Statens og kommunernes budgetter kan ikke sammenlignes med de almindelige husholdningsbudgetter. Den slags som almindelige mennesker anvender, så de ikke kommer til at overtrække deres konto i banken. Hvor man regner på, hvad man har råd til, og indretter sig efter det.
I det offentlige har mange et umætteligt behov for flere penge. Alle områder er vitale, afgørende, uundværlige og så videre. Læg dertil den faglige vinkel.
Men kerneopgaverne er faktisk meget simple. Vi skal tage os af børnene, de gamle og de syge. Så vi sikrer en værdig tilværelse til de svageste, hvor vi med omsorg og omtanke bruger vores menneskelighed som en værdifuld ressource.
Det er trættende at se de kroniske frontalangreb på folkeskolen. Lad os anerkende at folkeskolen er årsagen til, at der i Danmark har været en enorm social mobilitet siden 1960erne. Hvor utallige, før hen fattige, arbejderbørn er kommet i uddannelse og har flyttet sig til andre sociale lag. På grund af den enorme satsning på skolerne, uddannelsessystemet og mulighederne for at finansiere uddannelsen for den enkelte. Dannelse og demokratisk lærdom er folkeskolens store bedrift, der desværre er blevet udhulet med reform efter reform.
Sundhedssektoren brænder. Man kan ikke følge med. Folk rejser og rejser for at få behandling. Supersygehuse og ingen lokale læger. Men sundhed er også det nære. Den daglige kontakt. Ikke et nummer i køen. Men et helhedssyn hvor centrale fagfolk kan vurdere, hvordan man bedst hjælper det enkelte menneske.
Ældreplejen har givet et værdigt liv til dem, der har ydet igennem et langt liv. At der nu optræder ord som ”omsorgstræthed” og ”forråelse” er en skændsel. Hvem har ansvaret for, at det er kommet så vidt? Det er så sandelig ikke fordi, at danskerne ikke betaler skat. Så hvor lander de mange milliarder skattekroner henne?
Kommunerne spiller en afgørende rolle i velfærden. Store dele af opgaverne skal håndteres lokalt. Desværre ser vi, at det lokalpolitiske system lider under en absurd problemstilling, hvor valgrutinen lader til at betyde mere end løsningerne.
I de kommende uger vil mange af vores kommuner fremlægge spareforslag under påskud af, at være er hårdt pressede. Dette scenarie er velkendt og følger en trist tradition.
Vi befinder os i det andet år efter kommunalvalget, hvilket traditionelt er lig med stramme budgetter. Men frygt ej; i de år, der følger – inklusiv valgåret – kan vi forvente ‘positive’ budgetter med investeringer i velfærd, uddannelse og ældrepleje. Dette spil har været i gang siden 1970’erne, og det har skabt en kløft mellem politikernes og borgernes forventninger.
Det er på høje tid, at vi ændrer dette og begynder at lave realistiske, holdbare budgetter. Politikerne skal bruge pokaler frem mod valget, det bliver ofte et tema, og så klippes der snore, tages spadestik og jubles over investeringer i bygninger, uddannelser og andet godt, imens ukrudtet får lov at stå frit de steder, hvor man tidligere klippede snore og tog spadestik.
De aktuelle besparelsesforslag fremstår især absurde, når nyeste data viser, at vi vil have færre unge og ældre end tidligere antaget i beregningsmodellerne. Endnu mere tankevækkende er det, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd estimerer, at Danmarks økonomiske råderum ikke bare er på 16 milliarder kroner, men måske så meget som 26 milliarder. Så hvorfor sparer vi på vores mest sårbare borgere?
I stedet for at udvide bureaukratiet med 15.000 flere ledere og konsulenter, kunne vi bruge disse værdifulde menneskelige ressourcer til at tænke nyt. Vi har en gylden mulighed for at revurdere vores samfundsstruktur og arbejde for, at Danmark bliver det land, alle gerne vil bo i. Det kræver selvfølgelig, at vi tager fat om nældens rod og besvarer de svære spørgsmål: Hvor skal pengene komme fra, og hvordan finansierer vi de tjenester, vi alle har så kært? Det er tid til at tage en ærlig og ambitiøs dialog om vores fremtid. Alt andet er, blødt sagt, sørgeligt.
Ambitioner, nytænkning og investeringer er vejen frem, ikke besparelser og valgpokaler.
