Et bredt flertal i det syddanske regionsråd har her til aften indgået forlig om Region Syddanmarks 2024-budget. Budgettet er stramt og ansvarligt og indeholder få nye initiativer. Til gengæld undgås centrale sparerunder på sygehusene, og en styrkelse af psykiatrien sikres.
Det syddanske sundhedsvæsen er fortsat påvirket af eftervirkningerne af corona-pandemien og sygeplejerskestrejken. Desuden er økonomien anstrengt. Det skyldes ikke mindst stærkt stigende udgifter til medicintilskud.
Med budgettet for næste år tager aftalepartierne de nødvendige skridt til at sikre mest mulig ro og forudsigelighed om økonomien på de syddanske sygehuse. Det er lykkedes aftalepartierne at nå frem til et budget for næste år, hvor man undgår centrale sparerunder på de syddanske sygehuse ud over de besparelser på administration, som er pålagt regionerne fra centralt hold. Det betyder til gengæld, at der kun er plads til få nye initiativer i budgettet for næste år.
Aftalepartierne er desuden enige om, at den fortsatte normalisering af udredningsret og ventetid til behandling skal være højt prioriteret i 2024.
Regionsrådsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose (V) siger:
– Der er ikke nogen tvivl om, at rammerne for budgetlægningen i år har været strammere, end vi tidligere har oplevet. På trods af det har vi endnu engang indgået et bredt forlig om et budget i balance. Der har ikke været plads til mange nye initiativer, og de fleste er finansieret via omprioritering. Til gengæld er det lykkedes os at undgå centrale sparerunder på vores sygehuse og sikre dem stabile økonomiske rammer. Det er helt afgørende for, at vi kan fortsætte med at nedbringe ventetiderne. Samtidig er det lykkedes at finde penge til yderligere investering i psykiatrien.
Et stramt og ansvarligt budget
Bag forliget om næste års budget står Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Nye Borgerlige, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti. Samlet set står 39 af regionsrådets 41 medlemmer bag forliget. Enhedslistens to medlemmer er ikke med i forliget.
Ventetiderne har stabiliseret sig
En af de mest synlige konsekvenser af den historisk udfordrende situation er for lange ventetider på de syddanske sygehuse. Regionsrådet har allerede truffet en lang række beslutninger, der giver sygehusene de bedst mulige betingelser for at nedbringe ventetiderne, og aktuelt er ventetiderne stabiliseret og svagt faldende. Aftalepartierne er enige om, at en normalisering af ventetiderne skal være højt prioriteret i 2024.
Fortsat prioritering af psykiatrien
Aftalepartierne er enige om at videreføre den klare prioritering af psykiatrien også i 2024, som på trods af tidligere prioriteringer er mærkbart presset af flere patienter og udfordringer med rekruttering af personale.
Det sker gennem yderligere investeringer i psykiatrien med blandt andet en styrkelse af den retspsykiatriske distriktspsykiatri, oprettelse af en virtuel lægeklinik samt udenlandske læger.
Grøn omstilling
Regionsrådet har sat et ambitiøst mål om, at regionens samlede udledning af CO2 skal reduceres med mindst 35 procent frem mod 2030.
Den seneste rapportering fra 2022 viser, at regionen er på rette vej, men aftalepartierne ønsker at intensivere arbejdet i de kommende år.
Desuden bliver der afsat en klimapulje på 15 mio. kr. til initiativer vedrørende for eksempel CO2-neutral transport, reduktion af klimaskadelige anæstesigasser og mere klimavenlige udendørsarealer ved regionens bygninger.
Formel vedtagelse 25. september
Region Syddanmarks budget for 2024 vedtages formelt på regionsrådsmødet mandag den 25. september 2023.
Region Syddanmarks samlede driftsbudget er i 2024 på i alt 30,3 mia. kr. For de penge leverer cirka 26.800 fuldtidsmedarbejdere sundheds-, psykiatri- og socialydelser til de 1,2 mio. syddanskere og arbejder med at styrke den regionale udvikling.
Eksempler på nye initiativer i budget 2024
Styrkelse af psykiatrien: 15,5 mio. kr. i 2024 og 2025, 13,3 mio. kr. i 2026 og 10,5 mio. kr. fra 2027 og frem (finansieret via omprioritering i 2024-25).
Herunder:
- Udenlandske læger: 2,2 mio. kr. årligt i 2024-25 til en indsats over 2 år for at tiltrække udenlandske læger.
- Virtuel lægeklinik: 2,8 mio. kr. årligt i 2024-26.
- Permanentgørelse af styrket akutmodtagelsen i psykiatrisk afdeling, Odense: 2,7 mio. kr. fra 2024 og frem.
- Afbødningspulje til vagtpersonale: 4 mio. kr. årligt fra 2024 og frem.
- Central visitation og anvendelse af udrednings- og behandlingspakker: 1,4 mio. kr. fra 2024 og frem.
- Retspsykiatrisk distriktspsykiatri: 2,4 mio. kr. fra 2024 og frem.
