EWIIs udmelding om at udfase biomasse inden 2038 har skabt røre i Fredericia. Tommy Rachlitz Nielsen (C), formand for Klima-, Energi- og Miljøudvalget og gruppeformand for Det Konservative Folkeparti i Fredericia Byråd, udtrykker dyb skuffelse og bekymring over konsekvenserne af beslutningen. Han frygter, at det vil få alvorlige følger for både den grønne omstilling og arbejdspladser i Fredericia.
“Dybt skuffet over EWIIs udmelding”
Tommy Rachlitz Nielsen lægger ikke skjul på sin frustration over energiselskabets udmelding, som han mener går imod nationale og internationale klimaaftaler.
– Jeg er selvfølgelig dybt skuffet over, at EWII i den grad melder ud, at de er uenige med alt, hvad den danske stat og EU har besluttet omkring biogen-CO2. Biomasse er en del af Paris-aftalen og en vigtig brik i at nå klimamålene for 2030. Det virker helt uforståeligt, siger han.
EWII har argumenteret for, at biomassebaseret energiproduktion bidrager til CO2-udledning og har kaldt metoden for “statistisk fifleri”. Dette synspunkt møder modstand fra flere fronter, og Tommy Rachlitz Nielsen er ikke enig i EWIIs analyse.
Konsekvenser for Fredericias grønne strategi
Som formand for Klima-, Energi- og Miljøudvalget i Fredericia har Tommy Rachlitz Nielsen været med til at forme kommunens ambitiøse strategi for grøn omstilling. Han ser EWIIs beslutning som en alvorlig trussel mod de synergier, kommunen har skabt mellem lokale aktører som Crossbridge Energy og Ørsteds biomassefyrede Skærbækværk.
– Vi har arbejdet strategisk med at forbinde de mange muligheder, vi har i Fredericia, herunder brugen af biogen-CO2 fra Skærbækværket til fremstilling af grønne brændstoffer hos Crossbridge Energy. Jo flere ingredienser, der fjernes fra ligningen, jo sværere bliver det at komme i mål med den grønne omstilling, forklarer han.
Frygt for tab af arbejdspladser og fremtidige investeringer
Udover de klimamæssige konsekvenser ser Rachlitz Nielsen også potentielle økonomiske tab for Fredericia, hvis EWIIs udmelding gennemføres.
– Den grønne omstilling skal skabe arbejdspladser i Fredericia, og vi satser på, at mange af dem bliver vidensarbejdspladser. Hvis vi ikke kan fastholde og udbygge synergierne mellem aktører som Crossbridge Energy og Skærbækværket, så mister vi ikke bare fremtidige arbejdspladser, men også investeringer i den grønne omstilling, siger han.
Søger dialog for at redde synergierne
Selvom han ikke ønsker at gå i detaljer om sine samtaler med nøgleaktører, bekræfter Tommy Rachlitz Nielsen, at han har taget initiativ til dialog for at finde en løsning.
– Jeg drøfter naturligvis sagen med relevante parter i håb om at finde en løsning, der kan fastholde de synergier, vi har arbejdet så hårdt for at skabe i Fredericia. Det er afgørende for vores grønne strategi og for vores fremtid som førende inden for grøn omstilling, siger han.
Med EWIIs udmelding på bordet står Fredericia i en udfordrende position, hvor fremtiden for både grønne energisatsninger og lokale arbejdspladser afhænger af en balanceret løsning. For Tommy Rachlitz Nielsen er det tydeligt, at Fredericia ikke kan klare denne kamp alene, derfor håber han også, at EWII trækker sin udmeldning tilbage.
Læs også