Sune Nørgaard fra Dansk Folkeparti er stærkt utilfreds med den generelle indstilling til de borgere, der har behov for hjælp hos Fredericia Kommune. Han føler, at kommunens medarbejdere ofte har travlt med at bygge sager op mod borgerne frem for at hjælpe med at løse deres problemer. Det ser han som et stort problem for børnene og kommunens økonomi.
Sidste år valgte Dansk Folkeparti at gå ud af budgetforhandlingerne med de øvrige partier, da det stod klart, at der var et flertal for at spare på ældreområdet. En af besparelserne blev også bowlingcentret, hvilket Sune Nørgaard ser som et tegn på det menneskesyn, mange af kommunens politikere og embedsfolk har.
– Vi blev tudet ørerne fulde af den fortælling, at budgetterne skrider, fordi vi er nødt til at hjælpe børnene. Derfor må man så eksempelvis sløjfe en aktivitet som bowlingcentret, selvom det for mange var et stort fællesskab. Jeg tvivler bare på, at pengene skulle gå til at hjælpe nogle børn. For i årevis har der været en kultur i Familieafdelingen, der handler om at narre forældrene til at deltage i forløb, der reelt handler om, at der skal bygges sager op mod dem frem for at hjælpe børnene, siger Nørgaard.
Han har selv haft et barn med udfordringer og har derfor løbende været i kontakt med andre forældre, der beder om hjælp. Hans indtryk er dystert. Mange medarbejdere taler ifølge hans opfattelse nedladende til borgerne, samtidig med at de aldrig kan sige noget pænt om forældrene. Specielt når det kommer til udsatte borgere, mener han, at der er en hård diskurs over for de mennesker, der burde få hjælp:
– En af de første artikler, som blev skrevet om mig, var i forbindelse med, at jeg blev “Ugens Kurt”. Overskriften dengang var “Jeg ønsker at være de udsattes talerør,” og det gælder sådan set stadigvæk. At være i en udsat position handler ikke kun om manden på bænken, at være psykisk sårbar eller om at være misbruger. Udsathed kommer også i mange andre skikkelser. Fællesnævneren for udsathed omfatter mennesker med sociale problemer eller som er i risiko for at få det, hvilket skaber et behov for hjælp efter serviceloven. Men hvad sker der, når de, som er ansat til at forvalte serviceloven, er bannerførere for et forkvaklet og individualistisk system og menneskesyn? Så svigter man dem, som har behov for støtte.
Sune Nørgaard mener, loftet er for lavt hos chefer og medarbejdere. Men samtidig peger han også på, at de forløb, de beskriver som en stor indsats, slet ikke er forløb med hjælp, men primært handler om at få skrevet ned, hvad der er galt med forældrene. Senere indgår de beskrivelser i et stort antal tvangsanbringelser, og der er ingen kontrol af oplysningerne, der er fremkommet:
– Jeg har tidligere udtrykt betydelig kritik af forvaltningen og familieafdelingen i Fredericia Kommune. Min kritik dengang tog udgangspunkt i flere centrale problemstillinger: Manglende gennemsigtighed og åbenhed, ineffektiv sagsbehandling, uprofessionel håndtering af familier, mangel på kompetencer, brud på tavshedspligten og inhabilitet. Min kritik dengang er for så vidt stadig gældende. Jeg mener, at forvaltningen er dysfunktionel, og de beskrevne problemer stadig ikke er blevet adresseret. Som fagperson med erfaringer netop på anbringelsesområdet må jeg konstatere, at der er meget langt mellem de lykkelige anbringelser og nødvendig støtte. Jeg ser derimod traumatiserede børn og unge, ofte med en diagnose eller et misbrug, uden håb og uden tillid tilbage til systemet.
