1. november indfører Region Syddanmark et 72-timers udvidet behandlingsansvar. Det betyder, at de syddanske sygehuse beholder ansvaret for udvalgte patienters behandling 72 timer efter udskrivelsen.
Alt for mange ældre patienter genindlægges, og det vil politikerne i Region Syddanmark gerne ændre på. Derfor godkendte regionsrådet 28. august en model for et 72-timers udvidet behandlingsansvar i Region Syddanmark.
Det udvidede behandlingsansvar betyder, at den kommune, patienten udskrives til, kan tage direkte kontakt til den afdeling på sygehuset, som patienten er udskrevet fra, i 72 timer efter udskrivelsen. Det kan de gøre for at afklare spørgsmål om f.eks. medicin eller behandlingsplan eller for at få sundhedsfaglig sparring eller rådgivning på grund af en forværring i patientens tilstand. Formålet er høj kvalitet, patientsikkerhed og sammenhæng i forløb og dermed også at medvirke til færre genindlæggelser.
Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) siger:
– 72-timers udvidet behandlingsansvar er sat i verden for at give patienterne større tryghed og oplevelsen af bedre sammenhæng mellem sygehus og patientens kommune i forbindelse med deres udskrivelse og de første dage tilbage i hjemlige rammer. Det er vores forventning, at det vil gøre en markant forskel for dem, at sygehuset og kommunen snakker sammen om f.eks. smertebehandling i dagene efter, de er kommet hjem, frem for at de skal genindlægges, hvis sundhedspersonalet kan blive enige om en ny plan via et telefonopkald.
Beslutningen i regionsrådet kommer i kølvandet på Region Syddanmarks budgetaftale for 2023, hvor aftalepartierne blev enige om at indføre et 72-timers udvidet behandlingsansvar, hvor sygehuset beholder behandlingsansvaret i tre døgn efter udskrivelse for at undgå de mange akutte genindlæggelser. Regeringen og Danske Regioner har med deres aftale om en akutplan for sundhedsvæsenet efterfølgende aftalt, at alle regioner at indfører et 72-timers udvidet behandlingsansvar i løbet af 2023.
Opstart 1. november 2023
Det udvidede behandlingsansvar i Region Syddanmark træder i kraft 1. november.
Med den model politikerne har vedtaget for det 72-timers udvidede behandlingsansvar, skal sygehusene tage sig af de patienter, der i forbindelse med udskrivelsen har behov for det. For patienter, der er tilknyttet den kommunale sygepleje, betyder modellen, at de kommunale sygeplejersker har mulighed for at kontakte sygehuset, uanset om patienterne er hjemme, på et plejecenter eller tilknyttet et andet kommunalt sundhedstilbud.
Stephanie Lose siger:
– Det udvidede behandlingsansvar skal først og fremmest komme patienterne til gavn. Men det vil også være med til at løfte og skærpe samarbejdet mellem sygehuset og den kommunale sygepleje, der står klar til at tage imod, når patienterne udskrives. Jo skarpere behandlingsplaner og detaljer om medicin er beskrevet fra sygehusets side, jo nemmere er det for den kommunale sygepleje at tage imod patienten.
Når de 72 timer er gået, og sygehusene ikke længere har ansvaret for patienten, så overgår ansvaret til den praktiserende læge.
I 2024 vil regionerne i fælleskab gennemføre en evaluering af 72-timers udvidet behandlingsansvar.