Pulje til afbødende foranstaltninger for ventende til børne og ungdomspsykiatri: 1,5 mio. kr. fra 2024 og frem (finansieret af råderum).
Rekruttering af geriatere: 1,0 mio. kr. årligt (finansieret via omprioritering).
Fortsættelse af opsporing og behandling af sårbare borgere: 0,950 mio. kr. årligt (finansieret af råderum).
Kompetenceudvikling til det kommende regionale dobbeltdiagnosetilbud: 4,0 mio. kr. i engangsbevilling i 2024 (finansieret via omprioritering).
Midler til indsatser for forebyggelse af høje følelsesmæssige krav hos personale. 5 mio. kr. i 2024.
Ny præhospital organisering: 5,0 mio. kr. årligt (finansieret af råderum inden for det præhospitale område).
Innovationsstrategi: 10 mio. kr. i engangsbevilling i 2024 (finansieret via omprioritering).
Klimapulje: 15 mio. kr. i engangsbevilling i 2024 (finansieret via omprioritering).
Partiernes reaktioner på budgetaftalen
Gruppeformand Mette With Hagensen (S):
– På trods af de svære forudsætninger for budgetforhandlingerne er det lykkedes at lande et budget, hvor vi ikke kører en grønthøster gennem de regionale budgetter. Vi kan sikre god drift og fasholde vores ambitioner på klima- og miljøområdet, og det kan vi være stolte af i lyset af de meget stramme rammer, vi er blevet givet for dette års budgetforhandlinger.
– Det glæder mig, at vi kan friholde den kliniknære administration for besparelser og således ikke lægge yderligere pres på medarbejderne med dette budget. Jeg ser frem til arbejdet om fremtidens medarbejdere, så vi også fremover kan skabe attraktive arbejdspladser, hvor medarbejderne har lyst til blive.
– Psykiatrien er udfordret, og vi kan ikke vente længere på 10-årsplanen fra Christiansborg, så det er glædeligt, at vi har så sund økonomi, at vi kan bruge penge på at styrke både børne- og voksenpsykiatrien, så vi kan få nedbragt ventelisterne og lette presset på psykiatrien i Region Syddanmark.
Regionsrådsmedlem Michael Nielsen (K):
– Det glæder Det Konservative Folkeparti, at der er fokus på fastholdelse, især af vores nye medarbejdere, så de ikke for hurtigt brænder ud. Derudover glæder det os, at vi nu får et fornyet fokus på, at vi bruger vores ressourcer rigtigt på vores sygehuse, og at vi husker at arbejde smart og bruge de mange gode erfaringer som mange afdelinger har i hele vores organisation.
Gruppeformand Annette Blynel (SF):
– SF har i aftalen prioriteret velfærd, personalets trivsel og klima. På trods af en meget stram økonomisk ramme er det lykkedes at afsætte flere penge til psykiatrien, sikre fortsat lægetjek til alle retspsykiatriske patienter og fastslå, at socialsygeplejerskerne kan opsøge borgere med størst behov. Endelig har det været et meget vigtigt fokuspunkt for SF, at vi får et tilbud til de mange børn og unge, der står på de alt for lange ventelister til børnepsykiatrien. Heldigvis fik vi også afsat en klimapulje til den fortsatte grønne investering og skabt fokus på at sikre bedre trivsel og fastholdelse af personale, bl.a. med mulighed for fleksible senioraftaler og pulje til forebyggelse af høje følelsesmæssige krav.
Gruppeformand Sabrina Bech Bartholin (NB):
– I Nye Borgerlige er vi positive i forhold til indgåelse af budgettet for 2024, hvor der er sikret økonomisk balance og råderum til usikre tider. Det betyder meget for os, at budgetforliget indeholder indkøbsbesparelser og en gennemgang af puljer på Regional Udvikling. Vi er særligt tilfredse med prioriteringen af psykiatriområdet, fastholdelse af personale og optimering af ressourceanvendelse.
Regionsrådsmedlem Anne Marie G. Andersen (R):
– I Radikale Venstre er vi tilfredse med, at vi i Region Syddanmark – trods de begrænsede ressourcer – stadig har en sund økonomi og et stort fokus på at styrke klimaet, psykiatrien og de unges trivsel. Særligt styrkelsen af kapaciteten i børne- & ungepsykiatrien samt tilbud som Mindhelper og Headspace, der kan hjælpe unge på venteliste, ligger os meget på sinde.
Gruppeformand Carsten Sørensen (DF):
– I et stramt budgetår med meget få midler, glæder det os i Dansk Folkeparti, at partierne har fastholdt en fornuftig tilgang til budget 2024. Vi er tilfredse med, at der er kommet flere borgernære punkter med. Her tænkes på fokus på tilgængelighed for handicappede, fremskudt funktion for veteraner og en analyse af ventetider på skadestuerne samt forplejning ved meget lange ventetider. Det er også glædeligt, at vi iværksætter nye tiltag, der skal øge sikkerheden for patienter og ansatte i psykiatrien.