Vikingetiden var ikke kun togter og vold, men en langsom globalisering, hvor handel, lov og kristendom flettede sig sammen. Ifølge lokalhistoriker Gert Jensen var Fredericia-egnen et centralt knudepunkt i en europæisk proces, der begyndte længe før Jelling – og fortsatte langt efter.
Der er noget særligt ved den måde, Gert Jensen taler om vikinger på. Han begynder sjældent med sværd, skibe eller slag. I stedet starter han dér, hvor forestillingerne knirker en smule – dér, hvor den velkendte fortælling ikke længere helt passer.
»Det, der fascinerer mig mest, er ikke den almindelige opfattelse af vikinger som nogen, der tager ud i verden og slår folk ihjel og voldtager kvinder,« siger Gert Jensen. »Det, der interesserer mig, er globaliseringen.«
Ordet falder næsten umærkeligt, men det åbner et helt andet perspektiv på vikingetiden. Globalisering lyder som noget, der hører containerskibe, datakabler og EU-topmøder til. Men for Gert er det præcis dét ord, der bedst indfanger, hvad der sker i århundrederne omkring vikingetiden – og hvorfor Fredericia-egnen pludselig træder frem som mere end et lokalt hjørne af Danmark.
For det er her, ved Lillebælt, at bevægelsen bliver tydelig. Ikke kun udad – men indad. Mennesker kommer og går. Varer, idéer, ritualer og magtformer krydser hinanden. Fredericia-området ligger ikke i udkanten af verden, men på en akse, hvor nord og syd, øst og vest mødes. Sejladsen gennem bæltet er ikke en omvej, men en hovedfærdselsåre.
»Det er dér, man for alvor kommer ud i verden og støder på kristendommen, som man så stille og roligt forsøger at få ind i Danmark. Den proces er fuldstændig vild,« siger Gert.
Kristendommen ankommer ikke som et lyn. Den sniger sig ind gennem kontakter, alliancer og gensidig afhængighed. Missionærer, handelsfolk og udsendinge bevæger sig ad de samme ruter som vikingerne selv. Fredericia-egnen bliver et mødested – ikke kun for varer, men for verdenssyn. Tro møder tradition. Nye magtformer støder mod gamle.
For Gert er det afgørende, at vikingetiden ikke forstås som et voldsomt brud, men som en overgang. »Det er ikke en eksplosion, men en langsom omstilling,« siger han. Og netop i den omstilling får steder som Fredericia en særlig betydning. For overgange sker sjældent i yderpunkterne – de sker i knudepunkterne.
Når han læser byzantinske kilder, støder han på en overraskelse, som også siger noget om Danmarks placering i verden på det tidspunkt. »Man kan se, at de med en vis forundring konstaterer, at nogle af de mennesker, de møder i nord, faktisk er danske vikinger,« siger han. Ikke som mytiske barbarer, men som genkendelige aktører i et større politisk og økonomisk spil.
Og forundringen stopper ikke dér.
»De er meget forundrede over vores lovgivning. Over den måde, samfundet er organiseret på.«
For i modsætning til de centraliserede systemer i Rom og det østlige Middelhav møder de her noget andet. Ikke kaos, men heller ikke enevælde. I stedet et samfund, hvor magt og ret er forankret i fællesskabet. Hvor loven ikke står i en bog, men lever i et menneske.
Lovsigemanden.
»Man havde ikke en lovbog, man kunne slå op i. Man havde en mand, der kendte loven og fremsagde den,« forklarer Gert. Et system, der virker fremmed for romere og egyptere, men som i praksis rummer en høj grad af stabilitet og forudsigelighed. Loven er ikke abstrakt – den er personlig, forpligtende og offentlig.
»Lovene bliver først skrevet ned langt senere, men de bygger på ældre traditioner. Og mange af de principper, vi kender i dag, kan faktisk føres hele vejen tilbage,« siger han.
I det lys bliver Fredericia-egnen ikke bare et geografisk sted, men et laboratorium for tidlig samfundsorganisering. Her mødes rejsekonger, stormænd, handelsfolk og religiøse aktører. Her testes grænserne mellem magt og fællesskab. Og her opstår et retssystem, som – set udefra – virker overraskende avanceret.
Det er også her, fortællingen om kvinders rettigheder vender tilbage. Ikke som et romantisk efterrationaliseret ideal, men som et konkret element i den sociale orden. »Man kan se, at kvinder har rettigheder, og at folk forventes at opføre sig ordentligt. Det hele hænger sammen,« siger Gert.
Det er ikke lighed i moderne forstand, men det er struktur. Forpligtelser. Grænser for magtudøvelse. Og netop derfor bliver vikingetiden, set fra Fredericia, noget andet end den fortælling, vi ofte gentager. Ikke kun togter og vold, men forhandling, tilpasning og langsom forandring.
