Tyvstarten er gået for DIF DM-ugen, hvor tennisturneringen og den første luftsportskonkurrence blev sat i gang mandag middag. Over hele ugen skal 138 nye danmarksmestre findes i dansk topidræt, og flere kommende OL-atleter skal i aktion.
Danmarksmesterskabet i tennis er officielt i gang, og dermed er de første atleter kommet i aktion under DIF DM-ugen i Herning.
Mandag klokken 12 blev de første server sendt over nettet på gruset i Herning Tennisklub, og her vandt henholdsvis Emma Brandt Schultz (Hareskov-Værløse) og Nora Juncher Kjellin (KB) deres singlekampe over Anna Frederikke Forland (Gentofte) og Carolina Fraes Espersen (B.93)
Kampene var en del af kvalifikationsturneringen til hovedturneringen, der starter onsdag, og her venter der masser af tennis på højt niveau, idet dansk tennis lige nu står stærkere end i mange år.
I laget under internationale profiler som Clara Tauson og Holger Rune råder dansk tennis lige nu over spillere, der høster høje ranglisteplaceringer og succes for landsholdene i Davis Cup og Billie Jean King Cup. Heriblandt profiler som August Holmgren (Gentofte), nr. 310 på singleverdensranglisten, Johannes Ingildsen (KB), nr. 166 på doubleverdensranglisten samt den stærke kvindespiller Rebecca Munk Mortensen (KB), nr. 591 på WTA-ranglisten.
I alt vil små 3.000 atleter i løbet af ugen blive samlet i og omkring Herning, hvor der i alt skal findes må 140 nye danmarksmestre i alt fra landevejscykling til flere luftsportsdiscipliner.
Netop luftsporten startede også mandag, hvilket dog endte med en slem forskrækkelse. Her forulykkede en hangglider og blev kørt på hospitalet. Heldigvis kunne Dansk Hanggliding og Paragliding Union efterfølgende melde ud, at den erfarne pilot var okay efter omstændighederne. Resten af dagens konkurrence i disciplinen Cross County for hangglidere er aflyst på grund af ulykken, men genoptages tirsdag. Mandag aften afvikler Dansk Svæveflyver Union DM i præcisionslanding på Flyvecenter Arnborg.
Atleter i verdensklasse
I alt er 31 sportsforbund repræsenteret i DIF DM-ugen, hvor de afvikler danmarksmesterskaber i 40 forskellige sportsgrene i og omkring Herning.
Det bliver med deltagelse af verdensklasseatleter i boksning, cykling, kajak og skydning, heriblandt en stribe af kommende OL-atleter, der senere på sommeren rejser til Paris.
Det hele kan opleves gratis i Herning, hvorfra DR fra fredag-søndag sender over 23 timers tv.
Formand i Danmarks Idrætsforbund, Hans Natorp, ser frem til en stor uge for dansk topidræt.
– DIF DM-ugen samler topatleter fra en lang række af vores sportsgrene, og der venter store oplevelser for både atleter og publikum. Vi kan se frem til præstationer i international topklasse, ligesom vi glæder os til at vise hele Danmark, hvor mangfoldig elitesporten er. Til lands, til vands og i luften.
Om DM-ugen:
- 20.-23. juni i Herning – med tyvstart af enkelte sportsgrene allerede fra mandag d. 17. juni samt kvindernes pokalfinale i fodbold på MCH Arena onsdag d. 19. juni.
- Tre centre courts spredt udover Herning samt enkelte andre venues
- Alle mesterskaber er GRATIS at overvære
- 40 sportsgrene
- 138 medaljesæt
- Cirka 3.000 atleter og officials
- To ‘kom-og-prøv-parker’ i byen, hvor alle kan prøve kræfter med en lang række forskellige sportsgrene.
- Atleter fra hele landet
- DR er mediepartner på eventet og dækker det tungt på flere kanaler
- Bag eventet står DIF – i samarbejde med specialforbundene – og værtsbyen Herning.