Siden 1982 har Andreas Dyhrberg Andreassen været fast forankret i Fredericia. Han er kendt af rigtig mange fredericianere fra erhvervslivet, sportsklubberne og mediebranchen. Tidligere på året blev han valgt som Folketingskandidat for Socialdemokratiet i Fredericiakredsen. En beslutning han ikke havde svært ved at træffe, da muligheden dukkede op. For siden han var kun en knægt, har han været engageret i politik.
– Jeg gik på Fredericia Gymnasium, hvor jeg fik en fantastisk dannelse. I dag er mine ældste børn gymnasieelever, og det er virkelig interessant at følge dem, mens jeg reflekterer over mine egne oplevelser. En god ungdomsuddannelse er afgørende for et ungt menneske. Den fik jeg, siger Andreas.
Læs flere artikler fra Fredericia MAGASINET her
Han fortsatte direkte på historiestudiet på Syddansk Universitet i Odense, hvor han også boede, mens han læste. Det gav ham et nyt perspektiv i forholdet til Fredericia. Han begyndte at se det gode, som odenseanerne var i stand til at gøre ved deres by. Når han kom hjem til familien i Fredericia, tænkte han tit leverpostej:
– Dengang skete der ikke meget i Fredericia. Ofte var der stendødt i byen. Man måtte tage andre steder hen, hvis der skulle opleves noget. Men i Odense havde man alt lige ved siden af. Alligevel var jeg ikke i tvivl om, hvor jeg ville bo, da jeg blev færdiguddannet som historiker. Så jeg købte hus i Fredericia. Her er jeg født. Her hører jeg hjemme. Sådan er det.
Men blandt de jævnaldrene og barndomskammeraterne fra Fredericia havde man ambitioner. Andreas blev selv en del af håndboldklubben i byen. Nu som direktør, men i en tid, hvor man ikke havde nogle penge til ret meget, forklarer han om den tid. Vi havde kampgejsten, viljen og et utroligt sammenhold.
Rigtig meget startede ude i håndboldklubben, hvor mange af de store erhvervsfolk dengang var med til at forme et nyt Fredericia. Men der skulle kæmpes for økonomien i klubben. I den sidste ende fik vi jo samlet en gruppe stærke folk, hvor ikke mindst Bent (Bent Jensen, red.) blev en kæmpe drivkraft og ressource. Vejen frem mod det, vi har i dag, blev grundlagt dengang. I dag er jeg primært med til at sponsorere klubben, men min sjæl er fast forankret i sporten i Fredericia. Jeg nyder at være på stadion til fodbold eller se håndbold i arenaen, uddyber Andreas.
Andreassen har altid mange jern i ilden, og han arbejder i dag med kommunikation i brandfixer.dk. Erfaringen med at få sammenhæng i budskaber, se verden fra erhvervslivets realiteter, har han også lært undervejs i rejsen fra en grå industriby, til en kulturel perle:
– I vores generation tog vi afsked med den grå tankegang. Vi begyndte at udvikle og skabe nye muligheder. I løbet af et enkelt årti har forandringerne været massive. Centrum af Fredericia er noget helt andet end i 2010. Jeg tror ikke, man bare kan pille en enkelt ting ud og pege på den som årsag. Men hvis jeg skal pege på noget, så er det den nye generation, som jeg selv er en del af. Vi ville noget andet med byen, og vi gjorde det bare. Byggede forretninger, cafeer, virksomheder, lavede koncerter, stærke sportsfællesskaber og meget mere. Man kan sige at mange arbejderbørn blev iværksættere.
Baggrunden som barn af en arbejderfamilie er tydelig. Andreas voksede op i betonkomplekserne i Sønderparken, mens han brugte krudtet på fodboldbanen, i musikøvelokalerne eller i politik. Han var optaget af samfundet. Af den måde vi tager os af hinanden. På godt og ondt. Min morfar kom ud for at tjene på en gård, da han var 10 år gammel. Han røgtede køer fra klokken fire om morgenen. Senere blev han teglværksarbejder. Selv da han var oppe i halvfjerserne, arbejdede han om natten med at vaske busser.
– Min far passede et job på vores berygtede gødningsfabrik, hvor vi i dag har Kanalbyen. Mens min mor arbejdede for hjemmeplejen i Fredericia. Så ingen kan påstå, at jeg er født med en guldske i munden. Samtidig har det givet mig en baggrund for at forstå, hvad der sker blandt almindelige mennesker i hverdagen. Jeg kan forholde mig til de problemer, for i min barndom oplevede jeg det via mine forældres venner, siger Andreas.
