Foto: AVISEN

Pøbelvældet har haft frit spil i Randers-sagen, der dybest set handler om, at parnasset ikke kunne acceptere, at en psykiatrisk overlæge, Kristian Sloth, og hans medoverlæge, Anders Lindelof, gjorde det bedre end deres kolleger, fordi de brugte langt mindre psykofarmaka og dermed fik bedre resultater.

Kristian havde indrettet et tvangsfrit afsnit, hvor patienterne kunne frabede sig at blive behandlet med psykofarmaka. Hans tilgang til patienterne medførte, at han havde ledige sengepladser, og han udtalte offentligt, at psykiatrien ikke har behov for flere penge eller sengepladser.

Det er ikke en faglig fejl at bruge lidt eller ingen medicin, og Folketinget har besluttet at indføre forsøg med medicinfri behandling i psykiatrien efter årelange ønsker fra patienterne. Men da Randers-overlægerne ville fortælle om deres metoder og resultater i Region Midtjyllands Psykiatri, var man skam ikke interesseret. De skulle ikke have lov til at anfægte psykiatriens evige mantra: Send flere penge.

De fik heller ikke lov til at anfægte dogmerne om, at man gør det godt i den traditionelle, biologisk baserede psykiatri. Men det gør andre. I Storbritannien har man erkendt, at man har en mental sundhedskrise, og at de eksisterende tilgange, der fokuserer på medicin, ikke virker.

Antallet af personer, der ikke kan fungere på grund af en psykisk lidelse, er næsten tredoblet i de seneste årtier, og forskellen i livslængde mellem mennesker med alvorlige psykiske problemer og resten af befolkningen er fordoblet. WHO og FN har derfor opfordret til systematiske reformer med vægt på psykosociale tiltag, og en norsk undersøgelse viste, at halvdelen af fortløbende indlagte patienter på en psykiatrisk afdeling ville have ønsket et medicinfrit alternativ, hvis det havde været muligt.

Psykofarmaka har ringe effekt og gør ofte ondt værre, og de er den tredjehyppigste dødsårsag efter hjertekarsygdomme og kræft. Det er indlysende, at psykiatrien bør ændres radikalt, men da dem, der sidder på magten, ikke ønsker at ændre noget, måtte Kristian ofres. Og det blev han, på den mest bestialske måde man kan forestille sig. Han blev fyret og politianmeldt og eksponeret i stort set alle medier.

For nylig udgav journalist Gitte Rebsdorf i PsykiatriAvisen en meget chokerende artikel om Randers-sagen med titlen: Hvilket selvmord?

Frihedsbrevet førte an i heksejagten. De skrev, at Kristian havde efterladt sig et blodigt spor af anklager, hvor der blandt 12 patientforløb ifølge Region Midtjylland var et selvmord og to drabsforsøg. Men ifølge en aktindsigt og flere kilder i sagen, bl.a. Styrelsen for Patientsikkerhed, var der slet ikke noget selvmord. PsykiatriAvisen kender patientens identitet, men hverken skriftlige eller mundtlige kilder kan bekræfte, at patientens død skulle være et selvmord eller være forbundet med Kristians arbejde.

Pøbelvældet er ikke kun Frihedsbrevet. Det er også kolleger, som igennem flere år har været modstandere af Kristians tilgang og har skrevet anonyme bekymringshenvendelser, som Styrelsen for Patientsikkerhed afviste. En ansat på afdeling C slog fx anonymt alarm i 2019 om en sag, ”der drejede sig om liv og død”, men Styrelsen for Patientsikkerhed skrev, at sagen ”ikke giver anledning til nogen som helst form for bekymring for patientsikkerheden” for Kristians patienter ”og heller ikke for den faglige standard i øvrigt”.

Den anonyme anmelder havde anført, at Kristian havde trappet en patient ud af psykofarmaka og stoppet hendes ECT-behandlinger, ”som hun har fået i årevis og været velbehandlet på”. Det er en grotesk påstand. Langt de fleste patienter burde trappes ud af psykofarmaka, fordi de har været på psykofarmaka i mange år. Og hvis man har fået ECT i årevis, viser det jo bare, at behandlingen ikke virker. ECT kan give permanente hjerneskader, og da virkningen er tvivlsom, er ECT blevet forbudt i flere lande, bl.a. i Slovenien, og der kører retssager i USA med henblik på at få ECT helt afskaffet.

Region Midtjylland deltog også i pøbelvældet, og bannerføreren var Jakob Paludan, lægefaglig direktør i psykiatrien. Regionen bakkede op om Kristians modstandere, Paludan politianmeldte Kristian, og han bidrog til heksejagten i medierne.

Statsadvokaten stoppede efterforskningen i september 2025 efter at Styrelsen for Patientsikkerhed havde udtalt, at de ikke ville have politianmeldt Kristian. De gav et fagligt påbud og satte ham under skærpet tilsyn på baggrund af mangelfuld journalføring og behandlingsplaner.

