Middelfart befinder sig stadig i politisk undtagelsestilstand efter det dramatiske magtskifte, hvor Ulla Sørensens partiskifte fra Socialdemokratiet til Venstre på få timer væltede flertallet og gjorde Anders Møllegaard til kommende borgmester. Uroen har efterladt byrådet dybt splittet – og nu forsøger partierne at finde ud af, om de overhovedet kan arbejde sammen de næste fire år.
Danmarksdemokraternes Jonas René Jensen står midt i processen, men han deltager ikke i dagens afgørende møde. Det er Socialdemokratiets, SF’s og Dansk Folkepartis topkandidater, der i dag mødes med Anders Møllegaard fra Venstre i et forsøg på at afsøge, om samarbejde er muligt efter den kaotiske valgaften. Jensen holder sig bevidst væk fra den offentlige konflikt.
»Alle dem, der vil køre alt muligt af på nettet, det får de bare lov til. Jeg deltager ikke i det. Jeg tager det stille og roligt lige nu,« siger han.
Mens flere borgere og aktører forventede, at alle partier skulle samle sig om forhandlingerne, slår Jonas René Jensen fast, at Danmarksdemokraterne ikke er inviteret til dagens møde. Han forklarer, at situationen står stille, indtil Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti og Venstre har talt sammen:
»Der sker faktisk ingenting, før mødet er afholdt. Men jeg er ikke med til mødet i dag,« siger han – og understreger dermed, at han afventer mødet i ro, før Danmarksdemokraterne tager næste skridt. Det er en bevidst prioritering, forklarer han:
»Hvis vi sidder for mange, så ender det i konflikt. Og lige nu er det vigtigt, at det handler om at kunne samarbejde. Det skal være stille og roligt.« Selv om Danmarksdemokraterne ikke sidder med i dag, følger de udviklingen tæt.
»Vi er selvfølgelig spændte og håber, at der kommer en eller anden måde at samarbejde på, hvor de er villige til at komme med. Så vi kan få lavet en bred konstituering med et godt samarbejde.«
Formandsposter og magt er ikke afgjort
Selv om Danmarksdemokraterne er en del af det nye flertal, er ingen poster helt konkret er fordelt. Jonas René Jensen understreger, at intet er på plads. »Der er ikke noget, der er sikkert. Overhovedet ikke. Vi taler selvfølgelig om, hvad der kunne være af muligheder – men vi skal have noget, der gør, at vi kan samarbejde med de andre.« Han afviser også, at partiet møder op med ultimative krav. »Vi bliver nødt til at sikre, at det, vi gør, gør os i stand til at samarbejde med de andre. Det er den vigtigste del.«
Det, der udspiller sig i Middelfart, er ikke længere blot en lokal misere, men et billede på, hvor skrøbeligt moderne kommunalpolitik kan være. Den slags situationer tester ikke bare mandaterne, men selve den politiske kultur. Dagens møde mellem Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti og Venstre bliver derfor mere end en teknisk afklaring. Det bliver et pejlemærke for, om Middefart overhovedet kan finde en ny fælles retning. For spørgsmålet er grundlæggende:
Kan et byråd, der er blevet kastet ud i den største ændring i årtier, genopfinde sin måde at samarbejde på – og skabe en stabil konstituering på tværs af dybe personlige og politiske brud?
Lykkes det, kan Middelfart blive et eksempel på, at lokalpolitik kan løftes ud af blokke og ideologiske grøfter og over i bred, pragmatisk problemløsning.
For Jonas René Jensen er kursen imidlertid klar:
»Lige nu er det vigtigt, at det handler om at kunne samarbejde. Ikke om at optrappe konflikten.«
Læs også:





