POLITIK. Fredericia har taget et historisk spring frem i Dansk Industris måling af erhvervsvenlighed. På bare ét år er kommunen rykket fra en 49. plads i 2024 til en 20. plads i 2025. Det er den største fremgang i Sydjylland og samtidig en af de bedste placeringer, Fredericia har haft i mange år.

Borgmester Christian Bro glæder sig over resultatet, men han er samtidig omhyggelig med at understrege, at man skal være præcis, når man taler om Trekantområdet. Han vil ikke have, at Fredericia tager æren for at være bedst i en sammenhæng, hvor andre kommuner ligger bedre placeret.

»Jeg er selvfølgelig rigtig stolt af placeringen. Der er flere parametre, der er årsag til det, men en af de vigtigste er virkelig, at vi har rykket på vores byggesagsbehandlingstid. Det er nok en af de største enkeltfaktorer. Jeg er glad for, at de indsatser, vi satte i gang allerede for et par år siden, da jeg selv var udvalgsformand på området, nu for alvor slår igennem i målingen,« siger han.

Målingen viser, at virksomhederne i Fredericia vurderer kommunen som nummer 13 i landet, når det gælder effektiv sagsbehandling. Sidste år lå kommunen helt nede på en 73. plads.

»Der er faktisk en statistisk forskydning her, som betyder, at de indsatser vi gjorde allerede for to år siden, først nu slår igennem. Dengang var vi i praksis tæt på i mål, men der var et efterslæb i statistikkerne. Når man ser på, hvad vi konkret har gjort, så handler det om metodeforbedringer i byggesagsafdelingen og en meget målrettet ledelsesindsats. Lederne har understøttet de dygtige medarbejdere, og det er vigtigt, for man kan ikke gennemføre forandringer ved blot at skælde ud. Man skal også anerkende medarbejdernes faglighed og kompetencer, selv når tingene går langsommere, end de burde,« siger Bro.

Ifølge borgmesteren er en central ændring, at sagerne nu håndteres i teams i stedet for at ligge hos en enkelt sagsbehandler. »Det betyder, at når der er en langtidssygemelding eller nogen skifter job, så ligger sagerne ikke bare stille. Der er altid andre, der kan tage over. Det gør en kæmpe forskel,« siger han.

Fredericia går også frem i virksomhedernes vurdering af samarbejdet med jobcenteret. Sidste år blev samarbejdet placeret som nummer 57. I år ligger kommunen på en 19. plads.

»Lige der kan jeg ikke give en entydig forklaring. Mit bud er, at det hænger sammen med vores fremskudte indsatser og en større opmærksomhed over for virksomhederne. Men uanset årsagen, så er det vigtigt, at vi holder fokus,« siger Christian Bro.

Han uddyber, at organisationens kultur er helt central for at fastholde resultaterne. »Man skal hele tiden arbejde på at gøre det så godt som muligt og helst blive ved med at gøre det bedre. Det værste, der kan ske, er, at man læner sig tilbage og hviler på laurbærrene. Det gælder alle typer organisationer, men særligt en kommune som vores, hvor vi har så stor en bevægningsflade,« siger han.

Christian Bro peger samtidig på værdien af at være mere udadvendt og møde virksomhederne på deres egen grund.

»Kommunaldirektøren og jeg har besøgt rigtig mange virksomheder, siden jeg blev borgmester. Jeg bilder mig ikke ind, at det alene er det, der rykker noget, men jeg tror på, at det gør en forskel, at vi kender virksomhedernes virkelighed og viser, at vi lytter,« siger han.

Et af de områder, hvor Fredericia har fået en særligt flot vurdering, er indsatsen for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Her er kommunen gået fra en 42. plads sidste år til en femteplads i år.

»Det er et godt spørgsmål, hvad vi har gjort anderledes. I virkeligheden tror jeg, at meget af æren tilfalder virksomhederne selv. Jeg vil være varsom med at tage æren for noget, som i høj grad er drevet af deres indsats. Sådan et resultat skal man passe på med at tage hjem på kommunens konto,« siger Christian Bro. Han understreger, at samarbejdet med det lokale erhvervsliv fortsat er helt afgørende.

Færre unge vælger erhvervsuddannelser

Målingen peger dog også på en klar udfordring. Andelen af unge i Fredericia, der vælger en erhvervsuddannelse, er faldet fra 25 til 20 procent.

»Det er et godt eksempel på, hvor vi har en udfordring. Det nytter ikke, at vi bare jubler over en 20. plads samlet set. Lige her kan man tydeligt se, at vi står med et forbedringspunkt. Jeg glæder mig over, at Unge- og Uddannelsesudvalget allerede har sat gang i en indsats gennem UU-vejledningen, så vi får mere fokus på at præge folkeskoleelever i retning af erhvervsuddannelser. Men jeg tror ikke, at det alene gør forskellen. Vi skal have et større fokus på folkeskolen generelt,« siger Bro.

Han peger på, at en fjerdedel af en årgang ikke består folkeskolens afgangsprøve. »Det er helt galt. Det bliver en af de vigtigste indsatser i de kommende år at få rettet op på det. Hvis man ikke når i mål med den eksamen, så risikerer man at blive handikappet resten af livet. Det er frygteligt at tænke på,« siger han.

Hvad betyder det for dig som borgmester, at Fredericia Kommune er den bedst placerede kommune i Trekantområdet?

»Det er vi ikke,« siger Christian Bro kontant og uddyber: »Vi er dem, der har den største fremgang, men Trekantområdet er noget andet i denne kontekst, hvor både kommuner som Vejen og Billund ligger bedre end os. Det er fordi, at DI Trekantområdet er noget andet end Trekantområdet Det giver ingen mening, at de to har samme betegnelse.«

Borgmesteren henviser til, at den første version af pressemeddelelse fejlagtigt skrev, at Fredericia var bedst placeret i Trekantområdet. »I den pressemeddelelse, der blev udsendt først, stod der, at Fredericia var bedst i Trekantområdet. Jeg var opmærksom på det, fordi jeg ved jo, hvad Trekantområdet er. Derfor blev den formulering taget ud i den endelige version, for det passer simpelthen ikke. Det kræver en byrådsbeslutning at blive medlem af Trekantområdet, og det består af Middelfart, Fredericia, Vejle, Kolding, Vejen, Billund og Haderslev. Vi skal ikke klappe os selv på skulderen for noget, vi ikke er,« siger han.

Placering eller proces

Spørgsmålet er, hvad ambitionen skal være for Fredericia de kommende år.

»Business Fredericia har en ambition om at ligge i top ti. Men for mig som borgmester, må jeg være helt ærlig og sige, at jeg er mindre optaget af placeringen på en liste. Jeg er mere optaget af, at den organisation, jeg står i spidsen for, hele tiden arbejder på at forbedre sig. Listeplaceringen må være en afledt effekt af det arbejde. En placering må aldrig blive et mål i sig selv. Det vigtigste er, at vi hele tiden stræber efter at gøre os bedre,« slutter Christian Bro.

Læs også