Foto: AVISEN

Sydøstjyllands Politi efterlyser vidner til en voldssag, der fandt sted på Streetfood på Skamlingvejen i Kolding lørdag klokken 23.57.

To veninder på henholdsvis 33 og 34 år var ude at spise, da episoden opstod.

Ifølge rapporten var de to forudrettede kvinder på dansegulvet, da den 34-årige kvinde stødte ind i den anden kvinde, der gik sammen med en mand. Det er uklart, om stødet var med vilje eller ej, og dette er stadig under undersøgelse. Manden, der fulgtes med den pågældende kvinde, blev voldsomt ophidset og skubbede den 34-årige kvinde i brystet, hvilket fik hende til at falde på ryggen. Han holdt hende nede med den ene hånd og uddelte 4-5 knytnæveslag på hendes højre kindben. De to forudrettede råbte om hjælp, og to andre mænd, der var til stede, fik fjernet gerningsmanden, hvorefter han forlod stedet sammen med kvinden han kom med. Den 34-årige kvinde pådrog sig hævelser i ansigtet som følge af angrebet.

Politiet ønsker især at finde de to mænd, der hjalp med at fjerne gerningsmanden fra beværtningen, så de kan bidrage som vidner i sagen.

Gerningsmanden beskrives som en mand på mellem 15-20 år, udenlandsk af udseende med mørkt mellemkrøllet hår og et bredt ansigt.

Kvinden, der fulgtes med gerningsmanden, og som blev stødt ind i, beskrives som en kvinde på mellem 15-20 år, dansk af udseende med mellemlangt lyst hår.

Vagtchef Mikkel Ros opfordrer eventuelle vidner, der har set hændelsen, til at kontakte politiet på telefonnummer 114.