heller ikke i tvivl om, at dette projekt skal der kæmpes for fra politisk side, men han anerkender, at anlægsrammen i kommunen er presset.

– Det er klart, at anlægsrammen er presset i Fredericia Kommune. Det er ikke en hemmelighed, men i Venstre går vi efter at finde midlerne, og her vil det relativt ikke være et stort beløb sammenlignet med at bygge skoler. Jeg synes, at vi får meget kvalitet for relativt få penge i projektet. Det vil vi tage med til forhandlinger, og kunne man finde en ramme til at støtte det kommende kulturhus, så vil det være godt. Det er alt fra 500.000 til 1,5 millioner kroner. Jeg vil som politiker være stolt, hvis vi ikke bare blåstempler med ord, men også med økonomi. Jeg kan ikke spå om de kommende budgetforhandlinger, men for Venstre er dette projekt interessant, og vi vil gerne støtte det, siger Peder Tind.

– Vi går ikke efter, at kommunen skal betale, og vi gør gerne et arbejde for at få flere med, og det har vi også gjort. Nu fik vi 400.000 af Realdania, ligesom mange private har støttet projektet, indskyder Jan Schoubo.

Byrådspolitiker og tidligere borgmester i Fredericia Kommune, Kenny Bruun Olsen, var central, da Venstre præsenterede 360-graders strategien ved sidste valg. Han ser meget gerne, at kommunen finder midler til at støtte projektet. Investeringen er nemlig givet godt ud og betyder, at flere både bliver i Fredericia og vælger kommunen til.

Kenny Bruun Olsen (tv) og Pernelle Jensen til højre. Arkivfoto fra pressemøde om Venstres 360 graders strategi: AVISEN

– Taulov Station matcher det hele. Vi vil gerne have liv i alle byerne omkring os. Det handler ikke kun om Fredericia centrum. Det handler også om de små landsbyer. I den forbindelse er projektet i Taulov i vores ånd. Vi kan sammenligne med Herslev, hvor man har Knudsens Gård, som Fredericia Kommune var med til at fjerne fra salgslisten og sørge for, at den havnede hos beboerne i Herslev og kunne blive et samlingspunkt. Det er det samme, vi ser i Taulov, siger Kenny Bruun Olsen.

Kenny Bruun Olsen er heller ikke i tvivl om, at investeringen er guld værd.

– Herslev er blevet stærkere som samfund. Det bliver man, når man har noget fælles. Man skal ikke bare være et sted, hvor man ikke kan samles. Det betyder meget for mennesker, at man kan samles og være fælles om noget. Det giver et sammenhold, der i sidste ende gør landsbyerne attraktive at flytte til. Det er guld værd for landsbyerne og hele Fredericia. Det betyder meget for Fredericias bosætning, og det er dejligt at se, at vores næststørste landsby, Taulov, arbejder på Taulov Station, og vi ser også, at der er liv derude, og det har en tiltrækningskraft, når man gør sådan noget her.

Politikerne skal i de kommende måneder forhandle næste års budget på plads, og Jan Schoubo håber på støtte til projektet, som han tror kan løfte og samle Taulov. Se og hør historien bag Taulov Station-projektet her:

Læs mere om Taulov Station på foreningens hjemmeside