POLITIK. Poul Erik Jensen fra Socialdemokratiet er valgt som ny formand for Region Syddanmarks Udvalg for Miljø, Mobilitet og Uddannelse. Valget fandt sted, da udvalget konstituerede sig på sit første møde mandag 19. januar 2026.
Udvalget blev nedsat som et stående udvalg på det konstituerende regionsrådsmøde den 1. december 2025. Samtidig med valget af formand blev Kim Lund fra Danmarksdemokraterne valgt som næstformand.
Udvalget arbejder med en bred portefølje, der blandt andet omfatter mobilitet, uddannelse og miljø. Herunder hører opgaver som jordforurening, råstoffer og regionens tre såkaldte generationsforureninger. Derudover har udvalget ansvar for det dansk tyske samarbejde på områderne.
Den nye formand ser frem til en periode med store og konkrete opgaver. Poul Erik Jensen siger »Udvalget får mange spændende opgaver. I den kommende periode skulle vi gerne få gang i oprensningen af generationsforureningen ved Himmark på Nordals og i Grindsted skulle vi gerne blive klar med en opskrift på, hvordan vi får stoppet giftudledningen i Grindsted Å fra det tidligere Grindstedværket.«
Han peger samtidig på, at også uddannelse og mobilitet bliver centrale fokusområder i den kommende periode. Poul Erik Jensen siger »På uddannelsesområdet kommer bl.a. udrulningen af den nye epx uddannelse til at fylde meget. Og når det gælder mobilitet, skal vi være med til at sikre, at der stadig er en god kollektiv trafik. Der er selvfølgelig også mange andre opgaver, vi skal forholde os til, og vi skal bl.a. sikre et godt dansk tysk samarbejde på tværs af grænsen.«
Poul Erik Jensen var i den forrige periode formand for det daværende miljøudvalg. I den nye valgperiode er han foruden formandsposten i Udvalget for Miljø, Mobilitet og Uddannelse også medlem af Sundhedsråd Lillebælt. Han har i alt 32 års erfaring som kommunalpolitiker i Kolding.
Udvalget for Miljø, Mobilitet og Uddannelse består derudover af Søren Rasmussen fra Dansk Folkeparti, Cecilie Liv Hansen fra Liberal Alliance, Tage Petersen, Preben Friis Hauge og Jan Lagoni fra Venstre, Anne Fabricius fra Socialdemokratiet samt Martin Schmidt Konradsen fra Enhedslisten.





