Der gik kort tid, før to tysk indregistrerede flugtbiler forlod Danmark, efter to børn den 1. januar klokken 00.17 blev frihedsberøvet af et ukendt antal gerningspersoner. Gerningspersoner, der af vidner alle beskrives som mænd.
Syd- og Sønderjyllands Politi orienterede det tyske Bundespolizei om situationen klokken 00.31. Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser i dag, at de to køretøjer passerede grænsen ved Kruså klokken 00.33. Da dansk politi efterfølgende blev bekendt med de to køretøjers registreringsnumre, blev tysk politi orienteret om dette.
Bilerne blev senere fundet i Tyskland og er i tysk politis varetægt. Der er tale om to tyske udlejningsbiler.
Tysk politi har i dag bekræftet, at de to børn i øjeblikket befinder sig hos deres tyske mor.
Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker sagen i forhold til vold og frihedsberøvelse og er i den forbindelse i dialog med tysk politi. Gerningspersonerne overfaldt børnenes far, inden de tvang de to børn ind i bilerne.
Syd- og Sønderjyllands Politi har af hensyn til efterforskningen ikke yderligere oplysninger i øjeblikket.