Tirsdag aften var Ungdommens Hus i Fredericia genstand for en voldsom episode. Omkring 20 maskerede mænd med tilknytning til bandemiljøet ville have fat i en person på Ungdommens Hus. Nu melder Sydøstjyllands Politi endeligt ud om episoden og bekræfter denne. Samtidig vil man øge patruljeringen for at skabe tryghed for de unge.
Flere gange har AVISEN været i kontakt med vagthavende hos Sydøstjyllands Politi. Først vidste ikke den vagthavende ikke, hvad der var sket, og senere henviste man til kommunikationsafdelingen. Derfor valgte AVISEN i første omgang at udgive en begrænset artikel om den foruroligende hændelse, hvilket endeligt fik myndighederne op af stolen:
Fredericia Kommune bekræftede torsdag morgen episoden, hvor tre biler med maskerede unge mænd ankom til Ungdommens Hus på uhyggelig vis. Angiveligt ville de have fat i en bestemt person på stedet, men pædagogerne nåede angiveligt at få låst dørene, hvorfor episoden ikke eskalerede yderligere. Politiet blev også tilkaldt, men da en patruljevogn ankom til Ungdommens Hus, stak den store flok fremmødte af. Der skal ifølge vidner have været mellem 15-20 personer. Selve forløbet vil politiet ikke bekræfte, men de vil gerne bekræfte, at de var til stede ved Ungdommens Hus i Norgesgade:
“Sydøstjyllands Politi kan bekræfte, at der var en hændelse i Fredericia tirsdag ved Ungdommens Hus, og at vi blev tilkaldt i den anledning. En patrulje var på stedet”, meddeler politiets presseafdeling. Samtidig forklarer politiet, at man nu er i gang med at undersøge episoden yderligere. Det sker i samarbejde med Fredericia Kommune, der i første omgang havde mørklagt hele affæren og på ingen måde meddelte sig om denne til offentligheden, udover at man gav besked om at Ungdommens Hus midlertidigt var blevet lukket, mens man undersøgte “beredskabet”.
Politiet ønsker at afklare de nærmere omstændigheder, men er samtidig forbeholden overfor, om det er en politiopgave eller kommunens unge-indsats, der skal gøre noget. Samtidig åbner man op for en fælles indsats.
Men politiet har dog besluttet at øge trygheden omkring Ungdommens Hus, hvorfor man vil lade patruljevogne lægge vejen forbi stedet og de relevante faciliteter, meddeler man. Herudover har politiet indtil videre ikke yderligere kommentarer til sagen.
Ungdommens Hus er indtil videre lukket frem til tirsdag, mens kommunen gennemgår “beredskabet” på stedet.