Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (Foto: AVISEN)

Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil har netop meldt ud, at der kommer en officiel undskyldning fra den danske regering til mennesker med handicap udsat for svigt i perioden 1933 til 1980. Det får stor betydning for de berørte, lyder det fra DH-formand Thorkild Olesen.

Den historiske udredning om børn, unge og voksne i Særforsorgens varetægt fra 1933 til 1980 viser, at der er sket voldsomme overgreb.

Derfor glæder det formanden for Danske Handicaporganisationer, at SVM-regeringen nu vil give en undskyldning til de berørte:

– Jeg er utrolig glad for, at der kommer en officiel undskyldning. Vi taler om mennesker med handicap, der i statens varetægt er blevet udsat for forfærdelige ydmygelser som fysisk og psykisk vold, voldtægter og tvangssterilisation. Så jeg vil gerne sige stor tak til socialministeren og resten af regeringen for den beslutning, lyder det fra DH-formand Thorkild Olesen.

Thorkild Olesen håber, at vi lærer af det sorte kapitel i dansk historie.

– Undskyldningen fra den danske regering vil uden tvivl få en stor betydning for disse mennesker med sindslidelser, epilepsi, udviklingshandicap, fysiske handicap samt blinde og døve. De kan nu få lukket et sort kapitel i deres liv og i den danske historie. Jeg håber, at vi lærer af historien, så vi aldrig kommer tilbage til lignende institutioner og forhold.

Fakta om Danske Handicaporganisationer (DH):

DH er det fælles talerør for 35 handicaporganisationer – der tilsammen repræsenterer ca. 340.000 mennesker med forskellige typer handicap.