FHK tabte med 35-27 på udebane mod Aalborg Håndbold. FHK-træner Gudmundur Gudmundsson mener ikke, at hans hold afsluttede godt nok på Niklas Landin, men en udefrakommende faktor, som han ikke kunne gøre noget ved, spillede også ind. Gudmundsson mener, at dommerparret Jacob Pagh og Kalle Thygesen fra start til slut bortdømte FHK.
Set over de 60 minutter var der klasseforskel mellem Aalborg og FHK. I en kort periode i slutningen af anden halvleg var det tæt, men momentet var kortvarigt, og så endte Aalborg med at vinde kampen med otte mål. Det vidnede om, at der var klasseforskel på de to hold på dagen, hvor FHK ikke ramte deres topniveau. Eksempelvis lavede FHK’s højrehåndede bagspillere, Kristian Stoklund, James Junior Scott og Reinier Taboada blot fem mål i alt til sammen på 20 forsøg, mens Sebastian Henneberg kun var inde meget kortvarigt. Derfor blev det i anden halvleg til en del spilletid til unge Jonas Kruse, der fik bidraget med to assists, inden han måtte lade sig udskifte efter et slag.
Udenfor FHK’s omklædningsrum stod Gudmundur Gudmundsson, Jesper Houmark og Thomas Renneberg-Larsen og talte sammen. Det gør de efter hver kamp. På afstand kunne man høre, at islændingen langtfra var tilfreds, og helt konkret drejede det sig om dommerne, som han mente var imod FHK.
– Jeg synes, det var svært fra starten, da vi fik 3-4 udvisninger i første halvleg, og de var meget hårde. To af dem forstår jeg ikke. Vi havde det svært i undertal, og det var forskellen i første halvleg, synes jeg. Vi startede godt og lavede gode mål, men brændte for meget. Vi lavede for nemme skud på deres målmand, og i anden halvleg kom vi i en dårlig situation, men jeg er stolt af holdet over den måde, vi kom tilbage på. Vi kom ned på fire mål to gange og fik chancen for at være bagud med tre, men så kom der en kendelse, jeg ikke forstår, og lige efter blev der heller ikke dømt noget til Lasse Balstad. Jeg er meget utilfreds med de kendelser – det var meget mærkeligt, siger Gudmundsson.
FHK-træneren slår dog fast, at holdet på dagen mødte en modstander, der overmatchede dem.
– Hvis vi kigger på kampen, så spiller vi mod et verdensklassehold, og der kan man ikke tillade sig så mange tekniske fejl og skud, der ikke er præcise nok. Der er skud, hvor vi bare er læst af, at målmanden står der, og så tager vi nogle andre beslutninger, vi ikke skal tage. Vi spiller mod et Aalborg-hold, der var svært at møde, siger Gudmundsson.
Til tider var Niklas Landin et levende plankeværk i Aalborg-målet, men han var ikke et tema i FHK-lejren. Til gengæld fremhæver Gudmundur Gudmundsson særligt én FHK-spiller.
– Vi har slet ikke talt om Landin i ugen op til kampen, så jeg ved ikke, om vi var bange for ham. Jeg er i hvert fald ikke, men han er en dygtig målmand, og jeg synes bare, vi skød dårligt på ham. Vi var ikke præcise nok, han læste bare skuddene, og det er jeg ikke tilfreds med. Jeg vil dog gerne rose Anders Martinusen for en fantastisk kamp. Han var outstanding, og jeg synes faktisk, at han var den allerbedste spiller på banen. Han lavede utrolige ting for os, og så er jeg glad for, at vi kom tilbage. De endte med at skifte alle ind igen, da de blev presset, forklarer Gudmundsson og henviser til, at Martinusen kanonerede bolden ni gange i kassen og leverede fem assists.
I ugen op til kampen havde FHK ikke de bedste betingelser. Flere har været ude med sygdom, og det har sat sine spor.
– Vi har haft sygdom, og det har været svært for os. Vi håber, at vi har styr på det nu. Vi har en kamp på fredag inden landsholdspausen, og det er en vigtig kamp for os, siger Gudmundsson.
Træneren håber, at alle er i fuld vigør inden fredagens kamp mod Skanderborg AGF.-.
– Thorsten Fries ved jeg ikke med, men de andre er på vej, og jeg håber det bedste og håber, vi kan bruge alle i løbet af ugen, siger Gudmundur Gudmundsson.
Med en uvis status på Fries, der er ude med en hjernerystelse, vil det være nærliggende at hente en erstatning ind. Det er dog ikke på tegnebrættet endnu.
– Vi gør ikke noget endnu, men vi venter og ser, hvordan det udvikler sig med Thorsten, slutter Gudmundur Gudmundsson.