Med udgangspunkt i hans egne erfaringer som far til en datter med udfordringer, mener han, der er tale om en form for kriminalisering af forældrene, samtidig med at børnenes eget perspektiv ender med at være en sekundær ting. Han peger her på, at stikprøver tidligere har vist, at Fredericia Kommune ikke følger op på sagerne efter en anbringelse, hvilket han tolker som et tegn på, at de kun arbejder for at få børnene væk, og så er det ellers lige meget, om de nogensinde kan komme tilbage igen:
– Når man i 3 ud af 4 sager ikke har haft den lovpligtige opfølgning på barnet, så vidner det om, hvor man lægger sine ressourcer som forvaltning. Det handler om at få børnene fjernet. Det er hårde odds for de forældre og børn, der er kommet i søgelyset, ofte fordi de selv beder om hjælp. Jeg har selv haft en sag i familieafdelingen, hvor jeg henvendte mig med bekymring. Her blev jeg mødt med mistillid, mistænkeliggørelse, skiftende sagsbehandlere og overskredne tidsfrister.
Nørgaard mener samtidig, at medarbejderne kan være for selvretfærdige, samt at de ikke altid overholder deres tavshedspligt. Det er et emne, han tidligere har været fremme med, og som han mener fortsat eksisterer i Fredericia Kommune.
– Løgnehistorier fabrikeret af Familieafdelingens tidligere koncernchef og et siddende byrådsmedlem, der refererede om mig fra et lukket møde i BSU i en åben tråd på Facebook, er noget af det, jeg har oplevet, siger Nørgaard.
Flere forældre oplever, at de bliver bedt om at blive videofilmet. Der er ifølge Nørgaards egne oplysninger tale om metoder, som han finder grænseoverskridende, nedværdigende og uanvendelige rent fagligt:
– Jeg har siddet i familiehuset på Vejlevej og håndfodret mit barn med vingummier, redt hendes hår og leget jorden er giftig – alt sammen pakket ind i en forældreevnetest for at få den rette støtte til mit barn. Min sag var åben i næsten 7 år, og hjælpen udeblev. Min sag er langt fra enestående. Det piner mig, at de pakker de her metoder ind i noget, de kalder for hjælp, når det reelt handler om, at de vil hænge dig ud. Ingen forældre kan tåle en så grov mistænkeliggørelse, hvor man aldrig kigger på forældrenes ressourcer, men udelukkende leder efter deres svagheder. De mennesker, der står bag dette menneskesyn, er for mig tåber. Alle børn har brug for deres biologiske bånd. Alt hvad de gør, er at skabe nye sociale sager for de børn, når de er voksne. Det viser alle statistikker med tydelighed, for tidligere anbragte børn klarer sig ikke godt senere hen i livet. Anbringelsesområdet er blevet en milliardindustri i Danmark, og jeg mener, modsat statsministeren og hendes lakajer i Fredericia, ikke, at anbringelser er den rette vej at gå. Det er derimod familieinddragelse og tidlige indsatser i familien, i daginstitutionen og i skolen, så man støtter op om børns mulighed for at få en ordentlig opvækst og bevare nærheden til deres forældre.
Sune Nørgaard vil gerne have, at Fredericia Kommune arbejder på en holdningsændring, hvor man sætter familiernes ressourcer i centrum. Han tror, at man kan spare millioner af kroner på anbringelserne, hvis man investerer i familierne, bedre sundhedstilbud og hurtigere udredning af børn, lokale institutioner til kortvarige ophold, familiestøtte med en åben politik og en sund holdning til både udsatte og folk i risikozonen, hvor de ikke skal frygte den kommunale ånd.
– Danmark underskrev i 1991 FN’s Børnekonvention, som betyder, at vi har forpligtet os til at efterleve konventionen og ikke forhindre børn i at have kontakt med deres forældre. Men alligevel ser vi forældre kæmpe imod systemet for at få lov til at få samvær med deres børn. Det er jo fordi forvaltningen stort set altid mener, forældrene er værdiløse mennesker. Men det fører de jo over på børnene. Hvorfor? Og hvorfor skal vi skatteborgere finde os i, at I går rundt og siger, at I hjælper vores børn på den måde? I løser ingen sociale problemer, men tværtimod skaber I dem, slutter Sune Nørgaard.
Læs også
