Tusindvis af syddanskere er allerede blevet vaccineret, og efterspørgslen på tider til vaccination på regionens vaccinationscentre falder støt. Regionen tilpasser derfor antallet af vaccinationscentre og lukker de første regionale vaccinationscentre i Aabenraa, Svendborg og Vejle og regionens vaccinationstilbud i Ribe 30. november. Det vil dog stadig være muligt at få både influenza- og COVID-19-vaccinationer på apoteker på tværs af regionen helt frem til 15. januar 2024.
Regionens vaccinationsindsats er rigtig godt i gang, og mange syddanskere har fået en vaccination. Siden 1. oktober er der givet over 450.000 stik med enten en influenza- eller COVID-19-vaccine.
Det vil sige, at godt 64 % af de 277.000 syddanskere over 65 år, der har modtaget en invitation til vaccination i år, allerede fået en COVID-19-vaccination, og 66% er blevet vaccineret mod influenza. Vaccinationstilslutningen på plejehjem på tværs af regionen ligger samlet på 85%, og 50.000 syddanskere har lige nu booket tid og venter på et eller to stik i løbet af november.
Efterspørgsel daler
Vaccinationssæsonen løber fra 1. oktober 2023 til 15. januar 2024. Regionen har forsøgt at tage højde for en større interesse de første otte uger af sæsonen fra 1. oktober til 1. december, så derfor er regionens kapacitet og antal af tider til booking henover efteråret og vinteren også blevet fordelt derefter. Men det er blevet tid til at overveje at tilpasse vaccinationstilbuddet.
Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen siger:
– Tusindvis af syddanskere er allerede blevet vaccineret, og tusindvis har booket tid til vaccination de kommende uger. Det er meget glædeligt at se. Det betyder dog også, at interessen for at booke tider på vores vaccinationscentre meget naturligt er stærkt faldende i det meste af regionen. Da man kan blive vaccineret på apoteker i alle 22 kommuner til 15. januar 2024, giver det ikke mening at holde de store vaccinationscentre åbne for meget få borgere helt frem til næste år.
Tilpasser vaccinationstilbuddet
Der vil være vaccinationstilbud på tværs af regionen indtil 15. januar 2024, men det vil løbende blive tilpasset efterspørgslen.
Koncerndirektør i Region Syddanmark Kurt Espersen siger:
– Vi begynder nu så småt at tilpasse regionens vaccinationssetup baseret på efterspørgslen. Der, hvor vi allerede nu har fået vaccineret en masse, og interessen derfor er dalende, skruer vi ned for tilbuddene. Men der, hvor der stadigvæk er et markant behov, holder vi fortsat åbent eller udvider vores tilbud. Regionen vil i samarbejde med kommunerne fortsat stå for vaccination af immobile borgere i eget hjem. Vi kommunikerer nu om tilpasningerne, så borgerne kan indstille sig på ændringerne og få booket tid, hvis de endnu ikke har haft mulighed for det, for der er stadig en tid og en vaccine til alle, der ønsker det.
30. november 2023 er den sidste dag, man kan blive vaccineret på følgende lokaliteter:
- Vaccinationscenteret i Vejle
- Vaccinationscenteret i Svendborg
- Vaccinationscenteret i Aabenraa
- Regionens vaccinationstilbud i Ribe.
Indtil den 30. november 2023 kan borgere, der ønsker at blive vaccineret på vaccinationscentrene i Vejle, Svendborg og Aabenraa samt vaccinationstilbuddet i Ribe, stadig booke tid via www.vacciner.dk
Løbende nedlukning
Åbningstiderne på regionens øvrige fire vaccinationscentre i Odense, Sønderborg, Kolding og Esbjerg vil løbende blive nedjusteret, i takt med at efterspørgslen falder.
Centrene i Sønderborg, Kolding og Esbjerg har sidste åbningsdag 22. december 2023. Der er lukket for vaccination i Odense mellem jul og nytår (22. december 2023 – 1. januar 2024).
Regionen opfordrer i den forbindelse forældre til sårbare børn, der skal vaccineres på vaccinationscentre, til at få bestilt tid hurtigst muligt, så børnene kan blive vaccineret i det lokale vaccinationscenter inden jul. Efter nytår kan de kun blive vaccineret i Odense. Alle andre børn mellem to og seks år vil forsat kunne vaccineres med næsespray på apoteker.
Fra 2.-15. januar 2024 er det kun vaccinationscenteret i Odense og apoteker på tværs af hele regionen, der stadig holder åbent.