POLITIK. Nationalt ID-center får fremover en ny rolle i arbejdet med at afsløre snyd med udenlandske studiedokumenter. Det betyder, at danske universiteter nu kan få eksperthjælp til at vurdere, om udenlandske ansøgeres papirer er ægte.
Ændringen, som trådte i kraft i dag den 15. oktober 2025, sker efter en justering af bekendtgørelsen på området. Dermed kan Nationalt ID-center, der hører under Udlændinge- og Integrationsministeriet, nu bistå uddannelsesinstitutioner med dokumentkontrol.
Centeret har allerede erfaring med at rådgive politiet og udlændingemyndighederne, og ifølge regeringen er det en naturlig udvidelse af arbejdet.
Udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund siger:
»Folk med falske papirer skal selvfølgelig ikke kunne blive optaget på en dansk uddannelse eller komme hertil i det hele taget. Nationalt ID-center er en international succeshistorie. Det får de danske universiteter nu gavn af ved at få adgang til dokumentkontrol i verdensklasse.«
Ministerens udmelding kommer i forlængelse af tidligere tiltag, der skal forhindre misbrug af danske studieordninger. Ifølge Stoklund har regeringen set eksempler på, at studieophold bliver brugt som smutvej til lavtlønnet arbejde i Danmark.
»Siden vi fandt ud af, at vores studieordninger blev brugt som smuthul til at arbejde i lavtlønnede jobs i Danmark, har vi iværksat en række tiltag for at stoppe dette mønster. Nu har vi sat endnu et skib i søen, som skal understøtte, at det kun er dem med ægte papirer, der kan bruge vores studieordninger,« siger han.
Ændringen får betydning allerede for ansøgninger til vinteroptaget 2025/2026. Samtidig vil Nationalt ID-center gennemgå dokumenterne for alle nuværende studietilladelser udstedt til borgere fra Bangladesh og Nepal. Finder man falske dokumenter, kan opholdstilladelserne blive inddraget.
Nationalt ID-center, der ligger i Birkerød, blev oprettet i 2018 som en del af Udlændinge- og Integrationsministeriets koncern. Centeret fungerer som et uafhængigt kompetencecenter og har til opgave at styrke sikkerheds- og kontrolindsatsen på udlændingeområdet ved at rådgive danske myndigheder om identitetskontrol.
Regeringen håber, at udvidelsen af centerets opgaver kan være med til at sikre, at studieophold i Danmark forbliver forbeholdt de studerende, der reelt har papirerne i orden.