LEDER. Ugen bød på den store afslutning for masser af studerende i Fredericia. Gaderne er nu fyldt med stolte unge, der viser deres hue frem. Huen symboliserer en velfortjent anerkendelse af den personlige indsats gennem flere års ungdomsuddannelse. De af os ældre, der selv har prøvet dette og kan huske den bemærkelsesværdige tid og de mange håb, kommer til at tænke tilbage på ungdommen i sig selv. Selvom vi godt ved, at nu tilhører tiden den nye generation.
Talerne fra Fredericias rektorer var præget af ansvar, vemod og håb for de unge. Den store politiske reform af uddannelserne har kastet underviserne ud i endnu et stort eksperiment uden udløbsdato. Det er synd, at politikerne bag reformen er så uvillige til at lytte til de mange kapaciteter, der hver dag uddanner, danner og former unges bevidsthed. Man ønsker fra politisk side at bestemme, hvad den enkelte unge skal blive til. Det er komplet idiotisk. Og det kommer heller ikke til at give de resultater, man ønsker sig:
Mennesker vil søge friheden; ikke politikeres ønsketænkning og rette kasse på jord i forhold til produktionsapparatet. Nutidens unge er kvalitetsbevidste. De vil have livskvalitet, oplevelser og muligheder. Her kan politikerne glemme alt om at arbejde for arbejdets skyld.
Det giver ingen stor mening, at man forsøger at uddanne efter nutidens krav til specifikke fagområder, hvor man mangler arbejdskraft. I stedet for skal politikerne styrke økonomien på skolerne, ungdomsuddannelserne og universiteterne, så de kan tilpasse sig på egen hånd efter helt almindelige, logiske principper om udbud og efterspørgsel. Sandheden om reformerne er nemlig, at det er en ren planøkonomisk tankegang. Disse 5- og 10-årsplaner er lige så tossede, som det man praktiserede i den tidligere kommunistiske østblok. Det er sært, at så mange politikere ikke har lært af historiebøgerne, men tværtimod fortsætter med at tro, at man kan spå om fremtiden og indrette planer for den år for år:
Ingen kender behovet for, hvilken arbejdsstyrke man har brug for om hverken 5 eller 10 år. AI, robotter og teknologisk udvikling burde være nok til, at man stopper den planøkonomiske idioti.
Nej. Man skal lade lærerne stå på egne ben. Lade dem følge egne erfaringer og metoder. De skal først og fremmest danne unge. Give dem forskellige færdigheder. Finde ud af hvem de unge er. Hvor deres styrker ligger. Det er skolerne og ungdomsuddannelserne faktisk ret gode til. Det ser man til disse årlige afslutninger, hvor både de unge og lærerne fælder tårer. Fordi det er lykkedes. At man fandt frem til et menneske, en person og en mulig fremtid.
I de kommende år vil det store eksperiment udfordre mange uddannelser. Nye karakterkrav, nye regler og et omfattende forsøg på at tvinge unge i den ene eller anden retning.
Det kommer til at slå fejl.
For de unge, der nu kører rundt og fejrer deres eksamensbevis, er der masser af muligheder. De kommer ud på arbejdsmarkedet på et tidspunkt, hvor definitionen af hvad arbejde egentlig er, måske skal ændres markant. Kortere arbejdstid, mere fleksibilitet og større synergi mellem arbejde og privatliv. Alene på grund af den teknologiske udvikling. De vil kunne forme et helt nyt samfund, hvor man endeligt tager afsked med det gamle, industrielle miljø. Samlebåndets æra er forbi. Man kunne ønske sig, at politikere selv ville nå frem til den erkendelse.
Kære studenter. Husk jeres ungdomsuddannelser. Jeres kammerater. Tag dem alle med jer ind i jeres nye liv. I vil altid huske denne tid som en af de mest fantastiske i jeres liv. Send en kærlig tanke til jeres undervisere. De vil ikke glemme jer. Men tværtimod være stolte af deres livsgerning, der også handlede om at bringe jer videre ud i verden.
Tillykke, tiden er jeres!
