Det altdominerende paradigme inden for psykiatrien er den biologiske psykiatri, der går ud på, at psykiske lidelser skyldes en fejl i individet, som kan udbedres med medicin.
Der er en kæmpe fejltagelse. Det store og stigende forbrug af psykofarmaka har ført til, at antallet af patienter i Storbritannien med væsentlige psykiske handicap er næsten tredoblet i de seneste årtier, og forskellen i forventet levealder mellem personer med alvorlige psykiske lidelser og befolkningen er fordoblet. Verdenssundhedsorganisationen og FN har derfor opfordret til radikale ændringer, med vægt på psykosociale interventioner.
I Danmark gør vi mere af det samme, hvilket øger problemerne, hvorimod der er et opbrud på vej internationalt. Jeg er medlem af Kritisk Psykiatrisk Netværk i Storbritannien, hvis medlemmer hovedsagelig er psykiatere fra hele verden.
Vi diskuterer flittigt, hvilken katastrofe den nuværende psykiatri er, og hvad vi skal sætte i stedet. Det er op ad bakke. Da psykiatriprofessor Joanna Moncrieff påviste, at der ikke er belæg for, at depression skyldes en kemisk ubalance i hjernen, blev hun udsat for horrible personangreb og pseudovidenskabelige argumenter fra toneangivende psykiatere.
Løgnen om den kemiske ubalance er helt central for at overbevise patienterne om, at de skal tage medicin, flertallet af dem ikke ønsker, i mange år, ofte endda livslangt. Hvorfor skulle de holde op, hvis de har en hjernefejl, som medicinen kan afhjælpe, lige som insulin ved diabetes, en allegori professor Poul Videbech fremførte ved et offentligt møde i Aarhus, hvor jeg diskuterede depression med ham.
I 2017 klagede jeg til redaktøren af Patienthåndbogen over, at professor Lars Kessing havde skrevet, at antidepressiv medicin ”modvirker den kemiske ubalance, som findes ved depression.” Jeg klagede også over, at Videbech havde skrevet, at symptomerne på depression ”skyldes kemiske forandringer i hjernen.”
Det fik jeg ikke noget ud af. Kessing og Videbech ændrede et par småting og introducerede nye misvisende påstande. De skrev nu, at antidepressiva stimulerer hjernen til at danne nye nerveceller. Hvis det er sandt, betyder det, at pillerne skader hjernen, iden den danner nye celler som reaktion på en hjerneskade. Løgnen om den kemiske ubalance fortsatte bare.
Sundhedsmyndighederne lyver også. I indlægssedlerne for antidepressiva i Storbritannien står der, at depression skyldes en kemisk ubalance. Da jeg bad dem om at rette denne fejl, fik jeg en sang fra de varme lande om, at man skam havde udarbejdet informationen i samarbejde med patienterne! En psykiater skrev til mig, at det var det største bullshit-svar, han nogensinde havde set. Det var fuldt af irrelevante og vildledende betragtninger. Jeg bad også Royal College of Psychiatrists om at hjælpe mig, men de gad ikke engang svare.
