Regeringen, Radikale Venstre, Konservative Folkeparti og Liberal Alliance er enige om at indføre en stigningsbegrænsning for erhvervsdækningsafgiften og andre tiltag, der øger trygheden ved udsendelse af de nye foreløbige 2023-erhvervsvurderinger.
For første gang i over 10 år får ejerne af erhvervsejendommene i Danmark snart en ny vurdering.
Som led i at øge trygheden omkring de nye erhvervsvurderinger har regeringen, Radikale Venstre, Konservative Folkeparti og Liberal Alliance netop aftalt en stigningsbegrænsning på erhvervsdækningsafgiften og andre tiltag, der skal sikre øget tryghed og en højere kvalitet af de nye 2023-vurderinger.
Aftalen betyder, at dækningsafgiften årligt ikke kan stige med mere end 10 pct. af den nye fuldt indfasede dækningsafgift. Det supplerer den nuværende moderniserede stigningsbegrænsning på grundskyld for erhvervsejendomme, der er på 4,75 pct.
Med aftalen vil der – i tillæg til de 10 mia. kr. i skattelettelser, som allerede er på vej med de nye boligskatteregler – være tale om yderligere skattelettelser for de virksomheder, som betaler dækningsafgift, på ca. ½ mia. kr. årligt i perioden 2022-2030.
Aftalen kommer forud for, at de foreløbige 2023-vurderinger for rene erhvervsejendomme vises til december.
– Det er mange år siden, erhvervsejendommene sidst er blevet vurderet. Derfor vil mange opleve stigninger i skattegrundlaget for dækningsafgiften, som selvfølgelig kan føre til utryghed. Den utryghed forsøger vi at komme til livs med en stigningsbegrænsning for dækningsafgiften. Sammen med stigningsbegrænsningen på grundskyld øger det trygheden for ejerne af erhvervsejendomme, siger skatteminister Jeppe Bruus.
Det er en kommunal beslutning, om der skal være en dækningsafgift. I dag har 33 kommuner en erhvervsdækningsafgift. I alt 26.000 virksomheder betaler dækningsafgift. Almene boliger, andelsboliger og udlejningsejendomme til beboelse betaler ikke dækningsafgift.
Efter planen vil et lovforslag, der udmønter aftalen, skulle behandles af Folketinget i andet halvår af 2024, så stigningsbegrænsningen er på plads, inden udsendelsen af de endelige 2021- og 2023-vurderinger påbegyndes. Det indgår i aftalen, at stigningsbegrænsningen for dækningsafgiften vil få virkning tilbage fra 2022.
Øvrige tiltag, der skal skabe øget tryghed ved udsendelse af de foreløbige 2023-vurderinger
De foreløbige ejendomsvurderinger skønnes i de fleste tilfælde at svare til de endelige vurderinger. I forbindelse med visningen af de foreløbige ejerboligvurderinger har der dog været eksempler på meget skæve og fejlbehæftede foreløbige vurderinger.
For at minimere antallet af fejlbehæftede foreløbige vurderinger i forbindelse med den kommende visning af de foreløbige vurderinger for erhvervsejendomme, har Vurderingsstyrelsen igangsat et større kvalitetssikringsarbejde.
Det kan dog ikke udelukkes, at der trods Vurderingsstyrelsens arbejde med at kvalitetssikre de foreløbige grundvurderinger for erhvervsejendomme, vil være eksempler på meget skæve vurderinger i forbindelse med offentliggørelsen. Derfor vil Vurderingsstyrelsen ved henvendelse i forbindelse med køb og salg af erhvervsejendomme gennemgå en foreløbig 2023-vurdering, hvis der er indikationer på, at den er meget skæv.
Det fremgår af aftalen, at visningen af de foreløbige vurderinger for rene erhvervsejendomme på Vurderingsportalen udskydes til december, samt at opkrævningen af grundskyld og dækningsafgift for erhvervsejendomme udskydes to måneder fra 1. februar 2024 til 1. april 2024. Det giver Vurderingsstyrelsen mere tid til kvalitetssikring.