Solen skinnede, rundstykkerne var smurte, og optimismen var til at tage og føle på, da Liberal Alliance torsdag formiddag gæstede STATIONEN – Danske Digitale Mediers domicil og AVISENs hovedkontor. To folketingspolitikere og den lokale spidskandidat satte fokus på frihed, ansvar og forandring – og sendte et klart signal: Partiet er klar til at tage ansvar, men ikke magt for enhver pris.

Der var frisk kaffe i kopperne og politisk energi i luften, da Liberal Alliance fredag lagde vejen forbi Fredericia. På STATIONEN, der huser AVISEN og Danske Digitale Medier, var scenen sat til dialog og debat om alt fra frie medier og ytringsfrihed til kommunal udvikling og borgernes frihed.

Ved bordet sad folketingspolitikerne Sólbjørg Jakobsen og Steffen Larsen, flankeret af Christian Jørgensen, Liberal Alliances lokale spidskandidat. Sammen med medlemmer af Liberal Alliances Ungdom og et hold lokale kandidater drøftede de partiets fremgang og de kommende ugers valgkamp.

»Vi er klar til at tage ansvar – både lokalt, regionalt og nationalt – men ikke for enhver pris,« lød det samstemmende fra de tre. For Liberal Alliances politiske ordfører, Sólbjørg Jakobsen, er der ingen tvivl om, hvorfor partiet står stærkere end nogensinde.

»Vi ser, at det, vi er blevet belønnet for landspolitisk, også drysser ned til kommunalvalgene. Folk er trætte af at se deres skattekroner blive øslet væk. De oplever, at statskassen og kommunekasserne bliver større og større, men velfærden bliver ikke bedre. Derfor vil vælgerne have et opgør med bureaukratiet. De vil have investeringer i kernevelfærden,« sagde hun og fortsatte:

»Det handler om at bruge pengene, hvor de gør mest gavn – hos borgerne. Og så skal vi have tillid til de mennesker, der arbejder i vores institutioner, i stedet for at kontrollere dem ihjel.«

Hun pegede på, at Liberal Alliance nu har forankret sig organisatorisk over hele landet:
»Vi har gearet op. Vi har fået en partisekretær, som også er vores organisatoriske formand. Det betyder, at vi kan støtte de lokale kandidater og foreninger bedre end før. Det er helt afgørende, for det er lokalt, fundamentet for fremgangen bliver lagt.«

Fredericia har brug for et frisk pust

Den lokale spidskandidat, Christian Jørgensen, mener, at byen står over for et nødvendigt skifte.

»Vi har fået skabt en stærk organisation her i Fredericia. Vi har en aktiv bestyrelse, en ungdomsafdeling og seks meget forskellige kandidater med hver deres profil. Det er det gode ved at være liberal – der er frihed til at være sig selv. Vi er et hold, men vi er også individer med egne erfaringer og perspektiver,« sagde han.

Han mener, at Fredericia har brug for nye ideer og mere fokus på effektivitet:
»Vi skal bruge pengene klogere. Måske bruge lidt mere på velfærd og lidt mindre på administration. Jeg tror, der er et publikum for det, også blandt folk, der normalt ikke ville kigge vores vej. Vi har brug for en kommune, hvor pengene når ud til borgerne – ikke bare bliver hængende i systemet.«

Fra Christiansborg til kommunerne

For Steffen Larsen, der til daglig sidder i Folketinget, handler Liberal Alliances fremgang om, at partiet er blevet et reelt politisk alternativ – ikke kun på Christiansborg, men i hverdagen.

»Vi skal ikke undervurdere, hvor meget det betyder, at vi nu er et stærkt lokalt forankret parti. Vi har folk, der stiller op, som borgerne kender – folk, der er stærke, hæderlige og borgerlige i hjertet. Det tiltaler mange vælgere, især dem, der har mistet tilliden til de gamle partier,« sagde han.

Han pegede på, at partiet er gået fra protest til politisk drivkraft:
»Vi er ikke længere dem, der bare siger nej. Vi kommer med løsninger, der virker. Vi viser, at Danmark er et godt land – men det kan blive et endnu bedre land, hvis vi tør tænke nyt og bruge ressourcerne klogere.« Da snakken faldt på spørgsmålet om magt, var Sólbjørg Jakobsen klar i mælet:

»Der er mange, der gerne vil have, at vi melder os som borgmesterparti i alle kommuner. Men for os handler det ikke om poster – det handler om politikken og de ændringer, vi vil skabe. Vi er klar til at tage ansvar, men ikke for enhver pris. Det er derfor, vi ser partier som Venstre og Socialdemokratiet miste grebet. De har givet slip på, hvad de kæmper for, for at få magten.«

»Når man jagter poster, mister man troværdigheden. Det vigtigste for os er, at vi holder fast i det, vi tror på. Hvis vælgerne bakker os op, tager vi gerne ansvaret – men det skal være fordi, de har valgt os for vores politik, ikke for vores ambitioner,« tilføjede Sólbjørg Jakobsen.

Liberal Alliance på vej mod sit bedste valg

Optimismen var tydelig i hele lokalet. Ifølge målingerne står Liberal Alliance til at få det bedste kommunale resultat i partiets historie.

»Jeg tør godt garantere, at vi får vores bedste kommunale valg nogensinde – også her i Fredericia. Vi står stærkt i mange kommuner, og vi har dygtige folk på stemmesedlen,« sagde Sólbjørg Jakobsen.

Steffen Larsen var enig:
»Der vil være kommuner, hvor vi endnu ikke står så stærkt. Men andre steder, som her i Fredericia, er vi klar. Det bliver et fantastisk valg for Liberal Alliance – et kæmpe fremskridt for partiet. Det er ikke et spørgsmål om, om vi vinder frem. Det er et spørgsmål om hvor meget.«

Christian Jørgensen rundede af med et smil:

»Det handler ikke kun om Liberal Alliance. Det handler om at give Fredericia et reelt alternativ – en politik, der bygger på frihed, ansvar og sund fornuft. Jeg tror, vi står over for et gennembrud. Og så må vælgerne dømme.« Da rundstykkerne var spist, og mikrofonerne slukkede, fortsatte samtalen i mødelokalet på STATIONEN.

»Alle gode ting tager tid,« sagde Sólbjørg Jakobsen, inden hun og Steffen Larsen pakkede sammen for at tage videre. »Når vi styrker det lokale, styrker vi hele partiet. Vi kommer til at gå markant frem både i kommunerne og i regionerne.«

Udenfor skinnede solen stadig over Fredericia, mens kandidater fra Liberal Alliance samlede materialer sammen. Kaffekopper blev fyldt på ny, og optimismen i den liberale lejr var til at tage og føle på.