Frankrig er sammen med Danmark den største favorit til at vinde EM i håndbold, men de skuffede og spillede uafgjort mod upåagtede Schweiz.
Schweiz fik en ordentlig øretæve i den første EM-kamp mod Tyskland, hvor de tabte 27-14, og derfor var det ventet, at Frankrig ville blæse henover dem.
Det skete ikke, da Schweiz hang på og fulgte med til pausen, hvor stillingen var 14-14. I anden halvleg var Frankrig foran 24-21, men Schweiz fik kæmpet sig tilbage og endte med at spille uafgjort 26-26.
Frankrig var ikke ene om at skuffe. Det gjorde også Kroatien, der ellers udraderede Spanien i deres åbningskamp. Mod Østrig, der ikke er at regne som en topnation, måtte de nøjes med 28-28.
Søndagens EM-resultater:
Montenegro – Island: 30-31 Rumænien – Spanien: 24-36 Schweiz – Frankrig: 26-26 Kroatien – Østrig: 28-28 Nordmakedonien – Tyskland: 25-34 Serbien – Ungarn: 27-28