NATUR. Forårssolen skinnede gavmildt over Lillebælt, da Koldings nyeste stenrev torsdag blev officielt indviet ved Gl. Ålbo. Revet, der har fået navnet »Shipters Rev«, er etableret som en del af kommunens indsats for at forbedre det lokale vandmiljø og skabe flere attraktive muligheder for dykkeroplevelser.

Revet, der blev bygget i januar, er Koldings tredje stenrev og blev med det samme taget i brug af omkring 15 dykkere under indvielsen. Det nye rev skal gøre området omkring Gl. Ålbo endnu mere attraktivt for både lokale og udenbys dykkere, der allerede i dag rejser langvejs fra for at opleve undervandslivet i Lillebælt.

Gl. Ålbo har tidligere markeret sig internationalt som en populær dykkerdestination og var i januar i år nomineret til en international Dive Award ved vandsportsmessen Boot Düsseldorf i Tyskland, hvor destinationen opnåede en imponerende andenplads efter Malta og foran Indonesien.

Stenrevet skal styrke biodiversiteten og forskningen

Kolding Kommune har etableret revet gennem Kolding Stenbank med støtte fra kommunens budget for 2025. Stenrevet skal forbedre biodiversiteten ved at skabe skjule- og levesteder for et væld af havets arter – lige fra små kutlinger til hummere, torsk og endda marsvin.

»Store sten, der kan skabe leve- og skjulesteder for livet under overfladen, er nemlig en mangelvare i de kystnære havområder,« forklarer Jørn Chemnitz, formand for Kolding Stenbank og udvalgsformand for Natur, Miljø og Klima i Kolding Kommune.

Det nye rev. Foto: Kolding Kommune

Årsagen til manglen er historisk stenfiskeri, der gennem 1900-tallet udtømte mange af de danske farvande for store sten, hvilket har haft negative konsekvenser for den marine biodiversitet.

»Det glæder mig, at vi nu har fire stenrev langs med Kolding Kommunes kystlinje, og det femte er i pipeline. Det er en af de helt vigtige indsatser, da stenrev har stor betydning for havets biodiversitet. Det er selvfølgelig ikke en indsats, der kan stå alene, men vi kan se, at de stenrev, der blev etableret for år tilbage i Lillebælt, allerede nu har vist deres værd,« fortæller Jørn Chemnitz.

Under indvielsen holdt den tyske forsker Hubert Pinto de Kraus fra Tauchsportzentrum ved Christian-Albrechts-Universität zu Kiel en tale. Universitetet er ét af flere, som fremover vil benytte revet til forskning og feltkurser. Resultaterne fra deres arbejde vil være afgørende for at forstå revets betydning for fiske- og dyrelivet og hjælpe kommunen i den videre udvikling af vandmiljøet.

Kendte eventyrere gav revet navn

Eventyrerne Emil og Theis Midé Erichsen, kendt fra TV2-serien »Kurs mod fjerne kyster«, var sammen med Martin Pedersen fra Gl. Ålbo Camping og Jørn Chemnitz med til at afsløre navnet »Shipters Rev«. Navnet stammer fra en fiktiv karakter i tøjfirmaet Lakors univers. Bag Lakor står blandt andre designeren Lasse Kornum, som er født og opvokset i Kolding, og Emil Midé Erichsen.

Dykkere, heriblandt eventyrerne Emil og Theis Midé Erichsen, hoppede i vandet og besøgte revet. Foto: Kolding Kommune

Lakors tilknytning til revet begyndte med et sponsorat til Kolding Stenbank via salg af specialdesignede t-shirts. Emil Midé Erichsen besøgte selv området for et par år siden og kunne se, hvordan et mindre rev tæt ved har forbedret den lokale biodiversitet.

Fakta om Shipters Rev

  • Opført med 3.000 tons store klippesten fra Norge.
  • Revet rager flere steder op til 4 meter over havbunden.
  • Dybden varierer fra 6-15 meter, velegnet for både begyndere og erfarne dykkere.
  • Revet skaber skjule- og levesteder for arter som hummere, torsk, tangskove og marsvin.
  • Finansieret via Kolding Kommunes Budget 2025.