Det er blevet en fast tradition, at CLAY Keramikmuseum i Middelfart hvert år åbner dørene for de talentfulde studerende fra Det Kongelige Akademis professionsbacheloruddannelse ‘Crafts in Glass and Ceramics’ på Bornholm. I år præsenterer museet udstillingen “Bachelor Exhibition 2024,” som byder på en række gribende projekter skabt af de unge kunstnere, der nu er ved at afslutte deres uddannelse.
I år er der særlig fokus på det spirituelle, menneskelige relationer og samspillet mellem mennesker og natur, men også på bæredygtighed og udfordringen ved at skabe keramik med omtanke for miljøet.
Pia Wirnfeldt, daglig leder på CLAY, bød de fremmødte gæster og kunstnere velkommen og understregede udstillingens betydning:
– Kære udstillere fra årgang 2020. Hjerteligt tillykke med jeres flotte udstilling! Vi er meget glade for at kunne huse jer og jeres bachelorprojekter her på CLAY, sagde hun og fortsatte:
– Det er efterhånden blevet en fast tradition, at årets bachelorudstilling fra Bornholm vises her på CLAY, og vi glæder os hvert år til at se, hvad I har fundet på, og til at få indsigt i de tanker, I har gjort jer undervejs i jeres uddannelse som keramikere.
Årets udstilling er en varieret samling af værker, der spænder over mange forskellige teknikker, stilarter og temaer.
Men inden vi fredag bevægede os mod værkerne, åbnede en af de studerende, Anna Maria Sand Jensen, med en varm tak til alle fremmødte:
– Mange tak, og tak fordi I er kommet i dag. Vi er 15 studerende med fem nationaliteter, i alt 30 hænder, som i månedsvis har arbejdet på vores respektive bachelorprojekter. Ud af tanker, hjerter og de 30 hænder er der kommet et bredt udtryk af facetter inden for keramikken, hver med sin egen stemme.
Hun forklarede videre:
– Værkerne viser en længsel efter en verden, hvor øjeblikket får større betydning og en central rolle i livet. De handler om mødet mellem det indre og det ydre univers, både som spænding og som den magi, der omgiver os som mennesker. Værkerne og deres udtryk fortæller historier om at omfavne livet og de følelser, der nogle gange kan føles som et blad i efterårsvinden, lød det i hendes nok så smukke tale.
Personlige fortællinger gennem keramik
Marie-Louise Fenge Birk Nielsen er en af de studerende, hvis værk har fundet vej til CLAY. Hendes projekt, “What We Cannot See,” udforsker de skjulte lag i menneskelige oplevelser gennem det keramiske formsprog.
– Mit værk handler om at skabe en forståelse for det komplekse samspil mellem det indre og det ydre rum, forklarer hun.
– Jeg bruger lerets overflade som en membran til at forbinde og adskille disse to verdener. Ved at manipulere volumen, masse og bevægelse i leret forsøger jeg at skabe en spænding, der både afslører og skjuler en aktiv indre kraft.
Marie-Louise fortsætter med at beskrive sin arbejdsproces:
– Jeg har håndbygget mine skulpturer, primært med pølseteknik, hvor de er runde og lukkede i deres form. Jeg har arbejdet meget med strukturer, som de skulle bygges op omkring, og derefter brændes. Det har været en intens, men også meget givende proces.
Emma Blenker Andersen, en anden studerende, præsenterer værket “Objekter,” der tager udgangspunkt i vores forhold til de ting, vi omgiver os med.
– Min udforskning af objekter og deres betydning har været både en personlig og kunstnerisk rejse, fortæller Emma.
– Det har givet mig mulighed for at reflektere over de dybere betydninger, objekter kan indeholde, og hvordan de kan påvirke vores forståelse af os selv og vores verden.
Emma beskriver sin arbejdsproces som en kombination af teknisk kunnen og intuitiv skabelse:
– Min proces har primært været at dreje. Jeg har drejet nogle større genstande og derefter tilføjet forskellige elementer. Jeg har anvendt en gasbrændingsmetode, som er en anden form for brændingsproces, der giver forskellige farver og udtryk, fortæller hun.
Anna Maria Sand Jensens værk kaldes “Unwasted”, og hendes projekt fokuserer på at skabe keramik med et bæredygtigt udgangspunkt.
– Jeg ønskede at skabe et projekt, der ikke kun handler om æstetik, men også om cirkularitet og materialehåndværk, skriver Anna Maria, der har arbejdet med forskellige affaldsmaterialer som æggeskaller, aske og genbrugskeramik, hvor målet har været at redefinere disse materialer som værdifulde ressourcer.
Hun fortæller at hun tror på filosofien om, at ‘affald ikke er affald, hvis det ikke er spildt’. Derfor består fliserne også af minimum 70% genbrugsmaterialer.
En platform for udforskning og forandring
Pia Wirnfeldt fremhævede også vigtigheden af den platform, som CLAY tilbyder de unge kunstnere.
– Udover den tekniske ballast, som gør os trygge ved, at I har en solid keramisk know-how med i bagagen, kan vi også se, at I alle har noget på hjerte. I årets udstilling er der et særligt fokus på det spirituelle, på menneskelige relationer og på samspillet mellem mennesker og den natur, vi er omgivet af, sagde hun og understregede det sociale og miljømæssige engagement, der præger mange af værkerne.
Emma Blenker Andersen, fortæller ligeledes om den store ære det er, at få lov at udstille på CLAY:
– At få lov til at udstille her på CLAY er en stor ære. Det er en fantastisk mulighed for os som unge kunstnere at vise vores arbejde til et bredere publikum og få feedback fra besøgende.
Marie-Louise Fenge Birk Nielsen tilføjer:
– Jeg håber, at folk kommer og ser udstillingen. Den præsenterer så mange forskellige sider af keramik og aspekter af menneskelige relationer, som man kan reflektere over. Det, synes jeg, er ret unikt.
Udstillingen fortsætter indtil november
Udstillingen “Bachelorudstilling 2024” på CLAY kan opleves frem til 24. november 2024. Her kan besøgende få indblik i de mange forskellige tilgange til keramik, fra de tekniske og materialemæssige udforskninger til de mere filosofiske og konceptuelle overvejelser. Det er en udstilling, der både skal vise, hvad nutidens keramikere kan, men som også peger fremad mod, hvor kunstformen kan bevæge sig hen i fremtiden.
Med 15 unge kunstnere fra fem forskellige nationer er årets udstilling på CLAY blevet en mangfoldig og inspirerende udstilling. Som Anna Maria Sand Jensen udtrykte det sidst i hendes tale:
– Nu er det op til jer at udforske værkerne, og vi ser frem til, at de møder verden og mennesker. Mange tak!