EVENT. Mandag den 29. september inviterer Kolding Kommune til indvielse af den nye gangbro i Christiansfeld. Dråbebroen, som den er blevet døbt, forbinder byen med området vest for omfartsvejen og erstatter Den Blå Bro, der var nedslidt og trængte til udskiftning.
Navnet Dråbebroen kommer af de dråbeformede udskæringer i broens ege-beklædning. Broen er tegnet af billedkunstner Sophia Kalkau, der har hentet inspiration i Christiansfelds historie og arkitektur.
Borgmester Knud Erik Langhoff fremhæver, at der lå en række faste krav til projektet. »Vi stod med en bunden opgave i forhold til at opfylde statslige krav til broens højde for at undgå påkørsler af lastbiler. Det har uundgåeligt gjort broen mere stejl end sin forgænger. Samtidig var vi også enige med Brødremenigheden om, at den nye bro skulle være et vartegn for Christiansfeld, der harmonerer med byens UNESCO-kulturarv,« siger han og tilføjer: »Jeg synes i den grad, at det er lykkedes for kunstneren at skabe en bro, der visuelt er i en klasse for sig.«
Kritik og mulige løsninger
Siden broen blev taget i brug i juli, har der både været ros for det kunstneriske udtryk og kritik af tilgængeligheden. Flere har påpeget, at broen er stejl, og at bommene kan være besværlige for nogle brugere.
Formand for Plan og Teknik, Jakob Ville, understreger, at kommunen tager kritikken alvorligt. »Vi lytter til kritikken og jeg ved, at der bliver kigget på forskellige alternative løsninger, der kan forbedre brugervenligheden. Dem når vi ikke i mål med til indvielsen, men jeg håber, at der er mange, der har lyst til at komme og se broen ved selvsyn. Personligt synes jeg, at det er en arkitektonisk smuk bro, hvor både materialevalg og design tydeligt trækker på byens unikke historie,« siger han.
Alle er velkomne
Indvielsen af Dråbebroen finder sted mandag den 29. september klokken 13.30-14.30. Her vil borgmester Knud Erik Langhoff, udvalgsformand Jakob Ville og kunstner Sophia Kalkau holde taler. Efterfølgende er der kaffe og kage.
Mødested: Ved Tværvej i Christiansfeld.
Om Dråbebroen
Broen er designet af billedkunstner Sophia Kalkau og skabt i samarbejde mellem Schønherr Landskabsarkitekter, Rambøll, Brødremenigheden og Kolding Kommune. Entreprenør på projektet er Jorton A/S.
Broen er fremstillet i stål hos SM Industries A/S i Rødekro, mens træbeklædningen i eg er udført af Bystrup Maskinsnedkeri ApS. Projektet har kostet 23 millioner kroner.