Herrelandsholdet i håndbold blev i 2023 verdensmestre for tredje gang i træk og skrev dermed verdenshistorie. Lørdag aften blev holdet hyldet som Årets Sportsnavn i skarp konkurrence med Viktor Axelsen og Jonas Vingegaard ved SPORT 2023.
Da de danske håndboldherrer tilbage i januar 2023 velfortjent fik hængt VM-guldmedaljer om halsen, skrev de ikke bare danmarkshistorie, men verdenshistorie. Med finalesejren over ærkerivalerne fra Frankrig blev de nemlig det første herrehåndboldlandshold nogensinde til at vinde verdensmesterskabet tre gange i træk.
Ud over rekorden med flest vundne VM-guldmedaljer i streg satte det danske hold også rekord i længste stime som ubesejret ved VM med hele 27 sejre – og hertil kan det tilføjes, at det danske herrelandshold også er ubesejret i hele 2023.
Holdet har således formået at opretholde et kontinuerligt højt niveau over flere år, og det er på baggrund af VM-guldet og den flotte stime, at det nu kan kalde sig Årets Sportsnavn 2023 – en titel, der uddeles af DIF, Team Danmark og Salling Group.
Team Danmarks formand, Lars Krarup hylder de danske håndboldherre for at skrive sportshistorie.
– Håndboldherrerne har gennem mere end et årti givet os mange store oplevelser og gang på gang samlet millioner af danskere bag skærmen og titusindvis af mennesker på Rådhuspladsen. Det er det, sporten kan, når den er allerbedst, og håndboldherrerne er tilmed fremragende repræsentanter for Danmark, som vi alle kan være stolte af. At vinde VM tre gange i træk er ikke bare et vidnesbyrd om et ekstremt højt niveau. Det er også dansk og international sportshistorie, for det har ingen i herrelandshold formået at gøre før dem. Derfor fortjener de at blive hyldet som Årets Sportsnavn 2023, siger Lars Krarup.
Hans Natorp, der er formand for DIF og formand for prisens dommerkomité, hylder både spillerne og dem, der står bag dem:
– Når håndboldherrerne vinder en VM-guldmedalje for tredje gang i streg, så ligger der et kæmpe arbejde bagved fra mange dygtige folk. Selve slutrunden er blot kulminationen på mange års arbejde, og medaljerne er det synlige bevis på at lykkes og opnå succes. Jeg vil både ønske spillerne og hele holdet bag holdet et kæmpestort tillykke med prisen som Årets Sportsnavn 2023, for ingen vinder alene. Og så vil jeg også benytte lejligheden til at sige, at selvom herrehåndboldholdet er meget velfortjente vindere af Årets Sportsnavn, så var det et svært valg. Derfor også et stort tillykke til de mange danske topatleter, som var med i opløbet om titlen. I samler Danmark og gør os stolte.
Anders Hagh, CEO i Salling Group, der og partner på prisen, støtter op om, at det var et stærkt felt af nominerede, hvor de seneste to års vindere af prisen Jonas Vingegaard og Viktor Axelsen blev slået på målstregen af herrelandsholdet i håndbold:
– Danmark er en håndboldnation, og vi kan roligt være stolte af at have så stærke ambassadører til at repræsentere os ude i verden – både på og uden for banen. Holdet har vist en helt enestående evne til at arbejde sammen om at skabe de gode resultater, og den tredobbelte VM-titel taler for sig selv. De var oppe mod et stærkt felt af nominerede, der alle fortjener stor hyldest, men det gør det bestemt ikke mindre velfortjent, at det er håndboldherrerne, der løber med titlen som Årets Sportsnavn.
Om ’Årets Sportsnavn’
Prisen som Årets Sportsnavn er blevet uddelt siden 1991. I 2023 uddeles den i et partnerskab mellem DIF, Team Danmark og den olympiske partner Salling Group.
DIF og Team Danmark udpeger i alt 15 nominerede, som afsløres fem ad gangen, hvorefter der sættes navn på de tre finalister. Det er dommerkomitéen, som afgør, hvem der skal være den endelige vinder af prisen som DIF, Team Danmark og Salling Groups Årets Sportsnavn 2023.
Udover æren følger der 75.000 kroner med prisen.
Udvælgelseskriterier
Udvælgelse af Årets Sportsnavn sker ud fra en helhedsvurdering af nedenstående kriterier, som er angivet i ikke-prioriteret rækkefølge. Vægtningen af de enkelte kriterier kan variere.
- Global konkurrence: Hvor udbredt er sportsgrenen og disciplinen, og hvor mange af de store idrætsnationer satser på den?
- Konkurrencen og medaljens karat: Et verdensmesterskab er typisk sværere at vinde end et europamesterskab. En konkurrence med deltagelse af resten af eliten er også sværere at vinde end en med mange afbud og skader.
- Kontinuitet og forløb: Er der mange på hinanden følgende bemærkelsesværdige resultater? Eller er der gået mange års målrettet arbejde forud for en sejr, så præstationen virker mere fokuseret og mindre tilfældig end den pludselige sejr, som ingen havde regnet med?
- Folkelighed: Udbredelsen af sporten i Danmark skaber større interesse og dermed et større pres. Samtidig er den interne, danske konkurrence hårdere.
Dommerkomitéen 2023
H.K.H. Kronprins Frederik
Kulturminister, Jakob Engel-Schmidt
Sportens Hall of Fame, Michael Laudrup
Sportens Hall of Fame, Camilla Martin
DIF’s bestyrelsesformand, Hans Natorp
DIF’s administrerende direktør, Morten Mølholm Hansen
Team Danmarks bestyrelsesformand, Lars Krarup
Team Danmarks administrerende direktør/CEO, Peter Fabrin
Salling Groups CEO, Anders Hagh
Vindere af Årets Sportsnavn
1991: Mette Jacobsen, svømning
1992: Jesper Bank, sejlsport
1993: Damelandsholdet, håndbold
1994: Damelandsholdet, håndbold
1995: Mette Jacobsen, svømning
1996: Bjarne Riis, cykling
1997: Wilson Kipketer, atletik
1998: Letvægtsfireren, roning
1999: Camilla Martin, badminton
2000: Damelandsholdet, håndbold
2001: Thomas Bjørn, golf
2002: Tom Kristensen, motorsport
2003: Nicki Pedersen, speedway
2004: Letvægtsfireren, roning
2005: Tom Kristensen, motorsport
2006: Mikkel Kessler, boksning
2007: Rasmus Quist og Mads Rasmussen, roning
2008: Herrelandsholdet, håndbold
2009: Lotte Friis, svømning
2010: Caroline Wozniacki, tennis
2011: Jeanette Ottesen, svømning
2012: Lasse Norman Hansen, cykling
2013: Maja Jager, bueskydning
2014: Camilla Pedersen, triatlon
2015: René Holten Poulsen, kajak
2016: Pernille Blume, svømning
2017: Viktor Axelsen, badminton
2018: Caroline Wozniacki, tennis
2019: Mads Pedersen, cykling
2020: Banelandsholdet i 4.000 meter holdforfølgelsesløb
2021: Viktor Axelsen, badminton
2022: Jonas Vingegaard, cykling
2013: Herrelandsholdet, håndbold