Mandag var der møde i Teknisk Udvalg i Fredericia Kommune, hvor et punkt om salg af en kommunal bygning under et lukket punkt. Ifølge AVISENs oplysninger drejer det sig om den kontroversielle bygning på Gothersgade 20b. Denne bygning har tidligere været genstand for opmærksomhed og kritik, især på grund af de mange problemer, som ikke blev nævnt i det oprindelige udbudsmateriale. Nu er bygningen dog solgt, erfarer AVISEN.
Gothersgade 20b blev oprindeligt solgt i november 2023 til erhvervsmanden Bent Jensen. Salget blev dog hurtigt problematisk, da en aktindsigt afslørede alvorlige mangler ved bygningen, som ikke fremgik af udbudsmaterialet. Blandt de mest kritiske fund var, at Arbejdstilsynet havde udstedt et påbud på grund af dårlig luftkvalitet i dele af bygningen, og at flere af bygningens brandveje ikke var sikre. Aktindsigten viste også, at ledende medarbejdere i Fredericia Kommune var bekendt med, at bygningen var i en sådan stand, at den var ubrugelig til flere af de formål, som Bent Jensen havde forestillet sig.
I en tidligere udtalelse til AVISEN sagde Bent Jensen, at han så et stort potentiale i bygningen og planlagde at renovere den til erhvervslejemål, herunder klinikker og kontorer. Kommunens beslutning om at sælge bygningen til ham blev dog hurtigt mødt med kritik, da det viste sig, at de øvre etager var så dårligt vedligeholdt, at de reelt set ikke kunne anvendes uden omfattende renoveringer.
Kritiske fejl og udeladelser
En aktindsigt afslørede, at Fredericia Kommune allerede i maj 2023 havde modtaget et påbud fra Arbejdstilsynet, der påpegede problemer med luftkvaliteten i Familie- og Børnesundhed, som holdt til i bygningen. I forbindelse med påbuddet blev kommunen bedt om at løse problemet inden september samme år, men denne information blev tilsyneladende ikke videregivet til ejendomsmægleren eller køberen.
Endvidere viste aktindsigten, at der allerede tilbage i 2021 blev lavet en vurdering af bygningen, der afslørede alvorlige konstruktionsmæssige problemer. En bygningskonstruktør fra Fredericia Kommune konkluderede dengang, at klimaskærmen på bygningen var i så dårlig stand, at det kunne udgøre en sikkerhedsrisiko. Vinduer og facader var rådnet, hvilket betød, at flere vinduer ikke kunne åbnes – et kritisk problem, da disse vinduer skulle fungere som redningsåbninger i tilfælde af brand.
Bygningskonstruktøren vurderede også, at taget var i så dårlig stand, at det skulle renoveres, og at ventilationsanlægget i bygningen ikke længere fungerede. Samlet set vurderede han, at nødvendige renoveringer ville koste Fredericia Kommune over 22 millioner kroner.
Annullering af salget og genudbud
På baggrund af de mange problemer blev salget til Bent Jensen annulleret, da det stod klart, at udbudsmaterialet ikke havde været fyldestgørende. I foråret 2024 blev sagen indstillet til Økonomi- og Erhvervsudvalget med en anbefaling om at annullere handlen, hvilket efterfølgende blev godkendt af byrådet. Herefter blev bygningen sendt i udbud igen, og processen er nu overstået.
Ifølge AVISENs oplysninger er et salg af Gothersgade 20b igen på vej til at blive godkendt i byrådet, og det vil formelt set blive besluttet på byrådsmødet den 2. september. René Olesen, der er direktør for Teknik, Klima og Kultur i Fredericia Kommune, ønsker dog ikke at bekræfte disse oplysninger.
– Det eneste jeg kan sige er, at Gothersgade 20b er på som punkt på det næste byrådsmøde. Yderligere kan jeg ikke sige, siger Olesen.
Hvad sker der nu?
Selvom detaljer om det nye salg endnu ikke er bekræftet fra officiel side, vil det kommende byrådsmøde utvivlsomt kaste lys over, hvad der nu skal ske med Gothersgade 20b.
Hvem Gothersgade 20b er solgt til er uvist, men AVISEN erfarer, at købsprisen vil blive markant under de oprindelige 20 millioner kroner, der var udbudsprisen, som Bent Jensen ville give i handlen, der endte med at gå tilbage.