Selvom Andreassen ikke har været aktiv i politik i mange år, så er han sikker på, at det er en god plan, som Socialdemokratiet i Fredericia har lagt. Byen har ikke været repræsenteret i Folketinget siden Jacob Bjerregaard blev valgt, og det ærger ham gevaldigt:
– Vi er så stor en by, at det er helt galt, hvis vi ikke har en stemme på Christiansborg. Men det er som om, at folk ikke stemmer personligt på Fredericia-kandidater. Ofte stemmer de på den, der står øverst på stemmesedlen. Det giver ikke mening. Men et sted at starte er, at have en lokal på papiret, hvor man skal sætte sit kryds. Jeg er født i Fredericia. Så den del er på plads. Den anden del handler om at forklare vælgerne, hvad de får ud af at stemme på mig til Folketinget. Nu har der jo været valg i slutningen af forrige år, så der er nok noget tid endnu, til der skal stemmes igen. Den tid bruger jeg på at møde folk. At lytte til Fredericia. For mig er det afgørende, at vi finder ud af, hvordan byen kan komme tilbage på Christiansborg.
Andreas vender tilbage til fortællingen om den nye generation. Men denne gang om den næste generation der er på vej. De befinder sig i en anden virkelighed.
– Jeg har selv fået en del børn. Nu har jeg en, der er blevet voksen og kører bil. Mens jeg har nogle, der skal afleveres i 0. klasse og den yngste på snart to år hjemmepasses. Så jeg kan med en vis ret påstå, at jeg favner bredt. Men det giver mig et godt billede af, hvordan Fredericia fungerer i dag. Jeg tænker her på, hvordan velfærdssamfundet skal se ud i fremtiden. Hvordan mine børn og børnebørn skal opleve byen. For mig handler det om, at vi skal lære at prioritere. Der er kernevelfærd, og så er der flødeskum. Som erhvervsmand ved jeg, at der skal hentes penge ind, hvis man vil dele noget ud. Og som arbejderbarn ved jeg at samfundet skal tage sig af de svageste. Men vi skal være bedre til at undgå uendelige kontrolapparater, der måske virker til at kunne spare os penge, for i den sidste ende bare at koste os meget mere på dårligt fungerende medborgere. Vi skal have helhedssynet tilbage i velfærdssamfundet, mener Andreassen.
Af det moderne kommunikationssamfund udfordrer den kommende generation, er Andreas ikke i tvivl om. Det handler om hvor stærkt det hele skal gå, samtidig med at reflektion og fordybelse ender i skraldespanden. For en by som Fredericia er børnene afgørende, hvis man vil bryde den traditionelle arv, hvor sociale problemer føres videre til den næste generation. Han mener derfor, at der skal bruges mere tid på dannelse og værdier:
– Det er måske byens største udfordring, at vi som gammel industriby har haft et stort problem med alt for mange udenfor arbejdsmarkedet. Eller for få med en god uddannelse. Vi er naturligvis på vej, og der er sket mange fremskridt de sidste 30 år. Men vi mangler endnu et ryk, hvis vi skal have alle med. Boligorganisationerne har gjort en stor indsats for at få deres boligområder væk fra ghettolisten. Der har man et konkret eksempel på, hvordan en ændret tankegang kan rykke på koncepterne. Nu er man så ikke på den ghettoliste mere, og områderne kan forny sig og blive til noget helt andet, end det de var. Det handler ikke bare om pæne facader. Det handler også om at gøre op med en bestemt tankegang. Det med at man bare har ret til det ene eller andet, men ikke skal gøre noget selv for det. Her spiller det moderne kommunikationssamfund en rolle også, fordi vi har andre muligheder for at komme i kontakt med hinanden, end for bare 20 år siden. Unge måler sig fra minut til minut via deres digitale adgange. Hvis vil former vores lokalsamfund ud fra en mere målrettet plan om at forme tanker i unge, deltage på deres præmisser, så når vi måske længere ud. Her tror jeg på at sport, fritidstilbud og gode voksne er afgørende.
Det store fokus på mulighederne er et gennemgående træk ved Andreas Dyhrberg Andreassen. Men fra dag til dag færdes han i gaderne, på volden og blandt folk. Og derfor tror han på, at mange gerne vil have mere tid:
– Det er en helt undervurderet faktor i forbindelse med sociale udfordringer, at mange mennesker ikke har tid nok. Jeg drømmer om, at kan knække kurven ved at teknologien skaber mere tid for os. Her spiller den kommende generation en afgørende rolle for Fredericias fremtid. For vi skal til at indstille os på, at vi er et videnssamfund. Der er brug for uddannelsespladser, nye muligheder for ungdommen og teknologien. Samtidig vil en satsning for det digitale udvikling, kombineret med den grønne teknologi, kunne skabe et nyt Fredericia. Vi er gået fra fabrikker og skorstene, en grå bymidte og nogle betonparker, og frem til en bæredygtig udvikling. Den står vi midt i. Derfor ønsker jeg som politiker at investere i både digital dannelse og velfærd, hvor mulighederne udnyttes til at forme samfundet. En by, der vokser, og som finder sin rette plads i Danmark, hvilket betyder, at vi skal have en stemme i København, slutter Andreas.