Det er denne sammenhæng, Gert bliver ved med at vende tilbage til. Ikke de enkelte begivenheder, men forbindelserne imellem dem. Mellem steder, mennesker og idéer. Og forbindelserne stopper ikke ved vikingetiden. De rækker videre – ind i kristendommen, middelalderen og den europæiske historie, Fredericia-egnen allerede da var vævet ind i.
»De her vikingkonger og magtcentre opstår jo ikke ud af ingenting,« siger Gert Jensen. »Hvis vi går længere tilbage, helt til stenalderen, kan vi se, at området allerede dér har været et af de bedste bosætningsområder.«
Det er en afgørende pointe for ham. For historien om Fredericia-egnen begynder ikke med vikingerne – og den slutter heller ikke med dem. Den folder sig ud som en fortsættelse, ikke en begyndelse. Et lag oven på et andet. Mennesker, der har valgt de samme høje, de samme kyster, de samme passager igen og igen, fordi landskabet ganske enkelt egner sig til liv, magt og bevægelse.
Og netop dette lag på lag bliver tydeligt, når Gert begynder at tale om kilderne. Ikke kun de arkæologiske fund i jorden, men også de skriftlige spor, der ligger spredt i tiden – og som først for alvor giver mening, når man ser dem i sammenhæng.
Han nævner et værk fra 1400-tallet, som senere optog Grundtvig dybt. Et skrift, der stadig kan virke overraskende, fordi det peger et andet sted hen, end den nationale grundfortælling har lært os. Her står nemlig, at kristendommen ikke først og fremmest får sit afgørende fodfæste i Jelling, men netop hernede – i området omkring Lillebælt.
»Han siger, at det er hernede, kristendommen kommer til Danmark.«
Det er ikke en romantisk fortælling om en ensom missionær, der vandrer rundt med fromme ord og håb i stemmen. Tværtimod. Det er storpolitik. Relationer. Strategi. Missionæren, der omtales, er ikke en perifer skikkelse, men en central aktør, der færdes i magtens rum.
»Kongen omtaler ham som den bedste rådgiver, han har. Og det er jo, fordi han kender forholdene i Frankerriget og videre ud.«
Kristendommen bliver her ikke alene et spørgsmål om tro, men om alliancer og orientering i en verden, der er ved at hænge tættere sammen. Et Europa i bevægelse. Et netværk af konger, kejsere og interesser, hvor også Fredericia-egnen indgår – ikke som tilskuer, men som deltager.
Og netop derfor bliver området strategisk. Ikke kun religiøst, men militært og politisk.
Gert fortæller om pælespærringer i vandet. Spidse pæle banket ned i mudderet for at ødelægge fjendtlige skibe, hvis de kom for tæt på. Fund, der kan dateres helt tilbage til 1300-tallet. »Man har vidst, hvad man skulle passe på. Og man har forsvaret det her område.«
Han har selv skrevet indgående om området ved Gudsøs bund, hvor sejlbare ruter har gjort det muligt både at handle og angribe. Et sted, hvor man kunne komme til – og hvor man kunne blive stoppet. Et landskab, der i dag kan virke stille og ufarligt, men som dengang var ladet med strategi og magt.
Og så er der stednavnene. De stille spor, der ofte overlever længere end både bygninger og skriftlige kilder.
»Vi har steder, der stadig hedder noget, som direkte peger på kongemagt og militær organisation,« siger Gert. »Navne, der fortæller om kongens folk, kongens herfører, professionelle soldater.«
Her bliver sproget selv til arkæologi. Stednavnene som vidnesbyrd om forbindelser til kontinentet, til hære og slag, til mennesker, der har været i udenlandsk krigstjeneste og er vendt hjem med erfaringer, rigdom – og nye perspektiver. Fredericia-egnen som bagland. Som base. Som hjem.
»Vi tror ofte, det bare er et lille område. Et lille Fredericia, et lille Kolding. Men i virkeligheden er det en del af europæisk storpolitik.«
Det er ikke en sætning, der skal blæse stedet op eller gøre det større, end det er. Tværtimod. Det er et forsøg på at vise, hvad det faktisk har været: et punkt i et netværk. En brik i et puslespil, der rækker langt ud over det lokale og helt frem til Kalmarunionen og videre ind i den europæiske historie.
Samtalen ebber langsomt ud. Der tales om kaffe. Om tid. Om at fortsætte en anden dag. Men fortællingen slipper ikke helt sit greb.
For det, der bliver stående, er ikke én bestemt konge eller én enkelt begivenhed. Det er erkendelsen af, at historien her ikke er perifer. Den er forbundet. Indvævet. Global, længe før ordet fandtes.
Og måske er det netop derfor, den stadig har noget at sige. Fordi den minder os om, at steder, vi tror, vi kender – og måske har kørt forbi tusind gange – ofte har været langt mere centrale, end vi forestiller os.
Læs også
