Avisen var i 2024 på besøg hos ADP’s administrerende direktør, Rune Rasmussen. Besøget bød på en spændende samtale og en rundtur på flere af ADP’s lokationer, herunder Fredericia Havn, den eksisterende og den nye containerterminal, Møllebugten samt Taulov Dryport. Undervejs delte Rune Rasmussen indsigter om havnens udvikling, sikkerhed, infrastruktur og fremtidige udfordringer.

Havnen før og nu: Fra fiskeri og cykelstier til kritisk infrastruktur

– Da jeg var knægt, cyklede vi rundt på havnen om sommeren. Vi fiskede fra kajkanten og gik i korndyngerne, når skibene lossede. Det var en anden tid, fortæller Rune Rasmussen.

I dag er det et helt andet billede. Fredericia Havn er en moderne infrastrukturhavn, hvor sikkerhed, effektivitet og global handel er i fokus.

Del 1

– Der er kommet skarpere skel mellem byen og havnen. En støjmur markerer grænsen. Det er ikke længere et sted, hvor man lige triller ned i shorts og spiser en is. Det er en international virksomhed, der håndterer alt fra containere til olie og brændstof – kritisk infrastruktur, som holder samfundet kørende, siger Rune Rasmussen.

Han påpeger, at udviklingen også er præget af globale forhold.

– Vi lever i en verden med stigende sikkerhedskrav. Krigen i Europa og ISPS-reglerne efter 11. september har gjort, at vi er nødt til at tænke anderledes. Havnen er en essentiel del af Danmarks forsyningssikkerhed – både til daglig og i krisetider.

En havn i vækst – men pladsen er knap

Fredericia Havn har udviklet sig markant de seneste år, og med åbningen af den nye containerterminal er behovet for areal endnu større.

– Vi har rygende travlt. Containermarkedet er i vækst, og vi har ikke en eneste kvadratmeter ledig plads. Selv når havneudvidelsen er færdig, vil der stadig være behov for mere kapacitet, forklarer Rune Rasmussen.

En løsning har været Tavlov Dryport, et logistikknudepunkt, hvor gods kan omlastes og opbevares uden for havneområdet.

– Hvis ikke vi havde fået Taulov Dryport, tror jeg, Fredericia Havn ville være en havn i afvikling frem for en havn i udvikling. Vi har flyttet godsstrømme og skabt nye synergier, der har sikret væksten. Taulov Dryport er på seks år blevet større end selve Fredericia Havn. Det er en game changer, siger han.

1000 lastbiler om dagen: Sikkerhed og infrastruktur i fokus

Med op mod 1000 lastbiler om dagen er sikkerhed en afgørende faktor i driften af havnen.

– Når vi optimerer logistikken, handler det ikke kun om effektivitet – det handler også om at mindske risikoen for ulykker. Et nyt vejnet på havnen betyder, at vi har fjernet to højresving for hver af de 1000 lastbiler. Det kan lyde småt, men over tid kan det betyde, at ulykker bliver undgået, forklarer Rune Rasmussen.

Havnen har også øget overvågningen, så alle ind- og udgange registreres digitalt.

– Det er en naturlig udvikling, når man håndterer kritisk infrastruktur. Vi skal vide, hvem der kommer og går. Samtidig sørger vi for, at de ansatte har de bedste vilkår for at udføre deres arbejde sikkert, siger han.

Havnen som arbejdsplads: En kultur af handlekraft

Fredericia Havn er en arbejdsplads, hvor mange forskellige faggrupper arbejder sammen døgnet rundt.

– Vi er kendt for at løse opgaven – uanset hvad. Havnarbejdere, kranførere, trafikassistenter, bogholdere – alle spiller en rolle i, at tingene fungerer. Når folk møder ind, så arbejder de igennem, og de siger ikke nej. Det er en særlig kultur, siger Rune Rasmussen.

Fremtidens havn: Balance mellem by og erhverv

Som en af Danmarks vigtigste havne spiller Fredericia en stor rolle i den nationale infrastruktur, men der er også en balancegang mellem byudvikling og erhvervsliv.

– I mange år har diskussionen været, om havnearealer skulle omdannes til byområder. Men vi kan ikke kun udvikle byerne og ignorere infrastrukturen. Vi er et forbrugssamfund, hvor varer skal importeres og eksporteres. Hvis havnene ikke kan følge med, bliver det et problem for hele landet, siger han.

Han fremhæver samarbejdet i Fredericia som en model for andre havnebyer.

– Her har vi fundet en balance mellem byudvikling og erhverv. Kanalbyen og ADP lever side om side, og vi har et godt samarbejde med politikere og borgere. Det kræver dialog og forståelse for hinandens behov, siger han.

ADP åbner jævnligt dørene for interesserede, der vil lære mere om havnens arbejde.

– Vi siger altid ja, hvis nogen vil besøge os eller holde et arrangement her. Folk går altid herfra klogere på, hvad en havn egentlig betyder for samfundet – og det er vigtigt, afslutter Rune Rasmussen.