Det er tragikomisk. Kristian kendte sine patienter særdeles godt og gav dem privilegier, de ikke har andre steder, fx kunne de henvende sig og få en seng, hvis de følte, de havde behov for det, hvilket man ved er rigtig god forebyggelse, hvis en psykose er under opsejling. Lange udredninger i journalen, hver gang en velkendt patient genindlægges, er spild af resurser og stjæler tid fra det egentlige: At tage sig af patienten.

At der er tale om en skueproces fremgår af, at Foreningen af Speciallæger udtalte, ”at der ikke er tilvejebragt et retvisende faktuelt grundlag eller har været en proces, der berettiger den ansættelsesretlige sanktion, som Psykiatrien i Region Midtjylland påtænker”.

Desuden fremgår det af dokumenter i sagen, PsykiatriAvisen har fået aktindsigt i, at de auditører, som Region Midtjylland hyrede til at vurdere Kristians arbejde, ikke er uvildige og upartiske. De er systemets mænd, så det var givet på forhånd, at de ville finde fejl, også fordi meget af det, der står i de psykiatriske lærebøger og i guidelines, er i modstrid med den videnskabelige evidens og er direkte skadeligt for patienterne. Det er derfor ikke en fejl, men en fortjeneste, at gå imod det.

Psykiatrien i Region Midtjylland har meget at rette op på. I 2022 nævnte de stadig på deres hjemmeside, at skizofreni, depression, affektive lidelser og AHDH skyldes en kemisk ubalance i hjernen. Denne løgn er med til at fastholde patienterne i behandlinger, der skader mere end de gavner, og som de helst ville have været foruden.

I Regionspsykiatrien i Randers er der sammenlagt indberettet 24 selvmord på de tre afsnit, B, C og D fra 2020 til 2024, og Kristian afviser, at der var et eneste selvmord på hans afsnit C. Man må undre sig over, at de 24 selvmord ikke gav anledning til debat eller kritik af nogen art, hvorimod et ikke-eksisterende selvmord blev brugt som led i justitsmordet på Kristian.

Hykleriet og dobbeltmoralen er til at få øje på. Psykiaterne på Amager Hospital slog Luise, en ung patient, ihjel med antipsykotika, som både hun og moderen vidste, hun ikke kunne tåle, fordi hun var en slow metaboliser. De havde derfor advaret afdeligen imod det gentagne gange.

Da moderen klagede, fik hun at vide af både Patientforsikringens psykiatrisagkyndige, Patientklagenævnet og Sundhedsstyrelsen, at Luise var blevet behandlet efter bedste specialiststandard. Det var bestemt ikke var tilfældet, da behandlingen ikke havde overholdt Sundhedsstyrelsens egen vejledning, og da bedste specialiststandard umuligt kan indbefatte, at man har lov til at slå sine patienter ihjel efter at være blevet advaret om, at de ikke kan tåle medicinen. Offentlige udtalelser fra førende farmakologer i Norden bekræftede, at den store medicindosis uden tvivl var årsag til Luises pludselige død, som langtfra er det eneste medicindødsfald på Amager Hospital, der burde have haft konsekvenser for dem, der var ansvarlige for overdoseringen.

Jeg har kendskab til initiativer i flere lande, bl.a. i Norge, Sverige, Finland, Italien og USA, hvor man har prøvet at bruge så lidt medicin som muligt eller slet ingen. Det er gået på samme måde næsten hver eneste gang. Selvom resultaterne var langt bedre end i den traditionelle psykiatri, eller faktisk netop derfor, lykkedes det de traditionelle, biologisk orienterede psykiatere at få nedlagt disse initiativer.

Psykiatrien beskytter sig selv, ikke patienterne. Jeg har læst mange psykiatriske patientjournaler, og jeg har aldrig set nogen, hvor jeg ikke fandt graverende lægefejl, i flere tilfælde i en sådan grad, at patienten kom i livsfare eller døde. Men det hører vi jo ikke noget om. 

Fyringen af Kristian er uberettiget. Jakob Paludan bør give ham en uforbeholden undskyldning og tilbyde genansættelse.

Af hensyn til patienternes sikkerhed er det er bydende nødvendigt, at uvildige forskere udtager et antal journaler fra andre psykiatriske afdelinger og sammenligner dem med journaler fra afsnit C. Ud fra mit kendskab til psykiatrien og psykofarmaka ville jeg forvente, at den faglige standard på afsnit C ville være højest, og at risikoen for at dø ville være lavest.

Men det kommer naturligvis ikke til at ske. Det kunne jo medføre, at hele det psykiatriske korthus ville falde til jorden. Så er det meget mere bekvemt at skyde budbringeren og fortsætte med en psykiatri, som bevisligt gør større skade end gavn.