I sidste uge skete det igen. En politiker valgt for et parti, skiftede over til et andet. Denne gang endda en politiker, der end ikke selv blev valgt, men i stedet er blevet suppleret ind. Historien er langt fra enestående. Tværtimod. Både på Christiansborg, i Europa-Parlamentet, i regionsrådene og i byrådene. Alle steder sker det løbende, at politikere tager mandatet fra et parti med over i et andet.
Bergur Løkke Rasmussen. Efternavnet lyder meget bekendt – og ligesom sin far, Lars Løkke Rasmussen, har Bergur en lang fortid i Venstre. Han stillede i 2019 op til Europa-Parlamentet for Venstre, men opnåede ikke valg. Alt imens Bergur har fastholdt sit medlemskab i Venstre, var situationen som bekendt en anden for hans far. Venstre blev skiftet ud med en post som løsgænger – og siden en post som partiformand og stifter af et nyt parti; Moderaterne.
Ved Folketingsvalget i 2022 valgte en række medlemmer af Europa-Parlamentet at stille op til Folketinget. Da de 1. november opnåede valg betød det, at man i Venstres gruppe i Europa-Parlamentet skulle skifte ud. Meget endda. Bergur Løkke Rasmussen skulle til Bruxelles – sammen med Kim Valentin, der ikke opnåede valg til Folketinget. Sidstnævnte endte dog alligevel på Christiansborg, da Karen Ellemann ikke ønskede den plads, hun eller havde fået i Folketinget.
Men lad os holde den ved Bergur Løkke Rasmussen for nu. Da han tiltrådte i Europa-Parlamentet i november, forsikrede han i et interview med Altinget, at han ville blive i Venstre. Som minimum i valgperiodens længde. Valgperioden for Europa-Parlamentet udløber først i 2024, så da Bergur Løkke Rasmussen i sidste uge meddelte, at han skiftede parti, må det altså siges at være et løftebrud. Han har valgt Moderaterne til, og Venstre fra. En stor overraskelse? Overhovedet ikke. Men det har åbnet op for en debat, der jævnligt kommer frem.
Hvornår er mandatets ens eget og hvornår er det partiets?
Er det rimeligt, at en folkevalgt kan tage et mandat fra ét parti med over i et andet? Det spørgsmål åbner op for flere spørgsmål. For der er en stor forskel på, om man har fået stemmer nok til at opnå sit eget mandat, eller om man har fået sin plads i en folkevalgt forsamling, fordi nogen har sat kryds ved det parti, man var opstillet for. I en helt værre kontekst er jo så Bergur Løkke Rasmussen, der var afhængig af, at andre trådte ud, før at han kunne få mandatet – og tage det direkte med over i et andet parti.
Det er en diskussion værd, om det kan være rimeligt, at enhver alene er bundet af sin egen samvittighed, eller om der skal ændres i reglerne, så et mandat tilhørende et parti også vedbliver at være hos det parti – uanset hvad en politiker måtte vælge at gøre.
Det er ikke kun en diskussion, der gør sig gældende i Europa-Parlamentet. I Folketinget er der også en stoledans uden lige, hvor den seneste valgperiode bød på mange partiskifte, blandt andet stort set hele Dansk Folkeparti over til Danmarksdemokraterne, et par Venstre-folk til Konservative og så Lars Løkke Rasmussen til Moderaterne. I denne periode er det så Dansk Folkeparti, der udtømmer Nye Borgerlige, alt imens de øvrige partier, for nu, ånder fred og ro.
Men hvis er mandatet, man som politiker bliver valgt på? Rent juridisk, som det er lige nu, er mandatet personbåret og ikke partibåret. Men love kan, som bekendt, laves om. For er det egentlig rimeligt, at man med relativt få stemmer – og ikke engang nok til at trække sit eget mandat – kan tage mandatet med til et andet parti? Argumentet er, at vælgerne stemmer på personen og ikke nødvendigvis partiet. Det argumentet kan jeg for så vidt godt følge, men det falder til jorden alt den stund, at personen ikke i sig selv fik nok stemmer til at optjene et mandat.
Tag nu bare hvis Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten måtte vælge at forlade partiet. Så ville han, på baggrund af få hundrede stemmer, kunne tage et mandat med en værdi på omtrent 20.000 stemmer med over til et andet parti. Det virker nok urimeligt for de fleste. Det er nok også et meget hypotetisk scenarie, for han slår mig ikke som en der er på vej ud af partiet.
I Fredericia har man også set det før. Inger Nielsen blev ikke valgt til byrådet for Det Konservative Folkeparti i 10’erne, men måtte tage plads som suppleant efter Jean Brahe. Efter valget skiftede Inger Nielsen til Dansk Folkeparti, hvilket der intet fordækt er i. Men da Jean Brahe, desværre, døde af sygdom midt i en valgperiode tilfaldt pladsen i byrådet Inger Nielsen – og dermed mistede Konservative deres enlige plads i byrådet, og Dansk Folkeparti blev tilført en. Karsten Byrgesen nåede efter kommunalvalget i 2017 knapt at se sit stemmetal, før han meldte sig ud af Dansk Folkeparti og senere ind i Nye Borgerlige. Andre kommuner har tilsvarende historier.
Det er måske på tide, at vi ser på rimeligheden i de gældende regler. For det fremstår en kende mærkværdigt, at man kan tage et mandat, man ikke selv har opnået, med fra ét parti til et andet. Hvordan reglerne burde skrues sammen har jeg ikke en løsning på. Men det kunne være, at ethvert mandat givet til et parti forbliver i det parti, ind til et nyvalg. En blidere løsning kunne være, at enhver der har opnået sit eget mandat, uden listestemmer, var personligt, og alle andre mandater partibundne. Der må være en mulighed for, at undgå de situationer, der kun synes tiltagende i dansk politik.