Foto: AVISEN

Det kan være svært at finde rundt i det politiske landskab i Danmark. Der er mange partier om få ledige standpunkter. Der er partier, der søger midten, partier der søger fløjene – og nu også partier, der er enige om, at være sure på regeringen, men ikke enige om hvorfor. Det giver et mudret billede. Lægger man dertil meningsmålinger, der viser meget og ingenting på samme tid, ja så kan jeg godt forstå, man bliver forvirret.

Jeg savner de gamle dage. Sådan kan man til tider tage sig selv i at tænke, når man kigger på meningsmålinger i de her dage. Valget gav ét udfald. Det er blevet udlagt på cirka ligeså mange måder, som der er opstillingsberettigede partier og politiske kommentatorer i medierne. Nogle siger, at vælgerne valgte en bred regering. Andre siger, at de valgte en rød. Og nogen siger, at vælgerne ikke rigtigt valgte en regering. Hvem der har ret, det er der nok ikke et endegyldigt svar på.

Men de forskellige udlægninger gør det svært at finde vejen rundt i det politiske landskab. For ja, man kan argumentere for, at vælgerne stemte på en bred regering. Man kan også argumentere for, at vælgerne stemte på en rød regering. Og ja, man kan også argumentere for, at vælgerne ikke rigtig stemte på noget, der kan afkodes, som vi har været vant til.

Meningsmålinger og deres forvirrende kraft

Jeg elsker meningsmålinger. Det er et fantastisk redskab til at se, hvordan de enkelte partier står i forhold til hinanden. Men jeg er godt nok træt af, at medierne har så travlt med at tale om enkelte målinger, enkelte partiers fremgang eller tilbagegang. Det er en hovedregel, at en regering går tilbage i målingerne lige efter et valg. Særligt fordi den politiske logik, både i praksis og teori, er, at de hårdeste kampe kæmpes først. Det er når, der er længst mulig tid til næste valg, at politik kan gøre ondt.

Politik skal gøre ondt, for at det på et senere tidspunkt kan gøre godt for noget andet. Jeg forholder mig ikke til de konkrete forslag, der lige nu er i det politiske system, men alene til, at det følger helt almindelig politisk logik. Skal der findes penge til andre områder, må de findes et eller andet sted. Der er mange greb at tage i brug, og det ene er ikke mere rigtigt end det andet. Det handler om, hvad der kan findes 90 mandater bag.

Når jeg hader mediehistorier om enkelte meningsmålinger, der skal forklare en hel politisk verden, så handler det om, at man ikke tager højde for udvikling over tid. Man tager ikke højde for, at det ganske givet er en enkeltsag, der påvirker meningsmålingerne. Mange glemmer behændigt at fortælle, at den udvikling man ser lige nu – ja den så vi også efter sidste valg, valget før det og valget før det. De glemmer at fortælle, at så snart det politiske narrativ ikke længere handler om store bededag, så handler det om noget andet. Og det kan give massive vandringer den anden vej.

Dertil kommer den store opmærksomhed omkring de mest opsigtsvækkende målinger. Det kan jeg da godt forstå. Med formidlingsbrillerne på er der da mange oplagte og lette historier. Men som en af analysecheferne har gjort opmærksom på, så skal man måske ikke kigge på den enkelte måling, når den adskiller sig så markant fra trenden eller de øvrige målinger. Det er for let søgt, at gå med en outlier, fordi den skaber de bedste overskrifter.

Jeg er meget mere tilhænger af meningsmålinger som en målestok for, hvordan folkestemningen er over tid. Ikke her og nu med en enkeltsag der fylder det hele.

Hvem har så et flertal?

Det er også en sjov beskæftigelse af følge med i de mange udlægninger af føromtalte meningsmålinger. Der er igen ligeså mange, som der var efter valget. Lad mig tage den seneste måling fra Voxmeter som udgangspunkt. Her skal selvfølgelig lige gives en ros for, at de opgør både for regering, rød opposition, blå opposition og de ”gamle” blokke. Det gør det lidt lettere at frembringe pointen med dette.

Der er ikke længere et flertal til den siddende regering. Det er ikke så meget nyt. Det er mere usædvanligt, at vi lige nu har en flertalsregering, end det er tilfældet med en mindretalsregering. Dernæst kommer, at ingen af oppositionsblokkene udenom regeringen har flertal alene, uden ét eller flere af regeringspartierne. Så heller ikke her kan man sige, at regeringen helt har mistet deres berettigelse.

Så kommer det spændende. Hvordan ser det ud for de ”gamle” blokke? Heller ikke her har nogen flertal. Den røde kan skrabe 49,4% sammen, hvor den blå, uden Løkke, kan skrabe 41,8% sammen. Regner man Moderaterne med de blå, så kan de danne et flertal – men den idé har Lars Løkke vist, at han ikke er tilhænger af. Han vil det brede samarbejde.

Til ovenstående hører også, at både Socialdemokratiet og Venstre jo har engageret sig dybt i det brede samarbejde. Socialdemokratiet gik sågar til valg på det, så er det overhovedet fair at tælle dem med i den gamle røde blok lige nu?

Det bliver spændende at følge fremtiden. Udviklingen i meningsmålingerne kommer til at skifte meget de kommende tre år. Husk bare på, at det er nu det gør ondt – og jo tættere vi nærmer os valget, jo flere goder vil der blive delt ud. Det er helt almindelig politisk strategi og teori.