Den 25. juni udtalte Kirsten Tolstrup, kardiolog og professor på University of California San Francisco, sig om COVID-19 vaccinerne i et interview i Ugeskrift for Læger:

”Da sundhedsminister Robert Kennedy den 27. maj i en video på sociale medier egenrådigt og uden om normale procedurer fjernede COVID-vacciner til børn ved godt helbred og gravide kvinder fra det anbefalede vaccineprogram fra USA’s Center for Sygdomsbekæmpelse og Forebyggelse. ’Så stod han der med litteraturreferencer. Men det var jo simpelthen løgn og latin’”.

Jeg kender Bob Kennedy og besøgte ham i starten af juni, hvor jeg også interviewede den nye direktør for National Institutes of Health, Jay Bhattacharya, til vores film og interview-kanal, Broken Medical Science. Bob og Jay er i daglig kontakt, og Bob har naturligvis andre topkvalificerede rådgivere. Han træffer ikke vidtgående beslutninger ”egenrådigt”, som Tolstrup hævder, og han fjernede heller ikke vaccinerne til børn og gravide. Den eneste ænring er, at CDC nu anbefaler, at man skal tale med sin læge om det.

Det er i øvrigt meget velbegrundet at stoppe vaccineringen af børn mod COVID-19. Det anbefales kun til børn over 12 år i Danmark, hvorimod det er fra 6 månedersalderen i USA. COVID-19 er en mild sygdom hos børn, og, trods vaccinedækningen, er langt de fleste personer i Danmark blevet inficeret alligevel og har udviklet god immunitet. Der er børn, der er døde af myocarditis (betændelse i hjertet) fremkaldt af vaccinen, så man må undre sig over, at Tolstrup, som er kardiolog, tilsyneladende ikke synes, at det er et problem.

Gravide blev udelukket i vaccineforsøgene, og det er ikke tilstrækkeligt undersøgt, om COVID-19 vaccinerne er sikre for gravide, men vi ved, at de millioner af DNA-fragmenter, der er i mRNA-vaccinerne godt kunne være skadelige for fostret.

Det er også meget velbegrundet, at Bob fyrede hele CDCs vaccine-kommité og ansatte en ny, hvis eksperter ikke har økonomiske interessekonflikter i relation til vacciner. Chefen for den nye komité er Martin Kulldorff, som jeg interviewede i 2023 om alt det, der gik galt under pandemien. Det var ikke så lidt.