Salget af elbiler er steget kraftigt de seneste år. Blandt køberne er en overrepræsentation af familier i de højeste indkomstgrupper, med de længste uddannelser og som bor i parcelhus. Inden for de seneste 2½ år er 39 pct. af de nye elbiler købt eller leaset af de 10 pct. af familierne med de højeste indkomster.

Stadig flere anskaffer sig en elbil. Den 1. januar 2015 var der 2.900 elbiler i Danmark – tre et halvt år senere var tallet fordoblet til 6.100. Siden er der blevet kortere og kortere mellem fordoblingerne af antallet. I august 2023 var den samlede bestand af elbiler kommet op på 160.000, svarende til seks pct. af den samlede bestand af personbiler.

Ud af de ca. 160.000 elbiler står familierne for 84 pct., mens resten er købt eller leaset af erhvervsdrivende.

Udvikling i bestanden af elbiler i Danmark 2015-2023

null
Kilde: Særkørsel på baggrund af Bilregistret

Dem, der anskaffer sig en elbil, ligner ikke den gennemsnitlige dansker: Hvis man har et lønmodtagerjob på højeste niveau eller et toplederjob, en lang uddannelse, en høj indkomst og bor i et parcelhus – så har man en markant større sandsynlighed end andre personer i Danmark for at have købt en ny elbil det seneste to og et halvt år.

Af de 61.000 elbiler, der blev købt eller leaset de seneste 2½ år, blev 39 pct. anskaffet af de 10 pct. af familier i den højeste indkomstgruppe.

Indkøbene af fossile biler er i samme periode mere jævnt fordelt i forhold til familiernes indkomst – dog stadig med en vis overvægt i de højeste indkomstgrupper.

Andel af familier fordelt efter indkomstinterval, der har købt hhv. elbil og fossil bil,  1. jan. 2021 – 31. aug. 2023

null
Anm: Andelen i 1. decil omfatter familier med uoplyst indkomst. Kilde: Særkørsel på baggrund af Bilregistret

FAKTA / Indkomst: Befolkningen er her inddelt i 10 lige store grupper (deciler) efter størrelsen af familiens indkomst. De 10 pct. med lavest indkomst ligger i 1. decil og de højeste indkomster i 10. decil. Der er taget højde for antallet af medlemmer i den enkelte familie – en såkaldt ækvivalensvægtet indkomst – da det præciserer familiens forbrugsmuligheder.

Lønmodtagere på højeste niveau og topledere er overrepræsenteret

Ser man på elbilkøbernes status på arbejdsmarkedet – om man fx er arbejdsløs, selvstændig, lønmodtager osv. – tegnes et mønster med synlig overrepræsentation i to grupper, nemlig lønmodtagere på højeste niveau og topledere (se faktaboks)

Mens toplederne udgør 3 pct. af befolkningen, udgør de 10 pct. af elbilkøberne de seneste 2½ år. Og lønmodtagere på højeste niveau, som udgør 10 pct. af befolkningen, udgør 28 pct. af elbilkøberne.

Omvendt udgør familier uden for arbejdsstyrken, fx pensionister, 36 pct. af befolkningen, men kun 10 pct. af elbilkøberne.