En 20-årig mand, der har været savnet siden lørdag, blev torsdag aften fundet død.
Den 20-årige mand, der har været savnet siden natten til lørdag den 29. juni, blev torsdag aften fundet død i Nørresø i Viborg.
Midt- og Vestjyllands Politi har siden lørdag nat eftersøgt den 20-årige mand med droner, helikopter og hunde. Søværnets Dykkertjeneste har samtidig søgt under vandoverfladen med dykkere og sonar.
Det var netop dykkere fra Søværnets Dykkertjeneste, der klokken 18.30 torsdag den 4. juli fandt den 20-årige mand i søen.
“Han er identificeret, og vi er sikre på, at det er ham,” siger leder af lokalpolitiet i Viborg, vicepolitiinspektør Henrik Glintborg.
“Selv om vi har søgt målrettet i flere dage, er det et trist fund. Det er ikke svært at forstå, at familie, venner og pårørende befinder sig i en svær tid lige nu,” siger Henrik Glintborg.
Fredag vil der blive afholdt ligsyn, og politiets efterforskning vil fortsætte for at klarlægge dødsårsagen.
“Vi har fået arbejdsro til at søge på søen, og det vil jeg gerne takke borgerne for. Med fundet fjerner vi nu også afspærringerne,” siger vicepolitiinspektøren.
De pårørende er underrettet, og politiet har ikke yderligere kommentarer til sagen i dag.